Én elefant kom marcherende
Efter flere ugers indsamling fik Eriksminde Efterskole langt om længe mulighed for at byde på en elefantskulptur. Ved Psykiatrifondens velgørenhedsauktion blev der budt på en strittende og skrattende elefant med et stort hjerte
Foruden elever og ansatte kan man på en helt almindelig dag på Eriksminde Efterskole møde katte og hunde. Tirsdag d. 11. september deltog Eriksminde Efterskole i Psykiatrifondens bortauktionering af de mange elefantskulpturer. Auktionen foregik på Hermans i Tivoli Friheden. Målet var at få endnu en firbenet gæst til efterskolen. De rundt regnet 30 elefanter skulle denne aften bortauktioneres efter alle kunstens regler. Slagets gang blev styret med fast hånd af en auktionarius fra Bruun Rasmussen, og vært for hele aftenens arrangement var tidligere EM-vinder Flemming Povlsen. Så det var en solid startopstilling, der var blevet sat. Ude på bænken sad Eriksminde Efterskole klar, hvis chancen skulle byde sig.
Forstander Lynge Korsgaard og lærer Jeppe Wildt var til stede i salen på Hermans sammen med eleverne Elva Tegtmejer og Frida Hovgaard. Med sig havde de en pose penge. Igennem et par uger havde Eriksminde crowdfundet og 128 tidligere elever, forældre og andre der havde lyst til at bakke op om projektet, havde støttet med over 20.000 kr. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke rakte langt. De første par håndfulde elefanter, der skulle bortauktioneres, gik til mellem 65.000 og 100.000 kroner. Det var alligevel mere, end efterskolen kunne mønstre. Men hen imod slutningen af auktionen åbnede muligheden sig.
Elefantskulpturen med titlen Ridser i lakken: stræben mod lyset landede efter et par intense minutters bud frem og tilbage i salen hos Eriksminde Efterskole med et bud på 35.000 kr. Begejstringen var stor. I første omgang over at have købt en af Psykiatrifondens farverige elefantskulpturer. I anden omgang over at have været med til at samle 1,7 millioner kroner ind til Psykiatrifondens fortsatte arbejde. For det var nemlig resultatet på aftenens auktion. Imponerende 1,7 millioner kroner. Og selvom efterskolen var glade for deres nye kunstværk, så var de 1,7 millioner kroner jo nok i sidste ende den egentlige solstrålehistorie.
På Eriksminde Efterskole er kunst en helt integreret del af skolens daglige arbejde, og derfor er der også blevet brugt tid og energi på at samle penge ind og deltage i auktionen. Forstander Lynge Korsgaard forklarer nærmere: “ Her hos os er kunsten ikke flødeskummet på toppen af kagen, men en del af selve fundamentet. Og vi er virkelig glade for at have fået en unik skulptur til vores efterskole. Den skratter og stritter lidt, og den har en lidt rå skønhed, hvilket vi er ret vilde med. Det er så fedt at have sådan et værk. Også fordi det peger på elefanten i rummet, som jo i denne sammenhæng er psykisk sygdom. Den kommer til at få et dejligt liv her på skolen.”
Elefantskulpturen er udsmykket af den danske kunstner Rune Lambrecht. Som et særlig kendetegn er der placeret en skulptur i bløde former inde i maven på elefanten. Den har fået nogle ridser i lakken, javist. Men under den sølvfarvede overflade gemmer der sig et stort hjerte.