Tale på forældredagen
på Eriksminde Efterskole
lørdag den 5. februar 2011
v/ Per Slyngborg
Forfatteren Asger Schnack har i Politiken den 23. januar en kronik, hvor han beskriver begrebet generøsitet, og ikke mindst generøsitetens tilbagetog og smålighedens fremgang i det danske samfund..
Han skriver bl.a. at generøsitet på dansk hedder storsind og er det modsatte af smålighed. Der er plads til forståelse og en syngen, der smitter i storsindet, hvorimod der ikke er plads i småligheden, hvor det bare er surt og trist. Ser man livet i en større sammenhæng, kommer storsindet af sig selv, hvorimod småligheden hører til inden for snæversynets rammer.
Der findes kunst, der uimodståeligt formidler storsind og noget ædelt tilgivende – som en gestus fra et højere sted. Kreativitet formidler storsind, og jeg kan ikke lade være med i denne sammenhæng at tænke på den årsopgaveudstilling som vi lige har set – den kunne ikke komme til verden uden generøsitet og storsind. I elever har givet vis ikke tænkt på storsindet i de øjeblikke, hvor i har skabt Jeres opgaver, men udtrykket og resultatet er indbegrebet af storsind. I har i den grad givet noget af Jer selv til os andre gennem Jeres opgaver.
Den generøse har plads til at acceptere andre – og andres ideer. Der kan være tale om politiske ideer, eller åndelige ideer, menneskelige ideer eller det kan dreje sig om personlige livserfaringer eller måske en anden smag end den der er den gængse i den sammenhæng man er i. Den generøse giver også gerne af sig selv til andre. Hvis han eller hun har en viden eller en menneskelighed. Eller ligger inde med noget, en anden mangler. Småligheden begrænser sig til at handle om sig selv eller sin ejermand.
Generøsiteten derimod, hviler og vil gerne nøjes med at iagttage verden. Den behøver ikke råbe op, men kan glæde sig over de mindste tegn på lys og åbenhed. Det er bedre, tænker den generøse, at være åben over for noget nyt og usikkert, frem for absolut at holde på det sikre. Det, der i forvejen har vundet gehør.
Generøsitet kræver en vis grad af selvforglemmelse, ikke total selvforglemmelse, men, blot en diskret opmærksomhed overfor det uden for en selv, det andet eller den anden. Generøsitet kræver plads og åbenhed.
Jeg mener vores samfund tørster efter generøsitet. Der er for øjeblikket ikke meget overskud i samfundslivet til at give eller give lov til. Megen tid bruges tværtimod til at tage og tage for sig. Forholdene kunne være anderledes, hvis store såvel som små ville glæde sig over det fællesskab man er sat i.
Jeg er helt enig med multikunstneren Erik Clausen der siger at ordet generøsitet for øjeblikket er et af de mest politiske ord. Vær generøs med dig selv. Giv en historie. Giv en beretning, for min skyld gerne en vittighed. Giv et nummer. Giv en omgang. Giv dig selv. Der er mange gamle historier, der skal fortælles, og der er mange nye historier at fortælle om det gamle.
På skolen her vil vi gerne skabe et fællesskab båret af generøsitet. I elever glæder Jer i den grad over det fællesskab, som I er sat i her. I giver og giver på rørende vis til hinanden og til fællesskabet.
Et generøst menneske er et menneske der er sig selv, men ikke sig selv nok. Et menneske der er sig selv lever ud fra, at vel er der mange af vores medmennesker som har noget jeg ikke har, men jeg har også noget som andre ikke har. Et generøst menneske er stærkt nok i sit eget til at møde det fremmede. Et generøst menneske accepterer ikke blot at medmennesket er anderledes, men glædes over at han eller hun er det. Det vil vi gerne hjælpe Jer med at lære – for naturligvis skal det læres. Naturligvis står i elever midt i, at skulle finde jer selv, blive Jer selv og blive fyldt med selvagtelse så I kan sige til Jer selv at livet kan komme an – også når det er svært. Og det kan vi ikke klare alene – uanset om man er ung, voksen eller gammel. Men kun ved en bevidsthed om at ”vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi har en del af det menneskes liv i vores hånd” Løgstrup. Det er måske den ultimative generøsitet at være bevidst om, at alt hvad vi gør, eller måske navnlig ikke gør har betydning for vores medmenneskes liv. Et smil, et håndtryk, en lytten, en ros eller en kritik en ekstra indsats kan give en dag ny betydning for vores medmenneske, og dermed for den der giver. I virkeligheden er det kærlighed vi giver – dette lille ord, som betyder og indeholder så uendeligt meget, og som er helt fundamentalt for et ordentligt menneskeligt samvær.
Et fællesskab uden kærlighed og nærvær er et goldt og meningsløst fællesskab. Et ægte fællesskab er grundet i fælles menneskelige værdier, som tillid, opmærksomhed og oprigtighed og det giver Jer de bedste muligheder for at relatere til ting som ligger uden for Jer selv. Og det er vigtigt for vi kan nemlig ikke leve for os selv, eller af os selv. Vi lever af andre mennesker, af deres kærlighed og medleven. Vi lever af at høre sammen med nogen. Vi lever af at vores liv er spundet ind i andre menneskers liv, og af at nogen behøver os. Derfor ved I at på Eriksminde gør vi maget for at vende Jeres blik udad, mod fællesskabet, mod andre og mod det fælles bedste.
Naturligvis skal I ikke kun give til fællesskabet, I skal også have og modtage – det har I krav på. Men tillidens og kærlighedens kilde er så fantastisk indrettet at den er utømmelig på en måde som betyder at jo mere vi giver af den jo mere får vi. Kort sagt jo mere vi giver af os selv jo mere får vi selv – så enkelt er det faktisk.
I unge bliver ofte beskyldt for at være særligt individualistiske i vor tid. Jeg synes ikke det er en rimelig beskyldning, jeg mener som end ikke at I er mere individualistiske end unge, og voksne for den sags skyld altid har været. Men det som er en større udfordring for Jer end da jeg var ung, det er på den ene side at samfundet tilsyneladende giver Jer grænseløse muligheder for at forme Jeres tilværelse og identitet gennem en lang række individuelle valg af f.eks. uddannelse, arbejde, livsstil, forbrug og meget mere – og på den anden side den uomgængelighed eller ufrihed, der ligger i ikke at kunne fravælge eller frigøre sig fra alle disse muligheder og valg. Når alt kommer til alt er Jeres valg jo begrænsede af Jeres situation, formåen, evner, økonomi osv. På den måde er individualiseringen både et vilkår og en tvang for Jer, et baggrundstæppe for Jeres tilværelse og situation, Jeres adfærd, afsøgninger, orienteringer og beslutninger.
På Eriksminde vil vi gerne ruste Jer til at kunne agere i dette vilkår. Derfor vil vi gerne danne Jer som mennesker med et livsmod og en livskraft der gør Jer rede til at finde rundt i en forvirret verden. Vi vil gerne gøre Jer til borgere i det lille samfund på Eriksminde, for dermed at ruste Jer til at kunne agere som borgere i det store samfund i Danmark og i verden. I Danmark bliver vi måske i stigende grad betragtet som forbrugere, i stedet for som borgere. Der er en verden til forskel på at være forbruger og at være borger. Borgeren tager stilling, borgeren forsøger at ændre til det bedre, borgeren gør sin indflydelse gældende og borgeren tager ansvar, hvorimod forbrugeren ser på tingene udefra og klager.
Det lyder alt sammen vældigt ambitiøst det ved jeg, men ikke desto mindre er det det vi vil med Jer. Og vi vil det i det dannelsesrum som Eriksminde består af, et dannelsesrum, hvis effekt ikke er målbart men mærkbart. Vi vil gerne gøre Jer til borgere, gøre Jer til myndige og selvbevidste mennesker og gøre Jer til demokratiske og frie mennesker. Stadigt vældigt ambitiøst – det ved jeg.
De fleste af os der sidder har ikke kunnet undgå at høre den megen snak om Danmarks dårlige stilling i den såkaldte PISA rapport. OECD s undersøgelse af hvordan skoleelever klarer sig fagligt på forskellige klassetrin rundt omkring i verden.
De færreste af os har sikkert hørt at samme OECD den 7. september offentliggjorde en rapport som kårede Danmark til verdensmestre, fordi vi er dem, der får mest samfundsmæssigt ud af de penge vi bruger på gymnasieskolerne. Måske kan den danske folkeskole også tillade sig at tage en lille del af den ære. At gymnasieskolerne blev verdensmestre blev mødt af en larmende tavshed – der er åbenbart ikke nogen politisk slagkraft i gode nyheder.
Ifølge Ugebrevet ”Mandag morgen” er hemmeligheden bag den danske skolesucces, som jeg vil tillade mig at kalde den, er noget så enkelt som tillid. De basisværdier, som opbygges hos de unge i uddannelsessystemet, har vidtrækkende betydning for udviklingen af det danske samfund. Det er bløde kompetencer, som har skabt de hårde resultater. Konklusionen er at ”Danmark har vundet sine sejre ved at være et aparte samfund, ved at gå sine egne veje og ved – frem for alt – at skabe optimale forudsætninger for anvendelsen af menneskelige ressourcer. Lad os dog for alt i verden blive ved med det. PISA resultat til trods.
I mit liv har jeg altid været afhængig af at have forbilleder, det har været godt for mig at have åndelige fyrtårne, som jeg har kunnet forholde mig til og danne mine egne meninger ud fra. Desværre er tre af mine forbilleder døde indenfor de sidste 10 år. Ebbe Reich i 2004, Sven Auken i 2009 (et forbillede selvom jeg aldrig har været socialdemokrat) og sidst her for en god uges tid siden Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Alle tre humanistiske fyrtårne med grænseløs tro på at ethvert menneske har krav på respekt og værdighed. Heldigvis er det sådan at jeg har andre forbilleder, og heldigvis er det sådan, at der kommer nye til.
I forbindelse med Tøger Seidenfadens død blev der sagt og skrevet rigtigt mange fine ting. Forfatteren Lars Morell skrev et lille digt, som jeg gerne vil læse for Jer. Digtet handler om Politikens leder – altså den spalte, hvor avisen giver sin ubetingede holdning til kende. Om Politikens leder skriver Lars Morell:
Lederen talte
til mig.
Altid.
Om jeg var
arbejdsløs,
begravet i arbejde,
deprimeret,
fokuseret
eller ryger.
Altid var jeg i fred.
Lederen jagtede aldrig nogen.
Men noget.
Det var nogle overordnede tanker om skolen her og vores fælles liv, som det har været vigtigt for mig at få sagt til Jer elever og forældre i dag. Mere konkret vil jeg sige at det er nogle fantastiske børn i har. Eleverne er i den grad til stede i skolens dagligdag – de giver til og modtager af fællesskabet på aller bedste vis. De føler sig hjemme og de føler sig trykke ved skolen og hinanden. Og det forbliver det allerbedste udgangspunkt for skolearbejdet.
I elever har lavet nogle årsopgaver, som fortjener alt mulig ros og respekt. I skal have tak for hver Jeres opgave, som nu udgør en helhed nede i salen – en helhed som svarer til det fællesskab, som vi har hver dag. Som hver Jeres årsopgave udgør udstillingen, udgør gør I hver især som mennesker, Jeres uundværlige del af Eriksmindefællesskabet. For mig er det et privilegium at være en del af, og jeg vil gerne udtrykke min taknemmelig overfor den tillidsfulde måde i møder skolen og os medarbejdere på.
Vi er netop startet på februar måned. Om en uge er der vinterferie. Forårets komme i marts skal nydes i fulde drag. Til april skal vi til Prag, hvorefter prøverne så småt starter – så tiden går – men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at I vil gøre alt for, at få det allermeste ud af hver en dag der er tilbage af Jeres skoleår.
Kære elever tak for Jeres generøsitet, tak for Jeres tillid og tak for Jeres store indflydelse på skolens fællesskab – vi glæder til den kommende tid.
