Ja egentlig burde her lyde en advarsel for dette kan være begyndelsen til en livslang men jo helt igennem godartet afhængighed.
Sollyset spiller i vindueskarmen. En dæmpet melodistump lyder ovre fra klaveret. Elever kommer i spredt flok ind i storstuen, finder en stol, og så kan en ny dag begynde med morgensang fra højskolesangbogen. Efter et godmorgen og en introduktion til første sang synger vi med den stemme vi nu har og glemmer for en stund, at vi vist egentlig er blufærdige. Måske opstår der tilmed den særlige nærhed og forbundethed, vi kender fra at spise sammen. Sangen slår bro mellem mennesker, og du kan være på vej til at tabe dit hjerte til den. Ja egentlig burde her lyde en lille advarsel, for dette kan være begyndelsen til en livslang men jo helt igennem godartet afhængighed. Det siges, at folk, som synger sammen, ikke slås.
I højskolesangbogen møder du et katalog af erfaringer, drømme og visioner fra de sidste 200-300 års kulturliv i Danmark og Vesteuropa. Teksterne er poetiske og rige på kraftfuldt billedsprog. Fremragende komponister har skabt iørefaldende melodier i tidens stil, og smag og tekst og musik går ofte op i en højere enhed.
Der er gribende sange om tro, håb og kærlighed, sange, der handler om vort lands og folks historie. Andre sange igen beretter om levet liv i en svunden tid, hvor mange var bønder og . arbejdede med jorden. Der er politiske manifester, drømme om folkelig vækkelse og visioner for en bedre verden og meget mere.
Mange af disse sange er skrevet i en tid, der er meget forskellig fra vores, men de indkredser alligevel noget almenmenneskeligt og evigt aktuelt, vi kan spejle os i. De handler om, hvem vi er, og hvordan menneskeliv leves. Sangene formidler de fortællinger,vi er en del af uden nødvendigvis at vide af det. De gør os lidt klogere på os selv, hinanden og livet, Det sker ikke per automatik men kommer ofte uventet. Man kan synes, at man kender en sang fuldt ud og pludselig åbner den sig og gør sin indvirkning, og man er en smule forandret bagefter.