Tale ved afslutningen af skoleåret 2011/2012
på Eriksminde Efterskole
lørdag den 23. juni 2012.
v/ forstander Per Slyngborg
I elever ved jeg flere gange har fortalt Jer om påsken, og at påsken for mig er den vigtigste af årets højtider – ja også vigtigere end julen. Det er den fordi påskens grundfortælling siger noget afgørende væsentligt til os mennesker – uanset om man er et kristent menneske eller ej.
Meget for enkelt siger påskens grundfortælling os. at der aldrig er nogen Lang- fredag uden at der kommer en påskedag. Jesus korsfæstelse langfredag viser os den ultimative smerte et menneske kan udsættes for, og påskedag fortæller os om den aller største glæde. Fortællingen siger os, at selvom vi gennem vores liv møder svære dage, dage med sorg og smerte, ja så vil der altid igen komme glade dage fyldt med lys og lykke.
Troen på at svære dage altid vender sig til gode dage er måske noget af det vigtigste man kan lære et ung menneske. Alle Jer nu snart tidligere Eriksminde elever vil også vide, at det har vi på skolen også gennem hele året ville lære Jer. – og det har vi fordi vi synes det er så vigtigt at vi altid bevarer håbet om og tilliden til at svære dage vendes til gode dage – og det håb og den tro må I love mig på denne afslutnings dag at I aldrig mister.
Da jeg var ung i 1970erne og 1980erne var en af tidens store danske forfattere Dea Trier Mørch. Jeg er sikker på at de af Jer forældre, som hører til min generation har læst hendes nok mest berømte bog, nemlig den der hedder ”Vinterbørn” – nogen af Jer har sikkert også læst den der hedder ”Kastaniealleen”, mindre kendt er den lille roman ”Aftenstjernen”.
”Aftenstjernen” handler om nogle voksne børn, der mister deres mor, som dør efter længere tids kræftsygdom.
Det er besluttet, at der ikke skal ske noget kirkeligt eller rituelt i forbindelse med hendes død, og da hun dør bliver der taget en kort afsked i kapellet. Et par dage senere er de voksne børn og svigerbørn samlet, men det er som om der er noget, der ikke er afsluttet rigtigt, og så er det, at den ældste søn Niels Peter, rejser sig og holder en lille tale, og da han har sat sig igen, ja, så kan de ikke med tavsheden, og at der ikke sker noget.
Har du ikke nogle højskolesangbøger, Niels Peter?, er der en af de andre der spørger, og jo, det har han da, og lidt efter sidder de og synger ”Danmark nu blunder den lyse nat”.
Da de har sunget sangen, siger søsteren Elin: Skal vi ikke synge Brorson?” Jo svarer en anden ”Her vil ties her vil bies” det er nr. 174. Broderen Ditlevs blik vandrer fra søsteren Mette til broderen Simon og til sidst til Niels Peter. De nikkede til hinanden. De vidste, uden mange ord, hvad de var i færd med – at de var i færd med noget afgørende og betydningsfuldt.
Ja, de vidste, at de var i færd med at ritualisere en stund, som de ikke på andre måder kunne udfylde meningsfyldt. Der skulle noget mere til. Ja, der skulle en tale til, en sang til og en salme til, og de slutter med salmen ”Her vil ties her vil bies” – vel nok den stærkeste begravelsessalme vi har i salmebogen.
De vidste hvad de var i færd med. Skønt ingen af dem på noget tidspunkt vedkender sig troen på påskens grundfortælling, så bygger de den alligevel ind i stunden. Alt sammen forløser det, på samme måde som ritualet forløser, og med denne forløsning kan de nu komme videre i savnet af deres mor. De erfarer at jo, det gør ondt at leve, men det gør først og fremmest godt. Det sidste er værd at huske, for det gode kommer først.
Ritualer og grundfortællinger bringer os sammen om livet alvor – det bringer os sammen om den største glæde og den største sorg. Og livet skal vi tage alvorligt, vi skal ikke sløse med det og vi skal vise os selv og hinanden at livet er betydningsfuldt. I elever ved at jeg ikke bryder mig om udtrykket ”Jeg sidder lige og slår tiden ihjel” – det gør jeg ikke fordi tid og liv jo er to sider af samme sag – slår vi tiden ihjel, ja så slår vi i virkeligheden en lille del af vores eget liv ihjel – og det er livet for dyrebart til.
Kære elever – I har mødt ritualer og grundfortællinger i Eriksminde-hverdagen i det forgangne år. Det har I fordi de er det kit der binder mennesker sammen og det er det kit der binder vort samfund sammen.
I ved at en af de helt afgørende værdier for Eriksminde Efterskole er ”frihed til forskellighed”. En sådan frihed er indlysende værdifuld, men jeg håber også at I har lært at den ikke kan stå alene. Forskellighederne kan nemlig blive for meget af det gode, hvis der netop ikke er værdier og rammer, som der er enighed om, at forskellighederne skal trives indenfor. Værdier og rammer, som sikrer, at der er noget afgørende, der binder os sammen bag ved de både ønskelige og nødvendige uenigheder og stridigheder.
Der har naturligvis også i vores fællesskab gennem året været uenigheder og stridigheder i mellem os. Jeg håber ikke I har været i tvivl om de rammer og de værdier som skolen står for, og som har betydet at fællesskabet har kunne leve styrket videre efter uenigheder og stridigheder. Den største misforståelse et fællesskab kan blive udsat for er nemlig, hvis fællesskabet består af mennesker som kun tager ansvar for sig selv. Vi vil altid være ansvarlige for andre end os selv, vi vil altid være ansvarlige for det fælles bedste, hvis et fællesskab for alvor skal have betydning. Det vil altid være en udfordring fordi vi er ”ET, men ikke ens”. Nogle af Jer vil vide at denne ordlyd er en dansk oversættelse af titlen på en af bandet U2-s numre. Jeg holder vældigt meget af de få ord, som siger så meget. Og jeg vil gerne bede Jer huske, uanset hvilket fællesskab I kommer til at være en del af – at ”Vi er et, men ikke ens”.
Vi lever i en tid, hvor vi må spørge os selv om, vi har mistet den gamle danske værdi om at have ambition om at ville have alle med. Vi må spørge os selv, hvorfor vort samfund i stigende grad søger konfrontationen i stedet for forsonligheden. Det danske samfunds succes gennem de sidste 200 år er faktisk ikke blevet til gennem konfrontationen, men gennem forsonligheden.
Forsonligheden er grundet i tillid og respekt for medmennesket, hvor konfrontationen er grundet i at det er mig der altid har ret, og opgaven alene er at få medmennesket til at mene det samme som mig.
Danmark har altid været et land, som har været berømt for den vægt, vi lagde på det fælles gods. På kittet, der bandt samfundsskelettet sammen. Det hedder med et samlende begreb ”Folkeoplysning”. Og I elever har gennem det sidste år mødt en skole her, hvor dette begreb er uhyre centralt. Et folkeligt fællesskab vil have alle med, i et folkeligt fællesskab kan man være uenig og strides så det sprøjter, men altid med en grundlæggende ide om at det skal ende ud med forsonligheden. Folkeoplysningen bygger så at sige bro fra den enkelte til fællesskabet ved at skabe myndig gjorte borgere. Og sådanne myndig gjorte borgere har vi villet gøre Jer til på en skole som vægter det almene, det fælles, ja vægter kittet der binder skelettet sammen mere end det specialiserede.
Og i denne skole har I udfoldet Jer, og det har I gjort med stort engagement på en måde som glæder mig meget. Og med alt dette i bagagen vil jeg gerne bede Jer, nogle af Jer mere end andre, være opmærksom på det ægte menneskelige nærvær, i forhold til det teknologisk opkoblede nærvær. Jeg ved I kan sige at jeg er bagstræberisk og rundet 50, men det er vigtigt for mig at give Jer med på Jeres videre vej.
Vi kommunikerer mere i dag, end nogensinde før. Men det sker på afstand. Vi har skabt et digitalt-teknologisk, hvor der konstant stræbes efter forbindelse. Men jeg vil bede Jer om altid være opmærksomme på, at der er tale om en teknologisk forbindelse, og ikke en direkte menneskelig kontakt.
Selv når vi er fysisk sammen, er vi langt fra hinanden. Vi tjekker beskeder via smart phones overalt. Vi sidder sammen med hver vores computer, og har kontakt til hele verden, og kun delvis kontakt med den nære verden lige omkring os. Både på skoler og i hjemmet kan vi sidde sammen med hver vores enhed, alt i mens der bliver sendt mail, sms og tekstbeskeder til sociale netværker.
Vi skal alle sammen være opkoblet, men I skal altid vide, at vi samtidig frakobler det menneskelige nærvær. Og vi kan altså ikke leve på lang sigt og med frydefuld glæde uden menneskeligt nærvær. Jeg mener, at hvis vi ikke passer på risikerer vi at komme til at forvente mere af teknologien end af hinanden. Vi risikerer at være sammen, men alligevel langt væk – ja vi risikerer at være sammen alene. Det vi før delte med hinanden, deles nu digitalt. Tanker og følelser afstemmes i mindre grad med øjenkontakt, men sker som delte beskeder i sociale netværk. Vi kan se folk fyldt med tanker og følelser, lede efter en opkobling i by, skov eller ved strand, hvor der ikke kigges op eller ud efter noget, men ned på en mobil enhed.
Det kan godt være at, det er en udvikling som ikke kan stoppes, og det skal den måske heller ikke, men jeg mener vi skal vide hvad vi gør. Vi mister nemlig en grundlæggende menneskelig etik, som det kommer til udtryk i mødet med det andet menneske. Etiske værdier er ikke noget, vi får via mails eller sms, men derimod noget vi afstemmer i et menneskeligt nærvær.
Det er gennem nærværet, at vi pudser og høvler på karakteren, så vi ikke kommer til at fremstå som ubehøvlede. Etik handler om karakteregenskaber, der langsomt vokser i menneskeligt nærvær. Det kan en opkobling til et digitalt netværk ikke klare. Jeg mener derfor, at vi er nødt til at besinde os på vigtigheden af det ægte menneskelige nærvær, ellers kan vi risikere at ende som opkoblede egoister, der ikke har blik for hinanden.
I elever har i den grad haft blik for hinanden, i har hver især været et vigtigt element i et ægte menneskeligt nærvær. Vi har sammen pudset og høvlet på hinanden, og derfor er der ikke noget af Jer der forlader Eriksminde som ubehøvlede egoister – tænk på fællesskabets værdi, tænk på det menneskelig nærværs værdi, tænk på øjenkontaktens, på smilets, på trøstens, på samtalens værdier, også i Jeres fremtidige liv. – Jeg har en dejlig overbevisning i mig om, at det vil I gøre.
Når det er sagt vil jeg ønske for Jer, at I må klare Jer godt i computerens verden og have hjerner til at huske alle de password, der skal til. Men jeg håber også for Jer, at I fortsat kan bruge Jeres hænder, røre ved hinanden, føle og fornemme stofligheden i verden omkring Jer, fornemme ting og sager direkte og mærkbart, ligesom jeg under Jer glæden ved et håndskrevet gækkebrev eller kærestebrev eller seddel på køleskabet. Lov mig at I ikke glemmer den fysiske verden eller det menneskelig nærvær.
I har I det forgangne år været en del af en skole, som i den grad er båret af et helt personligt og menneskeligt nærvær. I har været en del af en skole hvor den hjertelige vekselvirkning er central. Den hjertelige vekselvirkning er et af Grundtvigs vigtigste redskaber i den folke- og livsoplysende skole. Hvis læreren taler fra hjertet, ja så bliver det der fortælles i reglen også mødt i hjertet – det er det jeg håber der sker lige nu, hvor jeg taler fra hjertet og håber at det jeg siger vil blive mødt i hjertet.
Jeg bliver af og til spurgt om, hvordan jeg kan holde til nu på 23 år, at engagere mig i så mange nye mennesker hvert eneste år. Svaret er den hjertelige vekselvirkning, samtalen og det undringsfællesskab som altid opstår på skolen. Vi har mødt hinanden først og fremmest som de mennesker vi er, og sekundært i rollen som henholdsvis lærer og elev.
Jeg vil gerne takke Jer elever fordi I har givet os mulighed for at holde af og holde ud, og fordi I har åbnet Jeres hjerter for det Jeres kammerater har på sinde, og for det vi lærere har på sinde. Jeg vil gerne takke Jer for samtaler, undrings fællesskaber, og ikke mindst takke Jer for at I har gjort det muligt at holde vores blik levende.
Kære elever – I har på Eriksminde mødt en skole, som har bestræbt sig på at se Jeres potentiale. Vi har bestræbt os på at få Jer alle med som vigtige elementer i fællesskabet. Vi har set Jer med Grundtvig som siger at ethvert menneske ”er en mageløs og underfuld skabning”, som sådan har vi mødt Jer – I er hver især mageløse og underfulde skabninger.
I har mødt en skole som altid har søgt at skabe en menneskelig pædagogik, hvor lysten driver værket, og hvor al opmærksomhed samler sig om Jer elever, lige netop som I er her og nu. I har mødt en skole med et menneskesyn, der lægger vægt på at I er noget I Jer selv, og ikke på hvad I kan bruges til i fremtiden.
I elever har mødt Eriksminde og og den holdning og det menneskesyn, som skolen har på en måde, som jeg er sikker på I vil huske. Der har heldigvis været flest glade dage, men der har også været svære dage, både for Jer og os. Lige nøjagtigt som livet er – der er glade dage og der er svære dage, og når vi tager det alvorligt, gør det at vi vokser og bliver i stand til at møde livet så det kan komme an.
I har på en rørende måde mødt os og denne skole, med både morskab og eftertænksomhed. I har vist både sårbarhed og styrke – og I har villet fællesskabet. I har arbejdet for at fællesskabet kunne rumme alle, og at alle skulle føle sig som en væsentlig del af det. Jeres ambitioner og arbejde har båret frugt, og derfor står vi i dag med et betydningsfuldt fællesskab, som ingen kan tage fra Jer, selvom I jo ikke skal bo på Eriksminde mere, men rundt omkring i landet. Tak til Jer hver især fordi I havde modet til fællesskabet og fordi I har turdet vise hvem I er.
Til slut vil jeg bede Jer huske nogle af de ting, vi har talt om i årets løb, og som jeg ved nogle af I forældre har hørt mig sige mange gange – men det der er rigtigt og vigtigt kan ikke siges for ofte.
Jeg vil bede Jer huske Ebbe Reich citatet, der lyder. ”Hvis du mister troen, ånden og eventyret – så har du KUN pengene tilbage. Altså hvis du mister troen på fremtiden og dagen i morgen, hvis du mister ånden forstået som kærligheden, og hvis du mister eventyret forstået som drømmene, nysgerrigheden og visionerne for livet – uden det går verden død og pengemagten tager over, og vi kommer til at fokusere på at tjene på hinanden i stedet for at tjene hinanden.
Jeg vil bede Jer huske påskens grundfortælling og budskab, som jeg startede min tale til Jer med. Hvad enten I er troende eller ej, så kan ethvert menneske bruge påskens budskab.
Langfredag beskriver den ultimative menneskelige smerte og lidelse, men påsken slutter ikke der, men den slutter med påskedag, hvor livet får fylde og glæde igen. Og sådan er livet heldigvis- selvom vi møder smerte under vejs i vores liv, så vender glæden altid tilbage, og livskraften får ny næring. Så husk at, når I kommer til at stå i smerten og måske mister modet, at jeg har sagt til Jer, at der altså ikke er nogen Langfredag uden at der efterfølgende er en påskedag, og den symbolik der ligger i det.
Jeres lyst til at synge har været meget stor – det har glædet os meget. Jeg vil sige til Jer om Jeres fremtidige liv, at I skal søge hen hvor sangene er, husk at søge hen hvor der er mildhed, munterhed og myndighed til stede. Hvor sangene er, hvor mildheden er, hvor munterheden er og hvor myndigheden er – ja der er der godt at være.
Jeg vil bede Jer huske at røre Jer og bevæge Jer og få motion – det er vigtigt, men jeg vil endnu mere bede Jer aldrig at glemme Jeres evne til at Kunne lade Jer røre og Kunne lade Jer bevæge.
Kære elever Jeres efterskoleår er ved at være gået – Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået, og snart er I en meget betydelig del af denne skoles historie. Det har på alle måder været dejligt at lære Jer at kende og være sammen med Jer. Tak for Jeres positive måde at møde denne skole på, og tak for Jeres loyalitet overfor skolen og over for os som er omkring den. Tak for Jeres tillid, Og Tak for gode samtaler om det allermindste og om det allerstørste.
Jeg vil til allersidst ønske Jer en rigtig god og velfortjent sommerferie. Jeg ønsker det bedste for Jeres videre ungdomsliv, for Jeres studie – og uddannelsesliv – og ikke mindst ønsker jeg Jer det bedste for Jeres menneskeliv.
Også tak til Jer forældre for opbakning og tillid til skolen og det den står for.
Rigtig god sommerferie.
