Tale ved afslutningen af skoleåret 2013/2014
på Eriksminde Efterskole
lørdag den 28. juni 2014
ved Per Slyngborg
For nyligt blev der i bogform udgivet en brevveksling mellem to mennesker. Bogen hedder ”Jeg ligger dine breve under madrassen”. Den ene brevskriver i bogen er 12 år – hun hedder Sara, den anden brevskriver er 54 år og hedder Astrid. Hun har efternavnet Lindgren og er den verdenskendte forfatter Astrid Lindgren.
Sara skrev, som så mange andre børn, et brev til Astrid Lindgren. Hun fik svar, og det blev begyndelsen til mere end 30 års brevveksling mellem de to.
12 årige Sara vil gerne være en frisk og selvbevidst pige, hvilket de første breve også bærer præg af, men gennem brevene lærer Astrid Lindgren en ung sårbar pige at kende, som har et besværligt liv og et meget dårligt selvværd.
Astrid Lindgren giver sine ærlige og uforbeholdne meninger og tanker om de ting, der optager Sara. Hun interesserer sig for Saras liv og fremtid, men hun betror også Sara sine egne sorger og besværligheder.
Sara er 12 år, Astrid er 54 år og er en verdensberømt forfatter, men det kan man faktisk ikke mærke når man læser de breve de skriver til hinanden. De korresponderer i ordets egentlige forstand. Det er breve fra menneske til menneske.
Især de første breve er stærkt bevægende, hvor Sara skriver meget åbent om sig selv, som hun ikke helt kan komme overens med, og det liv der er så svært for hende at leve. Og hvor Astrid Lindgren svarer, så man på en helt afgørende måde forstår, hvad det har af betydning at tage et barn eller en ung alvorligt.
Det at blive taget alvorligt, som barn og ung glemmer Sara aldrig. Sara skriver i et af brevene, hvor hun nu er voksen, med en ligefremhed, der giver et godt indtryk af den samtale brevvekslingen er. I det brev står der: ”Du ved det der de han fundet ud af inden for psykologien – at blive set og blive taget alvorligt, den betingelsesløse kærlighed. DET gav du mig faktisk gennem dine breve.
Hun har det ikke nemt Sara – for at sige det mildt. Hun er en følsom og højtbegavet oprører, og Astrid Lindgren må have genkendt sig selv som teenager. Men hun fortæller ikke meget om sit eget utilpassede ungdomsliv. Hun reflekterer og tænker med, hun giver sine holdninger klart til kende – selvom hun ikke vil være ”tantet” – og hun fortæller glimtvis om, hvad der fylder i hendes liv med familie og arbejde. Men det er og bliver Sara, der interesserer hende, og som hun viser opmærksomhed, det er hende hun spørger til: hvordan går det med skolen og med mormor, som Sara bor hos? Hvad vil hun være når hun bliver voksen? Og altid er der den samme varme bekræftelse af deres menneske til menneske forhold.: Skriv endeligt, lad mig vide, hvordan det går med det hele, glem mig ikke, jeg tænker på dig Sara.
Brevene giver et meget fint indtryk af Astrid Lindgren selv: af den sjældne indlevelsesevne og det engagement i det enkelte barns liv og muligheder, der bærer hendes forfatterskab, og af hendes menneskesyn, der er alt andet end lyst og ligetil. Til dem der forestiller sig Astrid Lindgrens forfatterskab som et udtryk for en ureflekteret idyl, vil jeg sige :læs denne brevveksling – og bliv klogere. Hun skriver på trods, hun skriver om håb og fred og glæde.
Kære elever, I har det forgangne skoleår været den mest afgørende del af skole, hvis ånd er grundet i håb, fred og glæde, og jeg vil gerne tilføje det store ord kærlighed. Vi har haft en fælles hverdag, hvor menneske til menneske mødet har været afgørende. Og jeg ved i har taget skolens ånd til jer, og det er meget vigtigt og godt. Fordi menneskets vigtigste kendetegn er at det har ånd. Det lyder så fint, og måske også lidt diffust det der med ånd, men det er ikke mere fint eller diffust end at vi alle sammen har det. Den hjertelige vekselvirkning – det at mennesker kan tale fra hjertet til hjertet er åndens vigtigste kendetegn og forudsætning. Jeg har fortalt jer om sangene i højskolesangbogen, og om at det i sangene er hjertesproget der gør sig gældende – og jeg har sagt til jer at hjertesproget er vigtigt, og jeg vil inderligt håbe at når I nu ved hvad det er, vil tage det med ind i jeres kommende liv. Jeg vil håbe og ønske for jer, at I vil søge steder hvor sangene er, for hvor der synges er der godt at være. Hvor der synges vil mennesker hinanden på godt og ondt, også i de situationer hvor tilliden måske bliver brudt, og hvor det er svært at ville hinanden.
Ånden er en ganske afgørende menneskelig faktor. Den kommer af vores sprog, som vi bruger til at tænke og tale med, til at synge og til at fantasere med, til at kommunikere med, ja til at sige at dit liv er ligeså vigtigt som mit liv. Jo mere ånd des større bedrifter. Jo mere ånd, des flere overraskelser, jo mere ånd, jo mere spændende kunst og kultur. Ja sådan kan man blive med.
I har været en del af en skole, hvor ånd, kundskaber og færdigheder ikke strider mod hinanden – tværtimod er de hinandens forudsætninger. Det har altid været et grundsyn på Eriksminde Efterskole, og det vil fortsat være det. Vi har sammen med jer lavet en skole med en menneskelig pædagogik, hvor lysten driver værket, og hvor al opmærksomhed har været rette mod jer, lige nøjagtigt som I er her og nu, og med et grundsyn der siger at I selvfølgeligt er noget i jer selv, og ikke kun noget i kraft af, hvad I kan bruges til i fremtiden eller hvad I kan blive til hvis I bliver skåret til efter skolemesterens læst.
Det er en klassisk uddannelsesopfattelse, som gør sig gældende her på Eriksminde. I denne uddannelsestænkning handler det om at forberede jer til liv og arbejde, den integrerer dannelse og uddannelse i et samlet perspektiv. Denne klassiske uddannelsestænkning er under pres i disse år.
Tydeligst har det gjort sig gældende i den sætning som landets undervisningsminister Christine Antorine, har sagt til gymnasieelever på landets gymnasier. Hun sagde ”I bliver ansat på jeres kompetencer, men fyret på jeres personlighed”. Jeg kan ikke være mere uenig, det er noget sludder, og jeg mener faktisk ikke hun har ret. For et menneske kan ikke leve sit liv på kompetencer alene. Selvfølgeligt er kompetencer vigtige, men livsduelighed, og udvikling af det enkelte menneskes personlighed er ligeså vigtigt. Selvfølgeligt er jeres faglige kompetencer blevet øget i jeres år på Eriksminde, men hvis I ikke også kunne sige at jeres personlighed og jeres livsduelighed var blevet fremelsket og øget, ja så var efterskoleopholdet efter min mening ikke lykkedes. Det ved jeg at den er, for jeg mødte jer for 10 måneder siden, og jeg ved hvor I var med jeres personlighed den gang, og jeg ved hvor I er i dag. Så kære elever fortsæt med at øge jeres kompetencer, men fortsæt for alt i verden også med at søge ind til den personlighed, som netop er jeres, hver i sær.
I og med at dette er min sidste afslutningstale fra denne talerstol vil jeg tillade mig i det efterfølgende at sige nogle ord, som jeg ved I har hørt før, men som det er vigtigt for mig at i får gentaget, fordi det er mit håb at I vil huske dem, og bringe dem med videre i Jeres liv.
Jeg har i fortælletimer fortalt jer om forskellen på selvtillid og selvværd. Jeg har flere gange sagt til jer at selvtillid får man ved at få ros og klap på skulderen. Det har I også fået af os på Eriksminde, og det er vigtigt. Det er da dejligt at have selvtillid, og der ingen af os der kan sige os fri for at nyde at blive rost og få klap på skulderen. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at selvtilliden er en flygtig og skrøbelig størrelse, som har det med at forsvinde, indtil næste gang vi får ros og klap på skulderen.
Anderledes er det med selvværdet, den er et anderledes grundlæggende og vedvarende fundament for et menneskes liv. Den er grundstenen til, at liv kan leves frit og med engagement og lidenskab. Selvværd er upåvirket af ros og klap på skulderen. Den får man derimod af, at der er nogle andre end en selv, der tror på at man kan. At man er i sammenhæng, hvor man bliver vist tillid, og hvor man bliver troet på og taget alvorligt. Der er ikke noget så livgivende og styrkende af selvværdet, som når man har præsteret noget, som hverken en selv eller andre ikke troede man kunne, men at man alligevel fik lov at prøve.
Derfor vil jeg sige til endnu engang, at selvfølgeligt skal i glæde jer over ros og klap på skulderen – det har vi alle sammen brug for, men vær opmærksom på, at den kun giver selvtillid, og den er altså en skrøbelig størrelse som har det med at forsvinde igen. Brug derfor kræfter på, og søg steder hen i jeres fremtidige liv, hvor der er nogen der tror på jer, forventer noget af jer og tror på at I kan. Så vil jeres selvværd til stadighed blive øget, og selvværdet er et stærkt fundament for mennesket, som ikke sådan lige kan slås i stykker. Og så kan i forhåbentligt sige ”at livet kan komme an”, både når det giver os milde gaver, og når det er hårdt imod os.
Og så er der jo skiltet i Rundetårn, som I også skal høre om igen. Ved indgangen til biblioteket i Rundetårn, er et skilt, hvorpå der med sirlige bogstaver står følgende: ”Tårnet – dets vægge, loft, døre og vinduer og så videre – stilles til det hæderlige publikums beskyttelse”. Det er en formaning, men det er af den mest galante og taktfulde slags. Skiltet er en formaning, ja – tag vare på Rundetårn, men det er helt renset for enhver løftet pegefinger. Her er ikke noget med regler, forbud eller andre udpenslinger af det man ikke må.
Næsten alle steder, hvor mennesker færdes, bliver vi mødt af skilte der fortæller os, hvad vi skal afholde os fra og hvad vi ikke må. En fy-fy propaganda, som ofte har den modsatte effekt.
Teksten på det gamle skilt i Rundetårn siger ikke fy-fy, men gør det modsatte. Her er borgeren ikke en formastelig ugernings mand, men en hædersmand. Skiltet appellerer til en personlig ansvars- og pligtfølelse.
Det viser borgeren respekt og anerkendelse, og er med til at bygge ham eller hende op. Man er ophøjet til stedets beskytter. Skiltet i Rundetårn taler til kongen i os, og ikke til stodderen.
Kære elever jeg vil gerne stå inde for, at der under hele jeres ophold på Eriksminde er blevet talt til kongen i jer, og ikke til stodderen, og bl.a. derfor er i på vej til at blive konger i jeres eget liv, men i skal huske at I jo er konger blandt et utal af andre konger. Og I er blevet mødt som helt unikke stjerner med hver jeres helt unikke personlighed. Men I har også lært det meget vigtige, at I er stjerner blandt mange andre stjern, og at stjernerne skal fungere sammen i et fællesskab i gensidig tillid, respekt og ansvar. Jeg vil gerne sige til jer at I ikke skal finde jer i, hvis nogen taler til stodderen i jer, jeg føler mig faktisk sikker på at I vil reagere imod det, hvis det skulle ske.
Vi har også gennem året talt om og diskuteret lykke. Selvfølgeligt skal I søge lykken. Jeg tror ikke på at lykke kan blive en konstant tilstand for noget menneske, men den er der nogen gange i glimt, og andre gange over længere tid. Den bedste lykkedefinition jeg kendes, har jeg hørt fra en tidligere elev – Malle, som var elev her for 3 år siden. : Hun siger at ”lykke er når man ikke kan forestille sig at være en anden end den man er, og når man ikke kan forstille sig, at være et andet sted end der hvor man er”.
Det er det den lille 5-6 årige pige som lever med sine forældre på Nørrebro i Kbh. oplever den dag hvor hun for første gang er på ferie alene hos sin mormor og morfar i Vestjylland. Som en del af besøget er selvfølgeligt også en tur til Vesterhavet. Mormor og den lille pige går i gennem den sti der går mellem klitterne og de nærmer sig det store hav. Som det så ofte sker for både børn og voksne, så begynder den lille pige at løbe rundt på stranden op i mod den hårde blæst.
Pludseligt kommer der en voldsom kraft i den lille pige, og hun løber op på toppen af en af de aller højeste klitter. Det er en bestigning, som ikke er så let for den lille pige, så hun er naturligvis både glad og stolt da hun står på toppen af klitten. Hun står sejrrig og kigger først ned mod den vestjyske by Nymindegab, derefter ud over klitlandskabets grønne marehalm og til sidst ud over det store hav, og så udbryder hun med høj og klar ryst. ” mormor Mormor – skal vi ikke blive herfor evigt.”
Husk det elever, og tag det alvorligt, hvis I af en eller anden grund gennem længere tid føler jer placeret det forkerte sted.
Og så er der jo påsken som er så betydningsfuld. Som I ved er påsken for mig den vigtigste af årets højtider – ja også vigtigere end julen. Det er den fordi påskens grundfortælling siger noget afgørende og væsentligt til os mennesker om det at være menneske – og det vel og mærke uanset om man er kristen eller ej.
Meget forenklet siger påskefortællingen os, at der aldrig er nogen Langfredag uden at der kommer en Påskedag. Jesu korsfæstelse Langfredag viser os den ultimative smerte et menneske kan udsættes for. Jesu genopstandelse påskedag fortælles os til gengæld den allerstørste glæde. Fortællingen siger os, at selvom vi gennem vores liv møder svære dage, og det kan vi være sikre på at vi gør, dage med sorg og smerte, ja så vil der altid igen komme glade dage fyldt med lys og lykke.
Troen på at svære dage altid vender til gode dage er måske noget af det vigtigste man kan lære et ungt menneske. Alle jer, nu snart tidligere Eriksminde elever, vil også vide, at det har vi på skolen her også gennem hele året villet lære jer. Og det har vi fordi vi synes det er så vigtigt at vi altid bevarer håbet om og tilliden til at svære dage vendes til gode dage – og det håb og den tro må I love mig på denne afslutningsdag at I aldrig glemmer.
Husk at langfredag beskriver den ultimative menneskelige smerte og lidelse, men påsken slutter ikke der. Den slutter altså med påskedag, hvor livet får fylde og glæde igen. Og sådan er livet heldigvis – selvom vi møder smerte undervejs i vores liv, så vender glæden altid tilbage, og livskraften får ny næring. Jeg vil bede jer huske når i måske kommer til at stå i smerten, at jeg har sagt til jer, at der altså ikke er nogen Langfredag uden at der efterfølgende er en påskedag, og den symbolik der ligger i det.
Kære elever. I har været en del af en skole, hvor den folkelige dannelse er central. Og folkelig dannelse er ikke målbar, man kan ikke give en karakter for, i hvor høj grad en elev har tilegnet sig folkelig dannelse. Ja, den folkelige dannelse er ikke alene vanskelig at måle, men den er også værgeløs – den kan gøres til ingenting hvis det er det man vil. Men der, hvor den ikke er, bliver samfundet koldt, hjerteløst og uden visioner og drømme om fælles værdier, og mennesket vil blive overladt til sit eget egoistiske fængsel.
I egoismens fængsel handler det kun om at blive anerkendt for sine præstationer, og ikke om at blive anerkendt, som det menneske man nu engang er. Derfor tager Christine Antorini grueligt fejl når hun siger til gymnasieeleverne ”at de vil blive ansat på deres kompetencer, og afskediget på deres personlighed”.
For mig at se er mennesket ikke skabt til alene at blive anerkendt for sine præstationer, så vil menneskelivet jo alene handle om at blive bedre end sit medmenneske, og livet handler om at vinde og blive bedst. Dermed bliver vores medmenneske ikke et med menneske, men et modmenneske der skal konkurreres i mod, og det er ikke værdigt for menneskeligt samvær. Og I skal huske at det bedste er det godes værste fjende.
Mennesket er skabt til at blive anerkendt, som den man er, på trods. På trods af styrker og svagheder, på trods af genialiteter og dumheder og på trods af at du ikke altid lever op til den tillid som er blevet dig givet. På trods af det , er du god nok, på trods af det holder vi af dig, på trods af det kan vi se dine kvaliteter, og vi vil anerkende dig for dem og holde af dig.
Med de ord, kære nu snart tidligere Eriksmindeelever, vil jeg gerne sige, at det på alle måder har været et dejligt og værdifuldt fællesskab og samvær vi har haft med jer på skolen det forgangne år. I har med krop, sjæl og hjerte mødt denne skole, både i glade og svære dage.
I har tillidsfuldt, med humor, glæde og taknemmelighed mødt os voksne, mødt os som dem vi er, uden forstillelse.
Det vil jeg gerne sige jer tak for, det har været dejligt, at lære jer at kende. Tak for smil og grin, tak for samtaler om det aller mindste og det aller største i livet. Tak fordi vi i fællesskab har bragt skoleåret 13/14 til ende på en måde som gør, at jeg tror i vil kigge tilbage på året, som et særligt år i jeres liv, og som I vil huske. Og en stor og inderlig tak til jer alle sammen, fordi i gjorde mit sidste år her, til et rigtigt godt år, som jeg vil se tilbage på med glæde og taknemmelighed.
Jeg vil gerne ønske jer tillykke med jeres prøver, og I skal huske at hente jeres afgangspapirer oppe på kontoret inden I tager hjem. Det er alle sammen rigtigt flotte papirer, som I med rette kan være både glade for og stolte af. Jeg vil dog bede jer om at huske at det mærkbare er ligeså vigtigt som det målbare. For det er ikke alt, der kan tælles, der tæller, og det er ikke alt der tæller der kan tælles.
Jeres efterskoleår er ved at være gået – jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Og så er det at jeg skal sige den sætning, som jeg har taget tilløb til et stykke tid. Min tid på Eriksminde er ved at være gået – min tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak, for jeres engagement, jeres ansvarlighed og jeres glædelige og åbne måde, at møde denne skole på. Tak for jeres loyalitet over for skolen og det den står for, og for os der er omkring den.
I og jeg er fælles om, at vi nu skal have Eriksminde i vores hjerte og erindring, i modsætning til de 23 øvrige elevhold som jeg har holdt afslutning med. Derfor vil I altid være noget særligt for mig.
Jeg vil naturligvis også gerne takke jer forældre for den tillid I har vist skolen i årets løb.
Til aller sidst vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god og velfortjent sommerferie og held og lykke med det i hver især skal i gang med efter ferien. Jeg har en god fornemmelse af, at I vil klare jer rigtigt godt hver især derude i det såkaldte virkelige liv.
Tak fordi i gav os mulighed for at holde af og holde ud, og tak fordi I gennem jeres blikke, var med til at holde vore blikke levende.
Tak.
