Tale ved starten af skoleåret 2014/15
17. august 2014
v/ Søren Møllgaard Kristensen
Jeg vil gerne starte med at byde jer alle sammen hjerteligt velkommen til Eriksminde og skoleåret 2014/15. En helt særlig velkomst skal lyde til jer elever, som vi glæder os til at lære at kende, og som vi i årets løb vil komme tæt på. Vi glæder os til, at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv, vores skole skal bestå af. Når vi går og gør klar i ugerne op til denne dag, kan vi tydeligt mærke, at der mangler noget afgørende: Nemlig jer. Skolen er uendeligt lidt uden jer, og derfor er det et betydningsfuldt møde vi har i dag.
Jeg håber I er blevet vist til rette på jeres værelser og er klar til at møde den glæde og den udfordring, det er at skulle bo sammen med et eller flere mennesker i det kommende år.
Alle os, der er på Eriksminde, føler det som et stort privilegium at møde en gruppe unge mennesker, som jer, der af egen fri vilje har valgt skolen, og vi håber at I vil møde skolen, os og hinanden med åbenhed og nysgerrighed, så vi sammen kan skabe et positivt og værdifuldt fællesskab med plads til forskellighed, og med de glæder, udfordringer, muligheder og styrker det indebærer.
Et fælles vilkår for os alle i dag er det nok, at vi har lidt sommerfugle i maven, over alt det nye og uvisse der skal ske, men I skal vide, at vi gør alt, hvad vi kan for at skabe nogle rammer og rum, hvori I kan være trygge og føle jer hjemme.
Den århusianske forfatter, Svend Åge Madsen har skrevet en roman, der hedder ”At fortælle menneskene”. I romanen vikles 126 menneskers livsfortællinger ind og ud af hinanden på forunderlig og uforudsigelig vis, og da jeg genlæste enkelte afsnit af den i sommers, fik den mig til at tænke på stedet her. Når vi tæller både elever og medarbejdere sammen på Eriksminde er det ca. det samme antal. Vi er vidt forskellige mennesker, kommer fra vidt forskellige egne, er på forskellige tidspunkter i vores livsforløb og har vidt forskellige livserfaringer med i bagagen.
I romanen kommer en af hovedpersonerne, Thøger ved et tilfælde til at opdage at pigen Ikona, som er genstand for samtlige drenge i kvarterets forelske, ikke er den smukke pige de alle har forestillet sig og drømt om. Hun er derimod et misfoster uden arme og ben, med kun en antydning af et ansigt, og er derfor blevet holdt gemt for omverdenen af sine forældre. Thøger bliver så chokeret at hans blod bliver hvidt og fryser til is. Men det er ikke kun ham, der bliver chokeret. Det gør Ikona også. Hendes forældre har lært hende alle ord og alle begreber, fyldt hendes verden med næsten alt. Kun et emne har de ikke berørt, for at beskytte hende: Mennesket. Derfor bliver Thøger hyret til at befolke hendes verden med mennesker. Til at fortælle menneskene.
Herfra går fortællingen over stok og sten med bl.a. en jordemoder, der både er mand og kvinde, Sverre – der ser tiden an, Leo – der bliver ambidekstralt opdraget, så han kan spille tennis med begge hænder, Lina – der får ordene til at hænge samme, Lasse – der ikke hænger sammen osv. 126 mennesker, så der bagerst i bogen er et stort stamtræ, for at man som læser kan holde styr på hele redeligheden. Undervejs skifter fortællersynsvinklen, således, at det er flere personer der fortæller. Det understøtter alt sammen en af romanens og Svend Åge Madsens pointer: at vi eksisterer i kraft af fortællinger. At vi fortæller os selv, at vi fortæller hinanden, og ikke mindst – at vi lader os fortælle. Den franske filosof Descartes har en berømt sætning: ”Cogito ergo sum” – Jeg tænker, altså er jeg. Hvis man skulle omskrive den ind i Svend Åge Madsens univers skulle den nok i stedet lyde: ”Narror ergo sum” – Jeg fortæller, altså er jeg.
Den gamle bedstemor Alma Nonnenit, der vasker og ruller tøj for folk, har i romanen en betragtning om at verden hænger sammen som en sammenrullet dug. Forestiller man sig en dug med et flot motiv på forsiden som et billede på en samling af livsfortællinger, der sindrigt er vævet ind i hinanden, hvor man på bagsiden kan se de enkelte tråde, de enkelte fortællinger som vikler sig ind og ud af hinanden, så har man et flot billede på, hvad et vellykket efterskoleår kunne være. Lader man derimod dugen være sammenrullet, vil man kun kunne se enkelte tråde, der stikker ud i siden, og ikke få en fornemmelse for dugens samlede skønhed. Det er mit håb, at I vil være med til at gøre Bedstemor Nonnenit betragtning til skamme så vi sammen kan væve og rulle dugen ud, så det flotteste motiv åbenbares for alle. At vi alle vil fortælle os selv, fortælle hinanden og lade os fortælle.
I ”Eriksmindesangen”, som er skrevet af Jens Smærup Sørensen, kommer vi snart til at synge:
Vi er nu mange samlet
som her med hver sit blik
kan se og fylde hjertet
med frydefulde stik
Så lad os gå på opdagerfærd
i vort land til verdens ende
Mit liv fik først sit helt eget værd
da jeg lærte dit at kende
Og ikke kun dig at kende, men dit liv at kende. Hele fortællingen. Vi glæder os til at lære jeres liv at kende.
I fredagens udgave af Information er der en artikel som bærer overskriften: ”Konkurrencestatens nye dannelsesideal: Du skal kunne motivere dig selv”. Jeg vægrer mig ved flere ting i den overskrift. For det første bryder jeg mig ikke om en stat, der kun bygger på konkurrence. Som tidligere eliteidrætsudøver ved jeg godt, at konkurrence på nogle felter kan være godt og meget givende, men et samfund og en stat, der bærer det som sit øverste prædikat er et fattigt samfund.
Og at et dannelsesideal skal koges ned til selvmotivation, falder mig også en kende for brystet. For mig og for os der er på Eriksminde Efterskole handler dannelse først og fremmest om at kunne bringe sig selv og sit forhold til omverden i orden endsige overskud. Og dette gøres mestendels igennem livsdueligheden, glæden, lysten, ansvaret, modet, håbet og forståelsen af sig selv, livet og andre mennesker.
I artiklen hedder det et sted: ”At det nye dannelsesideal er fyldt med paradokser… for eksempel at de unge som nogle har kaldt Generation målrettet, skal dannes til et udefinerbart mål, fordi idealet er, at man netop ikke kender målet, men konstant er omstillingsparat”. Ordet omstillingsparat kunne man sidestille med et andet for tiden meget brugt ord, forandringsparat. Nuvel, selvfølgelig skal man være forandringsparat i en omskiftelig verden, som verden af i dag er det. Men langt hellere vil jeg rette blikket mod at være forundringsparat. At evne at kunne forundres over tilværelsens og samfundets små og store spørgsmål. I det ligger der en nysgerrighed og en kraft, der sætter os i stand til at forholde os åbent og inspireret til tilværelsen og lære af den ankommende fremtid.
En højskoleelev sagde engang, at hvis man efterlevede devisen om at være forundrinsparat, blev man vel til en forundringspirat. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Ikke pirat som vi forstår det i dag, med kriminelle hensigter om egen vinding, men mere i den oprindelige tanke, hvor man hyldede friheden til at gøre noget, andre ikke gjorde. At kunne tage en ny kurs, at kunne tænke frit, og at kunne finde hen til hidtil ukendte farvande. Som det hedder i et gammelt kinesisk ordsprog: ”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”.
Sognepræst Gudmund Rask Pedersen siger et sted, at der i vores tid er meget fokus på og snak om at vi skal bevæge os. Og selvfølgelig skal vi det. Vi skal holde kroppen i gang, det er med filminstruktøren Baz Luhrmans ord ”det fedeste instrument, vi nogensinde kommer til at eje”. Vi skal også evne at flytte os fysisk og mentalt, for som et gammelt indiansk ordsprog siger det: ”Den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker”. Men Gudmund tilføjer, at vi også skal huske at lade os bevæge. Og det er her at sangene, poesien, kunsten, det skabende arbejde, samtalerne og fællesskabet kommer ind i billedet. Det er mit håb, at I elever i år oplever, at vi kaster os ud i og udforsker ting, der både involverer hånden, hovedet, hjertet og hinanden.
Til jer forældre vil jeg sige, at alle os, der er her på Eriksminde, selv har børn, og at vi ved, at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs og livslang. Når I om en times tid forlader skolen, skal den kærlighed leve på afstand. Det kan naturligvis afføde en vis ængstelse, bekymring og spørgsmål om det hele nu kommer til at gå godt for jeres datter eller søn. Vi kan ikke erstatte denne kærlighed, men jeg vil love jer, at vi vil gøre vores allerypperste for at supplere og understøtte den. Det er heri vores opgave består, og vi vil tage den på os med stor ydmyghed og alvor.
Til jer elever vil jeg sige, at vi glæder os meget til i år. Vi glæder os til undervisningen. Vi glæder os til samtalerne. Vi glæder os til at skabe sammen med jer. Vi glæder os til at få en fælles hverdag sammen. Vi glæder os til at være nysgerrige og at forundres sammen med jer. Vi glæder os til alle fortællingerne. Vi glæder os.
Det er vigtigt for mig også at sige, at hvis der er noget der er svært, noget der bekymrer jer eller I bare har lyst til at snakke, både her i den første tid og senere hen, så er det vigtigt at I kommer til os. Vi har altid tid og lyst til at snakke med jer. Vi vil også holde et vågent øje med jer hver især, for at se om I trives og har det godt.
Hver sommer holder jeg ferie med min familie i vores sommerhus i Klitmøller. Der har vi noget, som nogle af jer måske kun har hørt om. Nemlig en VHS-maskine til videobånd. Bagerst i skabet står der en perlerække af diverse tegnefilmsklassikere, som vi, når vejret er til det, gensér. En af dem er filmen om Peter Pan. Mine døtre Nanna og Liva har en yndlingspassage. I den siger Peter på et tidspunkt til Wendy, at så længe, der er tro, tillid og tryllestøv, så har Kaptajn Klo ikke en chance. Nu om dage kan Kaptajn Klo antage allehånde skikkelser, men bare troen, tilliden og tryllestøvet er der, så skal det hele nok gå. Troen på noget, der er større end én selv, fællesskabet og det liv vi lever med hinanden. Tilliden til at det andet menneske vil én det godt og tror på én. Og tryllestøvet som det magiske, poetiske og skabende i tilværelsen, som drysses ud, der hvor mennesker er og har det godt.
Velkommen til troen, tilliden og tryllestøvet!
