Tale ved afslutningen for årgang 17-18
juni 2018, v/ Søren Møllgaard Kristensen
“Der findes et stof, som hjælper de små væsener, indtil de kan selv. Mens de sover, drysser det ned og lægger sig på deres øjne, skind og ører. Det er et stof af sjov, ballade og nye tossestreger – nye, fordi det er de kunster, verden aldrig før har set eller hørt mage til.
Dette stof skabes uafbrudt i nye former, og det kommer dalende, hver gang en lille ny skrøbling kommer til verden. Når de bliver større, prøver de at snuse stoffet ind ved egen hjælp, for de fornemmer, at dem, der er endnu større, forsøger at vaske det væk med kridt og linealer.”
Ordene er den nordjyske – og frederikshavnske – sanger og sangskriver Allan Olsens, som han skriver i indledningen til sin erindringsbog “Tilfældigt strejfet”.
Det, Allan Olsen beskriver her, og som jeg håber, I har haft oplevelsen af i jeres år på Eriksminde, er, at der har været plads til nysgerrigheden, forundringen, det eksperimenterende, det legende og det skabende. Og at der aldrig er nogen her på stedet, der har prøvet at vaske det væk med kridt og linealer.
For nok har der været viden på bordet, og nok har I lært noget – men aldrig på bekostning af førnævnte; og aldrig med en rigid opfattelse af hvad skole, læring og undervisning er.
Allan Olsen skriver senere i bogen:
“Det er det vidunderlige og forfærdelige. Et barn er det mest fuldbragte væsen, som altet kan skabe. Der skal så lidt til at skubbe det i den rigtige eller forkerte retning. Faktisk skal der meget til, før barnet opgiver og lader sig skubbe i en forkert. Dette skub kunne være ét langt, repeterende træk af straf, angst og utryghed, uden at nogen griber ind. Men en enkelt voksen på det rigtige tidspunkt udløser potentialet. Og det er en forbrydelse, hver gang et barn vokser op uden at have mødt bare én lærer, der tog det til sig. Den eneste grund til at være barn er at have det sjovt. Og at møde bare én voksen, der ta’r en til sig.”
Jeg er sikker på, at I her på Eriksminde har mødt bare én lærer, én voksen, ét menneske, én ven, der har taget jer til sig. Og I har også mødt mere end én. For det er det der sker, når man lever og ånder det samme sted og har noget betydningsfuldt for med hinanden. Og I har i hvert fald selv været mennesker, der i løbet af året har taget hinanden og alle mennesker på Eriksminde til jer.
I min tale til jer fra skoleårets start udtrykte jeg igennem Tor Nørretranders og Søren Hermansens bog “Fælledsskab” håbet om, at vi i år sammen kunne skabe et stærkt, forpligtende fællesskab. Jeg vil sige jer tak for, at det er lykkedes, og for at I har sat noget ind på, at få det til at lykkes. I sidste uge var jeg, som i ved, censor på et speciale på Den fri Lærerskole, som bar overskriften: fællesskabelse. Ikke bare fællesskab, men fællesskabelse. Det vi skaber ved fælles hjælp.
Den amerikanske psykolog Jerome Bruner taler om at skabe Ouvres, fælles skabte værker, som giver kollektiv stolthed og identitet. Og dem er der mange af i år. Jeg bærer i mig en stolthed og glæde, som I forhåbentlig også gør, over bl.a:
Teaterforestillingen Volver, Europadag, natteløb, gadefestival, Brightontur, gallafest, massevis af CU.P. og weekendprojekter, cafeaftener, idrætsdag, musikfestival, korsang, pønsegruppedåb, umanerlig god og hyggelig værelsesstemning, undervisning og samtaler, der har løftet sig, prøve- og projekttid, tunøtur, værkstedsliv, rouladekram, dagen i går og eriksmindeopgaveudstilling her og på Godsbanen. Ja, jeg kunne blive ved.
Den franske filosof Jean-Paul Sartre giver et eksempel, hvor folk står sammen og venter på bussen. Men selv om de er det samme sted, er der intet fællesskab. De står bare og venter på bussen i ensomhed uden at være forpligtede på hinanden i et solidaritetsforhold, kærlighedsforhold, meningsfyldt forhold eller lignende.
For man har ikke noget for med hinanden, ikke noget forhold til hinandens liv. Man er ikke sammen om noget. Og det må man nødvendigvis være for at kunne kalde det et fællesskab.
Men når man derimod er sammen om noget betydningsfuldt og har noget for med hinanden, opstår der det, vi kalder ånd. Ånd er noget der eksisterer imellem mennesker.
Ånd betyder oprindeligt: Livsigangsættende åndepust, der puster liv i sjælen. Prøv lige at smag på det. Livsigansættende åndepust. Et åndfuldt pust, der sætter livet i gang. Man puster livet ind i det, man har for, man sætter gang i livet omkring sig, man liver mennesker op.
Ånd er også bibeholdt i det mere almindelige danske ord åndedrag.
Også Grundtvig leger med ordet ånd i det lille citat, der indleder vores fælles skat Højskolesanbogen:
“og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.”
Som vi sang i mandags i sangen: Alt, hvad som fuglevinger fik.
Åndefang er en sammentrækning af åndedrag og vingefang
I har i år fået og givet hinanden åndedrag, vingefang og fuglevinger.
Jeg håber I tager de vinger med jer. Både til at bringe jer andre og nye steder hen, men også til at hejse sig op, lige der hvor man er for at kunne se tingene lidt ovenfra. Herfra kan man bedre overskue, hvad der sker, og hvad der er vigtig og væsentligt. Fugle har den anatomiske konstruktion, at deres øjne, for langt de flestes vedkommende, sidder på siden af hovedet, således at de, som jer, ikke kun kigger fremad, men også ser til siden og bagud. Det giver én evnen til at kunne se til siden og få øje på sine medmennesker. Det er også det, der ligger i begrebet den levende vekselvirkning, hvor man mødes ligeværdigt i øjenhøjde med et blik for og en nysgerrig optagethed af hinanden – og af at få hinanden med. Og at have noget på færde – sammen.
Det håber jeg, at I også vil bruge i jeres fremtidige liv, som I har gjort det her på Eriksminde. Bruge evnen til at se mennesker ved siden af jer og omkring jer.
Hvis vi bliver i fuglebilledet, har I også vist, at I turde flyve fra den trygge rede derhjemme, da I kom her. Nogle med mere hjælp end andre, som det nødvendigvis må være.
Og nu er I allerede klar til at flyve hjemmefra igen. For det kalder I Eriksminde – med rette. I skal vide, at det gør et meget stort indtryk på mig og på os alle, når I siger: “Jeg tager hjem i weekenden – men jeg kommer hjem igen på søndag”. I tager hjemmefra Eriksminde – flyvedygtige med vinger, der kan bære jer.
Hvis vi bliver i fuglenes anatomi er vingen jo at sidestille med menneskets arm og hånd. Hånd hedder på engelsk: “hand” og derudaf kan verbet “handle” udledes – på dansk håndtere eller handle. At handle ind i tilværelsen kan altså knyttes til hånden – at håndtere. Grundtvig ville sige at man skal kunne gribe – for at kunne begribe.
En af de sange I også har nydt at synge fra Højskolesangbogen i år er Inger Christensens: “Et samfund kan være så stenet”
“Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop”
Det er sigende, at I bl.a. har holdt af at synge denne sang. For I har været optaget af, her på Eriksminde, at bygge en by op, der er blød som en krop, og jeg er sikker på at I tager det videre med jer, så I vil handle ind i tilværelsen og samfundslivet så ingen af delene forstenes.
Se, det er åndfuldt og vedrører det, der er imellem mennesker. Og det er dannelse; som er fuldstændig afgørende for samfundslivet og menneskelivet – for den folkelige oplysning og for livsoplysningen.
Det er ånd.
Hans-Jørgen Schanz som er professor ved Idehistorie på Århus Universitet har skrevet en bog, der hedder netop “Ånd”. Her låner han 4 spørgsmål fra filosoffen Kant, det er ham som mange af jer stødte på, da i lavede CU.P. projektet: Das ding an sich, hvor I lavede papmodeller og udsnit af fysiske ting på hele skolen.
Spørgsmålene lyder:
Hvad kan jeg vide? – som henfører til vores erkendelse af verden. Vores viden om hvordan verden hænger sammen.
Hvad skal jeg gøre? – som har at gøre med moral og etik. At der er noget jeg har pligt til at gøre.
Hvad tør jeg håbe? – som handler om at turde tro på noget, der er større end en selv. At have drømme, håb og mod.
Og sidste spørgsmål:
Hvad er et menneske? – som opstår i et krydningsfelt imellem de tre forudgående spørgsmål, som lidt forenklet handler om – viden, etik, tro og mod.
Verbet skifter hele tiden i spørgsmålene: kan, skal, tør og er.
I kan. I skal. I tør. I er.
I vores tid er der mange stemmer, der taler om vigtigheden ved at have selvindsigt. Indsigt i sig selv. Det er indiskutabelt godt at kunne forstå sig selv – eller i hvertfald delvist; eller momentvist. Jeg fortalte jer tidligere i år om min tur til Heartland Festival og mødet med et af de band, der fyldte rigtig meget, da jeg var på jeres alder: The The, og passagen fra en af deres sange:
Everybody knows, what’s going on in the world.
But I don’t even know, what’s going on – in myself.
Men jeg vil stadig gerne slå et slag for, at det er endnu mere vigtigt at have selvudsigt, i stedet for kun at have selvindsigt. At kunne udvikle sig i stedet for, at det bliver indviklet. At man kan vikle sig ud af sig selv i stedet for at vikle sig ind i sig selv. Og vikle sig ud sammen med andre.
I ”Eriksmindesangen”, som er skrevet af Jens Smærup Sørensen, har vi sunget:
Vi er nu mange samlet
som her med hver sit blik
kan se og fylde hjertet
med frydefulde stik
Så lad os gå på opdagerfærd
i vort land til verdens ende
Mit liv fik først sit helt eget værd
da jeg lærte dit at kende
Og ikke kun dig at kende, men dit liv at kende. Når vi lærer hinanden og hinandens liv at kende, og måske allermest lige præcis her, bliver vi også klogere på os selv.
I ved, at jeg altid skriver ting ned på mine hænder, når jeg skal huske noget. Her får i min sidste huskeseddel ikke skrevet på hånden, men skrevet med disse ord i luften:
Husk:
at skabe sammen med andre
at skabe jer sammen med andre
at lege
at glædes
at I aldrig har at gøre med et andet menneske, uden at I holder noget af dette menneskes liv i jer hænder
at pumpe jeres cykler
at leve jeres liv, så I ikke vil bytte det med nogen andens
at bruge tandtråd, solcreme etc. etc. etc.
at komme hjem til Eriksminde på besøg
at tillid smitter
at nyde sommeren
For lige snart er det sommerferie. Hver sommer holder jeg ferie med min familie i vores sommerhus i Klitmøller, og selvom ferien for mit vedkommende ikke bliver så lang i år, så skal vi stadigvæk det . Deroppe har vi noget, som nogle af jer måske kun har hørt om. Nemlig en VHS-maskine til videobånd. Bagerst i skabet står der en perlerække af diverse tegnefilmsklassikere, som vi, når vejret er til det, gensér. En af dem er filmen om Peter Pan, som jeg håber, vi også skal se i år. Mine børn: Nanna, Liva og Sverre har en yndlingspassage, som er blevet vores allesammens. I den siger Peter på et tidspunkt til Wendy, at så længe, der er tro, tillid og tryllestøv, så har Kaptajn Klo ikke en chance. Nu om dage kan Kaptajn Klo antage alle mulige skikkelser, men bare troen, tilliden og tryllestøvet er der, så skal det hele nok gå. Troen på noget, der er større end én selv, fællesskabet og det liv vi lever med hinanden. Tilliden til at det andet menneske vil én det godt og tror på én. Og tryllestøvet som det magiske, poetiske og skabende i tilværelsen, som drysses ud, der hvor mennesker er og har det godt.
Jeg håber at I altid vil søge hen til troen, tilliden og tryllestøvet!
Kære elever. I år er det ikke bare jer, der slutter jeres skoleår, men jeg kommer til at gøre det sammen med jer. Jeg sagde til jer i december, at jeg havde været på Eriksminde i næsten 15 år, så nu var jeg, ligesom jer, da I tog afsted fra jeres hjem, klar til at flytte hjemmefra. Måske kan vi sige, at vi flytter hjemmefra Eriksminde sammen.
I mandags blev jeg mindet om, at jeg glemte mandagsmorgenhymnen, som er et lille digt eller en tekst til at sætte tankerne igang. Til at forundres over, til at give appetit på ugen eller til bare at hænge i luften. Det minder I mig altid om, når jeg indimellem glemmer det i skyndingen. Tak for det, forøvrigt. Så den får I i stedet for nu. Som årets sidste lørdagseftermiddagshymne:
Henrik Nordbrandts digt “Fed Sol”
Sjældent har solen føltes så mæt
På jorden har den intet mere at hente
Så meget mere
blænder dens efterskær.
Skyggerne strækker sig i det uendelige
men bliver aldrig til nat.
Dagen varer evigt
ligesom det år, der lige er gået.
Vores efterskoleår er ved at være gået. Vores tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak for tilliden. Tak for samtalerne. Tak for jeres nysgerrige optagethed. Tak for at I har åbnet jer for os. Tak for glæden. Tak for jeres skaberkraft. Tak for tårerne. Tak for tvivlen. Tak for livsmodet. Tak for at I lod os lære jeres liv at kende.
Og til jer forældre: Tak for tilliden og opbakningen til os, og til hvad denne skole står for. Tak for at I for en stund har lånt os jeres allerdyrebareste. Tak for lån!
Med disse ord vil jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig god sommerferie og held og lykke med det, I hver især skal i gang med. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå jer godt i jeres fremtidige færd.
Og her med Kim Larsens ord en altid, allerede åben invitation:
Kom når syrenerne blomstrer min ven
Og når det går imod forår igen
Kom når engang jeg er blevet mig selv
Og hvis du skal den vej alligevel
Kom igen – Kom igen
Kære Eriksmindebørn, kære alle. Tusind tak for i år!
