Afslutningstale
2021, 26. juni i Æblehaven
v/ Lynge Korsgaard
Kære elever
Jeg vil holde min afskedstale til jer. Jeg har valgt at søge inspiration i jeres begejstring for at synge. I er en utrolig syngende årgang. Både morgensang og fællessang har i år haft utrolig meget volumen og energi. Så vi skal synge undervejs i talen.
Da jeg var lille, lavede jeg altid en eller anden tællemekanisme, når der var noget, jeg glædede mig til. Det kunne være min fødselsdag, starten i 2. klasse eller en kanotur. Jeg lavede en lang papirsstrimmel med tal på, lavede et kartoffeldyr med tændstikker for hver dag eller en plakat med afkrydsningsbokse. Det var altså en slags kalenderlys, jeg lavede for at visualisere, hvornår jeg kunne få indfriet mine forventninger og overleve ventetiden.
Det var forfærdeligt. Tidens drilske mystik, der nogle gange, gerne lige før jeg skulle sove, kunne få en time til at flyve afsted og på andre tidspunkter, hvor jeg glædede mig eller ventede på noget, kunne få en time til at være uendelig lang.
Min ældste søn Bue, der lige er blevet færdig med første klasse har det på samme måde. I marts fik vi hund. Og Bue havde svært ved at vente. Han sagde på et tidspunkt til mig, da jeg var ved at putte ham, at han ville ønske han havde en knap, så man kunne spole livet frem til det, han glædede sig til.
Lige nu tror jeg, at mange af jer gerne ville have en knap. Ikke en knap, der kunne spole livet fremad, nok heller ikke en knap, der ville spole livet tilbage men en knap, der kunne sætte det hele på pause. Eller som vi sang med Patina i går “Jeg venter på. At tiden den går i stå”. Så vi kan strække tiden. I har krævet tiden tilbage. I har brugt ethvert timeslag. I har omfavnet at være lige her, lige nu. Og det vil I bare gerne blive ved med.
Vi synger “Giv os lyset tilbage”
Efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard har med teksten sat rammende ord på, hvad det er for en proces, der sker i løbet af et efterskoleår. Når “Fællesskab fødes når JEG bliver til OS”.
Teksten rummer også en alvor, som fylder meget for mig og for jer. I tredje vers synger vi “Ser du kun mørket hvor du vender hen? Tomhedens sorte protest?”. Det er vigtigt og godt, at Per har taget det med i sangen og ikke bare malet et glansbillede. For livet er ikke et fladt glansbillede. Det har en dybde, og det er gode og vigtige sider og følelser, som ikke skal pakkes væk, men som skal accepteres og omfavnes.
I mandags havde vi besøg af højskolelærer Christian Hjortkjær, der holdt et foredrag for jer. Det var ikke et foredrag, der var “for sjov”. Det gjorde dybt indtryk på mange af jer. Og I takkede med stående ovationer.
Sidst år udkom Christian Hjortkjær med bogen “Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge”. Det er en bog som ikke er skrevet OM de unge mennesker men TIL de unge.
I bogen beskriver Christian Hjortkjær, hvordan vores samfund har bevæget sig fra et forbudssamfund til et påbudssamfund.
Et samfund, hvor I fortælles, at I er frie. At I kan gøre, hvad I vil, og at I har alle muligheder. Men det er bare ikke så entydigt. I er ikke så frie, som I og vi tror.
Der er få ting, I ikke må – men der er mega mange ting, I skal. I skal først og fremmest have en uddannelse, og den skal gerne være lang, og den skal helt sikkert være den rigtige – noget, du virkelig vil. Og Christian Hjortkjær fortsætter “Du skal leve længere, leve sundt og leve godt, du skal tænke positivt og fremadrettet, holde dig i form, holde dig opdateret og holde op med at tænke for meget, du skal være social men huske at finde tid til at være alene, være original men ikke sær, skille dig ud fra mængden men ikke ud af mængden, holde vreden inde og tankemylderet ude, hold blodtrykket nede og humøret oppe, du skal redde miljøet og være den bedste udgave af dig selv”
I 2002 – nogle få år før I blev født – , da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen holdte åbningstale til Folketinget, sagde han: “Vi skal udvikle et samfund, hvor alle har en fair chance for at udnytte sine evner. Et samfund hvor ethvert menneske har et håb om at kunne forbedre sin situation. Et samfund hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør.”.
Og det er jo godt og rigtigt, og det er en kæmpesejr, at vi har skabt et samfund, hvor det er muligt at sprænge rammerne og forbedre sin situation. Det ville være trist, hvis vi havde et samfund, hvor vi ikke kunne forbedre vores situation, og hvor man ikke kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør. Selvfølgelig skal vi stræbe efter det samfund, og det er et godt ideal at have for samfundet.
Vores billede af idealer er imidlertid blevet anderledes. Vi bilder os ind at de er reelle og at de kan nås. Men idealer er ideelle ikke reelle.
At forholde sig til idealer frem for regler har en anden psykologisk indvirkning. Det efterlader en tilbage med en grundlæggende følelse af utilstrækkelighed – du vil altid kunne gøre det bedre. Og den utilstrækkelighed giver skam over ikke at kunne nå sine idealer.
Idealer er gode og vigtige at have – når man holde dem som idealer.
I vil bare gerne trykke på knappen og sætte det hele på pause. Efterskolerne og højskolerne oplever i disse år en stor popularitet. Og det tror jeg hænger sammen med, at flere unge har et ønske om at gøre op med utilskrækkelighedsfølelsen. I er pisse ansvarsbevidste og vil gerne gøre det rigtige. Men I har fået øjnene op for, at det min og ældre generationer tilbyder af løsninger og svar på fremtidens spørgsmål og udfordringer ikke nødvendigvis er de rigtige.
Jeres håb om et andet samfund skal vise vejen fremad.
Vi synger “De unges sang”
Da I sad her for 10 måneder siden, sluttede jeg min velkomsttale ved at sige:
“I har alle handlet ved at komme her i dag. Dermed har I truffet et valg. Et valg, der vil forene dit liv og alle de 111 andres. Hold fokus på det, du selv kan styre. Men vær samtidig helt bevidst om, at det hele ikke handler om dig – det handler om noget langt større. ”
Det kan ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sagt til jer, at I ikke har kunnet skabe jeres eget bedste efterskoleophold. Hvis I hver især primært havde sat jer selv først og kun havde øje for egen interesse – så ville I være blevet et solsystem, hvor I var planeter, der kredser om den samme sol men i hver jeres baner med gigantisk afstand og med flere eller færre måner rundt om jer.
I har indset og opdaget, at det gode efterskoleophold er noget, I har givet til hinanden. Det gode venskab, kærlighed, ærlighed. Det gode liv er ikke noget, I selv skal stræbe efter i en evig uopnåelig jagt. I skal skabe det sammen. Hver dag.
Vi kan ikke trykke på pause, og det skal vi heller ikke. I skal videre, for livet går videre, og I skal bruge det her år videre frem. I skal ud og finde sammen med andre, skabe gode forpligtende fællesskaber og skabe gode liv der, hvor I lever. Gør det på jeres egen måde. Gør det i jeres eget tempo. MEN gør det!
Da Bue havde fortalt mig om knappen, han ville trykke på, så hans liv kunne spole sig hen til det, han glædede sig til, sagde jeg: “Sådan en knap håber jeg aldrig bliver opfundet, for så ville livet virkelig gå stærkt”.
For livet er alt andet end det, vi glæder os til. Livet er ikke vores individuelle jagt efter lykkerus og fester. Tænk på alt det, I har oplevet her på efterskolen, som er ting, I IKKE har haft glædet jer til. Samtalerne, der er opstået over en drejeskive, spontane rundboldkampe, glæden over en solnedgang, morgensang, der har givet gåsehud, smilet fra en, du gik forbi på gangen, et uventet brev fra en ven, aftenservering, der udviklede sig og gik indtil gangtid.
Livet leves lige der hvor du er. Ikke alle mulige andre steder. Så nyd der hvor du er.
Det er fedt at glæde sig til noget. Men det er vigtigere at glædes ved livet.
Vi synger “Hvor du sætter din fod”
