Tale ved afslutningen på skoleåret 21-22
Lør. 25. jun. 2022

v/ Lynge Korsgaard

Kære elever.

Jeg vil gerne sige tillykke med jeres efterskoleår. Det har virkelig været en dejlig afslutning, vi har haft. Vi står ved udgangen at et år, der for hver af jer er fyldt af et sammensurium af oplevelser og følelser. Der har været glæde, grin, musik, leg og liv. Og der har været gråd, svære ting, udfordringer og problemer. Et efterskoleår rummer hele spektret. For det gør livet også. Livet rummer både glæde og håb – men også håbløshed og sorg. Samtidig med, at I har gået her, er der ude i verden sket mange håbløse ting. Taliban genvandt magten i Afghanistan efter 20 års vestlig indflydelse. Putin har skabt krig i Europa. USA’s højesteret er ved at sende kvinders ret over egen krop 50 år tilbage i tiden. I livet møder vi smerte, uretfærdighed, strid og andre ulykker – spørgsmålet er, hvad vi gør ved det.

Sigurd fylder en del hjemme hos os. Sigurd fortæller om de nordiske guder, Sigurd fortæller om kongerækken, Sigurd fortæller bibelhistorier, om Danmarkshistorien, om genforeningen, om naturvidenskab, om Luther. Der er snart ikke det emne, som Sigurd Barret ikke har lavet en bog om med dertil hørende indlæsning og musik. Når vi kører over til min familie på Sjælland eller i sommerhus ved Vesterhavet, er det tit Sigurd, der underholder undervejs.

For nylig lånte jeg Sigurd fortæller om de græske guder. Vi havde set Disneys klassiker Herkules derhjemme, og jeg tænkte, at ungerne skulle have en indføring i den græske mytologi og nogle af de fantastiske, drabelige og saftige myter, der hører til. Sigurd fortalte og fortalte – men da han fortalte myten om Pandora, var der noget, der ikke passede. Jeg har selv for nylig læst Stephen Fry’s Mythos, som er en formidabel genfortælling af de græske myter, og jeg lagde mærke til, at Sigurd havde ændret en lille, men yderst vigtig detalje.

For at den detalje giver mening, skal vi lige have lidt kontekst på. Den græske mytologis oprindelse er en myriade af væsner og guddomme, der formerer sig på kryds og tværs. Der skabes giganter, kykloper, nymfer og titaner – og to af titanerne får de børn, som vi kender som de græske guder, hvor Zeus er konge og hersker sammen med sine søskende Hades, Demeter, Poseidon, Hera, Hefaistos og så videre.

Verden er skabt, og der er kommet orden over kaos, og alt ånder fred. Men der er noget galt. Zeus keder sig og synes, det er træls at herske over en verden, hvor der ikke er nogen. Så han tager fat i den unge titaner, hans gode ven Prometheus og foreslår ham, at han skal bygge et legetøj. Et legetøj, som lignede guderne. Ét hoved, to hænder, bevidsthed, sprog. En halvintelligent art, som kunne tilbede og prise guderne. Små miniaturer – kun hanner, som man kunne lege med. Prometheus syntes, det var en sjov ide og gik i gang med at skabe mennesker i ler. Han satte dem på flodbredden og lod dem tørre i solen. Athene pustede liv i lerfigurerne og menneskene kom. Prometheus var stolt over de små væsener, og Zeus var glad, men han beordrede Prometheus til, at han aldrig måtte lære disse mennesker at beherske ild – for ild kan bruges til at gøre oprør og udfordre.

Der var nu en harmonisk tid, og guderne elskede de søde små mennesker. Det var et vidunderligt paradis. Men Prometheus havde ondt af de stakkels små. Han syntes, de manglede ild. Ild til at tilberede mad men også en indre ild, en kreativ ild. Så Prometheus gik imod sin gode ven Zeus og stjal ild fra Hefaistos’ esse og bragte det til menneskene. Zeus blev rasende men beherskede sin vrede for at lave en mere raffineret hævn. Han ville ramme Prometheus, hvor det gjorde mest ondt. Ved at lade sin kosmiske vrede gå ud over hans skaberværk, de sølle, skamløse mennesker. Zeus fik skabt en kvindelig pendant til Prometheus’ han-menneske. Hun-mennesket hed Pandora, og de bragte hende til Prometheus’ bror Epimetheus, der boede nede på jorden sammen med menneskene. De sagde, at det var hans brud, og der blev holdt bryllup. Pandora havde fået en bryllupsgave med fra Zeus. En krukke, hun havde fået besked på aldrig nogensinde at åbne.

Men Pandora kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage, så hun åbnede krukken, og ud kom flyvende væsner. Pandora kiggede forundret på dem men skreg pludselig af ulidelig smerte, flere og flere væsner kom ud af krukken. Hun følte skræk og rædsel og kæmpede sig igennem en stor sky med skrig og hyl. Hun samlede styrke og smækkede låget på krukken igen. Således kom væsnerne Lidelse, Sult, Smerte, Lovløshed, Løgn, Skænderi, Strid, Krig, Kamp, Manddrab og Mord til verden. De var sluppet ud af krukken og kunne nu til evig tid flyve rundt i menneskeverden og plage menneskene. Det var Zeus’ hævn. 

Pandora havde nået at sætte låget på, før et sidste væsen var sluppet ud. I Sigurds fortælling plager væsenet Pandora om at slippe det ud, hvorefter hun gør det. Men i den oprindelige historie bliver dette sidste væsen i krukken i al evighed. Og det er væsenet Elpis – som er oversat til Håb. Så håbet forbliver i krukken og slipper ikke ud.

Siden antikken og frem til nu er det blevet diskuteret hvordan dette, at håbet forbliver i krukken, skal tolkes. Hvorfor er håbet overhovedet med i denne krukke fuld af alle disse forfærdelige væsener? Og hvorfor kommer netop det væsen ikke ud? I Sigurds tilfælde tror jeg simpelthen, han bliver nødt til at lukke den smukke sommerfugl Håbet ud til menneskene. For det er brutalt for børn at forholde sig til, at håbet bliver holdt fanget i Pandoras krukke til evig tid – for vi har brug for at håbe.

Jeg kommer ikke til at svare entydigt på, hvorfor håbet bliver holdt i krukken. Men myten fortæller os, at håb altid har været vigtigt. I tænkepausen Håb beskriver Bertel Nygaard håbets historie. Igennem verdenshistorien har håbet haft en vigtig og meget forskelligartet betydning. Vi har Valhal, hvor kamp og fest hver dag og mjød i rigelige mængder var håbet for vikingerne. Paradisets have, Nirvana. At have noget at håbe på har altid været vigtigt. Det er sagt, at den protestantiske reformator Martin Luther skulle have sagt: “Selv om jeg vidste, dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag”. Det viser sig dog, at det er tyske lutheranere der i 1944 lagde ordene i munden på Luther måske for at bringe lys og håb ind i en drabelig og håbløs 2. verdenskrig. Men sætningen tegner et godt billede af håbet. At håbet er en generator, der kan forandre den situation, vi står i. Uden håbet ville alt gå i stå. 

Apropos 2. verdenskrig så kan én mands håb være en anden mands død. Hitlers håb, eller drøm kan man også sige, om at realisere Det Tredje Rige førte til massedrab på dem, der ikke passede ind i hans idealsamfund. Mange er døde på grund af af håb og drømme. Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King blev i 1968 myrdet, fordi den drøm og det håb, han havde for fremtiden, var forbundet med stor frygt for andre. Så stor frygt, at Martin Luther King blev myrdet. Håb kan være farligt. Og måske er det en af grundene til at håb var med i Pandoras krukke med de forfærdelige uhyrer. Fordi håb måske er det farligste uhyrer af alle? Det kan i hvert fald være bedragerisk og lumskt. 

Så bør vi frygte selve håbet,  spørger Bertel Nygaard og han giver (selvfølgelig) selv svaret. Og det er et lidt kringlet citat “Faren lige netop opstår, når håbet som horisontudfordrende princip fortoner sig. Når vi udnævner én bestemt virkelighedstilstand til håbets fulde virkeliggørelse, er vi ved at lede alt virkeligt håb ude”. Altså. Det er farligt, hvis vi kommer til at stirre os blind på vores eget håb og lige præcis ved, at hvis mit håb bliver til virkelighed, så vil alt blive godt. Der kan håbet være farligt. Hvis vi ser på de eksempler, jeg nævnte i starten, Taliban, Putin og Højesteret, så er de lige præcis et udtryk for dette. Som det er blevet sagt: Følg de mennesker der søger sandheden, flygt fra dem der har fundet den. Vi skal altså passe på, når håbet bliver til en sandhed for os. Især hvis det bliver en sandhed, som vi vil gennemtvinge overfor andre. 

En, der blev offer for nazismens håb om Det Tredje Rige, var den tyske psykiater Viktor E. Frankl. For halvandet år siden skrev min søster og daværende chefredaktør for Zetland Lea Korsgaard (I elever har mødt hende) en artikel, som hedder Selv i mørket kan man finde mening. Hvad jeg lærte om kriseåret 2020 af en psykiater, der overlevede Holocaust. Lea kiggede tilbage på et 2020, der for hende var et år, der ud over corona også var påvirket af, at døden kom tæt på, ikke mindre end fem gang i løbet af året. Hun genfandt en bog fra 1946, der giver et bud på meningen med livet – også når det er svært. Viktor E. Frankl skrev Psykologi og Eksistens, efter at han selv havde overlevet 3 år i nazisternes arbejdslejr, hvor alt håb og mening kunne synes ude. 

Frankl mistede alt. Hans ejendele, hans livsværk (et bogmanuskript), hans familie, far, mor, bror og gravide kone. Han gennemlevede de mest forfærdelige uhyrligheder. Efter krigen var Frankl opsat på at give et svar på spørgsmålet om, hvorfor livet for langt de fleste mennesker er værd at leve, selv under de mest brutale eller tragiske omstændigheder? Han opdagede, at de, der holdt sig i live, var dem, der opretholdt en mening. Dem, der blev ved med at barbere sig, at bede, at dele det sidste stykke tørre brød med de andre, at have en tro på, at man ville komme ud. Som Frankl skriver: Alt kan blive taget fra et menneske på nær én ting: Den sidste af menneskets friheder – selv at vælge sin indstilling til livet uanset omstændighederne, selv at vælge sin egen vej.

Men hvordan finder man denne mening? Her peger Frankl på, at der ikke er én mening med livet, ligesom der i skak ikke er ét godt træk, det handler om omstændighederne. Frankl fandt 3 kilder til mening. Altså 3 ting, han iagttog og erfarede, som gav folk et håb og en mening, som holdt dem i live. Han mente, at man kan finde mening i livet gennem dyb kærlighed til andre mennesker. At man kan finde mening gennem handling. Altså at gøre noget, man føler sig dedikeret til. Og den sidste kilde til mening er ikke lykke eller lyst. Nej det er lidelse. Altså at lidelse kan give mening, og hvad mener han så med det.

Alle de ting, Pandora lukkede ud af krukken, er en del af livet. Ulykke, krig, død, løgn sult og så videre. Og den, der accepterer dét, kan opleve dyb mening. Det, som alle disse udfordringerne stiller os overfor, er et valg. Vores eget helt selvstændige valg om, hvordan vi vil møde livet. Både i de svære situationer men også hver eneste dag og i hver eneste situation. Det, at tage ansvar for udfordringer, gå til dem og løse dem, kan give en stor følelse af mening med livet.

Det kan altså godt være, at Zeus har straffet Prometheus ved at give menneskene pine, plage og alverdens ulykker. Men måske netop igennem de lidelser, kan vi finde mening og håb. 

Vi ser i hvert fald, at mange finder mening og håb i den helt forfærdelige krig i Ukraine. Vi finder mening i at hjælpe, hente, samle penge ind og lade folk, der ikke taler vores sprog flytte ind og bo hos os. I en svær coronatid fandt vi mening i at finde sammen på nye måder, glædes ved den nære natur og samlede os om fjernsynet og synge fællessang. Mange unge finder mening i klimakrisen, der synes større og større. Ungdommen samles om Friday for future og andre protestgrupper og er dedikeret i kampen for at få magthaverne til at tage ansvar og rykker på dagsordenen.

Bertel Nygaard slutter i tænkepausen Håb af med at skrive: Vi (kan) aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger vil føre til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har. Det er at acceptere katastrofen.

Vi skal altså bruge håbet til at handle. For hvis ikke vi handler, accepterer vi katastrofen.

Jeg har et kæmpe håb for jer. Brug den guddommelige ild, I har fået og slip håbet fri. Lad ilden flamme i jer og lad det bringe lys der, hvor I går. For i lige netop det er der, hvor meningen findes.

Tak for i år.
Tak for nu.
Jeg håber, vi ses i fremtiden.