v/ forstander Lynge Korsgaard
Åbningsmødet 14. aug. 2022 i Æblehaven
Kære elever, forældre, søskende og andre, der er med her i dag.
115 stærke, smukke, unge mennesker.
Tænk, at det lige netop er jer, der sidder her i dag og lige netop jer, der skal skabe et efterskolefællesskab her på Eriksminde, lige netop i det her skoleår. Det er altså forunderligt.
Nogle af jer har vidst i flere år, at I skulle gå her. Nogle af jer har tilfældigt fået noget at vide om skolen, som har gjort, at I undersøgte den og derfor har lagt jeres vej forbi os. Nogle af jer har været heldige at få en plads her i sidste øjeblik.
Tænk på alle de samtaler, overvejelser, ønsker, håb, drømme og valg, der har ligget ude i hver af jeres familier forud for lige netop denne dag. Det er altså forunderligt og underligt – ikke mærkeligt men ligt et under – underligt, altså ligesom et mirakel. At jeres skæbner har ført jer sammen. Sammen om en ting, I har til fælles – at I har valgt Eriksminde Efterskole til. At I har sagt “lige præcis den skole vil jeg gå på”. Det gælder også for mig og alle de andre ansatte. Vi har også valgt skolen til. Fordi vi vil skolen. Vi vil skolen sammen med jer. Og vi har glædet os vildt meget.
Lynge Korsgaard
I sommers havde jeg (for en kort stund) valgt en anden skole til. Jeg var på familiehøjskole på Krogerup Højskole i Nordsjælland. En af dagene var vi på udflugt, og jeg var med en gruppe, der kom forbi ringovnen i Nivå. Jeg anede ikke, hvad en ringovn var, men heldigvis sad Jørgen Berthelsen (formand for den selvejende institution Nivaagaard Teglværks Ringovn) og drak kaffe med nogle af de andre fra bestyrelsen. Jørgen øjnede chancen for en rundvisning med et entusiastisk publikum og viste os dedikeret rundt i hele ringovnen, der er fra 1870.
En ringovn er en opfindelse, der på daværende tidspunkt effektiviserede og optimerede brændingsprocessen af mursten og tegl i et teglværk. Ringovnen i Nivå nåede at producere 1.000.000.000 mursten, før produktionen i 1980 blev rykket over i en nyere moderne langovn.
At gå rundt i ovnen og se de gamle værktøjer og arbejdsprocesser gav mig et indtryk af det håndværk og den proces, det har krævet at lave mursten førhen. Fra ler til byggeri havde omkring 25 par hænder fat i hver eneste mursten, før den lå på sin plads i et bygning. Hænder, der vidste, hvad de gjorde, og som der lå mange års viden, erfaring og udvikling i. I dag er der mange mursten, som aldrig bliver berørt af hænder, før det bliver bygget med – og mange endda heller ikke i selve muringsprocessen.
Den danske præst, filosof og samfundstænker Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, hvis livs- og menneskesyn Eriksminde Efterskoles værdier står i, var dybt optaget og betaget af menneskets evne til at bruge hånden og at det er vores vigtigste redskab til at forstå os selv og verden.
Da Grundtvigs sønner blev konfirmeret, havde han lavet to lange digte, som han læste op for dem. Et sammenkog af alt det, han tænkte, de skulle vide for at træde ind i de voksnes rækker. Af det ene digt er lavet sangen, vi netop har sunget “Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”, af det andet (332 linjer lange digt) blev lavet sangen “Folket er endnu forblindet”, og hen mod slutningen af den sang kommer en vigtig pointe “Derfor lærer eders hænder, hvad jer tækkes bedst til gavn, da, hvordan sig bladet vender, største flid har mindste savn.”
For Grundtvig er det, der adskiller mennesket som art fra de andre arter på jorden, vores evne til at bruge hånden og munden. Hånden som et redskab til at føle, mærke og gribe verden. Det gør os i stand til at mærken en verden uden for vores egen krop men også mærke vores egen krop i denne verden. Det giver os altså en forståelse af vores krop i verden – en selvforståelse.
Når vi med hånden kan gribe verden, kan vi med munden, altså sproget BEgribe verden. Vi kan med sproget udtrykke det, hænderne føler og oplever. Der er for Grundtvig en mirakuløs forbindelse mellem menneskets hånd og mund. De kan ikke stå for sig selv. De er knyttet til hinanden.
For Grundtvig var det at kunne bruge hænderne en del af at være et dannet menneske. Han sendte selv sine sønner i lære som henholdsvis bogbinder og snedker. Ikke fordi de skulle være bogbindere eller snedkere, men fordi han mente, at man bliver et mere fuldkomment, alsidigt og klogt menneske af det.
Kroppen er god til at tilegne sig viden og lagre hukommelse. Når vi rigtigt mestrer et håndværk, tænker vi ikke over, hvordan vi gør tingene. Der er en grund til, da jeg gik på efterskole og havde volleyball som linjefag, at vi i hver time brugte 5 minutter på at øve indløb til smash. Det virkede tåbeligt og irriterende, at vi skulle repetere indløbet igen og igen og igen. Igangsættelsesskridt med venstre, langt kraftfulgt stemskridt med højre, bremsekridt med venstre, der samler benene og fører energien opad, samtidig med at armene hiver kroppen op. Det giver nærmest ingen mening, når kun man hører det beskrevet. Ordene giver kun mening, når man har kroppen med, de er knyttet til hinanden. Indløb til smash er for mig blevet en bevægelse, rytme og koordinering af mange (og lange) lemmer på samme tid, som jeg har lavet så mange gange, at jeg ikke tænker over det mere. Ligesom at cykle. Når vi engang kan det, så husker kroppen det.
Det gælder selvfølgelig også for arbejdet med hænderne. Der oplæres så meget tavs viden i mennesker, der går og bruger deres hænder til et håndværk hver eneste dag. I bogen “Kloge hænder – Et forsvar for håndværk og faglighed” beskriver murersvend og nu minister Mattias Tesfaye, hvordan håndværket er presset og truet af samlebånd og maskinel effektivisering, af en udhuling af de praktiske fag i folkeskolen, af mangel på prestige og af en akademisering af håndværker- uddannelserne. Han giver eksempler på, hvordan tidligere faglært produktion nu foregår i hænderne på ufaglærte, der har fået et kursus på en formiddag. Den tavse, opbyggede, håndværksfaglige viden forsvinder og går tabt med de mennesker, der bærer rundt på den. Et afrikansk mundheld lyder “En gammel håndværker er et brændende bibliotek”.
Den verdenskendte håndværker Antonio Stradivarius kunne med sine hænder skabe nogle mesterværker af nogle violiner. Han nåede at producere ca 1000 violiner i sit liv (den dyreste er sidenhen blevet solgt for 91.000.000 kr.). Selvom hans sønner var med ham i værkstedet og så, hvad han lavede, formåede Stradivarius ikke at opøve dem i sit håndværk. Efter hans død forsøgte sønnerne at videreføre arven, men selvom der stod Stradivarius i violinen, kunne musikere godt mærke, at det ikke var den ægte vare. Den rigdom, Stradivarius havde tjent på sit fornemme håndværk, blev formøblet af hans sønner, og hans håndværksmæssige evner er aldrig set siden.
Det daglige håndværk er også ved at forsvinde ud af vores hverdag. Giver det mening at reparere et stykke tøj, der alligevel kun har kostet 80 kr? Lasagnen fra frost er hurtigere, nemmere og billigere end den, der skal samles (og brænde sig fast) i det ildfaste fad. Vi har telefoner, som vi ikke engang kan komme ind til indmaden i og se, hvordan det virker. Vi har biler, hvor det at åbne motorhjelmen i optimistisk tro på, at vi selv kan løse problemet, er cirka lige så effektfuldt som et hvert forsøg, der har været på at løse Israel-Palæstinakonflikten.
Verden bliver designet brugervenligt, og meget godt er der at sige om det. Men der går også meget udvikling tabt, når ikke vi bliver tvunget til at bruge vores hænder og redesigne vores trøje, der er gået i stykker eller eksperimentere med smagene i bechamelsaucen eller få olie på fingrene i motoren. Når det praktiske dagligdags håndværk forsvinder, bliver det fremmedgjort for os, og færre får naturlig interesse for de praktiske fag. Og vi lægger næsten ikke mærke til, at det forsvinder. Det er ligesom naturen. Hvis ikke vi kender den, lægger vi ikke mærke til alle de arter, der forsvinder
“Én fugl i hånden er bedre end ti på taget”. Et ordsprog, der minder en om at værdsætte det, man har frem for det, man muligvis kan opnå. Men for Grundtvig fortæller ordsproget os “at hvad man kan tage og føle på, er ligesådan til som vort eget legeme, hvilket vi ingenlunde kan sige om alt hvad vi ser og høre”. Med hånden sanser vi og lærer at skelne mellem sandt og falskt. Mellem rigtigt og forkert.
Som jeg sagde i starten er det ligt et under, at netop I er netop her netop nu. Jeres bånd har alle flettet sig sammen, og I har sagt ja til at springe ud på denne dannelsesrejse. Og ligesom Grundtvig sendte sine børn i mesterlære, så har jeg et håb for, at I alle ved drejeskiven, i mørkekammeret, ved symaskinen, i køkkenet, ved computeren eller et af de mange andre værksteder her på Eriksminde får brugt både hånd og mund til at gribe og begribe jer selv i verden.
Hånden og munden er redskaberne vi skal bruge til at få indsigt om os selv i verden. For vi er et selv, men vi er ikke et isoleret selv. Vi er netop et selv, der ér i kraft af den verden og de relationer, vi bevæger os i. Og det skal vi huske, når vi nogle gange bliver meget nærsynet og kun bruger hænderne til at holde om os selv. Der skal vi huske at hæve hovedet, blive langsynet og få øje på de 114 andre. Række hånden ud for at gribe dem. Og begribe dem.
Grib jeres efterskoleår og begrib jer selv i fællesskabet
Velkommen til Eriksminde Efterskole
