Det er væsentligt for os at formidle mødet mellem mennesket og kunsten, da vi mener, det har afgørende betydning for den menneskelige udvikling og udfoldelse. Kunsten har et sprog for det uhåndgribelige, som tilværelsen er så fuld af, det, der ikke lader sig indfange og udtrykke ligefremt. Kunsten er placeret i rummet mellem følelse og forståelse. Kunst stiller spørgsmål.
Derfor har skolen prioriteret at have en samling af moderne kunst til inspiration og provokation. Det er vores erfaring at eleverne ubevidst tager stilling og får et meningsfyldt forhold til disse ting ved at omgås dem dagligt.
I skolens forskellige værksteder arbejdes der med billeder, drama, musik, skulptur, keramik og tekstiler. I de skabende og kreative fag får vi lov til at lege og sanse, prøve vore grænser af i den skabende proces. Vi udvikler vores færdigheder, og ikke mindst oplever vi glæden ved et godt resultat, hvori vi har lagt en del af os selv. Når det lykkes bedst kan man have følelsen af at glemme sig selv i det skabende arbejde, og det er måske i virkeligheden der man er mest sig selv.
Eleverne arbejder otte timer om ugen med disse fag. Der er et stort og varieret fagudbud. Man kan vælge at snuse til flere forskellige fagområder eller fokusere på et mere snævert interessefelt. Under alle omstændigheder er der mulighed for at gå i dybden med det valgte område. Der arbejdes i en vekselvirkning mellem stillede opgaver og egne projekter. Gennem undersøgelser og erfaring med forskelligartede materialer, teoretiske overvejelser og teknikker får man bedre forudsætning for at forfølge og virkeliggøre sine ideer.
Skolen har gode værkstedsfaciliteter som ikke alene benyttes til undervisning men også giver mulighed for selvstændigt arbejde i fritiden.