Eriksminde Efterskole søger køkkenmedarbejder pr. 1/6 eller snarest derefter
Vi søger en køkkenmedarbejder, som har lyst til at indgå i et stærkt køkkenteam og som synes, det er spændende at arbejde sammen med eleverne i frembringelsen af maden i et tæt samarbejde med køkkenets øvrige personale. Vi har en meget flad struktur i køkkenet, som gør at man som køkkenmedarbejder i høj grad kan præge hverdagen, men det stiller til gengæld også høje krav til, at vi alle bidrager og selvstændigt tager initiativ til og tager ansvar for at køkkenet spiller.
Vi søger en person til vores køkken, som kan agere som blæksprutte og træde til, hvor der er behov.
Et efterskoleår er en dannelsesrejse, og maddannelse er en vigtig del af den rejse. Vi ønsker, at eleverne i løbet af et efterskoleår får nysgerrighed og lyst til eksperimentere og lege i et køkken. Eleverne skal få en forståelse af råvarer, pirres af forskellige smage og have mad, der selvfølgelig dækker de daglige behov.
Eriksminde er en grundtvig/koldsk efterskole med stor vægt på den personlige dannelse og udvikling i fællesskabet med et skabende, kunstnerisk og samfundsengageret afsæt. I køkkenet laver vi alsidig og velsmagende mad til 130 mennesker, hvor ca. en tredjedel er vegetarer.
Vi laver mad fra bunden og vægter årstidens frugt og grønt. Ligeledes er vi et køkken og en skole med udsyn til verden, og det at være verdensborger, og har som følge deraf en klar holdning til både miljø, økologi, madspild og bæredygtighed.
Kom og vær med til at skabe og sætte retning for Eriksmindes køkken.
Vi holder åbent hus d. 7/5 kl. 10-11 for alle nysgerrige. Kom og få en kop kaffe i køkkenet.
Lørdag 25. oktober 2025
10, 25, 40, 50 og 60 års jubilarer inviteres til et gensyn med Eriksminde. Vi regner fra det årstal du sluttede på Eriksminde, så årgangene er
2014-2015
1999-2000
1984-1985
1974-1975
1964-1965
Jubilæet er et dagsarrangement på skolen med en opfordring til at I selv arrangerer en aftensammenkomst et andet sted.
Vi glæder os til at se jer, til at fortælle om Eriksminde anno 2025, til at høre om hvordan Eriksminde var da I var elever og håber at rigtig mange har lyst til at bruge en dag sammen med sit gamle efterskolehold. Det er vigtigt at I selv gør en indsats for at finde alle fra årgangen, så alle får muligheden for at vælge at komme til jeres jubilæum.
Bemærk: Billetsalget slutter søn. 19. okt. 2025
Lørdag 25. oktober 2025
10.00 – Ankomst og kaffe
10.30 – Jubilæumsårgangene mødes
12.30 – Frokost
14.00 – Mulighed for “Tour d’Eriksminde” samt kaffe og kage i stuerne
15.30 – Fællessang og erindringsbilleder i storstuen v /forstander Lynge Korsgaard
16.30 – Afslutning
Den Rå Hal, Godsbanen, Aarhus
Tirsdag 15. april kl. 14.00 – 17.00
Den 15. april får publikum mulighed for at opleve mere end 100 særlige værker, skabt af eleverne på Eriksminde Efterskole. Udstillingen foregår i Den Rå Hal på Godsbanen i Aarhus.
Efter fire måneders intenst arbejde med Eriksminde-opgaven, står værkerne nu færdige. Eriksminde-opgaven er elevernes mulighed for at fordybe sig i et selvvalgt kreativt område og forhåbentligt blive klogere på sig selv. Spændvidden i opgaverne er stor, og de mange værker er lige så forskellige, som de mennesker, der har skabt dem.
Eriksminde-opgaven er en hjørnesten på vores skole. Vi opfatter ikke kunsten og det kreative som det sjove, vi laver, når det vigtige er overstået – nej, det er en integreret del af livet at have mulighed for at udtrykke sig.
Det er ottende gang Eriksminde Efterskole udstiller Eriksminde-opgaver på Godsbanen, og hver gang er det en kæmpe oplevelse at dele resultaterne af måneders hårdt arbejde med omverden.
Udstillingen åbner den 15. april kl. 14.00 og lukker igen kl 17.00. Der vil være åbningstale ved Eriksminde Efterskoles forstander Lynge Korsgaard, og undervejs dukker der små overraskelser op. Vel mødt.
Til medlemmer af skolekredsen på Eriksminde Efterskole
Du indbydes hermed til ordinær generalforsamling på Eriksminde Efterskole
Lørdag d. 15. marts 2025, kl. 11.00
med efterfølgende frokost, foredrag og udstilling af Eriksmindeopgaver.
Generalforsamling med dagsorden iflg. vedtægterne:
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 28. februar 2025.
HUSK at få betalt kontingent, 100,- kr, ved bankoverførsel til
reg.nr. 7250, kontonr. 1245822 eller til MobilePay #609931 – inden generalforsamlingen.
Program – Generalforsamling og forældredag
10.30 – Kaffe og boller
11.00 – Generalforsamling
12.30 – Let frokost
13.00 – Kor og udstilling af Eriksmindeopgaver i hallen
13.30 – Foredraget “En jagt på sommerfugle og meningen med livet”
ved Lea Korsgaard.
14.45 – Kaffe og udstilling af Eriksmindeopgaver i hallen
16.00 ca – Tak for i dag
Vel mødt til generalforsamlingen
Venlig hilsen bestyrelsen
Lea Korsgaard tager os i dette foredrag med på en rejse ind i et af tidens største spørgsmål: Hvordan genetablerer vi forbindelsen til vores ophav? Og hvorfra stammer vores forhold til den natur, vi er en del af? For at finde svar tager Lea ud på en mærkelig jagt for at se alle danske dagsommerfuglearter på et enkelt år – selv om hun i udgangspunktet ikke ved noget om insekterne. Jagten går også gennem kultur- og åndshistorien, gennem myterne, litteraturen og forestillingernes verden og ender på Falster en sommerdag med en helt uventet erkendelse. Foredraget taget udgangspunkt i bogen ‘Inden året er omme’, der udkommer i marts 2025
Lea Korsgaard
Lea Korsgaard (f. 1979) er medstifter og ansvarshavende chefredaktør for Zetland og bestyrelsesleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har læst sociologi ved The New School for Social Research i New York. Hun er forfatter til flere bøger blandt andet bestselleren Den der råber lyver (2017) og Orgasmeland (2014), der blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Og så er hun tidligere Eriksmindeelev.
Alle er inviteret til at overvære premieren på årets scenekunst-projekt på torsdag 21. nov. kl. 19.30
24-25 Indvielse af køkkenRidser i lakken: stræben mod lyset
Torsdag d. 10. oktober 2024 er Sindets Dag. I den forbindelse vil vi gerne invitere til fernisering af Rune Lambrechts kunstværk Ridser i Lakken: Stræben mod lyset.
Kunstværket har været en del af Psykiatrifondens event Elefanten i rummet, som hen over sommeren har prydet Aarhus med 30 smukke elefantskulpturer. Én af elefanterne er kommet til Eriksminde, og det skal fejres. Derfor laver vi et ferniseringsarrangement.
Program
14:00 – 14:30 Fernisering af kunstværket
14:30 – 15:30 Forestilling med De splittergale
15:30 – 16:00 Dialog, fællessang og afrunding
Kom til hele arrangementet eller bare det, du har lyst til.
De Splittergale
De Splittergale er et gøglerorkester, der leverer et forrygende show spækket med musik, gøgl og masser af god galskab. Mange af orkestrets medlemmer har været eller er i kontakt med psykiatrien.
Efter flere ugers indsamling fik Eriksminde Efterskole langt om længe mulighed for at byde på en elefantskulptur. Ved Psykiatrifondens velgørenhedsauktion blev der budt på en strittende og skrattende elefant med et stort hjerte
Foruden elever og ansatte kan man på en helt almindelig dag på Eriksminde Efterskole møde katte og hunde. Tirsdag d. 11. september deltog Eriksminde Efterskole i Psykiatrifondens bortauktionering af de mange elefantskulpturer. Auktionen foregik på Hermans i Tivoli Friheden. Målet var at få endnu en firbenet gæst til efterskolen. De rundt regnet 30 elefanter skulle denne aften bortauktioneres efter alle kunstens regler. Slagets gang blev styret med fast hånd af en auktionarius fra Bruun Rasmussen, og vært for hele aftenens arrangement var tidligere EM-vinder Flemming Povlsen. Så det var en solid startopstilling, der var blevet sat. Ude på bænken sad Eriksminde Efterskole klar, hvis chancen skulle byde sig.
Forstander Lynge Korsgaard og lærer Jeppe Wildt var til stede i salen på Hermans sammen med eleverne Elva Tegtmejer og Frida Hovgaard. Med sig havde de en pose penge. Igennem et par uger havde Eriksminde crowdfundet og 128 tidligere elever, forældre og andre der havde lyst til at bakke op om projektet, havde støttet med over 20.000 kr. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke rakte langt. De første par håndfulde elefanter, der skulle bortauktioneres, gik til mellem 65.000 og 100.000 kroner. Det var alligevel mere, end efterskolen kunne mønstre. Men hen imod slutningen af auktionen åbnede muligheden sig.
Elefantskulpturen med titlen Ridser i lakken: stræben mod lyset landede efter et par intense minutters bud frem og tilbage i salen hos Eriksminde Efterskole med et bud på 35.000 kr. Begejstringen var stor. I første omgang over at have købt en af Psykiatrifondens farverige elefantskulpturer. I anden omgang over at have været med til at samle 1,7 millioner kroner ind til Psykiatrifondens fortsatte arbejde. For det var nemlig resultatet på aftenens auktion. Imponerende 1,7 millioner kroner. Og selvom efterskolen var glade for deres nye kunstværk, så var de 1,7 millioner kroner jo nok i sidste ende den egentlige solstrålehistorie.
På Eriksminde Efterskole er kunst en helt integreret del af skolens daglige arbejde, og derfor er der også blevet brugt tid og energi på at samle penge ind og deltage i auktionen. Forstander Lynge Korsgaard forklarer nærmere: “ Her hos os er kunsten ikke flødeskummet på toppen af kagen, men en del af selve fundamentet. Og vi er virkelig glade for at have fået en unik skulptur til vores efterskole. Den skratter og stritter lidt, og den har en lidt rå skønhed, hvilket vi er ret vilde med. Det er så fedt at have sådan et værk. Også fordi det peger på elefanten i rummet, som jo i denne sammenhæng er psykisk sygdom. Den kommer til at få et dejligt liv her på skolen.”
Elefantskulpturen er udsmykket af den danske kunstner Rune Lambrecht. Som et særlig kendetegn er der placeret en skulptur i bløde former inde i maven på elefanten. Den har fået nogle ridser i lakken, javist. Men under den sølvfarvede overflade gemmer der sig et stort hjerte.
Der er åbent hus på alle landets efterskoler søndag 29. sep. kl. 13-17 og det er der selvfølgelig også på Eriksminde.
Kom forbi til en rundvisning og til en kop kaffe i samtale med en lærer fra skolen og hør forstanderen fortælle kort om hvad Eriksminde er for et sted.
Det gør han hver halve time fra kl. 13.00