Vi har brugt formatet “webdok” til at præsentere viden, billeder, videoer, interviews og andet om tilblivelsen, baggrunden og ferniseringen af Julie Nords “Erindringsvæg” på Eriksminde i november 2020.

Se siden her

.At flytte hjemmefra stiller store krav til det nye hjem, man kommer til. Det skal omfavne den nye beboer, og det kommer uforvarende til at danne rammen om den nye beboers erindringer fra netop dét hjem
Sådan ligger landet for samtlige efterskoleelever, der hvert år slipper det kendte hjem for at møde det nye. Et nyt kapitel med nye erindringer.
JULIE NORD har skabt et værk, der skal udsmykke Storstuen på Eriksminde Efterskole. Nord sætter igennem værket fokus på det drømmende og fantasifulde, der væver sig ind og ud af de erindringer, der knytter sig til både personer og objekter.
Se med når JULIE NORD selv præsenterer sit værk til ONLINE-ferniseringen, der bliver sendt live fra Storstuen på Eriksminde.
Projektet er støttet at Statens Kunstfond.

Vær med til ONLINE-Fernisering live på Facebook
21. nov. kl. 13.30

Igen må vi aflyse

Vi bliver desværre nødt til at aflyse det planlagte jubilæumsarrangment lørdag den 24. okt.
Vi havde en forhåbning om at corona-situationen ville ændre sig så meget at årets justerede og tilpassede jubilæumsarrangement ville kunne afholdes med en god tryghed for alle. Som tingene ser ud lige nu kan vi ikke stå inde for et arrangement hvor mange mennesker fra hele landet skal samles .

–

–

På søndag, 27. sep. kl. 14.00, hvor der skulle have været åbent hus og Efterskolernes Dag kan du tjekke ind på vores Facebook-side og få en virtuel rundvisning. Nikoline og Sebastian vil vise rundt i værkstederne og på resten af skolen og der vil være mulighed for at stille spørgsmål i chatten, hvor en chatgruppe sidder klar til at svare og mon ikke også forstanderen vil sige et par ord?

Tilmeld dig begivenheden på Facebook, så du husker det!

Sebastian og Nikoline viser rundt på søndag

Der er latter på gangene, cookies til aftenservering, aviserne er igen åbnet, skakspillet i gang, ballerne ruller på poolbordet – det emmer af god stemning… og hvor er det dejligt

Søndag 13. sep. 2020

Det er en stormomsust tid vi lever i og nu er stormen kommet til Eriksminde.

Efterskolernes Dag søndag 27. sep. er AFLYST.
Læs mere her.

Book et besøg på Eriksminde

Søn. 16. aug. 2020
v/ forstander Lynge Korsgaard

Kære elever, forældre, søskende og andre, der er med her i dag.

Da jeg var fem år, var jeg i USA med min familie. Min far, mor, mine 3 søskende og jeg kørte rundt på østkysten i 6 uger. Vi var i sydstaterne New York, Washington DC, over grænsen til Canada og mange andre steder. Jeg var 5 år og kan derfor ikke huske så meget. Jeg kan huske det gigantiske vandfald Niagara Falls, Frihedsgudinden, de vanvittig høje tvillingetårne og sodavand, der smagte som tyggegummi. Men helt tydeligt kan jeg huske, da vi var i Kennedy Space Center i Florida. Her var der rigeligt at kaste sin nysgerrighed på for en 5-årig. Vi så satellitter, raketter og stod i en lang kø for at få lov til at røre et stykke af månen. Jeg siger jer, det var stort. På mange måder. Et var, at det var stort – altså fysisk. Et andet var, at det var stort at få lov til at se alle de fede og seje ting. Et tredje var, at det var stort at begribe. Jorden. Månen. Universet.

Pale blue dot

Jeg kan huske, at vi gik rundt og så på fotografier af Jupiter og Saturn. Det var helt vildt. Det var fotografier taget af rumsonden Voyager 1. Det er en rumsonde, der blev sendt afsted i 1977 (nogle af  jeres forældre er sikkert født deromkring). Voyager 1 svæver rundt og tager billeder i det ydre rum og sender dem hjem til jorden. I dag er den mere end 22 milliarder kilometer væk fra solen og er dermed det fjerneste menneskeskabte objekt (vi kender til). I 1990, et år efter jeg havde været i Kennedy Space Center, var Voyager 1 endnu kun 6 milliarder kilometer væk fra solen, den skulle til at forlade vores solsystem og fortsætte ud i det interstellare rum (altså rummet mellem stjerner). Lige før den svævede derud, bad missionsmanageren Voyager 1 om at vende kameraet “baglæns” og tage et sidste billede af jorden, før den svævede ud af solsystemet. Det resulterede i et billede, der har fået titlen “Pale Blue Dot”. Billedet er et grå/sort grumset billede med nogle sarte brune, rosa og grønne striber, som er refleksioner fra solen. I den yderste af de brune striber kan man ane en lille bleg blå prik på størrelse med ⅕ af et pixel. Den lille blege blå plet er jorden. Den blege blå plet er vores virkelighed, vores historie, vores verden. Og her sidder vi midt på den og er helt vildt spændte på at starte på efterskole.

Fra i dag starter et nyt kapitel i jeres historie. I starter på Eriksminde Efterskole. For jer 112 unge mennesker der er herude bliver det noget særligt. Jeres liv og jeres historie kommer til at flette sig ind og ud imellem hinanden. I vil præge hinanden. I vil præge skolen og skolen vil præge jer. I vil her få en fælles historie, som bliver en del af hver jeres liv. I vil bære det med jer. Og dermed bære hinanden med jer videre ud i livet herfra.

Siden 1956 har der været efterskole her på matriklen. Det vil sige, at de elever, der gik på de første årgange, er omkring de 80 i dag, hvis de stadig lever. De hár haft et langt liv, og de hár haft en lang historie hvor de har haft Eriksminde med sig. Jeres historie hænger sammen med deres historie. Og deres historie hænger sammen med historien om oprettelsen af høj- og efterskoler, der startede i 1844 i Rødding i Sønderjylland. Og den historie hænger sammen med Grundloven og demokratiets indførelse. Og den historie… tager vi senere.

Nu kommer der et citat: “Den som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden”.  Sådan sagde den tyske forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethe. Vi tager den lige igen “Den som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden”. Altså den, som ikke ser sit liv ind i en større sammenhæng (over 3000 år), kan kun se og handle umiddelbart og ud fra egne behov og ønsker. Det, Goethe siger, er, at vi bærer en historie med os, som er vigtig at forstå. Og at vi er en del af fremtidens historie. Vi lever ikke i vores tid alene. Vores tid hænger sammen med tiderne før os og tiderne, der vil komme.

Vores kultur og viden genstartes ikke ved hver ny generation, vi bygger videre på teknikker, ideer, indsigter, værdier og normer, som andre har udtænkt før os. Vi fødes ind i en kultur og lærer den gennem vores forældre, søskende, venner, lærere og så videre. Hvis hver ny generation havde skulle starte fra scratch, havde vi ikke haft mejetærskere, musik og TikTok. Det er altså vigtigt at forstå de skuldre, vi står på, så vi sammen kan blive et solidt og sikkert fundament for fremtidige generationer

3000 år kan virke som meget at skulle rumme. Men hvis vi tager jordens alder og lægger den som en 30 km lang linje. Det er ca herfra og ind til rutebilstationen i Aarhus. Så fylder vores regnskab på 3000 år kun 2 cm. Så i forhold til jordens alder, som intet er i forhold til universets alder, er det ikke vanvittig lang tid, Goethe synes, vi skal rumme. Jorden kan virke uoverskuelig gammel og, som vi kan se på billedet Pale Blue Dot, uoverskuelig lille. 

Men hvor sætter det os? Når vi ser på jordens alder hen over 30 km og ser den fra et andet perspektiv på 6 milliarder kilometers afstand, kan vores liv og vores virkelighed virke så uendelig lille og ligegyldig. 

Ja. Hvis vi blot kigger på vores eget lille liv, så er det ubeskrivelig kort og kan derfor virke helt meningsløst. Men der er jo  det, Goethe sagde, vi bliver nødt til at føre regnskab med vores liv over 3000 år – ellers kan vi komme til at forstå ting helt forkert.

Til at hjælpe os med spørgsmålet om at forstå verden og vores rolle i den, kan vi finde hjælp i filosofien. Den romerske filosof og stoiker Seneca skrev i år 49 et essay “Om livets korthed”, og jeg citerer fra det: “Det er ikke, at vi har kort tid at leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet os givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkede undervejs, er passeret forbi.”

Bom. Så er det sagt. 

Livet er langt. I hvert fald langt nok. Men vi skal ikke ødsle det væk. Helt centralt for stoikerne (og hvis du tænker – hvor er det, jeg har læst om storikerne, så kan det være i Svend Brinkmanns bøger blandt andet Stå Fast) er det at fokusere på det, vi selv kan styre. Vi kan ikke styre, hvad andre folk mener om os, hvor mange likes vi får på et billede, hvor langt vores liv skal være eller jordens rotation omkring sig selv. Vi kan styre vores egne handlinger – og dét er dét. Hvis vi til gengæld indser det og efterlever det og ikke bekymrer os om alt det, vi ikke kan styre, så vil vores liv åbne sig op og gøre os frie. Friheden opnås ikke ved at have kontrol over alt. Friheden opnås ved at acceptere, at du íkke kan have kontrol over alt. Fokuser på, hvad du kan og luk ned for det, du ikke kan gøre noget ved. Vi skal leve et godt liv ved at gøre gode ting. Og vi skal gøre gode ting for at leve et godt liv.

Den amerikanske astronom Carl Sagan var meget fascineret af verdensrummet og billedet Pale Blue Dot. Han skrev en poetisk tale omkring denne lille blege blå plet. Tillad mig at citere frit

“Fra dette fjerne udsigtspunkt ser Jorden muligvis ikke synderlig interessant ud. Men for os er det anderledes. Tænk lige over den plet igen. 

Det er her. 
Det er hjem. 
Det er os. 

På den har alle, du har elsket, alle du kender, alle du nogensinde har hørt om, ethvert menneske, der har været, udlevet deres liv. Hele summen af vore glæde og lidelse, tusinder af overbeviste religioner, ideologier og økonomiske doktriner, hver eneste jæger og samler, enhver helt og kryster, hver eneste skaber og ødelægger af civilisation, enhver konge og bonde, alle forelskede par, enhver mor og far, håbefulde barn, opfinder og opdagelsesrejsende, hver eneste underviser i morallære, alle korrupte politikere, hver superstjerne, hver øverste leder, hver helgen og synder i vores arts historie har levet der – på et støvfnug udspændt i en solstråle.

Tænk på de floder af blod, der er spildt af generaler og kejsere, så de i sejr og triumf kunne blive en øjeblikkets mestre, af en brøkdel af en prik.
Tænk hvor hyppigt de misforstår hinanden, hvor ivrige de er efter at dræbe hinanden og hvor inderligt deres had er.
Vores planet er en ensom plet i det store indhyllende kosmiske mørke. 
Der er ingen antydning om, at nogen vil komme og hjælp os og redde os fra os selv.
Der er måske ingen bedre demonstration af menneskehedens tåbeligheder end dette fjerne billede af vores lille verden.
For mig understreger det vores ansvar, at vi skal være mere venligt overfor hinanden og at vi skal bevare og værne om den lille lyseblå prik, det eneste hjem, vi nogensinde har kendt.”

Vi har et ansvar. Vi skal passe på vores jord. Vi kan ikke selv gøre noget ved klimakrisen. Vi kan ikke selv gøre noget ved politivold. Vi kan ikke selv fjerne corona. Vi kan ikke selv redde verden – eller kan vi? 

Vi kan kun handle for os selv. Men vi skal ikke blive egoister. Vi skal forene os på tværs af kulturer, meninger og ideologier. Vi skal elske, vi skal udveksle og vi skal lære. Vi skal leve gode liv ved at være gode mennesker. Og gode mennesker skaber en god verden. 

I har alle handlet ved at komme her i dag. Dermed har I truffet et valg. Et valg, der vil forene dit liv og alle de 111 andres. Hold fokus på det, du selv kan styre. Men vær samtidig helt bevidst om, at det hele ikke handler om dig – det handler om noget langt større. Det handler om ⅕ af et pixel.

Velkommen til denne lille brøkdel af den ⅕ af et pixel

Velkommen til Eriksminde Efterskole

v/ forstander Lynge Korsgaard

Kære elever, forældre og andre, der kigger med hjemmefra.

En del af en større historie
For 10 år siden blev jeg uddannet lærer. Jeg var færdig efter 5 år på den frie lærerskole i Ollerup. Jeg glædede mig over, at jeg var færdig, men mest af alt glædede jeg mig til at komme ud og arbejde som efterskolelærer. Jeg var så heldig, at jeg nogle måneder forinden havde fået job på lige præcis den efterskole, som jeg gerne ville arbejde på.
1. august 2010 startede jeg på Eriksminde. Jeg havde ikke været på skolen mange gange før. Jeg har haft to ældre søskende, der har gået her, men dem var jeg ikke så tit ovre at besøge – og jeg var heller ikke så gammel, så jeg kunne ikke huske stedet så godt.
Så… jeg er 27 år gammel og er SÅ klar til at komme i gang. Jeg kommer gående ind i Æblehaven, og træerne bugner af æbler. Noget af det første, der slår mig, er et gigantisk hul. Der, hvor hullet er, havde der ligget et gammel hønsehus, som var blevet brugt til bl.a. træværksted. Der skulle bygges en stor ny bygning med nye undervisningslokaler og nye elevværelser.
Byggeriet forløber hen over hele skoleåret. Der bliver bygget, der bliver larmet, værkstederne er pakket væk i containere, og der er smattet over det hele. Borgen bliver bygget og står klar til brug august 2011.

Elevholdet 10-11 var det elevhold, der var her, da Borgen blev bygget. De fik ikke gavn af byggeriet ,og de havde heller ikke hønsehuset, der havde ligget der før. De følte de betalte en høj pris for et byggeri, der ikke gav dém noget. De gik i dialog med os, og de gav udtryk for deres frustration. Debatten var god men også svær. Og så rejste Per Slyngborg, der var forstander dengang, sig op. Det er ham, “Et vågent øje viser vej”, er skrevet til. Per havde (og har stadig) en god jysk ro og et roligt tempo. Han udtrykte forståelse for elevernes frustration, og så sagde han “til gengæld er I den årgang, der var her, da Borgen blev bygget”
Med det sagde Per, at deres frustrationen var helt forståelig, og den kunne vi ikke tage fra dem.Til gengæld kunne vi heller ikke tage fra dem – at dé lige præcis var den årgang, der havde oplevet det. De oplevede, at deres år var en del af en større historie. Eriksmindes historie rækker over 150 år tilbage, og skolen har udviklet sig mange gange i løbet af den tid, både i forhold til indhold og bygninger. I starten havde man kun det røde hus, Jonas bor i. Så kom det hvide byggeri til, og sidenhen blev der knopskudt på den eksisterende bygningsmasse. At Borgen blev bygget har betydet, at det kun er årgange fra 2011 og frem, der har haft glæde af Borgen. Ligesom, at eleverne, der startede i 2015 ikke kunne gå på 10. årgang, fordi det først blev oprettet i 2016.

Perspektiv på efterskoleåret
Et efterskoleår er en lukket isoleret cirkel. Men den cirkel er en del af mange større og mindre cirkler, som påvirker den. I blev den årgang, hvor et efterskoleår for alvor blev en del af den globale verden og virkelighed. Hvad enkelte mennesker har foretaget sig i Kina, Italien og Østrig har påvirket jeres efterskoleår. Det er noget pis, det er synd for jer, det er uretfærdigt, det er meningsløst.
Vi kan ikke styre cirklerne. Vi kan handle i dem. Og vi kan lære. Vi kan fokusere på, hvad vi kan frem for, hvad vi ikke kan. Hvis I vil, kan I virkelig lade jer slå ud af mange ting her i livet. Jeg håber, at I af det her efterskoleår har lært, at hvis I vil, så kan I vende nedgang og nedtur til optur. Det handler om perspektiv.

I fik en pause. Pauser kan være gode. I musikken er pauserne lige så vigtige, hvis ikke vigtigere end tonerne. Uden pauser ville der ikke være musik. Pauserne skaber rytme, klang og eftertænksomhed. I fik et refleksionsrum, som har givet jer noget, som andre efterskoleårgange ikke har fået. I fik perspektiv på jeres efterskoleår.
Mange af jer gik måske og tog jeres efterskoleår lidt for givet. Det kørte derudaf. Vi var nok lidt dovne i fællesskabet – og det tror jeg ikke kun gælder for os her på Eriksminde. Det var måske hele landet – ja hele verden, der var blevet dovne i fællesskabet.
Den helt store indsigt i, hvad et efterskoleår er, og hvad det betyder, fik I nok først d. 11. marts, da det blev bekendtgjort, at landets skoler (heriblandt efterskoler) lukkede ned. Der kunne I med ét mærke, hvad det var, der blev taget fra jer. I fik den erkendelse, som ellers primært indtræffer her henimod slutningen af året. Erkendelsen af, at et efterskoleår er et unikt skæbnefællesskab i en sårbar, stærk, kraftfuld periode af ens liv, som aldrig kommer tilbage. I og med I fik erkendelsen der, har I taget det til jer og har her de sidste 6 uger formået at handle i det ud fra de erkendelser, I har gjort jer.

Meningsfuldhed
I har valgt at bruge et år af jeres liv på Eriksminde. Det er en stor tillidserklæring fra jeres side, som vi altid bestræber os på at tage vare på. I har valgt at bruge jeres tid her. Nogen siger “tid er penge”, jeg mener “tid er liv”. Isaac Newton lærte os, at tiden er absolut. Einstein sagde dog senere, at tid er relativ. Men vi kommer ikke udenom, at den tid, vi bruger på noget, kan ikke fås igen. Vi vælger, hvad vi vil bruge vores tid og dermed liv på. Derfor skal vi vælge med omhu.

Den danske filosof Morten Albæk udgav i 2018 bogen “Èt liv, Èn tid, Èt menneske” med undertitlen “Hvordan vi glemte at leve et meningsfyldt liv”.
I bogen stiller Morten Albæk spørgsmålstegn ved, “hvordan det kan lade sig gøre, at vi som er af verdens rigeste og mest lykkelige folkeslag samtidig kan være så hårdt ramt på vores mentale velbefindende, målt på antallet af mennesker med stress, angst og depression”, som der stå på bogens omslag.

Vi har virkelig mange grunde til at være tilfredse og lykkelige – så hvorfor er så mange ulykkelige? Jeg vil kort dykke ned i en af Morten Albæks svar på det spørgsmål. Det starter med en definition af ordene “tilfredshed”, “lykke” og “meningsfuldhed”.

Tilfredshed er opfyldelsen af et behov. Jeg er sulten, jeg får mad, jeg er tilfreds. Jeg vil gerne rykke sengetiden, jeg får rykket sengetiden, jeg er tilfreds. Tilfredshed er fint, men som Albæk siger “er det ganske enkelt for utilstrækkeligt kun at leve et liv, der primært er fyldt med tilfredshed”.

Lykke er noget andet. Benny Andersen beskriver det således i digtet Lykken fra 1964

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står stille lidt
lister sig varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
– uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller bliver sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed.
Det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen der
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
– jeg tror at det er en træningssag

Med digtet sætter Benny Andersen ord på lykkens forunderlige flygtighed. Det er fantastisk, når man oplever den, det er et spring ud af det almindelige, noget ekstraordinært – men tilstanden er kortvarig. Det er ikke muligt at leve et lykkeligt liv. Hvis du gjorde det, ville det lykkelige være det almindelige – og dermed ikke noget ekstraordinært. Hvis du bruger dit liv i bestræbelsen på at opnå lykke, vil du evig og altid være på vej videre efter den næste kortvarige glædeseksplosion.

Morten Albæks svar på vores ildestedte mentale velbefindende er altså ikke, at vi skal være mere tilfredse eller lykkelige. Den er meningsfuldhed. Han definerer meningsfuldhed som “En oplevelse af, at summen af det liv, du har levet, det liv du står i lige nu og det liv, du ser frem mod, er i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt for dig, med de mennesker, du tilbringer livet sammen med, og den verden du belaster og beriger med din eksistens”. Du skal altså leve et liv med mening, et værdigt og håbefuldt liv. Vi kan ikke rende rundt og være glade og lykkelige hele tiden. Det meningsfulde giver mening og rummer også nogle dybere sider. Både når du er utilfredshed, føler dig ked af det eller sågar ulykkelig. Det kan stadig være meningsfyldt.

Vi kan påvirke verden
Som sagt skal vi vælge at bruge tiden – vores liv med omhu. Det betyder ikke, at I partout skal vælge “rigtig“ hver gang. Men I skal vælge noget der giver mening for jer. Det kan godt være man skifter spor. Meningen er ikke noget, der er givet – det er noget, man leder efter i sig selv. Du skal finde din mening. Det skal give mening for det liv, du lever i overensstemmelse med de mennesker, du lever sammen med og den verden, du lever i.

Et efterskoleår er en lukket cirkel. Det har en slutdato. Og derfor er det betydningsfuldt. Livet har en slutdato, og derfor er det betydningsfuldt. Det er op til jer at gøre det meningsfuldt. Og I kán gøre det meningsfuldt. For jer selv og for mange andre. Når enkelte menneskers handling i Kina, Italien og Østrig kan påvirke jeres efterskoleår. Tænk så lige på, hvad en hel hær af efterskoleelevers handlinger kan gøre den anden vej. Vi kan ikke styre de store cirkler. Vi kan handle i dem og dermed påvirke dem. Hvad du gør påvirker verden.

Da I var hjemme, læste jeg Brødrene Løvehjerte for jer som godnathistorie. I et skelsættende sted i bogen sidder Karl og Jonatan Løvehjerte i Ryttergården og snakker. Karl er nogle dage forinden kommet til Nangijala. Jonatan fortæller Karl, at han må afsted til Rosensdalen for at hjælpe. Tengils mænd har fanget Orvar. Karl bliver vred og ked af det. Han kan ikke forstå, hvorfor Jonatan skal afsted. Han kunne jo lige så godt sidde hjemme ved ilden i Ryttergården og have det godt. Jonatan svarer: Der er ting, som man er nødt til at gøre, selvom de er farlige for “ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort”
I kan ikke blive her ved ilden og hygge jer. Der er ting, I skal ud og gøre, også selvom de kan virke farlige eller anstrengende eller lidt irriterende. I skal ud og gøre de ting – for I er rigtige mennesker og ikke nogle små lorte.

Tak for et meningsfyldt år
Tak for en meningsfuld tid
Tak for nu