CU.P.

I morgen er idag igår. Nuet er flygtigt. Vi tager hele tiden afsked med det. Det er så almindeligt og selvfølgeligt, at vi ikke tænker over det og så alligevel.

Vi kan undersøge verden på mange måder. Et billede kan ofte sige mere end tusinde ord, og det benytter vi os af i C.U.P. Opgaven kunne være at skabe et værk, et kunstnerisk udtryk, som tydeliggør øjeblikkets flygtighed. Arbejdet med værket starter med en arbejdstitel og et oplæg til at stimulere vores fantasi og generere ideer. Derefter kommer benspændene; der er noget, vi skal, og noget vi ikke må. Der er vægge i rummet, så noget kastes tilbage. En tydelig rammesætning  stimulerer den kunstneriske proces og giver et vigtigt modspil.

Det hele startede egentlig med en stavefejl; kunstprojekt  blev forkortet til CU.P,  k blev byttet til c. Inspirationen kom fra kunstnerduoen K.L.F. (Copyright Liberation Front) som bevidst staver deres navn forkert fordi, det lyder bedre at sige KLF end CLF.

Når vi insisterer på stavefejlen, er det for at pege på den næsten grænseløse frihed, der er i moderne billedkunst. Kunst opererer i et åbent felt, som vi skal lære at navigere i. Det kan umiddelbart se ud, som om alt er lige godt. Det er det selvfølgelig ikke. 

Der er udtryk, som er mere kraftfulde og originale end andre.

Og der er forhold og uskrevne regler, som vi kun kan udfordre og bryde til en vis grad. Men det opdager vi først, når vi er langt inde i den kunstneriske proces. Derfor er det vigtigt at arbejde med kunst.  

Den kunstneriske proces er en avanceret form for leg, der som al anden leg også rummer en alvor. Legen veksler mellem nærvær og afstand. Vi skal først og fremmest lade os rive med  ind i processen og lade den tage os et sted hen. Men vi må også bryde denne tilstand for at se og vurdere med et analytisk blik. Når vi eksperimenterer med stof, form og indhold, vækkes vore sanser, og vi får øjnene op for blandt andet detaljens betydning. Detaljen er vigtig men må ikke stjæle billedet. Vi øver os i at se men også i at indse, at det kan blive nødvendigt at dræbe vores “darlings”, hvis de står i vejen for, at værket kan lykkes. I arbejdet bliver vi  opmærksomme på de mange forhold, der er i spil, når vi udtrykker os kunstnerisk.  

Måske  opdager eller genopdager vi, at billedkunst er et enestående sprog, der kan noget helt særligt når det, der ikke uden videre kan siges med ord, skal siges.