Når man først har oplevet det, vil man ikke nøjes med mindre.
En person har luftet en rabiat holdning ved et bord under middagsmaden. Nu tales der højrøstet, og et skænderi er ved at opstå. Det hverken vi eller de andre ved bordet ved er, at optrinnet er iscenesat og improviseret af skuespillere. Det er skjult teater, som vil udfordre vores pænhed, vores politiske korrekthed og sætte ting i perspektiv.
Vores scene er ikke begrænset til de skrå brædder men kunne i princippet være hvor som helst, her i huset eller ude i det offentlige rum. Scenen kunne for eksempel være en større plads i Berlin midt i et ukontrollabelt menneskemylder.
Vi prøver mange ting af. Udover impro-teater sport, devising og fysisk ekspressivt teater arbejder vi også med
at sætte mere traditionelle manuskript-bårne skuespil op. Det kunne for eksempel være en børneteaterforestilling.
Dramaundervisningen er et energifyldt fysisk laboratorium med leg, fantasi og masser af gode grin. Du vil opleve at blive skubbet ud, hvor det måske er lidt grænseoverskridende, men i et lukket og trygt forum tør vi udfordre os selv og prøve vilde ting af.
Drama er en undersøgelsesproces, en stadig udforskning. Der er hele tiden en progression med nye øvelser, der bygger ovenpå. Vi har en undersøgende og legende tilgang til alle vores emner. Vi tager fat i det, der virker, der hvor energien er, det gyldne øjeblik. Når man først har oplevet det, vil man ikke nøjes med mindre.