I fælleskoret synger enhver med sit næb, og det skal være sjovt og uhøjtideligt.
“Syng, syng, syng og vær glad – syng med den stemme du har”. I fælleskoret synger enhver med sit næb, og det skal være sjovt og uhøjtideligt. Vi oplever glæden ved at synge sammen og styrken ved at gøre det i fællesskab. Vi bliver gode til at lytte os ind i en helhed, til at intonere og til at få de enkelte komponenter til at vokse sammen til noget meget større – Flerstemmigt og unisont.
Det er svært at forestille sig at rejse sig og være uvenner, efter man har sunget sammen.
Vi synger sammen en time hver uge og synger primært danske og engelsksprogede pop- og rocknumre. Vi optræder til forældredagene, på rejsen, til efterskolernes dag og deltager i et årligt korstævne – altid med glæde og højt humør.
Hver uge afsluttes om fredagen med, at vi allesammen synger vaskeægte fællessang for fuld hals – det er stærkt vanedannende.