Hvad er et menneske? Hvad er det gode liv?
Hvad er et menneske? Hvad er det gode liv? Handler et menneskeliv, når det kommer til stykket, bare om at søge nydelse og undgå ubehag, eller er der mere på spil? Kulturfagene er stedet, hvor livets store spørgsmål tages op.
Inden vi for alvor kommer i gang med at forholde os til verden og os selv, er vi allerede en hel masse. Vi er født af bestemte forældre ind i en familie, i en slægt. Vi går i skole et bestemt sted, har nære venskaber med bestemte mennesker. Vi er sat i en tid på et sted, med alt hvad det indebærer af prægning. Det handler nemlig ikke bare om årstal og geografisk lokalitet men om, hvordan man på netop dette sted anskuer et menneske og et menneskeliv. Hvad har betydning og værdi? Hvordan lyder svaret eller svarene på spørgsmålet om, hvordan et menneskeliv skulle leves?
Ethvert menneske er en del af en kulturel sammenhæng, en stor fortælling. Og vi er selv en slags fortælling, der er påbegyndt længe, inden vi opdager, at vi er det, og længe inden vi bliver bevidste om, at vi selv kan og skal “digte” videre på den. De to fortællinger, den store og den lille, er vævet uadskilleligt sammen.
FAKTA
|
Kulturfagene beskæftiger sig med alt det, vi allerede er, alt det vi har med os – i mange tilfælde – uden at vide det.
De spænder fra filosofi over kristendom og livstolkning til historie og kunstforståelse. I kulturfagene sætter vi vort store kulturelle bagtæppe med de tusinder af knuder under lup og forsøger at blive klogere på, hvad et menneskeliv er. Vi møder blandt andet filosofiske og religiøse problemstillinger, politiske anskuelser, historiske perioder, der forklarer forhold i vores egen tid og sidst men ikke mindst billedkunst, der nærmer sig verden og dens fænomener i et andet sprog. Vi udveksler viden og erfaringer i åben samtale, hvor svarene ikke er givet på forhånd.