OM SKOLEN

Når mennesker mødes i et rum og har med hinanden at gøre, kan der opstå musik. På Eriksminde forsøger vi at skabe de bedste betingelser for, at det kan ske. Vi gør en masse ting sammen, vi leger, synger, dyrker sport, udfører eksperimenter, tænker flyvske tanker, skaber kunst, koger, steger, gør rent. Kort sagt løser vi alle mulige opgaver sammen og hver for sig – for at blive klogere på verden, livet, os selv og hinanden. Du har selvfølgelig mulighed for at dyrke din særlige interesse eller passion, men fremfor alt så har du rig lejlighed til at møde noget helt nyt. Og du kommer med stor sandsynlighed til at støde på noget, du ikke vidste, du ville tabe dit hjerte til.

Når du starter på skolen vil du forhåbentlig opleve det som fantastisk, forunderligt og givende, når det ikke lige er udfordrende, anstrengende og besværligt. Du vil opdage, at det i virkeligheden ikke er hverken eller men både og. Det krævende og til tider ubehagelige, som vi umiddelbart prøver at undgå, gør alligevel noget godt for os.  På Eriksminde laver vi skole for mennesket med alt, hvad det indebærer. Skole for både hånden, hovedet, hjertet og hinanden.

Når du starter på skolen, træder du ind i et rum med højt til loftet og plads til store armbevægelser.  Du træder ind i en fortælling og en tradition, hvor du møder en flok voksne mennesker, med noget på sinde, mennesker, som vil dig noget. Du vil opleve at blive mødt ligeværdigt med en nysgerrighed på, hvem du er, hvad du tænker og er optaget af.

Du vil snart komme til at opfatte skolen som dit andet hjem, et trygt sted,  hvor du føler dig set og anerkendt som den, du er.

Det enkelte menneske har en dyb trang til at prøve at forstå sig selv og bringe sit forhold til sig selv og sin omverden i orden og i overskud. Vi ser ind og efter i sindets kroge og leder efter svar. Men måske lærer vi bedst os selv at kende ved at se ud og se os om i verden. Når vi gør det, får vi uvilkårligt øje på det andet menneske, og et møde kan opstå. Det er lige så særligt, som det er almindeligt. Men nogle gange går det galt. I vores bestræbelse på at forstå verden og få overblik over vores medmennesker ender vi med at tænke i typer og inddele i kategorier. Og selvfølgelig er der åbenlyse fællestræk mellem mennesker, men, når det kommer til stykket, er det enkelte menneske altid enestående. Det rummer  noget uforudsigeligt og overraskende, som ikke kan sættes på formel. Det betyder, at vi aldrig kan give en udtømmende beskrivelse af, hvem den anden er. Mødet med den anden udfordrer vores menneskelighed og appellerer til det bedste i os. Et åbent møde forudsætter opmærksomhed, indlevelse og frem for alt tillid. Et helt fordomsfrit møde er nok en sjældenhed, men derfor kan man godt have det som sit ideal. På skolen forsøger vi gennem samvær og samtale at skabe de bedste betingelse for at vi kan møde hinanden, som dem vi er.