Har du prøvet at bygge en trappe mens du går på den?
Har du prøvet at bygge en trappe mens du går på den? Sikkert ikke. Ligesom trappen starter vi også fra bunden, når den store teaterforestilling skal bygges op. Ambitionen er at skabe en visuelt stærk, kraftfuld og helstøbt forestilling.
Det er jer, som skaber stykket på kun syv arbejdsdage. Byggestenene er din og jeres fantasi, energi og drivkraft. Alle grupper arbejder på projektet på samme tid. Scenografer bygger scene, skuespillere improviserer og arbejder med at udvikle scener, dansere indstuderer koreografi, der komponeres musik, lyddesign udvikler lydeffekter og soundscape, der syes kostumer og laves rekvisitter, lysfolkene sætter lys. Og al aktivitet dokumenteres af PR holdet.
Teaterforestillingen er et produkt af alle elevers indsats. Den er det ydre udtryk for, hvor meget fællesskabet kan, når vi alle løfter i flok. Men det sker ikke helt uden frustrationer; vi vil gerne hver især kende vores opgave på forhånd og også meget gerne kende stykkets slutning, og det gør vi ikke altid. Det kan ses som en begrænsning men åbner i virkeligheden en masse døre. Den åbne proces skaber kreativt albuerum og giver jer langt større mulighed for at stråle i jeres forskellige roller. Og al frustration er glemt, når tingene lykkes, og vi fyldes af stolthed over at have været med til at skabe et kunstnerisk mesterværk.