Der er noget helt særligt over at beherske et håndværk. Men det kommer ikke af sig selv og kræver en indsats af os, som vi bliver rigeligt belønnet for.
Fed velour, lækker silke, tråd, garn og papir. Vi skal have stoffet i hænderne, mærke det mellem fingrene, opdage, hvad det kan og ikke kan. Materialerne er mange og vidt forskellige. Det samme gælder fagets teknikker. I den langsomme ende finder vi strikning og broderi, traditionelt håndarbejde, som bringer fordybelse og hensætter os i en næsten meditativ tilstand. I den hurtige ende har vi energifyldte processer som tekstiltryk, hvor man for eksempel trykker på t-shirts eller designer egne mønstre på stof. Mellem disse yderpunkter finder vi beklædningssyning, broderi, filtning, farvning og formgivning med mere.
Der er noget helt særligt over at beherske et håndværk. Men det kommer ikke af sig selv og kræver en indsats af os, som vi bliver rigeligt belønnet for. Fagets teknikker er vigtige, det siger sig selv, men vigtigere er, hvad vi bruger dem til.
Vi arbejder derfor målbevidst med at formgive og udvikle eget design, hvor æstetik, kvalitet og kompromisløshed er i højsædet.
Både begynderen og den mere erfarne vil møde et inspirerende miljø og opleve den store glæde og personlige tilfredsstillelse, der følger med at skabe og udføre eget design. Den erfarne vil opleve at blive udfordret der, hvor man er nået til i sin udvikling.
Måske slår vi os løs med vilde eksperimenter i papir og former en masse små kræmmerhuse for at sætte dem sammen til kjoler. Det billige, lette og føjelige materiale gør, at vi tager lettere på det og eksperimenterer mere frit. Kjolerne er meget skrøbelige og holder ikke til brug. Men måske står vi med flotte kunstgenstande og er en masse erfaringer rigere.
–