v/ forstander Lynge Korsgaard

Kære elever, forældre og andre, der kigger med hjemmefra.

En del af en større historie
For 10 år siden blev jeg uddannet lærer. Jeg var færdig efter 5 år på den frie lærerskole i Ollerup. Jeg glædede mig over, at jeg var færdig, men mest af alt glædede jeg mig til at komme ud og arbejde som efterskolelærer. Jeg var så heldig, at jeg nogle måneder forinden havde fået job på lige præcis den efterskole, som jeg gerne ville arbejde på.
1. august 2010 startede jeg på Eriksminde. Jeg havde ikke været på skolen mange gange før. Jeg har haft to ældre søskende, der har gået her, men dem var jeg ikke så tit ovre at besøge – og jeg var heller ikke så gammel, så jeg kunne ikke huske stedet så godt.
Så… jeg er 27 år gammel og er SÅ klar til at komme i gang. Jeg kommer gående ind i Æblehaven, og træerne bugner af æbler. Noget af det første, der slår mig, er et gigantisk hul. Der, hvor hullet er, havde der ligget et gammel hønsehus, som var blevet brugt til bl.a. træværksted. Der skulle bygges en stor ny bygning med nye undervisningslokaler og nye elevværelser.
Byggeriet forløber hen over hele skoleåret. Der bliver bygget, der bliver larmet, værkstederne er pakket væk i containere, og der er smattet over det hele. Borgen bliver bygget og står klar til brug august 2011.

Elevholdet 10-11 var det elevhold, der var her, da Borgen blev bygget. De fik ikke gavn af byggeriet ,og de havde heller ikke hønsehuset, der havde ligget der før. De følte de betalte en høj pris for et byggeri, der ikke gav dém noget. De gik i dialog med os, og de gav udtryk for deres frustration. Debatten var god men også svær. Og så rejste Per Slyngborg, der var forstander dengang, sig op. Det er ham, “Et vågent øje viser vej”, er skrevet til. Per havde (og har stadig) en god jysk ro og et roligt tempo. Han udtrykte forståelse for elevernes frustration, og så sagde han “til gengæld er I den årgang, der var her, da Borgen blev bygget”
Med det sagde Per, at deres frustrationen var helt forståelig, og den kunne vi ikke tage fra dem.Til gengæld kunne vi heller ikke tage fra dem – at dé lige præcis var den årgang, der havde oplevet det. De oplevede, at deres år var en del af en større historie. Eriksmindes historie rækker over 150 år tilbage, og skolen har udviklet sig mange gange i løbet af den tid, både i forhold til indhold og bygninger. I starten havde man kun det røde hus, Jonas bor i. Så kom det hvide byggeri til, og sidenhen blev der knopskudt på den eksisterende bygningsmasse. At Borgen blev bygget har betydet, at det kun er årgange fra 2011 og frem, der har haft glæde af Borgen. Ligesom, at eleverne, der startede i 2015 ikke kunne gå på 10. årgang, fordi det først blev oprettet i 2016.

Perspektiv på efterskoleåret
Et efterskoleår er en lukket isoleret cirkel. Men den cirkel er en del af mange større og mindre cirkler, som påvirker den. I blev den årgang, hvor et efterskoleår for alvor blev en del af den globale verden og virkelighed. Hvad enkelte mennesker har foretaget sig i Kina, Italien og Østrig har påvirket jeres efterskoleår. Det er noget pis, det er synd for jer, det er uretfærdigt, det er meningsløst.
Vi kan ikke styre cirklerne. Vi kan handle i dem. Og vi kan lære. Vi kan fokusere på, hvad vi kan frem for, hvad vi ikke kan. Hvis I vil, kan I virkelig lade jer slå ud af mange ting her i livet. Jeg håber, at I af det her efterskoleår har lært, at hvis I vil, så kan I vende nedgang og nedtur til optur. Det handler om perspektiv.

I fik en pause. Pauser kan være gode. I musikken er pauserne lige så vigtige, hvis ikke vigtigere end tonerne. Uden pauser ville der ikke være musik. Pauserne skaber rytme, klang og eftertænksomhed. I fik et refleksionsrum, som har givet jer noget, som andre efterskoleårgange ikke har fået. I fik perspektiv på jeres efterskoleår.
Mange af jer gik måske og tog jeres efterskoleår lidt for givet. Det kørte derudaf. Vi var nok lidt dovne i fællesskabet – og det tror jeg ikke kun gælder for os her på Eriksminde. Det var måske hele landet – ja hele verden, der var blevet dovne i fællesskabet.
Den helt store indsigt i, hvad et efterskoleår er, og hvad det betyder, fik I nok først d. 11. marts, da det blev bekendtgjort, at landets skoler (heriblandt efterskoler) lukkede ned. Der kunne I med ét mærke, hvad det var, der blev taget fra jer. I fik den erkendelse, som ellers primært indtræffer her henimod slutningen af året. Erkendelsen af, at et efterskoleår er et unikt skæbnefællesskab i en sårbar, stærk, kraftfuld periode af ens liv, som aldrig kommer tilbage. I og med I fik erkendelsen der, har I taget det til jer og har her de sidste 6 uger formået at handle i det ud fra de erkendelser, I har gjort jer.

Meningsfuldhed
I har valgt at bruge et år af jeres liv på Eriksminde. Det er en stor tillidserklæring fra jeres side, som vi altid bestræber os på at tage vare på. I har valgt at bruge jeres tid her. Nogen siger “tid er penge”, jeg mener “tid er liv”. Isaac Newton lærte os, at tiden er absolut. Einstein sagde dog senere, at tid er relativ. Men vi kommer ikke udenom, at den tid, vi bruger på noget, kan ikke fås igen. Vi vælger, hvad vi vil bruge vores tid og dermed liv på. Derfor skal vi vælge med omhu.

Den danske filosof Morten Albæk udgav i 2018 bogen “Èt liv, Èn tid, Èt menneske” med undertitlen “Hvordan vi glemte at leve et meningsfyldt liv”.
I bogen stiller Morten Albæk spørgsmålstegn ved, “hvordan det kan lade sig gøre, at vi som er af verdens rigeste og mest lykkelige folkeslag samtidig kan være så hårdt ramt på vores mentale velbefindende, målt på antallet af mennesker med stress, angst og depression”, som der stå på bogens omslag.

Vi har virkelig mange grunde til at være tilfredse og lykkelige – så hvorfor er så mange ulykkelige? Jeg vil kort dykke ned i en af Morten Albæks svar på det spørgsmål. Det starter med en definition af ordene “tilfredshed”, “lykke” og “meningsfuldhed”.

Tilfredshed er opfyldelsen af et behov. Jeg er sulten, jeg får mad, jeg er tilfreds. Jeg vil gerne rykke sengetiden, jeg får rykket sengetiden, jeg er tilfreds. Tilfredshed er fint, men som Albæk siger “er det ganske enkelt for utilstrækkeligt kun at leve et liv, der primært er fyldt med tilfredshed”.

Lykke er noget andet. Benny Andersen beskriver det således i digtet Lykken fra 1964

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står stille lidt
lister sig varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
– uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller bliver sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed.
Det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen der
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
– jeg tror at det er en træningssag

Med digtet sætter Benny Andersen ord på lykkens forunderlige flygtighed. Det er fantastisk, når man oplever den, det er et spring ud af det almindelige, noget ekstraordinært – men tilstanden er kortvarig. Det er ikke muligt at leve et lykkeligt liv. Hvis du gjorde det, ville det lykkelige være det almindelige – og dermed ikke noget ekstraordinært. Hvis du bruger dit liv i bestræbelsen på at opnå lykke, vil du evig og altid være på vej videre efter den næste kortvarige glædeseksplosion.

Morten Albæks svar på vores ildestedte mentale velbefindende er altså ikke, at vi skal være mere tilfredse eller lykkelige. Den er meningsfuldhed. Han definerer meningsfuldhed som “En oplevelse af, at summen af det liv, du har levet, det liv du står i lige nu og det liv, du ser frem mod, er i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt for dig, med de mennesker, du tilbringer livet sammen med, og den verden du belaster og beriger med din eksistens”. Du skal altså leve et liv med mening, et værdigt og håbefuldt liv. Vi kan ikke rende rundt og være glade og lykkelige hele tiden. Det meningsfulde giver mening og rummer også nogle dybere sider. Både når du er utilfredshed, føler dig ked af det eller sågar ulykkelig. Det kan stadig være meningsfyldt.

Vi kan påvirke verden
Som sagt skal vi vælge at bruge tiden – vores liv med omhu. Det betyder ikke, at I partout skal vælge “rigtig“ hver gang. Men I skal vælge noget der giver mening for jer. Det kan godt være man skifter spor. Meningen er ikke noget, der er givet – det er noget, man leder efter i sig selv. Du skal finde din mening. Det skal give mening for det liv, du lever i overensstemmelse med de mennesker, du lever sammen med og den verden, du lever i.

Et efterskoleår er en lukket cirkel. Det har en slutdato. Og derfor er det betydningsfuldt. Livet har en slutdato, og derfor er det betydningsfuldt. Det er op til jer at gøre det meningsfuldt. Og I kán gøre det meningsfuldt. For jer selv og for mange andre. Når enkelte menneskers handling i Kina, Italien og Østrig kan påvirke jeres efterskoleår. Tænk så lige på, hvad en hel hær af efterskoleelevers handlinger kan gøre den anden vej. Vi kan ikke styre de store cirkler. Vi kan handle i dem og dermed påvirke dem. Hvad du gør påvirker verden.

Da I var hjemme, læste jeg Brødrene Løvehjerte for jer som godnathistorie. I et skelsættende sted i bogen sidder Karl og Jonatan Løvehjerte i Ryttergården og snakker. Karl er nogle dage forinden kommet til Nangijala. Jonatan fortæller Karl, at han må afsted til Rosensdalen for at hjælpe. Tengils mænd har fanget Orvar. Karl bliver vred og ked af det. Han kan ikke forstå, hvorfor Jonatan skal afsted. Han kunne jo lige så godt sidde hjemme ved ilden i Ryttergården og have det godt. Jonatan svarer: Der er ting, som man er nødt til at gøre, selvom de er farlige for “ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort”
I kan ikke blive her ved ilden og hygge jer. Der er ting, I skal ud og gøre, også selvom de kan virke farlige eller anstrengende eller lidt irriterende. I skal ud og gøre de ting – for I er rigtige mennesker og ikke nogle små lorte.

Tak for et meningsfyldt år
Tak for en meningsfuld tid
Tak for nu