Tale ved Eriksminde Efterskoles
150 års jubilæumsfest
lør. 12. sep. 2015

Søren Møllgaard Kristensen

Kære allesammen! Kære Eriksminde, kære skolekreds, kære bestyrelse, kære medarbejdere, kære elever – allesammen, nuværende som tidligere. Kære alle på og omkring Eriksminde. Hjerteligt tillykke med de 150 år!

Endelig oprandt dagen, hvor vi alle skal fejre at Eriksminde startede op som skole. For 150 år siden blev det hele sat i gang på Randlev Hedegård hos Sejr Nielsen med inspiration fra Pastor Otto Møller og dennes forsamlinger i lokalområdet. Knap 10 år efter erhvervede læreren Pedersen-Dahlin sig skrædderen Erik Espersens hus, hvoraf navnet Eriksminde opstod. Huset er det, I alle kender, som møder en I indkørslen, og som snart er færdig med en større restaurering. Herefter blev hovedhuset, og begyndelsen på Eriksminde som den fremtoner i dag, med kvisten, salen, hjørnestuen og lillestuen opført i 1906 af Mads Laursen Vig, hvor også Anna og Karl Kirk virkede i mange år. Da Kis og Thjelle trådte til på skolen i 1955 og startede Efterskolen, som vi kender den, kort efter, startede også den gradvise udbygning med køkken, spisesal, storstue, skolestuer, elevfløje og hal med meget mere. Da Per og Helle kom til blev det oprindelige hus igen en del af skolen, da man overtog det fra Sigrid og Frederik Kristoffersen, med staldbygninger, som blev til værksteder, og slutteligt kom Borgen til for fire år siden, en bygning mange af jer måske ser for første gang i dag.

Bygninger og fysiske rammer som vi alle nyder, som den perfekte ramme til at skabe rigtig god efterskole i. Fysiske udvidelser, der måske kunne synes som knopskydninger, men som altid har hængt sammen som et hele. Ikke bare som arkitektur, der har tilpasset sig det eksisterende, men også som bygninger, der har lavet nybrud, skabt plads til mennesker, muligheder og udvikling uden at have ladet det gamle, oprindelige og bestående træde i skyggen, endsige vælte.

Og sådan har det heldigvis også forholdt sig med hensyn til det allervigtigste. Nemlig det der er foregået i rammerne – indholdet, undervisningen, samværet og menneskelivet. Gennem alle årene har det nok ændret og forandret sig, som det meste gør over tid, men der har altid været et værdi- og idégrundlag og et menneskesyn, der har været konsistent og har fra starten og til stadighed haft sit afsæt i det grundtvig/koldske.

Lige overfor Thisted Bibliotek, hvor jeg kommer en del, står der en sten, hvor i der er indgraveret et citat af Christen Kold. Jeg går altid forbi stenen, når jeg er der og lader mine fingre glide hen over skriften, som er hugget ind i stenen: “Først oplive – så oplyse”. Oplivelse forstået,  som det at gøre elever, og mennesker i det hele taget, glade for livet og dermed give dem lyst til at udforske livet foran og omkring sig.

Da jeg første gang trådte ind på Eriksminde oplevede jeg det grundtvigske udtryk “den levende vekselvirkning” træde frem i alle henseender. At man, uagtet hvor man er i sit livsforløb, mødes ligeværdigt og lærer af hinanden. At man derigennem udvikler og forandrer sig og mildt, blidt og hjerteligt beskæftiger sig med livsoplysningen og med spørgsmålene om, hvad et menneskeliv er for en størrelse, over for hvilket vi alle grundlæggende er stillet lige.

Og også “det historisk-poetiske”, hvor fortællingen, det skabende og poesien er afgørende omdrejningspunkter.

Alle elementer der har været med fra den spæde start.

Senere hen er Hal Kochs tanker om demokratiet som samværs- og livsform kommet til.

Og Løgstrups tanker om de suveræne livsytringer, hvor livet sélv ytrer sig igennem både: talens åbenhed, oprigtigheden, barmhjertigheden, kærligheden og ikke mindst tilliden. Alle begreber som stadig fylder hverdagen på Eriksminde.

Det er min fornemmelse at det altid har været sædvanen, at man på Eriksminde har turdet sætte overliggeren højt – både fagligt, håndværksmæssigt og kunstnerisk, men i den grad også menneskeligt.

Således at der er trådt livsduelige, forundringsparate og hele mennesker med livsmod, livsglæde og skabertrang ud herfra. Livsoplyste, folkeoplyste og demokratisk dannede mennesker, som jeg vil hævde nok vil tvivle, men ikke fortvivle, når vi i Danmark, Europa og verden står i en situation, som det er tilfældet i øjeblikket, og nok bør holde hovedet koldt, men allervigtigst hjertet varmt og lade medmenneskeligheden og den mellemfolkelige forståelse skinne igennem!

Det har altid været et kardinalpunkt på Eriksminde at turde ville det almene. Det almene, som med Kierkegaards ord, er det, der forbinder det timelige med det absolutte – det tidslige med det uendelige og evige, igennem øjeblikket og nærværet, samt forbinder legemet med sjælen i gennem ånden. I en tid hvor alting bliver mere og mere specialiseret og ønskes målbart, tror jeg, at det er en vigtig modpol at turde ville det almene.

Og således fremstår bygningerne som et vidnesbyrd om den tidslige ambitus og samtidigt et billede på, hvordan det indholdsmæssige nok har forandret og udviklet sig, men stadig har rod i det oprindelige.

Da man i sin tid startede Eriksminde, og i hvert eneste øjeblik siden, har det krævet en stor indsats af en helt masse frie viljer. Og de frie viljer er måske i virkeligheden nøgleordet, når vi i dag fejrer vores 150-års dag. Det har krævet, at der har været mennesker, der af egen fri vilje har udtænkt idéerne, værdigrundlaget og menneskesynet bag skolen. Det har krævet at mennesker fra både nær og fjern af egen fri vilje har villet bakke projektet op ved at indgå i skolekredsen. Herfra har man valgt bestyrelser, der af egen fri vilje har valgt at lægge et stort arbejde i bestyrelsesregi. Ansatte er kommet til af egen fri vilje, fordi de har troet på projektet og har kunnet identificere sig med idéerne og værdierne bag. Forældre og ikke mindst eleverne har af egen fri vilje besluttet at lægge ikke ubetydelige år af deres liv i lige præcis disse rammer, fordi det vakte en genklang i dem.

Når man samler og akkumulerer alle disse frie viljer, giver det en kraft og en styrke til at gøre noget ganske særligt, og alle muligheder er åbne i det liv, der udspiller sig på vores allesammens efterskole. Det er også i den grad dét, vi fejrer i dag.

Det har gennem tiderne været meget forskellige mennesker, der har mødtes på Eriksminde, og alligevel har mennesker alle dage fundet sammen i en fælles klangbund, som vi forhåbentlig alle bærer med os resten af livet. I foråret blev jeg interviewet af 2 elever. De stillede mig bl.a. spørgsmålet:” Hvad er det værste ved os elever?” Jeg svarede prompte på et spørgsmål, jeg aldrig har overvejet eller tænkt over før: “Det er at I tager afsted”, blev mit svar. Men selvfølgelig gør alle elever det. For I har skullet videre i livet, I har skullet opleve alt muligt andet, I har med livsmod og appetit skulle indtage livet, der lå og ligger foran jer. Men jeg håber, at tiden på Eriksminde for jer alle har været år og oplevelser, I alle har taget med jer på jeres færd ud i livet. Sidste års elevhold trak flere gange på smilebåndet og lo, når jeg præsenterede ukendte mennesker for dem, som værende: “Noget I ikke er endnu; nemlig tidligere Eriksmindeelever.” Og selvfølgelig er det både sjovt og kan virke en lille smule plat, men jeg mener det faktisk dybfølt, hver gang, jeg siger det. Lige nu er størstedelen af jer, der er her i dag nemlig del af den kæmpestore skare af mennesker, der er tidligere elever på Eriksminde.

Og lige præcis det faktum betyder, at jeres ophold ikke sluttede, da i tog herfra. Det blev bare til noget andet. For I skal alle vide, at I altid er velkomne her. Både fysisk og mentalt. Disse vægge er jeres, disse mennesker hører i sammen med, disse oplevelser deler i med hinanden og mange andre, disse minder, der toner frem, er jeres – og mange andres. Det er nemlig også Eriks-minder.

Det jeg taler om her er næppe blevet beskrevet så klart og smukt, som det blev det til en caféaften i juni. Jeg vil gerne præsentere jer for Isabel Rouw, som var elev sidste år, og som jeg vil bede fremføre sit digt “Eriksmindebørn”.

Og til alle jer – jeg får næsten lyst til at sige Eriksmindebørn – har vi valgt at lave en stor musik- og kulturfestival. Vi har forberedt et tætpakket og forhåbentligt spændende program:

I salen, som er forbeholdt foredrag, oplæg, samtaler, fortælletime og catwalk får vi besøg af Lea Korsgaard, journalist og elev fra 94/95 Gudmund Rask Pedersen, præst, litterat, bestyrelsesmedlem og far til ikke mindre end 4 tidligere eriksmindeelever, Søren Winge tidligere elev, bestyrelsesmedlem og formand, Kis og Thjelle Raunkjær, tidligere forstanderpar, Per Slyngborg, tidligere forstander og Johanne Dindler, designer og elev fra 04/05 og således også 10-års jubilar.

I Borgen vil der være udstillinger af Lone Pedersen, kunstner og elev fra 78/79, Johanne Dindler og Eskild Eriksen, maler og elev fra 12/13. På den lille scene udenfor får vi besøg af Cecilie Trolle, musiker og elev fra 9/10, Isabel Rouw, Poetry Slammer og elev fra 14/15 og Signe Mansdotter, musiker, komponist og tidligere elev fra 01/02. Slutteligt er der koncerter her i hallen med Postyr Projekt tællende Kristoffer Thorning, elev fra 96-97, Littauer og Bredholdt, med Jacob, elev fra 9/10 og Mathias fra 08-10, Temple med bl.a. Nils Bloch og Asger Kudahl, elever fra 2005-2006, Teenage Love med Anna Lidell, elev fra 03/04 og slutteligt Turbo Child, efterhånden Eriksmindes husorkester igennem de seneste 4 år med Jacob Trolle, født og opvokset på Eriksminde og elev i 05/06.

Men ikke nok med det. Der er en lille historisk udstilling i Lillestuen, hvor man kan gå på opdagelse tilbage i tiden. Jubilarerne mødes rundt omkring på skolen, 10 års i Fysik og tekstil, 25 års i det gamle bibliotek og 40 – 50 års i hjørnestuen her kl. 15.30. Desuden bliver der årgangsmøder ved Skålen på givne tidspunkter, som i kan se på skiltene, der hænger rundt omkring. Der kører også hele dagen og aftenen igennem et CU.P. projekt, et kunstnerisk, interaktivt projekt med titlen “Whereabouts”, som kræver jeres allesammens deltagelse, og som Kaare vil sige noget mere om, om lidt. Der vil selvfølgelig også være mulighed for at se og tale med mennesker, man har savnet og glædet sig til at se, og møde nye mennesker på tværs af årgange og andet. Og så vil der være mad og drikke, det meste af det økologisk, at finde i barerne, pølsevognen, madboderne og gullaschkanonen. Til de af jer der ikke har fået armbånd på endnu, fås det oppe hos Gitte og Annette som sidder ved indgangen i Borgen. Her kan man også købe den eneste gangbare valuta i dag, nemlig klippekortene. Når man står heroppe fristes man til at sige: ”Er der nogle spørgsmål?” Hvis der er, tøv ikke med at spørge i boderne og barerne eller hive os, der har vores daglige gang på Eriksminde i ærmet. Det gælder også de nuværende elever, som jeg vil bede jer allesammen om at give en stor hånd, fordi de i den grad har været med til at få Jubilæumsfestivalen op at stå.

Allerede I går tog vi lidt hul på jubilæet ved at ca. 100 tidligere elever kom og slog telt op, og en stor del af dem deltog i den stiftende generalforsamling til den nye elevforening. Vedtægterne kom på plads og hele 13 mennesker stillede deres kandidatur til rådighed til de de 7 pladser i bestyrelsen. Tak til alle fremmødte, tak til de opstillede og stort tillykke til den nye bestyrelse, som jeg vil bede komme herop:

Jacob Solkær 08/09
Andreas Gram Friederichsen 07/08
Laura Pilgaard 9/10
Mie Kristensen 9/10
Signe Nedergaard Justesen 14/15
Kristian Sandholm Poulsen 94-96
Klara Kirk 14/15

Og som suppleanter:
Jarl Ejsing Duun 13-15
Silke Kidholm 10/11

Giv dem alle en stor hånd. Det betyder meget for os at Eriksminde Efterskoles Elevforening, i daglig tale EEE, nu er en realitet.

Og til alle jer vil jeg sige, nu er bestyrelsen på plads, så mangler vi bare medlemmerne, hold derfor øje med nyhedsbreve, opdateringer mv, så I kan træde ind i foreningen. Det vil glæde os meget.

Hvis man skulle takke alle, der har haft en del i at Eriksminde i år, og i dag, kan fejre sit 150 års jubilæum, personligt, var man kommet på en umulig opgave. Derfor skal der herfra lyde et hjerteligt tak til jer allesammen. Tusind tak og tillykke til jer alle!