Søn. 16. aug. 2020
v/ forstander Lynge Korsgaard

Kære elever, forældre, søskende og andre, der er med her i dag.

Da jeg var fem år, var jeg i USA med min familie. Min far, mor, mine 3 søskende og jeg kørte rundt på østkysten i 6 uger. Vi var i sydstaterne New York, Washington DC, over grænsen til Canada og mange andre steder. Jeg var 5 år og kan derfor ikke huske så meget. Jeg kan huske det gigantiske vandfald Niagara Falls, Frihedsgudinden, de vanvittig høje tvillingetårne og sodavand, der smagte som tyggegummi. Men helt tydeligt kan jeg huske, da vi var i Kennedy Space Center i Florida. Her var der rigeligt at kaste sin nysgerrighed på for en 5-årig. Vi så satellitter, raketter og stod i en lang kø for at få lov til at røre et stykke af månen. Jeg siger jer, det var stort. På mange måder. Et var, at det var stort – altså fysisk. Et andet var, at det var stort at få lov til at se alle de fede og seje ting. Et tredje var, at det var stort at begribe. Jorden. Månen. Universet.

Pale blue dot

Jeg kan huske, at vi gik rundt og så på fotografier af Jupiter og Saturn. Det var helt vildt. Det var fotografier taget af rumsonden Voyager 1. Det er en rumsonde, der blev sendt afsted i 1977 (nogle af  jeres forældre er sikkert født deromkring). Voyager 1 svæver rundt og tager billeder i det ydre rum og sender dem hjem til jorden. I dag er den mere end 22 milliarder kilometer væk fra solen og er dermed det fjerneste menneskeskabte objekt (vi kender til). I 1990, et år efter jeg havde været i Kennedy Space Center, var Voyager 1 endnu kun 6 milliarder kilometer væk fra solen, den skulle til at forlade vores solsystem og fortsætte ud i det interstellare rum (altså rummet mellem stjerner). Lige før den svævede derud, bad missionsmanageren Voyager 1 om at vende kameraet “baglæns” og tage et sidste billede af jorden, før den svævede ud af solsystemet. Det resulterede i et billede, der har fået titlen “Pale Blue Dot”. Billedet er et grå/sort grumset billede med nogle sarte brune, rosa og grønne striber, som er refleksioner fra solen. I den yderste af de brune striber kan man ane en lille bleg blå prik på størrelse med ⅕ af et pixel. Den lille blege blå plet er jorden. Den blege blå plet er vores virkelighed, vores historie, vores verden. Og her sidder vi midt på den og er helt vildt spændte på at starte på efterskole.

Fra i dag starter et nyt kapitel i jeres historie. I starter på Eriksminde Efterskole. For jer 112 unge mennesker der er herude bliver det noget særligt. Jeres liv og jeres historie kommer til at flette sig ind og ud imellem hinanden. I vil præge hinanden. I vil præge skolen og skolen vil præge jer. I vil her få en fælles historie, som bliver en del af hver jeres liv. I vil bære det med jer. Og dermed bære hinanden med jer videre ud i livet herfra.

Siden 1956 har der været efterskole her på matriklen. Det vil sige, at de elever, der gik på de første årgange, er omkring de 80 i dag, hvis de stadig lever. De hár haft et langt liv, og de hár haft en lang historie hvor de har haft Eriksminde med sig. Jeres historie hænger sammen med deres historie. Og deres historie hænger sammen med historien om oprettelsen af høj- og efterskoler, der startede i 1844 i Rødding i Sønderjylland. Og den historie hænger sammen med Grundloven og demokratiets indførelse. Og den historie… tager vi senere.

Nu kommer der et citat: “Den som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden”.  Sådan sagde den tyske forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethe. Vi tager den lige igen “Den som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden”. Altså den, som ikke ser sit liv ind i en større sammenhæng (over 3000 år), kan kun se og handle umiddelbart og ud fra egne behov og ønsker. Det, Goethe siger, er, at vi bærer en historie med os, som er vigtig at forstå. Og at vi er en del af fremtidens historie. Vi lever ikke i vores tid alene. Vores tid hænger sammen med tiderne før os og tiderne, der vil komme.

Vores kultur og viden genstartes ikke ved hver ny generation, vi bygger videre på teknikker, ideer, indsigter, værdier og normer, som andre har udtænkt før os. Vi fødes ind i en kultur og lærer den gennem vores forældre, søskende, venner, lærere og så videre. Hvis hver ny generation havde skulle starte fra scratch, havde vi ikke haft mejetærskere, musik og TikTok. Det er altså vigtigt at forstå de skuldre, vi står på, så vi sammen kan blive et solidt og sikkert fundament for fremtidige generationer

3000 år kan virke som meget at skulle rumme. Men hvis vi tager jordens alder og lægger den som en 30 km lang linje. Det er ca herfra og ind til rutebilstationen i Aarhus. Så fylder vores regnskab på 3000 år kun 2 cm. Så i forhold til jordens alder, som intet er i forhold til universets alder, er det ikke vanvittig lang tid, Goethe synes, vi skal rumme. Jorden kan virke uoverskuelig gammel og, som vi kan se på billedet Pale Blue Dot, uoverskuelig lille. 

Men hvor sætter det os? Når vi ser på jordens alder hen over 30 km og ser den fra et andet perspektiv på 6 milliarder kilometers afstand, kan vores liv og vores virkelighed virke så uendelig lille og ligegyldig. 

Ja. Hvis vi blot kigger på vores eget lille liv, så er det ubeskrivelig kort og kan derfor virke helt meningsløst. Men der er jo  det, Goethe sagde, vi bliver nødt til at føre regnskab med vores liv over 3000 år – ellers kan vi komme til at forstå ting helt forkert.

Til at hjælpe os med spørgsmålet om at forstå verden og vores rolle i den, kan vi finde hjælp i filosofien. Den romerske filosof og stoiker Seneca skrev i år 49 et essay “Om livets korthed”, og jeg citerer fra det: “Det er ikke, at vi har kort tid at leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet os givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkede undervejs, er passeret forbi.”

Bom. Så er det sagt. 

Livet er langt. I hvert fald langt nok. Men vi skal ikke ødsle det væk. Helt centralt for stoikerne (og hvis du tænker – hvor er det, jeg har læst om storikerne, så kan det være i Svend Brinkmanns bøger blandt andet Stå Fast) er det at fokusere på det, vi selv kan styre. Vi kan ikke styre, hvad andre folk mener om os, hvor mange likes vi får på et billede, hvor langt vores liv skal være eller jordens rotation omkring sig selv. Vi kan styre vores egne handlinger – og dét er dét. Hvis vi til gengæld indser det og efterlever det og ikke bekymrer os om alt det, vi ikke kan styre, så vil vores liv åbne sig op og gøre os frie. Friheden opnås ikke ved at have kontrol over alt. Friheden opnås ved at acceptere, at du íkke kan have kontrol over alt. Fokuser på, hvad du kan og luk ned for det, du ikke kan gøre noget ved. Vi skal leve et godt liv ved at gøre gode ting. Og vi skal gøre gode ting for at leve et godt liv.

Den amerikanske astronom Carl Sagan var meget fascineret af verdensrummet og billedet Pale Blue Dot. Han skrev en poetisk tale omkring denne lille blege blå plet. Tillad mig at citere frit

“Fra dette fjerne udsigtspunkt ser Jorden muligvis ikke synderlig interessant ud. Men for os er det anderledes. Tænk lige over den plet igen. 

Det er her. 
Det er hjem. 
Det er os. 

På den har alle, du har elsket, alle du kender, alle du nogensinde har hørt om, ethvert menneske, der har været, udlevet deres liv. Hele summen af vore glæde og lidelse, tusinder af overbeviste religioner, ideologier og økonomiske doktriner, hver eneste jæger og samler, enhver helt og kryster, hver eneste skaber og ødelægger af civilisation, enhver konge og bonde, alle forelskede par, enhver mor og far, håbefulde barn, opfinder og opdagelsesrejsende, hver eneste underviser i morallære, alle korrupte politikere, hver superstjerne, hver øverste leder, hver helgen og synder i vores arts historie har levet der – på et støvfnug udspændt i en solstråle.

Tænk på de floder af blod, der er spildt af generaler og kejsere, så de i sejr og triumf kunne blive en øjeblikkets mestre, af en brøkdel af en prik.
Tænk hvor hyppigt de misforstår hinanden, hvor ivrige de er efter at dræbe hinanden og hvor inderligt deres had er.
Vores planet er en ensom plet i det store indhyllende kosmiske mørke. 
Der er ingen antydning om, at nogen vil komme og hjælp os og redde os fra os selv.
Der er måske ingen bedre demonstration af menneskehedens tåbeligheder end dette fjerne billede af vores lille verden.
For mig understreger det vores ansvar, at vi skal være mere venligt overfor hinanden og at vi skal bevare og værne om den lille lyseblå prik, det eneste hjem, vi nogensinde har kendt.”

Vi har et ansvar. Vi skal passe på vores jord. Vi kan ikke selv gøre noget ved klimakrisen. Vi kan ikke selv gøre noget ved politivold. Vi kan ikke selv fjerne corona. Vi kan ikke selv redde verden – eller kan vi? 

Vi kan kun handle for os selv. Men vi skal ikke blive egoister. Vi skal forene os på tværs af kulturer, meninger og ideologier. Vi skal elske, vi skal udveksle og vi skal lære. Vi skal leve gode liv ved at være gode mennesker. Og gode mennesker skaber en god verden. 

I har alle handlet ved at komme her i dag. Dermed har I truffet et valg. Et valg, der vil forene dit liv og alle de 111 andres. Hold fokus på det, du selv kan styre. Men vær samtidig helt bevidst om, at det hele ikke handler om dig – det handler om noget langt større. Det handler om ⅕ af et pixel.

Velkommen til denne lille brøkdel af den ⅕ af et pixel

Velkommen til Eriksminde Efterskole