#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved afslutningen af skoleåret 2007/2008
på Eriksminde Efterskole den 21. juni 2008.
v/ Per Slyngborg

En del af min tale til Jer elever og forældre i dag vil tage sit udgangspunkt i denne bog.
Bogen hedder ” Frihed er at elske” og er skrevet af Poul Erik Søe. Poul Erik Søe døde her i det tidlige forår. Han var uddannet journalist, men arbejdede det meste af sit liv i højskolen. De sidste tyve år af sit liv var han forstander på Danmarks eneste privatejede højskole i Lønne i Vestjylland.

Lønne højskole lukkede med Poul Erik Søe.

Søe taler om begrebet livord. Det er sært, men sandt, at man lytter sig til sit liv, siger han. Øret er til det yderste tændt på at fange et ord eller bare en drejning af et ord, så ens liv bliver plantet om, så der er ny muld under fødderne. Hvor grinende gerne går man ikke de skønne skridt fra noget man lige har hørt, til én, man vil dele ordene med. Og hvor villig er man ikke til at følge ord, som tager én ud af trældommens tomme hverdage og ind i en ny skæbne, som ordet vil med os.

Det er jo derfor, vore børn ikke skal sættes på skema. Det er derfor, at skolen ikke er politikernes, for de gør livets guddommelighed til gennemsnit. Skoler har vi ikke for at skabe små voksne. Skoler har vi for at gøre børn barnlige. For at styrke den medfødte barnlige åbenhed. For at give dem alle slags ord, fortællinger, sagn, myter, sange, alle folks fortællinger, alle folks religioner, fordi religion mere end noget andet er et sprog – det sprog, der har ordbilleder om det ukendte. Ved at gøre skolen til fag dræber vi det barnlige. Børn klarer sig aldrig med det faglige alene. De er dømt til at tabe, fordi de mangler livord. Deres skæbne vil være en livslang jagt på ord, man har taget far dem.

For nogle år siden var der i fjernsynet en udsendelse om to drenge, enæggede tvillinger var de. De var født i Trinidad i 1933. Faren var jøde, moren var tysker.

Faren og moren blev skilt. Den ene dreng blev hos faren. Den anden tog med moren til tyskland. Hun giftede sig med en nazist.

Faren giftede sig kort efter med den kårede skønhed Miss Trinidad, så måske var han mere optaget af hende end af drengen.

Drengen i Tyskland, der nu boede hos sin nazistiske stedfar, skjulte, at han jødisk baggrund. Men det går dog så vidt, at han når at komme op en lastbil, der skal køre jøder til en koncentrationslejer. Men i sidste øjeblik får en onkel, der er en højtstående SA-mand, ham ned igen.

Drengen i Trinidad vedstår sig heller ikke sin jødiske baggrund. På det tidspunkt er det finest at være brite, for briterne har magten i Trinidad. Så han gør sig britisk for at skille sig fra de sorte.

Som ung vælger han i Trinidad at gøre sig fri af faren. Han bosætter sig efter Anden Verdenskrig i Israel, men hans amerikanske kone kan ikke falde til. De vil tilbage til USA.

På tilbagevejen gæster han for første gang broren i Tyskland. Det er meget gribende, da den unge, der er vokset op i Tyskland under krigen, fortæller, at han gemmer sig bag en søjle på banegården, fordi han først lige vil se broren an. Og broren fra Israel gemmer sig bag togets toiletdør. Han vil jo lige se broren an.

Nu om stunder vil vi snakke om gener. Om arveanlæg for at lege skjul. Men det viser sig, at de to brødre ikke kan tale sammen. De har ikke ord til hinanden. De ord, der har fastlagt deres skæbne, er så forskellige, at de ikke kan nå hinanden. De synes begge, den anden er kold. Der er spyt og galde imellem dem. Politisk spyt og galde, modsætninger om kommunisme og nazisme.

De skilles og ses først efter endnu tredive år. Grunden til det er en amerikansk lægeundersøgelse af enæggede tvillinger. Broren i Amerika får ham i Tyskland overtalt til at komme og være med.

Undervejs i undersøgelsen opdager de, at ord har været deres skæbne. Ikke ord, de selv kunne vælge, men påtvungne ord. Den politiske spyt og galde har kun været overfladen. Deres svar på undersøgelsens spørgsmål viser dem, at de har levet det samme liv, handlet på samme måde.

Og man kunne tro, de forbandede den skilsmisse, der spærrede dem inde i hvert sit bur af andres ord. Men i slutningen lyder ord, som er livgivende. Skilsmissen har måske hindret dem i sammen at ende i koncentrationslejr, at blive ofret for Mengele, lægen, der brugte enæggede tvillinger som forsøgsdyr.
Selv i det øjeblik, de så i øjnene, hvad de havde mistet af fællesskab, blev ordet på ny deres skæbne. De valgte at være på livets side.

Sådan må man nødvendigvis gøre, når man har mistet livordet og dets mange åbne muligheder.

For mig at se er livordet – ordet som livets mulighed også i vor tid i alt for høj grad blevet fortrængt af de ord som døder i stedet for at give liv. Den tekniske og målbare begrebsverden bliver brugt i en grad så vi næsten glemmer poesien – ord som kærlighed, ånd, eventyr, drømme, tro, nærvær o.s.v. er blevet gjort til noget som kun har med det private at gøre – det er ikke godt – for forestil Jer en verden, hvor disse begreber ikke eksisterer.

Vores ord, og de ord vi vælger optages uophørligt i andre og overtages af andre:

Mit store forbillede Ebbe Kløvedal Reich siger i en sang.

De ord jeg synger, er ikke mine egne.
De ord, jeg skriver har jeg hugget alle vegne.

Når Ebbe Reich skriver sådan er det ikke fordi han ikke overholder ophavsretten. Men det væsentlige i ordet er der ingen ophavsret til. Vi optager ordene. Og ordene overtager os. Vi er de ord, der bliver fortalt os, og hverken mere eller mindre. De andre styrer så at sige, vores skæbne ved at tildele os ord, hele vort liv er indrettet efter, hvilke fortællinger vi fik lov til at lytte til som børn,
og livet bliver ved med at indrette sig efter de ord, vi dagligt guffer i os. Ord er skæbne. Vi er i ordets greb, og ordet afgør om livet går op eller ned.

Jeg har i min afslutningstale i dag taget udgangspunkt i denne beskrivelse af livordets betydning, fordi jeg synes det er så vigtigt, og ikke mindst har det også været vigtigt for Jeres efterskole år.

ORDET SKABER HVAD DET NÆVNER, er en indiskutabel sandhed, som har været en del af vores dagligdag det forgangne år.

Vi har til stadighed arbejdet på at nå hinanden og forstå hinanden bl.a. gennem brug af livord, eller ved brug af hjertesproget som i virkeligheden er to sider af samme sag.  Vi har talt til hinandens hjerter – ja vi har insisteret på at begreber som tillid, kærlighed, tro, ånd og eventyr er livsnødvendige begreber, som giver livet lys og ikke mørkner og indskrænker det.

Som I ved hedder den lærer, som har lavet morgenmad med jer og sagt godnat til Jer her på Eriksminde en ”Hjemmelærer”. Mange andre steder kalder man denne lærerfunktion for en vagtlærer. Der er en afgrund til forskel på de to begreber og det menneskesyn der ligger bag.
For det første er der altså mere hjertesprog og livord i begrebet ”hjemmelærer” frem for vagtlærer.
Det ene tager sit udgangspunkt i en respektfuld tro på, og tillid til den enkelte efterskoleelev, det andet tager udgangspunkt i eleven som et menneske man ikke kan regne med, og som der derfor skal holdes vagt over.

I det hele taget er det særlige ved Eriksminde Efterskole båret af hjertesproget, livordet og af ånd.
Måske kan begrebet ånd virke lidt vanskeligt håndterbar, lidt vanskeligt at forstå, men der hvor det ikke er, er der ikke godt at være. Det er dog og ikke mere kompliceret, end at vi alle sammen har det.

Jeg har tidligere herfra citeret tidligere sognepræst og højskoleforstander Arne Ørtved, og jeg vil gerne gøre det igen:

Han siger at menneskets vigtigste kendetegn er at det har ånd. Det lyder så fint, og det er det da også, men ikke mere fint end vi alle sammen har det. Ånden kommer nemlig af vores sprog, som vi bruger til at tale og tænke med, til at synge og fantasere med, til at kommunikere med. Jo mere ånd, des større bedrifter. Jo mere ånd, des flere overraskelser. Jo mere ånd, des mere spændende kunst og kultur. Jo mere ånd – jo mere bliver vi i stand til at se på livet som en gave, der godt kan holde til at man tør satse, og spille sig selv ind. Og det har I elever som, vi skal tage afsked med i dag, i den grad turdet – I har i den grad været åbne, og insisteret på at fællesskabet skulle lykkedes, og det er lykkedes ikke mindst ved brug af det helt enkle og ligefremme, nemlig talens åbenhed.

Modsat er det sådan at, jo mindre ånd, des mere magt. Jo mindre ånd, jo mere må man tage sin magt i brug.

Vi har uden tvivl ganske dygtige politikere til at styre vores land, men specielt åndfulde kan man vel ikke kalde dem. Og derfor bruger de deres magt i en grad som ikke er set siden grundlovens indførelse. Tænk bare på ratifiseringen af Lissabontraktaten, som blev besluttet på en eftermidddag i det danske folketing.

Den megen snak om tørklæder og ytringsfrihed er også et eksempel herpå. Vi må aldrig glemme at ytringsfriheden i den danske grundlov, er tænkt som den svages ret til at tale magthaverne i mod – det er en misforståelse at tro at ytringsfriheden også kan bruges til forhånelse og latterliggøre anderledes tænkende. Ja, det er faktisk tænkt som det modsatte.

Hvad angår tørklæder, så er jeg fuldstændigt enig med Thorsten Johannesen og Helge Baden Nielsen, som er henholdsvis formand og næstformand i Grundtvigs Forum – det der tidligere hed Kirkeligt Samfund.
De skrev en markant kronik i Kristeligt Dagblad forleden ”at det er ikke en værdikamp der er på spil i Danmark, men en åndskamp – det drejer sig om det åndelige klima her i landet. Ikke mellem kristne og muslimer – men mellem dem, der stadig tør tro på friheden, og så dem, der med en magtfuld elite af forskrækkede politikere i spidsen ikke tør.
Danmark har en lang tradition for en tilværelsesforståelse, der gør gældende, at når det kommer til det, der vedrører de allerinderste anliggender i et menneskes liv, altså hvem og hvad der for alvor har noget at betyde for mig, og hvad jeg tror på og vil sætte livet ind på, så må et menneske være stillet helt og aldeles frit.

Det er netop her, Jesus siger noget radikalt andet og nyt i forhold til de andre religiøse ledere på hans egen tid. Han siger: Når det kommer til det, der vedrører hjertet, siger han, nytter det ikke at tvinge, eller true eller sætte grænser. Her gælder kun friheden, og det er og bliver et menneskes egen sag hvordan det vil tro.

Den åndfulde politiker vil kunne forstå, at når det kommer til det der vedrører vort hjerte – så nytter det ikke at tvinge, eller true, eller forbyde eller sætte grænser. Den åndløse vil ikke kunne forstå det.

Der er også store kræfter som vil have magten til bage til skolen. Bl.a. har professor Niels Egelund fra Danmarks pædagogiske universitetsskole, der næsten som sit mantra har, at vi skal have magten tilbage til læreren. Jeg er lodret uenig med ham – lad os få ånden, hjertesproget og livordet tilbage til læren. Det får man nemlig demokratisk sindede, selvstændigt tænkende, ansvarsfulde og åndfulde mennesker ud af.

I den moderne globaliserede verden, den verden som I elever skal leve Jeres voksenliv i, bliver et samfund, hvor det forventes af Jer, at I er ansvarstagende – min generation blev forventet at kunne være ansvarshavende.  Det første tager udgangspunkt i, som ordet jo siger at I tager ansvar, hvor ansvar skal tages – min generation blev overlagt et ansvar fra en højere magt, som man skulle forvalte på bedste vis. Der er meget stor forskel på de to måder at se på ansvaret på, den nye, nemlig den ansvarstagende er den sværeste, og det bliver altså Jeres store udfordring.

På Eriksminde har I fået et grundlæggende kendskab til at være et ansvarstagende menneske i en praktisk hverdag og i et levet liv. Og det er vigtigt for Jeres fremtidige liv. Jeg er ikke i tvivl om at en af det væsentligste, kvalifikationer i fremtidens samfund, bliver det at kunne tage ansvar på eget initiativ. Og det ansvar I tager, skulle jo meget gerne være i overensstemmelse med Jer selv. Men
det skulle jo også gerne være forankret i, at I vil føle Jer forpligtet til noget, der har betydning for Jer, så forpligtetheden bliver naturlig.

Jeg vil også håbe at I vil være ansvarstagende i forhold til det store samfund. Ja, jeg vil håbe at I vil blive politisk engagerede, og tilføre det politiske liv lidt ånd.

Det danske demokrati er en størrelse, som ikke på engang og for altid er givet. Det skal der til stadighed kæmpes for, og i denne kamp forventer jeg af Jer at I tager Jeres del. Fordi der er brug for det.

Det demokrati, som I har oplevet her på Eriksminde er et demokrati som er inspireret af teologen Hal Koch der opererede med ”Den demokratiske Samtale”. Jeg vil inderligt håbe at i gennem Jeres år her har oplevet, at problemer kan løses gennem åbenhed og samtale.
Det store demokrati – værdisætter ikke samtalen. Vores statsminister siger gentagende gange, hvis nogen stiller spørgsmål ved en problemstilling ”At der ikke er noget at komme efter”, dermed siger han samtidig at der ikke er noget at tale om. I et demokrati er der altid noget at tale om – Et demokrati uden samtale skal I ikke finde Jer i – kæmp imod det.

I Danmark har vi et repræsentativt demokrati – det vil i sit grundsyn sige at vi vælger nogle politikere til at repræsentere vores synspunkter og holdninger.
Dr. Phil Ole Thyssen har opfundet et nyt begreb, som han kalder det præsentative demokrati. Han siger der er en overhængende fare for at politikere i stedet for at repræsentere den gruppe de selv tilhører, kan det ende med at politikerne ser det som sin opgave, at præsentere sig selv i medierne over for en befolkning, de ikke kender personligt. Resultatet af det kan blive et præsentativt folkestyre, hvor ”demokrati” ikke betyder ”folkets styre”, men ”styring af folket”.

I har på Eriksminde mødt en skole, som vil meget mere end det der kan måles og vejes.

Vi kan som ingenting lave skoler, hvorfra de unge går lige på skærmen og vinder ethvert spørgeprogram. Der er ikke noget nemmere end at levere alle de grydefærdige svar. Men skoler, og heller ikke Eriksminde, er ikke lavet for at indlære svar uden ad. Skolens mål er, og Eriksmindes mål er at skabe unge, der kan spørge, og unge, der kan drømme. Men vi er bange for drømmene, for de kan ikke måles og vejes. Drømme kan ikke evalueres. Ja, man kan ikke sætte en karakter på en drøm. Alligevel sejrer den lærer, der gør den unges drøm større. Intet menneske når længere i sit liv, end det har drømt som ung.

Det er som om, vi lever i en tid, hvor det nyttige kun er det der kan måles og vejes – det der kan evalueres. Så væk med kærlighed, mod, håb, tro og lyst, for hvem kan måle kærligheden, modet, håbet, troen og lysten hos et menneske.

Den oplysning I har mødt her på Eriksminde, tager sit udgangspunkt i, at vi ikke kan undervise uden kærlighed, mod, håb, tro og lyst, det håber jeg inderligt I vil huske os for. Det er nemlig sådan, at man kan indkode computere uden, men man kan ikke undervise – vise undere – uden.

Poul Eriks Søe siger at meningen med måleriet er at gøre os alle sammen til undermålere, til mennesker der hele tiden føler sig bagefter, ustandseligt prøver at overhale sig selv for at komme foran sig selv og især de andre. Hele tiden under pres fra dem, der ved bedre og har vedtaget med sig selv, at de har ret til at måle os.

Underligt er det at vi finder os i det.

Men husk, det vigtigste kan IKKE måles og vejes, det vigtigste kan ikke evalueres. Kan foråret evalueres, kan den blå sommerhimmel evalueres, kan rosens duft evalueres, kan et venligt og anerkendende blik evalueres, kan tilliden evalueres, kan den umiddelbare glæde over at være til evalueres, kan et knus evalueres, nej selvfølgeligt kan det ikke det. Men det kan aktivere hjertesproget – og når vi aktiverer hjertesproget så taler vi fra det ene menneskes hjerte til det andet menneskes hjerte, og det bliver vi større af, og det får vi livsmod af.

Kære elever – det har på alle måder været et rart og livgivende samvær med Jer på skolen det forgangne år. I har med krop og sjæl mødt denne skole, både når det har været svært og når det hele er gået som en leg. I har turdet satse, og sætte Jer selv i spil til gavn for fællesskabet.

I har tillidsfuldt mødt os voksne, mødt os som dem I er uden forstillelse. I har brugt os, når I havde brug for os. Det har vi glædet os over – for vi må ikke glemme, at det værste der kan ske for et menneske er, at have en følelse af at der ikke er brug for det.

Det vil jeg gerne sige Jer tak for – det har været dejligt at lære Jer at kende. Og derfor er også vi påvirkede af at I skal rejse i dag.

For mig personligt vil I blive husket, som det hold som var med til at fejre min halvtredsårs fødselsdag med mig. Og ikke mindst for den bog I gav mig, som I skal vide betyder rigtigt meget for mig.

Jeres efterskoleår er ved at være gået – Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak for Jeres engagement, Jeres ansvarlighed og Jeres positive måde at møde denne skole på, og tak for Jeres loyalitet overfor skolen og os der er omkring den.

Også en stor tak til Jer forældre for den tillid I har vist skolen, og fordi vi for en tid, har måttet låne det dyrebareste i har.

Jeg vil gerne til sidst ønske Jer en rigtig god sommerferie, og et stort held og lykke med det I hver især skal i gang med efter ferien.

Og til allersidst vil jeg bede Jer huske det jeg har sagt til 50 gange – nemlig Ebbe Reich citatet der lyder
”Hvis du mister troen, ånden og eventyret, så har du kun pengene tilbage”, og det jeg også har sagt til Jer mange gange nemlig ”ikke bare skal du acceptere at den anden er anderledes, men du skal glædes over det”.

Og så vil jeg bede Jer huske livordet og hjertesproget som det væsentligste i livet, midt i en tid, hvor man forsøger at bilde os ind, at kun det der kan måles og vejes har betydning.

Tak for dette skoleår sammen med Jer.