Tale ved afslutningen af skoleåret 2008/2009
på Eriksminde Efterskole
lørdag den 27.juni 2009
I Kristeligt Dagblads kronik den 4. marts i år skriver lektor på Institut for Filosofi, pædagogik og Religionsstudier på Syddansk Universitet Niels Buur Hansen, om en personlig erindring fra sin skoletid i 60-ernes Danmark. .
Han husker særligt en lærer Nielsen, som i dag er 71 år. Hele sit aktive arbejdsliv arbejdede han med folkeskolen, først som nybagt lærer, hvor han i 1963 kom til Hammerum skole. Siden som skoleinspektør, og sidst som skoledirektør i Varde Kommune. Lærer Nielsen var matematik- og fysiklærer og skulle bl.a. undervise i den nye realafdeling. I de år var der en vældig grøde i folkeskolen. Undervisningspligten blev udvidet fra 7 til 9 år, realafdelinger skød op overalt i de små skoler, især i landdistrikterne. Intelligensreserverne skulle nu inddrages i den moderne velfærdsstat.
Niels Buur Hansen fik lærer Nielsen til fysik i 7. klasse og senere til matematik i realafdelingen, og han husker denne tid som et eventyr. Eleverne kaldte ham aldrig andet end lærer Nielsen – også uden for skolen, hvor de havde ham ”til spejder”, som de sagde. Lærer Nielsen kom direkte fra lærerseminariet i København. Han var fuld af entusiasme og energi, og brugte oceaner af tid på børnene i og udenfor skolen – spejderarbejdet var selvfølgeligt helt ulønnet og på frivillighedens basis.
Eleverne vidste da godt at lærer Nielsen brugte meget af sin tid på de unge. Senere har Niels Buur Hansen tænkt: tænk at han gad. Han mener, hvad vil man som voksent menneske sige til at ligge i telt med fire pubertets knægte på Anholt en uge i regnvejr? Det gjorde lære Nielsen. De fleste ville nok pakke sammen på andendagen, men ikke lærer Nielsen. I dag er det indlysende for Niels Buur Hansen, at han gad, fordi han simpelthen syntes, det var sjovt og meningsfyldt, fordi han holdt af eleverne. Dengang tænkte eleverne ikke over det, men de følte det.
Det er ikke primært det faglige, der gør at Niels Buur Hansen i dag er lærer Nielsen dybt taknemmelig. Det er han fordi lærer Nielsen så eleverne. Han så den enkelte unge i en periode af livet, hvor mange andre kun så en irriterende og selvoptaget teenager, som af angst for ikke selv at slå til førte sig frem på en klodset og ofte ukontrolleret måde. Men lærer Nielsen så sine elever, også på en måde som, forældre, søskende og kammerater ikke så dem.
Han kunne også skælde ud lærer Nielsen, men på en måde som ikke ydmyger, men i stedet opløfter eleven. Niels Buur Hansen fik engang skæld ud af lærer Nielsen på en måde, der gav ham den bedste lektion i demokratisk dannelse, som han nogensinde har fået.
Det er der grund til at sige tak for, siger Niels Buur Hansen, ligesom der også er grund til at sige tak til alle de tusinder af lærere i den danske skole, som stadig holder ud, fordi de ved, at det vigtigste ved lærergerningen er at se børnene eller de unge.
Den engelske psykoanalytiker og psykiater D.W. Winnicot har et begreb, som han kalder for ”Containing”, og som betyder psykisk rummelighed. Han brugte betegnelsen om ”the good enough-mother” som netop er ”good enough”, fordi han/hun kan rumme sine børns negative følelser eller handlinger uden at svare igen med samme mønt. Rummelighed handler om integration såmænd og er uomgængelig i enhver opdragelsesmæssig sammenhæng. Det ved enhver forældre, pædagog eller lærer
Vi lever i en tid, hvor læreren skal bruge en stor del af den tid som han kunne bruge på at se eleven, på test. Den finske professor i pædagogik Michael Uljens kalder den skole for frygtens skole: en skole, hvor mange elever skal frygte den nyeste test, der igen placerer dem på den laveste score. Hvad man måske ikke ved er, at testsystemets indre logik består i, at en bestemt del af skolens elever af statistiske grunde skal ligge i den laveste del af disse test, lige meget hvor meget de anstrenger sig.
Lærer Nielsen kendte denne matematiske logik, for han var nemlig matematiklærer. Det ved de fleste politikere også. Eller gør de faktisk det?? Man kan komme i tvivl. Måske det var på tide at gå en anden vej. Måske det var på tide at begynde at lytte til de tusinder af dygtige lærere, som ved, at lærergerningen ikke først og fremmest handler om at vurdere eleverne efter tvivlsomme testmetoder, som nogle forskere kalder videnskab, men andre altså har gennemskuet, og som frygtens skole som konsekvens. Måske det var på tide at begynde at lytte til de tusindvis af lærere, som ved at, lærergerningen handler om at se de børn og unge man har med at gøre. Det er der nemlig ikke så mange andre der har tid til.
Lærer Nielsen tog sig som ung lærer tid til at se de børn og unge han havde med at gøre. Han gav sig tid til at se børnene og de unge på et tidspunkt i deres liv, hvor det er det vigtigste af alt er at blive set. Enhver lærer må jævnligt stille sig spørgsmålet HVAD VIL DEN VOKSNE GENERATION egentligt MED DEN OPVOKSENDE GENERATION?? Lærer Nielsen ville opdrage på de unge, men først og fremmest inddrage dem, se og inddrage dem, så de kan bygge videre på det samfund, som vi alle holder af.
Måske danske politikere skulle stille det samme spørgsmål til sig selv; Hvad vil vi med den opvoksende generation, udover at fremtidssikre vores egen levestandard???
Jeg har valgt at fortælle denne lille historie om lærer Nielsen, her på Jeres afslutningsdag på Eriksminde, fordi det på mange måder er sådan jeg husker min egen skoletid i tresserne. Men også fordi jeg håber I kan høre at der er værdier herfra, som er grundlæggende for det fælles skoleliv vi har haft her på Eriksminde nu over 40 år senere.
Jeg håber, at hver og en føler at vi har set Jer. Hvis blot en af Jer vil kunne sige til mig, at jeg har faktisk følt mig overset af lærerne under mit ophold på Eriksminde, så vil jeg blive ked af det, og så vil skoleåret ikke være lykkedes for mig. På samme måde vil jeg have det, hvis I ikke har følt Jer inddraget i hverdagen og de beslutninger og tiltag der skal gøres for at få dagligdagen til at fungere bedst muligt.
Hvorfor er det så vigtigt at blive inddraget og blive set? Det er det fordi et menneske der bliver inddraget og bliver set bliver sig selv.
Det kan ikke overraske Jer når jeg siger, at det væsentligste jeg har villet med Jer under Jeres ophold på Eriksminde Efterskole er at I skulle blive Jer selv. Jeg har mange måder at sige det på. Dem I har hørt oftest er sikkert at I skal leve Jeres liv så I ikke vil bytte det med nogens – ikke engang med en konges og ” I skal blive så stærke i jeres eget, at I ikke bare accepterer at dit medmenneske er anderledes end dig selv, men at du glæder dig over at han er det.
Det er vigtigt at være sig selv fordi man dermed bliver et frit menneske, som uhæmmet går til livet så det kan komme an både når det behandler os godt og når det ikke gør. Men også fordi, at et menneske der er sig selv bliver et generøst menneske. Et generøst menneske kan give uden nødvendigvis at skulle modtage noget til gengæld, og det er der i den grad brug for i en tid hvor den herskende logik er ”noget for noget”. En noget for noget logik er sikkert udmærket til at opdrage hunde med, men det har altså ikke noget som helst med mennesket at gøre. Tværtimod er hele vores samfund afhængig af menneskets grundlæggende generøsitet. Så kære elever bliv ved med at give, giv alt hvad I har i Jer, så vil det nemlig, helt uden beregning, vise sig at I får dobbelt igen.
Hver enkelt af Jeres liv er så uendeligt betydningsfuldt, så lad være med at sjuske med det – spild ikke Jeres tid – husk at spildt tid er set samme som spildt liv. At tænke noget for noget er at sjuske med sit liv, og at vise generøsitet og gavmildhed er at berige sit eget og andres liv.
Del Jeres liv med andre, og lyt til Jeres allerinderste stemme, også når den er så svag at I næsten ikke kan høre den. For ved I hvad når man deler glæden med andre, ja så bliver den dobbelt så stor, og ved I hvad, når man deler sorgen og smerten med andre, ja så bliver den halvt så stor.
Det er bl.a. det Grundtvig kalder den hjertelige vekselvirkning. Vi har bestræbt os på at virkeliggøre den hjertelige vekselvirkning sammen med Jer. Vi har søgt at tale til Jer fra hjertet i en sikker tro på at så også jeres hjerter hører det. Det er lettere sagt end gjort det ved jeg. Hvis man vil tale fra hjertet til hjerte, så har man godt nok stillet sig en udfordring, men ikke desto mindre er det det vi til stadighed arbejder for på Eriksminde. Værdien af den hjertelige vekselvirkning er det mit inderlige håb i har mærket på skolen, og har haft betydning for det menneskelige samvær under Jeres ophold på Eriksminde.
Da I startede Jeres efterskole år på Eriksminde i august sidste år fortalte jeg Jer om min egen højskoletid for rigtigt mange år siden. Jeg fortalte Jer at det der gjorde indtryk på mig var, at der også var undervisning uden for klasseværelset. Vi lærte af lærerne, men vi lærte også af hinanden. Vi lærte, hvad det vil sige at være menneske, men også det at være menneske blandt andre mennesker. Jeg husker også min højskole som et sted, hvor der var en ofte usagt tro på at alle kunne. Der var en usagt forventning om og tro på, at den enkelte var vigtig, og at alle kunne noget, som havde betydning for helheden, ja for fællesskabet.
Mit højskoleophold fik en skelsættende betydning for mit liv, og jeg udtrykte da også der for næsten et år siden, over for Jer et håb om, at Jeres efterskoleophold får en skelsættende betydning for Jeres liv.