fbpx


#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved starten af skoleåret
2008/2009 på Eriksminde Efterskole
Søndag den 17. august 2008.

v/ Per Slyngborg

Jeg vil gerne byde Jer alle sammen hjerteligt velkommen til Eriksminde, og til starten af skoleåret 2008/2009.

Jeg vil naturligvis udtrykke en særlig velkomst til Jer elever, som vi glæder os meget til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på. Vi glæder os til et møde med Jer, som først og fremmest er et menneske til menneske møde, og kun i anden række er et møde mellem lærer og elev. Et menneske til menneske møde er et ægte og ærligt møde, ja det er et medmenneskeligt møde, hvorimod lærer-elev mødet er begrænset af den rolle man på en eller anden måde er placeret i, og dermed bliver distanceret af. På Eriksminde ser vi Jer ikke som elever alene, men vi insisterer på at ville se de mennesker I hver især er. På samme måde forventer vi af Jer, at I ikke alene ser os som lærere, men også ser os som de mennesker vi er. Her har efterskoleformen en enestående mulighed fordi vi kommer til at kende hinanden så godt i løbet af året.

Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og at I kommer til at føle Jer hjemme her. Vi glæder os til at I bliver dem, der skaber det liv og den kraft som skolen skal bestå af. En skole er uendeligt lidt uden Jer, og derfor er det vigtigt at I er her i dag, og derfor er det et betydningsfuldt medmenneskeligt møde vi har i dag.

Vi håber I vil møde skolen og det den står for med åbenhed, nysgerrighed og begejstring, for derved kan vi i fællesskab skabe et positivt og livgivende rum for den forskellighed, som vi alle sammen består af. Et fælles vilkår for os alle sammen i dag, er at vi er sat i en fælles udfordring om at møde forskelligheden, som noget positivt og frugtbart med mange muligheder, udfordringer og styrker.

Jeg håber, at I alle sammen er blevet vist til rette ude på værelserne, og er parate til at møde den glæde og den udfordring det er, at skulle bo tæt sammen med et andet menneske et helt år.

Inden den egentlige velkomsttale skal vi synge Eriksmindesangen – en sang som blev lavet i anledning af Eriksminde Efterskoles 50-års jubilæum i 2006. Teksten er skrevet af Jens Smærup Sørensen og melodien er lavet af Erling Lindgren.

———————————————————

For kort tid siden døde den russiske forfatter og systemkritiker Alexander Solsjenitsyn. Han bliver betragtet som det 20ende århundredes største russiske forfatter, fordi han med en enorm politisk pondus var i stand til at påvirke udlandets opfattelse af det kommunistiske styre i Sovjetunionen.

I anledning af årtusindskiftet for 8 år siden sagde Solsjenitsyn i en kommentar i Kristeligt dagblad at ”Mennesket må lære at begrænse sig”

Han sagde uddybende til os alle sammen:

”Hvis De vil tillade mig at dele en personlig betragtning med Dem: Vi kan ikke erfare sand åndelig tilfredsstillelse ved at besidde, men ved at nægte at besidde. Med andre ord – selvbegrænsning.

I dag forekommer selvbegrænsningen os at være noget helt uacceptabelt, noget indsvævrende, endog frastødende, fordi vi gennem århundreder har vænnet os fra, hvad der for vores forfædre var en vane, der var skabt af nødvendighed. De levede med en langt større ydre tvang og havde langt færre muligheder.

Selvbeherskelsens uhyre store betydning er i dette århundrede kun kommet frem på den måde, at århundredet som helhed har presset menneskeheden. Hvis man tager de forskellige gensidige forbindelser i betragtning, forbindelser der går igennem det moderne liv, er det ikke desto mindre kun gennem selvbeherskelse, at vi lidt efter lidt – og da kun med store vanskeligheder – kan helbrede både vores økonomiske, miljømæssige og politiske liv.

I dag er der ikke mange, der vil være parate til at acceptere dette princip for sig selv. Men under vores moderne verdens mere og mere komplekse vilkår er det at begrænse os selv den eneste sande vej til at bevare os alle. Og den hjælper os til igen at blive bevidste om en hel og højere myndighed over os, og til at blive bevidste om den fuldstændig glemte ydmyghed overfor denne væren.

Det er en mand på 82 år, som giver os alle sammen denne påmindelse. Jeg synes påmindelsen er aktuel, og det er selvfølgeligt også derfor jeg har valgt at bruge hans ord i dag, hvor I elever skal starte Jeres efterskoleår på Eriksminde. Solsjenitsyn vil sige til os at vi er nødt til at bringe begrebet selvbegrænsning ind i vores sprogbrug, og den måde vi lever på. Det er jo en materiel selvbegrænsning vi må tage på os – det er vi nødt til – forestil Jer, hvis alle kinesere (og det er faktisk mere realistisk end nogensinde) kommer til at få mulighed for samme materielle forbrug, som os i Vesten.- det kan vores klode ikke holde til.

Jeg vil gerne til Jer elever endnu engang understrege, at jeg taler om en materiel selvbegrænsning.

I det efterskoleår I har foran Jer, skal i absolut ikke begrænse Jer selv, når det gælder undersøgelsen af den verden som vi er sat i. I skal i den grad udfolde Jeres søgen I hvad det vil sige at være menneske, og det glæder vi os til at gøre sammen med Jer. Selv om vi er meget ældre end Jer, har vi nemlig ikke svaret på hvad det vil sige at være menneske, men vil gerne sammen med Jer nå en lille smule tættere på svaret.

Astrid Søe, som har været elev på Eriksminde for mange år siden har lavet en skål med bolsjer, som viser det væsentlige ved at være menneske. Nu er det ikke en skål med helt almindelige bolsjer, men ”poesi bolsjer”. Der er det særlige ved poesibolsjerne, at hvert bolsje har indsmeltet et ord i sig. Tolv gode ord nemlig: NÆRVÆR – TILLID – LIV – LYKKE – FRIHED – VILJE – SKØNHED – MOD – GLÆDE – TRO – HÅB – KÆRLIGHED.

Det er tolv gode ord, tolv store ord – og bogstaveligt talt også tolv søde ord. Det kan jo være ganske svært at vælge, hvilket bolsje man skal tage fra skålen, men jeg vil håbe og også arbejde for, at I igennem Jeres år her på skolen vil komme til at smage dem alle sammen. For I skal i den grad smage på ”bolsjerne”, og mærke hvad de gør.

Ligesom det er lækkert at tage et godt bolsje i munden, så kan det også være lækkert at tage gode ord i munden. For det er ikke lige meget hvilke ord vi lægger på tungen. Det er ikke lige meget, hvad vi siger til hinanden og om hinanden, og det er det i særdeleshed ikke når vi sammen skal leve et efterskoleliv her på Eriksminde.

Så I skal absolut ikke tænke på selvbegrænsning, når I tager af denne her bolsjeskål. Spis løs i store mængder, og jeg garanterer at I hverken får dårlige tænder, får sukkersjok eller bliver hyberaktive af bolsjerne. Tværtimod kommer I tættere på Jer selv og hinanden, får en større forståelse af livets mulighed og forståelse af det grundlæggende positive og fantastiske ved det mirakel det er at vi overhovedet er skabte.

Ifølge den også russiske forfatter Fjodor Dostojevskij er mennesket noget fundamentalt uforklarligt og uberegneligt, en gåde som der ikke findes nogen løsning på. Og det mest gådefulde er menneskets vilje. Fornuften, det målbare og det rationelle udgør ifølge Dostojevskij kun en tyvendedel af mennesket. I den sidste store del er mennesket i langt højere grad bestemt af viljen, Viljen til at være det Jeg, man virkeligt selv er, og som man ikke kan fornægte uden at blive unaturlig, skabagtig eller blot en upersonlig robot.

Derfor tager Dostojevskij skarpt afstand fra et samfund som er funderet i lykken som en tilstand, og det være sig både et liberalistisk og et socialistisk samfund. Hans væsentligste indvending, som han lader komme frem i romanen ”Optegnelser fra et Kælderdyb”, er, at det er en nedværdigelse af mennesket at mene, at det bliver lykkeligt, blot fordi de omgivende forhold er tilfredsstillende.

Jeg synes det er meget meget kloge ord af Dostojevskij, og jeg synes at ordene i den grad rammer vor tids problem, som jo tydeligt viser at et rigt samfund ikke nødvendigvis skaber glade, lykkelige og tilfredse borgere.

Den tidlige højskoleforstander på Askov Højskole, nu afdøde Knud Hansen siger det samme på følgende måde:

Forestil Jer et forældrepar, som på den mest udmærkede måde sørgede for deres barns materielle velfærd, gav det rigeligt med lommepenge, lade det få sine ønsker opfyldt med hensyn til alle mulige bekvemmeligheder, fornøjelser og fornødenheder, men aldrig på personlig måde lod barnet mærke at de holder af det. Barnet ville på den måde føle sig reduceret til i forældrenes øjne ikke at være andet end en samling materielle behov. Og der ville ikke være noget underligt i, om det fandt på at gøre oprør og sagde: hvad skal jeg med alle disse herligheder, det er noget andet mit hjerte hungrer efter.

Jeg har faktisk oplevet elever, som næsten ordret har sagt, hvad skal jeg med alle disse herligheder, det er noget andet mit hjerte hungrer efter.

Eriksminde Efterskole er en fri Grundtvigsk Efterskole, der ser folkeoplysning og almen dannelse, som det afgørende og det væsentligste. Med den baggrund underviser vi eleverne og lever sammen med dem i det kommende år.

Fokeoplysning er en fælles viden, der kommer fra folket, er en større sandhed og af større betydning end på Grundtvigs tid. Ingen kan have oversigt og indsigt som tidligere, fordi vidensmængden er så stor. Derfor har vi aldrig et rigtigt svar før vi har spurgt mange. Og netop det gør hver enkelt mere værdifuld for fællesskabet end nogensinde før. Med det udgangspunkt vil I som elever her blive mødt, og derfor skal skolen være fri.

På dansk har ordet fri to betydninger. Fri fra noget, men også fri til noget. I vil opleve begge betydninger under Jeres ophold på Eriksminde. Men friheden er ikke ubegrænset. I er også bundet af det skolen står for, af Jeres medmenneskers ret til frihed og den store forpligtelse der ligger i, at få et stort menneskeligt fællesskab til at fungere. Derfor kan det godt være at I engang i mellem vil føle Jer mere begrænsede end frie, men det er konsekvensen af en ansvarlighed overfor et større fællesskab, hvor vi er sammen i forskellighed.

Ifølge nyligt afdøde Poul Eriks Søe fra Lønne Højskole er det så smukt at ordet fri betyder at elske.

Frihed er at elske – det er stort, og det kan man holde skole på, og det gør vi her på Eriksminde.

På skolen her ser vi det også som noget afgørende at fortælle historier fra en generation til en anden.

Jeg har gennem mine mange år som forstander for skolen her, haft et utal af samtaler med elever som på et tidspunkt i løbet af deres efterskoleår har været kede af det, og syntes at det var svært at være ung eller at være menneske. Det der letter mest på dem er det enkle, at de ikke er alene. Et problem kan jo vokse sig så stort i et menneskes hoved, at man ikke kan forestille sig at andre har været ude for noget lignende. Det er derfor at vi skal tale og fortælle det glade, det svære og det vi næsten synes er ubærligt, og dermed blive lettet.

I sidder 100 unge mennesker, her i hallen sammen med Jeres forældre. Det I har til fælles i dag er at I alle sammen er spændte. Jeg tror de fleste af Jer har glædet Jer rigtigt meget til at skulle på efterskole, men der er nok også nogen af Jer som har været betænkelige, måske så betænkelige at I næsten har været ved ikke at sætte Jer ud i bilen derhjemme.

Sådan havde jeg det for godt og vel 30 år siden – det er godt nok længe siden vil nogen af Jer nok tænke, men det er altså sådan at der er ting hos mennesker, som er uden for tid. Jeg var en lille smule ældre end I er nu, og skulle ikke på efterskole, men på højskole.

Jeg var lige blevet færdig med folkeskolen, og havde ikke mod på at gå i gang med noget. Jeg troede ikke på mig selv, var fuldstændig overbevist om, at netop Jeg, var sat på jorden, som et menneske der var anderledes, og som ikke kunne noget, og som andre mennesker ikke kunne bruge til noget. Jeg blev mere og mere indadvendt, og var vel i virkeligheden en meget ensomt ungt menneske. Mine forældre blev mere og mere bekymrede for mig – hvad skulle der dog blive af mig – det sagde de ikke, men jeg vidste de tænkte det.

Efter en fire-fem måneder, hvor jeg bare gik derhjemme sagde min moder en dag til mig, at hun havde hørt om en højskole hun synes jeg skulle tage på. Jeg sagde med det samme nej, det ville jeg overhovedet ikke. Jeg havde slet ikke mod på at møde så mange nye mennesker, som jeg ikke kendte. Min moder insisterede, og sagde at jeg skulle, og jeg blev da efterhånden også mere parat til at prøve det af. Den dag i dag er jeg stadig min moder dybt taknemmelig for at hun holdt fast. Højskoleopholdet fik nemlig en skelsættende betydning for mit liv. Jeg fik alt det som jeg savnede hos mig selv under opholdet, ja jeg blev næsten en anden fordi jeg fik den selvtillid og det selvværd, som jeg savnede.

Jeg mødte på højskolen en skole, som var markant anderledes end den skole jeg kendte fra min barndom, og det var ikke nogen dårlig skole. Min barndoms skole var på mange måder meget fremsynet både i sin undervisning, og i sit møde med eleverne. Men højskolen kunne noget, som fascinerede mig dybt. Jeg er ikke sikker på jeg tænkte så voldsomt over det mens jeg var på skolen, men den kunne lave en god og spændende undervisning, men det anderledes var, at der jo også var skole når vi ikke var i undervisningslokalet. Der var også skole uden for timer, vi lærte af lærerne, men vi lærte også af hinanden. Vi lærte hvad det fælles vil sige at være menneske, og ikke mindst at være menneske blandt andre mennesker.

Jeg husker højskolen som et sted, hvor der var en ofte usagt tro på at alle kunne. Der var en usagt forventning om og tro på at den enkelte var vigtig, og at alle kunne noget som havde betydning for helheden, ja for fællesskabet. Det at også jeg havde en vigtig betydning, var præcist, hvad jeg havde brug for, midt i mit usikre og selvudslettende livsafsnit.

Mit højskoleophold fik en skelsættende betydning for mit liv, og det er mit håb at Jeres efterskoleophold får en skelsættende betydning for Jeres liv.

Til sidst vil jeg sige til Jer forældre, som i dag overlader Jeres børn til os for en tid, at det at få et barn er den største glæde af alle, men det er også at få bekymringer. Det ved alle forældre. Vi bekymrer os om vores børn, når de er små og ikke kan klare sig selv, men også når de små bliver større og får problemer. I en vis forstand vokser vores børn aldrig helt fra os. Så længe forældre lever vil de bekymre sig om deres børn både når der er grund til det, men også når der ikke er grund til det. For at elske, er også at bekymre sig om den man elsker.

Selvfølgeligt har I spurgt Jer selv, hvordan vil det gå Jeres søn eller datter under deres ophold på Eriksminde. Vil han eller hun klare sig godt, blive glad og tryg. Vil min søn eller datter få et godt ophold, hvor glæderne vejer tungere end sorgerne, og hvor opgaverne ikke overstiger hans eller hendes muligheder og kræfter.

Stort set alle os der arbejder her har selv børn, så vi kender disse bekymringer på egen krop. Vi ved at den kærlighed som forældre har til deres børn er betingelsesløs. Og når nu Jeres søn eller datter starter på Eriksminde i dag, så er det første gang, at denne betingelsesløse kærlighed mellem Jer og Jeres børn skal leve hver for sig. Det betyder naturligvis ikke at den bliver mindre, men at I overlader en lille del af den til os i dag. Selvom det jo er indlysende at den kærlighed vi kan give, ikke kan erstatte I forældres kærlighed, men den kan supplere og understøtte den, og deri ligger vores opgave – en opgave som vi vil påtage os med stor ydmyghed og alvor.

Og til allersidst vil jeg sige til Jer elever, at vi glæder os til at lære Jer at kende, til at undervise Jer og til at skabe en fælles dagligdag sammen med Jer. Vi forventer af Jer, at I vil give den en skalle i undervisning, vi forventer af Jer at I vil arbejde kreativt og udnytte skolens kreative muligheder og ikke mindst at I vil udfordre og undersøge Jeres ungdomsliv med andre, inden for de rammer som er sat af skolen.

I den første tid kan man måske føle sig lidt utryg, fordi alt er nyt. Ingen kender hinanden og I kender ikke skolen helt endnu, men lov mig at I tager det stille og roligt og lader tingene gro på en naturlig måde. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde øje med Jer hver især, og hvis I ser lidt triste ud, vil vi spørge ind til Jer. Ellers er det meget vigtigt, at I ikke er bange for at komme til os, hvis der noget der bekymrer Jer – det er jo bl.a. derfor vi er her.

Endnu engang en stor velkomst til Jer alle, og til Jeres skoleår på Eriksminde.!!!!!