Tale ved afslutningen af skoleåret 2009/2010
på Eriksminde Efterskole
den 26. juni 2010
v/ Per Slyngborg
I novellesamlingen”Vintereventyr” har den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen en fortælling, som på mange måder minder om historien om menneskesønnen Jesus Kristus. ”Det drømmende barn” hedder novellen og handler om drengen Jens. Jens er en forældreløs lille fyr, som vokser op i et af Københavns fattigkvarterer. Det eneste sted, hvor han møder lidt menneskelighed, er hos en gammel sypige, som forsyner drengens fantasi med vidunderlige beretninger fra det overdådige liv i de rige borgerhuse, hvor sypigen som ung har haft sin gang. Drengen, som er en ener og derfor ensom i sit miljø, føler sig overbevist om, at han i virkeligheden hører hjemme i den mirakuløse verden, som den gamle sypige fortæller ham om. Jen er en lille kunstner, som lever vældigt i sine drømme.
Nu vil skæbnen, at netop denne dreng bliver udvalgt til adoptivbarn hos et fornemt, barnløst ungt ægtepar. Jens tager de nye omgivelser i besiddelse som en triumfator, der altid har vidst, at her hørte han hjemme.. Alle i det fornemme hus føler sig uimodståeligt draget af dette mærkelige barn. Karen Blixen beskriver det således: ”Jens tog huset i Bredgade i sin besiddelse, ikke ved magt, ikke ved styrke, men i sin egenskab af den udødelige, uimodståelige person, måske den mest besnærende og uimodstående i hele verden; den drømmer hvis drømme går i opfyldelse. Det ærværdige grå hus i Bredgade bliver lidt forelsket i ham. Han førte vinger ind i det daglige liv, han var i pagt med livets sødmefulde og ubarmhjertige magter, og hans forhold til hver enkelt af husets beboere udviklede sig i løbet af kort tid til en art underfundigt kærlighedsforhold på liv og død.”
Og videre i Blixens novelle står der ”En særlig side af barnets trolddom var den, at han fik sine omgivelser til at se sig selv med drømmenes øjne, og smilende tvang dem til at leve op til et ideal, og at de da, hvad denne deres højere eksistens angik, i et og alt blev afhængige af ham. I den tid Jens boede i huset, forvandledes det og blev ulig de andre huse i Bredgade. Det blev Olympen selv.”
Ja, sådan virker disse mennesker, der er i pagt med livets sødmefulde og ubarmhjertige magter: de højner og oplyser det almindelige menneskeliv.
Så sker der imidlertid det at Jens bliver syg og dør. Huset i Bredgade svinder atter ind og bliver et ganske almindeligt hus. Alle sørger, Ja, ”husets beboere”, siger Karenn Blixen, ”svimlede og ravede, som efter et stort fald.”
Den eneste i huset som bevarer fatningen og på en måde holder huset oppe er den unge frue, Emilie, Jens adoptiv moder. Emilie havde haft et mærkeligt forhold til barnet, som hun – som den eneste- ikke rigtigt havde holdt af. Hun følte sig foruroliget af drengens væsen, hvilket hang sammen med at noget dybt i hendes eget væsen blev slået an; noget hun helst ville glemme, noget smerteligt. Emilie var i virkeligheden inderligere forbundet med denne dreng en nogen af de andre. De var af samme væsen. Dog med den forskel, at Emilie engang i sin ungdom tog en skæbnesvanger beslutning, som fjernede hende fra sig selv. Hun havde i et af disse øjeblikke, som skæbnen sommetider byder på, valgt forkert. Dvs. hun havde ikke fulgt sit hjertes lyst, men i stedet valgt fordommenes og vanernes tyranni. Hun var forblevet et såkaldt pænt menneske, ganske vist, i pagt med borgerskabets normer, men sig selv havde hun miste. Alt dette mindede barnets rene, klokkeklare – uborgerlige, førmoralske væsen hende om, det barn, som levede i pagt med med den gudommelige orden og sit hjertes følelse. Emilie forstod nu, at ingen var viis og forstandig som han – og hun var anfægtet i sit borgerlige livs trygge grundvold. Hun så tydeligt sit eget fatale svigt.
I dag slutter vi et skoleår sammen med Jer elever. Jeg vil ønske for Jer at I vil bevare Jeres drømme, og også ønske for Jer at Jeres drømme går i opfyldelse. Vi har været sammen på Eriksminde Efterskole i et et helt skoleår, hvor der både har været svære dage og glade dage – de glade dag har heldigvis været langt de fleste. I har aflæst os læreres styrker og svagheder, og vi har bestræbt os på at aflæse hver af Jeres styrker og svagheder. Vi har så at sige afsøgt hinandens potentialer – det er klart at vi sikkert har brugt flere kræfter på at afsøge Jeres potentialer end I har brugt på at afsøge vores. Sådan skal det af gode grunde være. Naturligvis.
At se hver af Jer elevers helt særlige potentiale er ekstremt vigtigt. Det er det fordi at når Jeres potentiale ses og anerkendes og opmuntres, ja så smitter det af på hele Jeres personlighed og selvværd. Modsat kan manglende anerkendelse og opmuntring give Jeres personlighed problemer.
Der findes en engelsk kreativitetsforsker, der hedder Ken Robinson, som har en lille fortælling, der underbygger min lille indledning her. Han fortæller at han en dag spiste frokost med den berømte britiske danser og koreograf Gillian Lynne, der blandt andet har stået bag værkerne ”Cats” og ”Phantom of the Opera”. Under frokosten spørger Ken Robinson hende om hvorledes hun egentligt blev danser. Det er et interessant spørgsmål, svarede Gillian Lynne, og så fortalte hun følgende historie:
”I skolen var jeg håbløs, så en dag sendte skolens leder et brev til mine forældre, hvori han skrev: Vi vurderer at Gillian har et indlæringshandicap. Hun kan ikke koncentrere sig. Hun er syg”. I dag indføjer Ken Robinson, ville man formentligt have sagt, at hun havde ADHD.
Gillian blev henvist til en specialist, som hun konsulterede sammen med sin mor. I besøgsværelset blev hun bedt om at sætte sig ned på en stol, og her sad hun i 20 minuttet, men specialisten talte med Gillians mor om alle de problemer han havde i skolen. Hun forstyrrede alle, og hendes hjemmeopgaver blev altid afleveret for sent. Da specialisten var færdig med at tale med moderen, satte han sig ned ved siden af Gillian og fortalte hende, at han nu havde lyttet til alt, hvad moderen havde fortalt, og han gerne ville tale med moderen alene. Herefter forlod specialisten og moderen besøgsværelset, men lige inden de gik ud, tændte specialisten for en radio, der var i værelset, og ud af radioen kom god musik. Da moderen og specialisten var kommet udenfor, sagde han til moderen: ”Bliv stående her og iagttag Gillian gennem nøglehullet.” Det gjorde moderen og hvad hun så var, at i det øjeblik, de to havde forladt værelset, hvor radioen spillede musik, rejste Gillian sig op – og dansede til musikken. De iagttog hende i nogle få minutter, hvorefter specialisten vendte sig om mod moderen og sagde: ” Gillian er ikke sy; hun er danser. Send hende i danse skole.
”Hvad skete der så?” Spurgte Ken Robinson. Gillian svarede: ”Jeg kom i danseskole” Det var vidunderligt. Jeg kom ind i et rum, der var fyldt med mennesker som mig selv, mennesker, der ikke kunne sidde stille. Mennesker der var nødt til at bevæge sig for at kunne tænke”. Gillian blev efterfølgende uddannet på The Royal Ballet School. Hun blev solist, og hun havde en fantastisk karriere på The Royal Ballet.
På Eriksminde har vi som nævnt bestræbt os på anerkendelse og værdsættelse af Jer hver især, anerkendelse af og værdsættelse af Jeres personlighed og netop Jeres evner. Bl.a. derfor har vi ikke kun lagt vægt på boglige færdigheder og kompetencer. Vi prioriterer også fag og læreprocesser, der har udviklet Jeres øvrige kompetencer: håndværksmæssige, bevægelsesmæssige og kunstneriske og kreative kompetencer. Og det har vi bl.a. fordi det kan have afgørende positive konsekvenser at få sine særlige potentialer anerkendt, også selv om de måske er mindre end Gillian Lynnes dansetalent.
Når det er sagt skal jeg understrege, at Jeres boglige og personlige kompetencer har været meget stort, og det synlige besvis på det er jo Jeres personlige udtalelse og Jeres eksamensbevis, som I med glæde og stolthed kan hente oppe på kontoret her bagefter – de er alle sammen meget flotte. Tillykke med det.
Kære elever – I har mødt en skole, som har bestræbt sig på at se Jeres potentiale. I har mødt en Grundtvigsk skole og han siger egentligt det samme, når han siger at ethvert menneske ”er en mageløs og underfuld skabning”, som sådan har vi mødt Jer – I er hver især mageløse og underfulde skabninger. Vi har mødt Jer på en skole som har ånd. Det der med ånd det lyder så fint, og det er det da også, men ikke mere fint end vi alle sammen har det. For menneskets vigtigste kendetegn er at det har ånd. Det at mennesker kan tale fra hjertet til hjertet er åndens vigtigste kendetegn – Grundtvig kalder det den Hjertelige vekselvirkning” – og når det er til stede er vi ikke i tvivl, og hvor den hjertelige vekselvirkning er tilstede, ja der er der godt at være.
Ånden kommer af vores sprog, som vi bruger til at tænke og tale med, til at synge og fantasere med, til at kommunikere med, ja til at sige at dit liv er lige så vigtigt som mit liv. – Jo mere ånd jo større bedrifter. Jo mere ånd, des flere overraskelser, jo mere ånd, jo mere spændende kunst og kultur, og ikke mindst at hvor der er ånd er der ikke brug for magt – jo mindre ånd – jo mere magt.
I har mødt en skole som altid har søgt at skabe en menneskelig pædagogik, hvor lysten driver værket, og hvor al opmærksom samler sig om Jer elever, lige netop som I er her og nu. I har mødt en skole med et menneskesyn der lægger vægt på at I er noget I jer selv, og ikke på hvad I kan bruges til i fremtiden til at opfylde magthavernes og erhvervslivets krav.
Vi har set Jer først og fremmest som mennesker hver især, mennesker som er søgende, mennesker som har kunnet vise sårbarhed og styrke, mennesker som har vist evne til at kende sammenhængen mellem ret og pligt og ikke mindst mennesker som har kunnet forundres over vores fælles liv. I har i sandhed været forundringsparate – et begreb som forstander på Testrup højskole Jørgen Carlsen har udtænkt midt i en tid, hvor vi i den grad bliver afkrævet forandringsparathed.
Kan i huske at jeg i en fortælletime udfordrede Jeres forundringsevne, da jeg fortalte Jer historien om manden, der gik forbi en optiker butik, og han stoppede brat, da han så et skilt, hvorpå, der stod ”tre linser 25,00 kr.”. Hvad i alverden skal man med tre, tænkte manden forbavset, og er det ikke utroligt billigt? Sådan stod han og filosoferede, og jeg bad Jer om at filosofere. Jeres tanker gik på langfart, og mandens tanker gik på langfart og løftede sig op i luften, og fik ham til at tænke på vindens påvirkning af gadeskilte og optikerens naboer. Til sidst konkluderede han, at der måtte være sket følgende: ved siden af optikeren lå en bager. Blæsten havde fået hans skilt til at vælte. Så havde en tilfældig forbipasserende rejst skiltet op der, hvor det var landet – uden at tænke nærmere over hvad der stod på det. Og så var et menneske kommet forbi og var faldet i staver. I havde mange gode bud på hvad der kunne være sket, bud som vidner om stor forundringsevne og evne til at tænke kreativt.
Husk at bevare Jeres evne til forundring, og husk at bevare Jeres nysgerrighed, husk at bevare Jeres store evne til at se at verden og vores samfund kan blive bedre end det måske er – fortsæt med at kæmpe og gå ikke på kompromis med Jeres værdier og Jeres livssyn, også selvom det måske er lidt på tværs af det gængse. Fald i staver, filosofer over livet og sug Jer til af det.
Jeg har et billede som jeg gerne vil bede Jer om at erindre i Jeres fremtidige liv. Billedet består af forskellen mellem en badebro og en fast forbindelse.
I sunde og bælter i Danmark er der både badebroer og faste forbindelser. Hvad symboliserer badebroen? Ja på en badebro har man mulighed for at gå ud til steder, hvor man næppe kan bunde. På vejen ud af broen kan man stoppe og vurdere, om man vil hoppe i, eller om man vil gå videre. Men for enden af broen må man gruble og tage stilling.
En fast forbindelse derimod etablerer man for at kunne komme fra et sted til et andet. Dens natur er, at rette fokus imod et andet sted end der, hvor man er.
Vores uddannelsessystem udtrykker i stigende grad, at formålet er at komme videre i uddannelse og arbejdsliv uden at skele til at endestationens beliggenhed flytter sig med tiden. Jeg mener at skolens fornemste opgave er at være badebro, for dermed at hjælpe det enkelte menneske til at finde en fast forbindelse.
Skolen har mere end nogen sinde brug for fortælling, samtale, det ordløse møde, refleksion og fællesskab.
Jeg vil håbe for Jer elever som vi tager afsked med i dag, at I også i Jeres fremtidige liv vil give Jer tid til at befinde Jer på badebroen – det er den eneste ordentlige måde at finde hver Jeres faste forbindelse på . I har nu oplevet et år på Eriksminde, hvor I i den grad har befundet Jer på badebroen, så I har altså den bedste forudsætning for at finde lige netop Jeres faste forbindelse.
I elever har mødt Eriksminde og den holdning og det menneskesyn som skolen har på en måde som jeg føler mig sikker på, at I vil huske. Der har som tidligere nævnt været flest glade dage, men der har også været svære dage, både for Jer og for os. Lige nøjagtig som livet er – der er glade dage og der er svære dage, og netop det gør at vi vokser og bliver i stand til at møde livet så det kan komme an.
I har på en rørende måde mødt os og denne skole med både morskab og eftertænksomhed. I har vist både sårbarhed og styrke – og I har i den grad villet fællesskabet. I har været ambitiøse om fællesskabets kvalitet , I har arbejdet hårdt for at fællesskabet skulle rumme alle, og at alle skulle føle sig som en væsentlig del af det. Jeres ambitioner og arbejde har båret frugt, og derfor står vi i dag med et betydningsfuldt fællesskab, som ingen kan tage fra Jer selvom I jo nu ikke skal bo på Eriksminde, men rundt omkring i landet. Tak, til Jer hver især, fordi I har villet fællesskabet, og tak fordi i turdet vise hvem I er og fordi I aldrig har været bange for at give udtryk for hvad fællesskabet har betydet for Jer.
Til slut vil jeg bede Jer huske nogle af de ting vi har snakket om i årets løb.
Jeg vil bede Jer huske Ebbe Reich citatet, som jeg ved næsten er blevet mit valgsprog, og som nogle af Jer forældre har hørt mange gange : der lyder . Hvis du mister troen, ånden og eventyret – så har du kun pengene tilbage. Altså hvis du mister troen, ånden forstået som kærlighed og eventyret forstået som drømmene, nysgærrigheden og visionerne for livet, ja så kommer pengene til at betyde alt for meget.
Jeg vil bede Jer huske Løgstrup der siger: at du har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at du har en del af det menneskes liv i den hånd. Altså alt hvad du gør eller ikke gør over for dit medmenneske, ja så har det betydning for det menneskes liv. Men vi må også erkende at mennesker kan hjælpe med at bære hinandens liv, men vi kan ikke bære det helt for andre end os selv.
Jeg vil bede Jer huske påskens budskab. Hvad enten I er troende eller ej, så kan ethvert menneske bruge påskens budskab.
Langfredag beskriver den ultimative menneskelige smerte og lidelse, men påsken slutter ikke der, men den slutter med påskedag, hvor livet får fylde og glæde igen. Og sådan er livet heldigvis – selvom vi møder smerte undervejs i vores liv så vender glæden tilbage, og livskraften får ny næring.
Så husk at, når i kommer til at stå i smerten, at jeg har sagt at, der altså ikke er nogen langfredag uden at der efterfølgende er en påskedag.
Husk at søge hen til der hvor sangene er, husk at søge hen, hvor der er mildhed, munterhed og myndighed til stede. Hvor sangene er, hvor mildheden er, hvor munterheden er og hvor myndigheden er – ja der er der godt at være.
Jeres efterskoleår er ved at være gået – Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Det har på alle måder været dejligt at lære Jer at kende og være sammen med Jer. Tak for Jeres positive måde at møde denne skole på, og tak for Jeres loyalitet overfor skolen og overfor os som er omkring den.
Tak for Jeres tillid, Tak for gode samtaler om det helt store og det helt små,og ikke mindst tak for fællesskabet vi har haft sammen med Jer, og husk at det ikke forsvinder, selvom I nu spredes.
Jeg vil gerne til allersidst ønske Jer en rigtig god og velfortjent sommerferie, og alt mulig held og lykke med det i hver især skal i gang med efter sommerferien. Jeg har en god fornemmelse af at I vil klare Jer rigtigt godt i Jeres fremtidige liv.
Også en tak, til Jer forældre for opbakning og tillid til skolen og det den står for.
God sommerferie.
