Tale ved starten af skoleåret 2009/2010,
Eriksminde Efterskole
søndag den 16. august 2009
v/ Per Slyngborg
Jeg vil gerne byde Jer alle sammen hjerteligt velkommen til skolen, og til starten på skoleåret 2009/2010.
Jeg vil naturligvis gerne udtrykke en særlig velkomst til Jer elever, som vi glæder os til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på.
Vi har glædet os til at I skulle komme, og til at I flytter ind på skolen, og bliver dem der skaber det liv og den kraft som skolen skal bestå af. En skole er uendeligt lidt uden Jer, og derfor er det vigtigt at I er her i dag, og I fra i dag bliver en del af Eriksminde Efterskoles lange historie. I skal vide at det er et betydningsfuldt møde vi har i dag, og jeg vil håbe, at det år vi skal have sammen her, vil sætte sig spor i Jeres liv.
Vi håber I vil møde skolen og det den står for med åbenhed og nysgerrighed, for derved kan vi i fællesskab skab et positivt rum for den forskellighed, som vi alle sammen består af. Et fælles vilkår for os alle sammen i dag, er at vi naturligvis har lidt sommerfugle i maven over alt det nye, som skal ske, men I skal også vide at vi her skaber et rum, som I kan være ganske trygge ved, og jeg er overbevist om at I meget hurtigt kommer til at føle Jer hjemme på Eriksminde Efterskole.
Men udfordringen om at møde forskelligheden, med de vanskeligheder, muligheder og styrker er der jo naturligvis fra i dag. Den udfordring er jeg sikker på at I er parate til at møde.
Jeg håber, I alle sammen er blevet vist til rette ude på værelserne, og er parate til at møde den glæde, men også den udfordring det er, at skulle bo tæt sammen med et andet menneske et helt år.
Inden den egentlige velkomsttale skal vi synge ”Du kom med alt det der var dig”.
——————————————
Formand for Ny Carlsberg Fondets bestyrelse Hans Edvard Nørregård Nielsen er efter min mening en af vor tids mest poetiske og levende fortællere, både i skrift og tale, når der skal fortælles om det særlige ved den danske natur.
Han har skrevet en række erindringsbøger fra sin barn- og ungdom i Vestjylland, hvoraf den sidste hedder ”Som Sagt”.
Et af kapitlerne i denne bog hedder ”Coxorangen og andre frugter”, hvor han beskriver sin kærlighed til den allermest danske frugt – nemlig æblet.
Han fortæller at han i sine drengedage var kendt for at spytte et stykke Guldborgæble ud af munden med ordene – Lad mig hellere få et Coxorange. Dette vidunderlige æble, der mestre den udsøgte kunst at blive, om end ikke gammel, men så ældre med sjælden ynde. Coxorangen optrådte ofte sammen med Ingrid Marie æblet, men det var kun i udgangspunktet, at de kunne minde om hinanden. Ingrid Marie var friskt fra træet et underværk af saftig overflod, der erindrede om det begyndende efterår, hvor luften er klar og selv så fuld af hele den sene modnings yppighed, at man kunne smage det.
Nørregård Nielsen erindrer fra sin barndom at en af de voksne, med lang livserfaring på ægte vestjysk konstaterede at ”Jov, et Ingrid Marie er sådan et æble, man er glad for at have kendt i sine unge dage, men det er nu alligevel et coxorange man skal gifte sig med..
Nu mere end 50 år efter, ved Hans Edvard Nørregård Nielsen, godt hvad han mente, men han ville nok lægge Gråsteneræblet til glæden over det og dem, man oplevede som ung. Hvor har det rødmossede æble ofte ligget i det duggede græs, køligt og sprudlende som et glas kølig champagne.
Coxorangeæblet er stadig den sene sommer, når den mindre fast i kødet, men med voksende sødme kan bjerges langt ind i den begyndende vinter og undervejs afveksles med det ildrøde pigeon æble, der med sin lidt bitre eftersmag måske alligevel er lifligere end noget andet spiseæble og som endda hører julen til.
Nørregård Nielsen elsker æblerne på samme måde, som han nødigt vil slippe erindringen om de piger, som har været med til at give hans liv sødme, og som det sidste æble, det, der skulle vare langt hen over vinteren til både æbleflæsk og æblekage, kom Belle de Boskoop æblet, der midt i det almindelige æblefrås hang modvilligt grønt og utilnærmeligt på sin gren, men kun for efter jul at udbrede den dejligste duft fra bedstefars æblekælder. Den vrangvillige grønhed veg for opadstigningen mod gule og røde farver, men det tidligere, lidt afvisende ved smagen blev afløst af en besættende, hen over julen hengemt sødme, som ved siden af så meget andet lod sig anvende til stegte æbler.
Æblerne hører som så meget andet godt hjemme i efteråret, fra når septembers himmel er så blå og der råder den samme muntre glæde over at gro som før på sommerdage. Så er det grønne forunderligt grønt omkring en hest på en bakke, der står der i modlyset og ser ud, som var den blevet betalt for netop her og nu at agere hest i helheden.
Grunden til at jeg starter min tale til Jer i dag med fortællingen om Hans Edvard Nørregård Nielsens kærlighed til æblet er at jeg synes det er sådan en fin lille historie, om noget vi i dag måske ikke skænker en tanke. Et æble er i dag noget som vi køber i supermarkedet helt uden duft, og stort set med samme smag. Og det vigtigste når vi køber et æble er ikke hvordan det smager eller dufter, men at det for alt i verden ikke må have forskellig størrelse eller slet ikke en lille plet.
Jeg synes også fortællingen giver udtryk for en taknemmelighed over livets tilsyneladende små gaver, men som Hans Edvard Nørregård Nielsen gennem sit sprog gør til noget stort. I vores moderne samfund glemmer vi måske alt for ofte taknemmeligheden over det liv som er blevet os givet. Hvorfor ved jeg ikke – måske fordi vi har for travlt – måske fordi vi har alt for meget fokus på penge – måske fordi vi er så vandt til at ville have det hele, så vi helt glemmer at glæde os over det vi får, og ærgrer os over det vi ikke får. Der kan være mange grunde.
Når et menneske, som har haft betydning for en dør, bliver vi mindet om taknemmeligheden. Sådan havde jeg det i en grad, som overraskede mig selv for ca. 14 dage siden, hvor vi modtog meddelelsen om politikeren Svend Aukens død. Jeg blev overrasket over så påvirket jeg blev af hans død – jeg er jo ikke socialdemokrat, og jeg har aldrig været det. Jeg blev overmandet af en taknemmelighed over at vi i Danmark har haft en politiker, som i den grad kæmpede for et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Af taknemmelighed over at vi i Danmark har haft en miljøminister som i den grad var på forkant med tidens miljøproblemer. Jeg kom også til at tænke på, at Danmark måske dengang i starten af 90-erne gik glip af en stor statsminister, og ikke mindst at der i dag i 2009, aldrig havde været så stor brug for et menneske som ham på denne post.
Han var nemlig stor nok til at sætte mennesket før systemet, hvad der stort set ikke er nogle af vores ledende politikere der har i dag.
For et par måneder siden holdt Svend Auken en tale til forsvar for de Irakiske asylansøgere, der indtil natten mellem onsdag og torsdag i denne uge, har siddet i Brorsons Kirke i København.
I talen siger han:
Dette er ikke om love og paragraffer,
Dette er ikke om nævn fyldt med embedsmænd,
Dette er ikke om tvangstraktater mellem regeringer,
Dette er ikke om rivalisering mellem partier,
Dette er ikke om, nogle er gode eller onde,
Dette er om mennesker, medmennesker,
Dette er om at sætte mennesket først og vise barmhjertighed.
Mister vi evnen til inde bag den fremmede fremtoning at genkende os selv som fædre, mødre, søskende, børn har vi sat vores medmenneskelighed og medfølelse over styr. Så har vi udtørret de dybeste kilder i vores sind.
Få dage senere falder Svend Auken i sit sommerhus, og bliver indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor han er til sin død.
Jeg synes det er meget meget stærke og betydningsfulde ord han her får sagt, og vi bør være taknemmelige over, at han når og får dem sagt. De mest kyniske af hans politiske modstandere, udtaler selvfølgeligt, at der er tale om et døende menneskes overfølsomme reaktion overfor et politisk problem, som der ikke kan ændres på. Det er de politiske modstandere, som bekvemt gemmer sig bag det lille ord ”lov”, og som hvis de åbnede deres hjerte for Svend Aukens ord, øjensynligt ville miste politisk prestige.
Måske er dansk politik desværre blevet sådan at det at åbne sit hjerte for noget eller for en sag er umuligt, og det alene handler om taktik, magt og indflydelse. Det synes jeg er et vældigt tab for vort demokrati, og vi må gøre hvad vi hver især kan for at ændre på det. For det er faktisk sådan at alle veje, der ikke udgår fra vores hjerte, ender blindt.
Ved Svend Aukens begravelse sagde biskop Keld Holm, ved en mindegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke følgende, som jeg synes I skal have med i dag også:
”Det gik ham godt i livet. Der var både dygtighed, en enorm begavelse, men også held og lykke forbundet med han livshistorie. Og det kan man, netop når man er så lynende intelligent, som Svend Auken var, let forveksle med fortjeneste. Men så går også optimismen fløjten, når noget går en i mod. Hvis man derimod ejer taknemmelighedens nådegave, som han gjorde, kan selv de største nederlag og skuffelser ikke fratage en optimismen. Lykken er en følelse, taknemmeligheden er holdningens svar på lykken.
Taknemmeligheden havde Svend Auken med fra barndomshjemmet, og dermed fra sin tro, at livet er en gave, alt til trods. Troen var for ham, hverken manerer eller meninger, endsige værdier, som det hedder i nutidens patetiske jargon. Troen var og er for Auken taknemmelig på trods. Taknemmelighed og glæde over alle livets gode gaver, der er over enhver dag der undes os.”
Jeg er taknemmelig over at I elever er kommet i dag, taknemmelig over alle de fælles samtaler og oplevelser vi skal have i det kommende år.
Vores møde med Jer vil tage udgangspunkt i at mennesket har en natur, at mennesket både har hjerte og hjerne. Det skal have de allerbedste vilkår for at vokse og blomstre, i samværet med alle de andre som er på skolen det kommende år. Derigennem kommer vi nemlig til at lære hinanden på en ægte måde som vi vokser af, og hvor vi får hjælp og inspiration fra vores medmenneske, i stedet for at se vores medmenneske som en konkurrent, i bestræbelsen på at ville være bedst. Det er inderligt ligegyldigt, hvem af Jer der er bedst til dette eller hint, men det er ikke ligegyldigt at I er gode til noget, og at I arbejder utrætteligt på at blive bedre – ja det forventer vi faktisk af Jer. Det at ville være bedst til dette eller hint, har den åbenlyse, og til tider katastrofale konsekvens, at vores medmennesker bliver konkurrenter – ja vores medmennesker bliver ikke medmennesker, men modmennesker, og et sådant samvær er ikke godt for mennesket.
Som nævnt skal I elever gro mens i er på Eriksminde. I er hver især små frø som bliver lagt i jorden, Til Jer forældre vil jeg sige at I jo skal huske, at et frø ikke vokser, hvis man roder i jorden for at se hvor langt det er vokset, men et frø vokser af at blive gødet og vandet.
Så vil vi gøre vores alleryderste for at give vores bidrag til, at hver Jeres frø vil blive til et piletræ – nemlig det træ som kan svaje i vinden, så kraftigt så det næsten ligger langs jorden, men som aldrig knækker.
Vores skolestart i dag er kendetegnet ved at et samspil og et samarbejde om en stor fælles opgave tager sin begyndelse. Opgaven er den evige kamp mellem et Jeg og et Vi. Opgaven er fælles for alle os der sidder her i dag.
Fundamentet for opgaven er en demokratisk efterskole, og ikke mindst et demokratisk samfund, hvor vi alle er, eller bliver os selv, men at vi ikke er os selv nok. Kunsten er i såvel vores lille demokrati på Eriksminde, som i det store demokrati udenfor at vi hele tiden finder balancen mellem den enkeltes rettigheder og respekten for fællesskabet. Vi bliver mennesker bl.a. gennem vores omgang med andre mennesker i forskellige former for fællesskaber.
Vi starter i dag et helt særligt fællesskab, og vi vil gøre vores yderste for at give jer egne og fælles erfaringer, som vil sætte sig I jer, på en måde som vil få betydning for Jeres liv. I kommer her i dag med forskellig baggrund, egenart og historie, og ved I hvad det er netop det der skaber dynamik, udvikling og konflikt, og det er derigennem vi udvider vores horisont og får nye billeder af, hvordan livet kan leves, og forhåbentligt gods til at beslutte, hvilke drømme og værdier der skal gælde for det liv, I selv vil leve.
At indgå i et fællesskab, som det vi får på Eriksminde, er en meget afgørende del af det at lære. Og I er her jo fordi I skal lære noget. Vi lærer når vi deltager i fællesskaber med andre, hvor vi danner os erfaringer og får verden til at give mening, og hvor vi bliver lyttet til, og hvor vi lytter til andre.
Til sidst vil jeg sige til Jer forældre, som i dag overlader en stor del af Jeres børns tid til os, at det at få børn indebærer kærlighed, stolthed, taknemmelighed, sårbarhed, bekymringer, men også situationer med magtesløshed – når man bliver forældre er disse ting så at sige faste følgesvende. Men I skal huske, at der ikke er nogle følgesvende, som gør livet så rigt. Det ved alle forældre.
Vi bekymrer os om vores børn når de er små og ikke kan klare sig selv, men også når de bliver større og måske får problemer. I en hvis forstand vokser vores børn aldrig helt fra os. Så længe forældre lever, vil de bekymre sig, både når der er grund til det, men måske også når der ikke er grund til det. For at elske er også at bekymre sig om den man elsker – sådan er det.
Derfor sidder I sikkert i dag og spørger Jer selv, hvordan vil det mon gå min søn eller datter under deres ophold på Eriksminde. Vil han eller hun klare sig godt, og kunne klare de opgaver som der forvendtes og som der bliver stillet. Vil min søn eller datter få et godt ophold, hvor glæderne vejer tungere end vanskelighederne, og opgaverne ikke overstiger hans eller hendes muligheder og kræfter.
Alle os der arbejder på Eriksminde i det daglige, har selv børn, så vi kender disse bekymringer på egen krop. Vi ved at den kærlighed som forældre har til deres børn er betingelsesløs. Og når nu Jeres søn eller datter starter på Eriksminde i dag, så er det første gang, at denne betingelsesløse kærlighed mellem Jer og Jeres børn skal leve hver for sig. Det betyder naturligvis ikke, at den bliver mindre, men at I i dag overlader noget af den til os. Selvom det jo er indlysende, at den kærlighed vi kan give, ikke kan erstatte forældres kærlighed, men den kan supplere og understøtte den, og deri ligger vores opgave – en opgave som vi vil påtage os med stor alvor og ydmyghed.
Til sidst vil jeg sige til Jer kommende elever, at vi glæder os rigtigt meget til at lære Jer at kende, til at undervise Jer og til at skabe en fælles dagligdag med Jer. Vi forventer af Jer at I giver den en skalle i undervisningen, Vi forventer af Jer at I vil arbejde kreativt og udnytte skolens kreative muligheder, og ikke mindst at I vil udfordre Jeres ungdomsliv og sociale sammenhænge inden for de rammer som er sat af skolen.
Måske vil I føle at den første tid kan føles lidt utryk, fordi alt er nyt. Ingen kender hinanden og I kender ikke skolen endnu, men tag det bare stille og roligt og lad tingene gro i den hastighed som er naturlig for Jer. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde øje med Jer hver især, og hvis I ser triste ud vil vi komme og spørge ind til Jer. Ellers er det meget vigtigt, at I ikke er bange for at komme til os, hvis der er noget der bekymrer Jer – det er jo bl.a. derfor vi er her.
Til allersidst skal I forældre have en lille opgave, som Jeres børn vil få i filosofiundervisningen i løbet af året. Jeg vil gerne have at I mailer Jeres bud til mig, så vi kan få en samtale i gang, en samtale som jeg vil inddrage i filosofiundervisning
Opgaven er:
Hvad er forskellen på:
på vrede og had?
på anger og fortrydelse?
på et under og et mirakel?
Jeg skal sige, at jeg kender ikke et endeligt svar, men vil meget gerne have Jeres bud, og vi får elevernes bud i løbet af året.
Endnu engang velkommen til Jeres skoleår på Eriksminde. Jeg håber det bliver godt, og håber at I vil glæde Jer over efterskolelivet.
Sang: ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord.
