fbpx


#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved afslutningen

skoleåret 2010/2011
Eriksminde Efterskole
Lørdag den 25. juni 2011
v/ Per Slyngborg

I Vartov i København har musikeren Peter Bastian i foråret 2010 holdt ni foredrag. Grundtvig holdt i 1838 samme sted en række lignende foredrag – kaldet mandsminde foredrag. I 2004 tog Vartov arven efter Grundtvig op og genoptog mandsminde foredragene først med Ebbe Kløvedal Reich, derefter Birthe Rønn Hornbæk, Uffe Ellemann Jensen, Margrete Auken og altså nu senest med Peter Bastian.

Alle foredrag er udgivet i bogform og Peter Bastians udkom for ganske nyligt. Han forholder sig til mange ting i sine foredrag bl.a. opdragelse og undervisning.

Peter Bastian fortæller om sin fars opdragelsesmetode, som han i mangel af bedre kalder vertikal, dvs. lodret. I modsætning til hans mors pædagogik, som han vil kalde horisontal dvs. vandret. Den vertikale pædagogik, siger Peter Bastian er først og fremmest optaget af at ungerne udvikler sig, mens den horisontale er mest optaget af, hvordan de har det.
Når vi er optaget af udvikling, er vi interesserede i at løfte fra et niveau til et højere niveau. ”Kan du se” I går var det håbløst, men nu kan du” Det er vertikalt, lodret op.
Hvis vi er mere optagede af, hvordan barnet har det, trøster vi når det græder. Det er nødvendig vedligeholdelse siger Peter Bastian, men det markerer ikke nødvendigvis nogen udvikling. Det er ikke fra et sted til et højere, men fra et sted til et andet. Det er horisontalt, vandret.

I Peter Bastians barndom sagde hans far:” Op og stå, stor dreng, opfør dig dog som et mandfolk” mens mor pudsede næse og trøstede, Det lyder som århundredets største kliche, siger Bastian, og dermed siger han selvfølgelig heller ikke, at kvinder kun trøster og pudser næse, og at mænd kun udvikler, men han peger på to forskellige værdier, som måske i årtusinder har været overvejende kønsspecifikke. Og det er tvingende nødvendigt, at de begge er til stede i vores børns opvækst, at de begge er til stede i vores kultur.

Jeg er fuldstændigt enig med Peter Bastian i at opdragelse skal være både horisontalt og vertikal. Som sådan vil jeg håbe at I har mødt Eriksminde. Jeg vil håbe at I har mødt os sige ”Op at stå min dreng, opfør dig som et mandfolk, og jeg vil håbe at I har mødt os pudse næse og trøste.”

Om lærer-elev-relationen siger Peter Bastian, at der er tale om en kærlighedsrelation, en indtagende og meget subtil kærlighedsrelation, som forudsætter en form for tillid som er meget sjælden.
Når man indgår en lærer-elev-relation, påtager læreren sig ansvaret for at eleven når sit mål, og det i en grad som eleven næppe kan forstille sig. Eleven kender ikke vejen, og har ingen anelse om, hvor mange forhindringer der skal overvindes, og som lærer bliver du nødt til at stille krav, som eleven ikke nødvendigvis har lyst til at honorere. At omlægge f.eks. en uhensigtsmæssig blæseteknik er et pinefuldt arbejde for eleven, og det kræver udholdenhed. Her står relationen sin prøve, om tilliden er tilstrækkelig til at bære i gennem tvivl og mismod.

I dag har vores elev og lærerrelation sin afslutning på Eriksminde. Det har i den grad været en kærlighedsrelation båret af tillid, det har jeg følt hver eneste dag i Jeres nærvær, og jeg håber I har følt det samme. Relationen har naturligvis holdt til dage der er gået som en leg, hvilket jeg gerne vil takke Jer for, men jeg vil i særdeleshed gerne takke Jer for at kærlighedsrelationen og tilliden har holdt til de, ganske vist få dage, men de har været der, hvor den har været sat på prøve, og hvor den har været udfordret af tvivl og mismod.

Kære elever jeg vil karakterisere Jeres Eriksminde-år med to ord. Det ene er glæde og det andet er taknemmelighed. Om glæden ved I jeg har sagt til Jer at vi som mennesker har en ”glædesforpligtelse”. Hver dag når vi står op om morgenen har vi fået en ny dag som gave, en ny dag venter, og lov mig elever, at I aldrig når til at skulle sige, at en ny dag truer – det er en hån mod den gave som livet er. Når jeg siger at en ny dag og livet er en gave, så er vi selv ansvarlige for at pakke gaven ud, og det gør vi bl.a. ved hver eneste dag at finde glæden. Deri ligger glædesforpligtelsen.

Den store danske filosof Søren Kirkegaard siger at ”i sandhed nærværende” er det samme som det ord vi kender nemlig åndsnærværelse, som betyder at være åndeligt til stede – og som er evnen til med empati at have opmærksomheden rettet på det, der i øjeblikket kræves af mig. Glæden er på den måde en forpligtelse, og den opstår når vi er nærværende. Til Jer elever vil jeg gerne sige, at I i den grad har været nærværende, og derfor er det glæden der har fyldt allermest I jeres år på skolen.

Storm P har en lille historie, hvor han fortæller at han stort set hver morgen gik en tur på Frederiksberg Kirkegård sammen med sin lille hund Grog. En morgen møder han graveren,, der netop er blevet færdig med at grave hullet til dagens begravelse og nu vel fortjent sidder på kanten af graven med benene dinglende ned i hullet og tørrer sveden af panden. Storm P. letter på sin hat og hilser på ham og siger ”Nå de har nok fået lov at være oppe i dag”.
De flest ville tænke, når de ser graveren: Pas på, du ikke falder ned! Men Storm P. tænker modsat : hvor er det godt du har fået lov at komme op. Og det er lige nøjagtigt hvad vi har hver morgen: Vi har fået lov til at få endnu en dag, hvis oplevelser og menneskelige møder venter. Glæden venter, og livets fortegn er glæden. Hvis vi ser et medmenneske se trist eller mismodig ud, spørger vi altid ”Hvad er der i vejen”. I vejen for hvad – i vejen for glæden, og hvis vi kan, gør vi alt for at hjælpe vores medmenneske med at fjerne det der forhindrer glæden.

Selvfølgelig er der triste ting i livet, som vi kan græde over, men det er glæden, der er afgørende, det er glæden der er grundlaget. Når vi græder, er det over, at glæden ikke er der, at den er forhindret i at indfinde sig. Vi ville ikke græde, hvis vi ikke havde et håb om og en tro på, at glæden igen vil indfinde sig.

Den tidligere højskoleforstander og radiomedarbejder Erik Lindsø har for nyligt udgivet en bog som hedder ”Der er nu noget ved livet, som man ikke finder andre steder”. Jeg synes det er en genial titel prøv lige at smag lidt mere på sætningen ”Der er nu noget ved livet som man ikke finder andre steder.”

I denne bog fortæller han en historie om den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen, som var minister fra 1935 -1942 og igen fra 1957 – 1961. Jørgen Jørgensen blev, på en lærerkongres spurgt om sine forventninger til landets lærere, hvortil han blot svarede ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får du lyst og lykke til at gøre gavn som gud det vil, på allerbedste måde”. At undervise var for ham, at man forpligter sig på at vise underet.

Jeg ved at selvfølgelig lever vi i en helt anden tid i 2011, men hvor ville det dog være befriende, hvis en moderne undervisningsminister, blot i en bisætning ville kunne sige det samme.
Kære elever: Gå frit! Lev nu det liv, Du skal leve, det har du pligt til. Tro på at livet vil noget med Jer, jeg havde ikke stået her på talerstolen på Eriksminde Efterskole, hvis ikke livet havde villet noget med mig. I skal ville noget med Jeres liv, ikke sådan i almindelighed, og efter bedste beskub, men på allerbedste måde – til folkegavn, som Grundtvig digter et andet sted. Det er nemlig sådan at når livet er til gavn, så bliver det festligt. Det havde Jørgen Jørgensen jo ret i var væsentligt at lære dengang, men jeg mener også at det er væsentligt at lære i dag. Derfor har I mødt Eriksmindes værdier som I har.

I dag skal I elever tage afsked med skolen, Vi skal tage afsked med Jer, og I skal tage afsked med os, og ikke mindst skal I tage afsked med Jeres venner, som en del af Jeres hverdag. Men det er vigtigt at I kun betragter afskeden som, som en afsked i den ramme som er Eriksminde. Jeg ved I vil have Eriksminde I jer hele livet, vi vil have Jer I os hele vores liv, og ikke mindst har I opnået venskaber som I vil have hele livet.

Jeg vil gerne I den forbindelse fortælle Jer en lille historie fra mit liv. I ved jeg var på højskole da jeg var næsten på alder med Jer, jeg var en meget ung højskoleelev.

Forrige lørdag var jeg til 60 års fødselsdag hos Torben i Odense. Til fødselsdagen var også Thomas fra Nyborg – han er 57 år. Jeg er som I ved 53 år. Torben, Thomas og jeg mødte hinanden på Vestjyllands Højskole helt tilbage i 1976. Vi blev venner i 1976, og er det stadig. De første 10-15 år efter højskolen sås vi meget tit, i årene efter ses vi måske engang om året. Alligevel er Torben og Thomas den dag i dag mine allerbedste venner. Et venskab som vi alle tre ved, altid vil være der, uanset hvor lang tid der er imellem vi ses. Med det samme vi ses går snakken lystigt, både om de oplevelser vi har haft sammen, men også om det liv vi hver især levet i vores dagligdag nu. Torben og Thomas er stadigvæk de to som jeg kan grine allermest sammen med.

Umiddelbart var og er vi meget forskellige. Vi havde dog fra starten det til fælles, at vi ville bryde en social arv, hvilket var meget karakteristisk for min generation – vi ville nå et socialt trin højere end vores forældre. Måske var vi den eneste generation der havde det som mål. Generationen før os – 50-er generationen blev typisk det samme som deres forældre. I Jeres generation skeler I overhovedet ikke til, hvad Jeres forældre laver, men I vælger nøjagtigt det som I finder mest spændende og interessant, og det er faktisk rigtigt godt.
Thomas, Torben og jeg fik grundlagt et livslangt venskab på Vestjyllands Højskole i 1976, og jeg er sikker på at I elever har fået grundlagt livslange venskaber på Eriksminde Efterskole i 2011.

I Erik Lindsøs bog, det var den med titlen ”Der er nu noget ved livet, som man ikke finder andre steder” fortæller han om en pige der hed Mette, og som var elev på et højskoleophold. Mette havde en noget broget barndom og ungdom bag sig. Mette turde ikke give sig hen til andre og gik derfor rundt som en skygge. Noget af det stærkeste jeg har oplevet som efterskoleforstander er når en elev som Mette i gennem et efterskoleophold vender ryggen til skyggen og træder ud i lyset. Det gjorde Mette da hun var på højskole, og det har mange gjort når de har været på efterskole.

En aften på Erik Lindsøs højskole, sad hele holdet omkring pejsen, hvor eleverne skulle fortælle barndomshistorier. Mette var blevet overtalt til at fortælle sin. Det var en barsk historie, om et hjem uden beskyttende hylster, med mange svigt, tårer og ensomhed. Da historien var slut, sad alle helt stille, som vi gør når noget bevæger os. Efter lidt stilhed er der pludselig to drenge der bryder stilheden ved på guitar at spille Don Gibsons sang ” A legend in my time”. Nogle gange indrammes det enestående bedst med en sang.
Mette erfarede, hvor glad man bliver for sig selv og andre. Når man i tillid føler sig tryg, fordi man grundlæggende mærker, at andre mennesker vil en det godt.

Jeg vil håbe at I elever kan fornemme, at jeg kunne have fortalt en lignende historie fra Jeres ophold på Eriksminde. Ikke med Mettes historie men med en helt anden personlig historie, som bliver fortalt i tillid. For det er altså sådan at tilliden er fundamental i kontakten mellem os. Det er her, Løgstrup taler om ”talens åbenhed” som en suveræn livsytring. I samtalen og i fortællingen om os selv blotter vi os, fordi samtale partneren og lytteren stiller en fordring. Enhver samtale og fortælling, hvor jeg øser af mig selv, er også en selvudlevering. Når vi andre tager vare på denne selvudlevering, udviser vi tillid, og vi er redelige mod hinanden. Det kan højskolen når den er bedst, og det kan efterskolen når den er bedst.

I elever er nogle seje unge, der gerne vil gøre en forskel og har en masse tanker om det samfund, I er en del af. I er ikke en uforskammet, egocentreret, reality-tv -elskende og fordrukken generation, som mange af de etablerede medier forsøger at beskrive Jer. I må love mig at I når I møder den holdning, at I både i gennem argument og handling modbeviser det.

Til Jer seje unge der gerne vil gøre en forskel har Sofie Rye sammen med to kammerater lavet en blog på sitet Samfung.dk. Sofie Rye har været elev på Eriksminde for 7 år siden, og er i øvrigt initiativtager til – og formand for Yngresagen.

På Samfung.dk kan unge mellem 15 og 30 år give sin mening til kende, og debattere det samfund som I er en del af. Fælles for bloggerne på Samfung.dk er, at de interesserer sig for samfundet omkring sig og har en holdning til samfundet omkring sig – og det gør I elever, så derfor vil jeg gerne opfordre Jer til at gå i gang med at debattere bl.a. på Samfung.dk.

Som jeg tidlige har sagt i min tale her, så vil jeg karakterisere Jeres hold med ordene glæde og taknemmelighed. Om glæden har jeg talt.

Jeg syntes at I på rørende vist har evnet at vise taknemmelighed, over for dem I er hver især, taknemmelighed over de muligheder I har, og taknemmelighed over det menneskelige møde, som har været grundlaget for vores fælles efterskoleår. I har vist taknemmelighed overfor det I har fået af hinanden, og for det I har givet hinanden. Vist taknemmelighed overfor det i har fået af skolen, og for det i har givet skolen. Vist taknemmelighed over for det I har fået af os, og for det I har givet os.
Jeres taknemmelighed er også kommet til udtryk i Jeres Evaluerings besvarelser, hvor I stort set alle takker Eriksminde for Jeres år her.

I taknemmeligheden er vi i virkeligheden en lille smule nærmere på Lykken, derfor er den vigtig. Jeg vil gerne minde Jer om Malles fine definition på lykke, som er af stor kvalitet synes jeg. Malles definition på lykke er ”når man ikke kan forestille sig at være en anden end den man er, og når man ikke kan fore stille sig at være et andet sted end der hvor man er.” Tak, Malle fordi du gav os alle sammen denne definition, som jeg vil bede Jer huske.

På et fællesmøde her i foråret fortalte jeg Jer om, at der ved indgangen til det bibliotek som er i Rundetårn er et skilt, hvorpå der med sirlige bogstaver står følgende: ”Tårnet – dets vægge, loft, døre og vinduer og så videre – stilles til det hæderlige publikums beskyttelse”. Det er en formaning, men det er af den mest galante og taktfulde slags. Skiltet er en formaning ja – tag vare på rundetårn, men det er helt renset for enhver løftet pege finger. Her er ikke noget med regler, forbud eller andre udpenslinger af det, man ikke må.

Næsten alle steder, hvor mennesker færdes, bliver vi mødt af skilte der fortæller os, hvad vi skal afholde os fra. En fy fy propaganda, som ofte har den modsatte effekt.

Teksten på det gamle skilt i Rundetårn siger ikke fy fy, men gør det modsatte. Her er borgeren ikke en formastelig ugernings mand, men en hædersmand. Skiltet appellerer til en personlig ansvars- og pligtfølelse.
Det viser borgeren respekt og anerkendelse og er med til at bygge ham eller hende op. Man er ophøjet til stedets beskytter. Skiltet i rundetårn taler til kongen i os, og ikke til stodderen.

Jeg vil gerne stå inde for, at der under hele Jeres ophold på Eriksminde er blevet talt til kongen i Jer, og ikke til stodderen, og bl.a. derfor er I konger. Jeg vil gerne takke Jer for at I har været et hæderligt publikum, og at skolen og det den står for,under Jeres ophold her, på bedste vis har været under Jeres beskyttelse.

Kære elever, det har på alle måder været et dejligt, og værdifuldt fællesskab og samvær med Jer på skolen det forgangne år. I har med krop, sjæl og hjerte mødt denne skole, både i glade og svære dage.

I har tillidsfuldt, med humor, glæde og taknemmelighed mødt os voksne, mødt os som dem vi er, uden forstillelse.

Det vil jeg gerne sige Jer tak for, det har være dejligt at lære Jer at kende. Tak for smil og grin, og tak for samtaler om det allermindste i livet og om det allerstørste i livet.

Jeg vil gerne sige tillykke med jeres eksamens papir, som I skal huske at hente oppe på kontoret inden I tager hjem. Det er alle sammen rigtigt flotte papirer, som I med rette kan være både glade for og stolte af. Jeg vil dog bede Jer om at have en rigtig god kontakt med det mærkbare i Jer, og være en lille smule kritiske overfor det målbare. For det er ikke alt der kan tælles, der tæller, og det er ikke alt der tæller der kan tælles.

Jeres efterskoleår er ved at være gået – Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak, for Jeres engagement, Jeres ansvarlighed og Jeres glædelige måde at møde denne skole på, og ikke mindst tak for Jeres loyalitet overfor skolen og det den står for og for os der er omkring den.

Jeg vil naturligvis også gerne takke Jer forældre for den tillid I har vist skolen.

Til allersidst vil jeg gerne ønske Jer en rigtig god og velfortjent sommerferie, og held og lykke med det I hver især skal i gang med efter ferien. Jeg har det privilegium, at have en klar fornemmelse af, at det vil gå Jer rigtigt godt hver især, derude i det såkaldt virkelige liv.

Tak fordi I gav os mulighed for at holde af og holde ud, og tak fordi I var med til at holde vores blik levende.