#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING
Tale ved starten af skoleåret 2010/2011
på Eriksminde Efterskole
søndag den 15. august 2010.
v/ Per Slyngborg

Jeg vil gerne byde Jer alle sammen hjerteligt velkommen til skolen, og til starten af Jeres helt unikke efterskoleår.

Jeg vil naturligvis gerne udtrykke en særlig velkomst til Jer elever, som vi glæder os meget til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på.

Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv og den kraft, som skolen skal bestå af. Eriksminde Efterskole var uendeligt lidt uden Jer, og derfor er det meget vigtigt at I er her i dag, og derfor er det et betydningsfuldt møde vi har i dag.

Vi håber I vil møde skolen og det den står for med åbenhed og nysgerrighed, for derved kan vi skabe et fordomsfrit og naturligt rum for den forskellighed, som er styrken ved ethvert værdifuldt fællesskab. Det er et fælles vilkår for os alle sammen i dag, at vi er sat i en fælles udfordring om at møde forskelligheden, som noget positivt og frugtbart med mange muligheder, udfordringer og styrker.

Jeg håber at I alle sammen er blevet vist til rette ude på værelserne, og er parate til at møde den store glæde det er, men også den store udfordring det, at skulle bo sammen med et andet menneske et helt år.

Inden den egentlige velkomsttale skal vi synge Grundtvigs san ”Den signede dag”, og vi synger den på Erling Lindgrens nye melodi.

 


 

De to professorer Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen udgav i efteråret 2009 en bog hvor de sætter den danske skole til debat. Bogen hedder ”Klokken ringer ud” med undertitlen ”et opgør med industrisamfundets skole”.

I bogen skriver de bl.a. ”At vi elsker at standardisere, specialisere, mekanisere og synkronisere. Det har vi lært i industrisamfundet. Indenfor uddannelsesområdet har vi skabt eksaminer, fag, specialer, niveauer, grader, certifikater og mange andre kasser og kategorier. Den ene karakterskala efter den anden. Eksamensopgaver udarbejdet på standardiserede måder og ud fra konventionelle fag- og samfundsopfattelser.

Vi er opdraget til, at mennesker rangordnes efter deres IQ, og har glemt eller lukket øjnene for at det er en utrolig snæver og ensidig måde at karakterisere mennesker på. Menneskers forskellighed kan karakteriseres på mange måder. Litteraturen, digter- og malerkunsten, den psykologiske forskning og meget andet bærer ekstreme vidnesbyrd om dette, men vi knægter denne indsigt, når det kommer til mange vigtige samfundsanliggender. Her kræver vi simple mekaniske standarder, som vi tvinger os selv og hinanden ind i – i stedet for dynamiske og komplekse standarder og beskrivelser.

Jeg synes de to professorer berører noget utroligt centralt her. Måske først og fremmest fordi, at i den standardiserede verden, som jeg mener i stigende grad skabes, ja der er det jo ikke sjovt at være forskellig fra standarden, for så falder man jo udenfor. Der er heldigvis vil jeg sige, mange i det danske samfund, der falder udenfor standarden, som er noget andet end metervaren, og som gør vores samfund mangfoldigt og rigt. Problemet er ikke at mennesker falder uden for standarden, men problemet er at de i stigende grad bliver holdt udenfor vort samfund og ikke værdsat.

Der er mange tusind mennesker i det danske samfund, der ikke får lov til at være en del af uddannelsessystemerne og ikke får mulighed for at deltage i værdiskabelsen i samfundet. Voksne, der ikke kan finde sig til rette i virksomheder og på arbejdspladser, fordi de på grund af love og regler kun kan få lov til at være der på de givne og eksisterende vilkår og betingelser. Og børn og unge holder vi udenfor, når vi ikke værdsætter dem for det, de er og kan. Når vi dømmer og tildeler unge dårlige karakterer for noget, de ikke kan, og ikke giver dem karakterer og positiv anerkendelse for det de kan og er gode til, så holder vi dem nede og ude.

Til Jer forældre og elever vil jeg gerne i dag være så ubeskeden og sige, at vi på Eriksminde Efterskole i gennem hele skolens 54 årige historie, har arbejdet i mod det standardiserede. Derfor glæder det mig naturligvis, at Per Fibæk Laursen og Steen Hildebrandt fremtids sikrer dette menneskesyn. I kan være helt sikre på at I på skolen her vil blive respekteret og anerkendt som det menneske I er, det i kan og det I står for. Det er ikke bare et pædagogisk princip, men det er et menneskesyn, som i den grad er en del skolens måde at møde de Jer på. Der er ikke noget så glædeligt, som at opleve et velfungerende fællesskab, som er funderet i mangfoldighed i stedet for enshed og enighed.

Et sådant fællesskab har i sin start i dag for Jer elever og os. Vi glæder os til det, og jeg håber også I gør det, selvom I jo lige nu naturligvis alle sammen har lidt sommerfugle i maven.

Men fællesskabet kommer jo ikke af ingenting, det skal bygges op og have sin tid gennem det daglige samvær, men også gennem samtale og undervisning i filosofiske og eksistentielle spørgsmål, som I ved er centralt for skolen her. I de samtaler om livets grundvilkår, som vi skal have mange af, kan vi lærere ikke ”gemme” os bag et stof, og det store er at det sætter os lige, og det gør mødet mellem Jer og os personligt. Og det er ikke nogen nem sag, det betyder at vi må vise hinandens menneskelighed, sårbarhed og fejlbarlighed. Hvis mødet mellem Jer og os, mødet mellem lærer og elev, eller mødet mellem et menneske som er mellem 27 og 55 år og et menneske som er mellem15 og 17 år ikke er personligt, kan vi ikke nå derind, hvor samtalen er ligeværdig, og hvor I oplever, at vi er fælles om at se livet som noget stort og fantastisk, men også som noget modsatrettet og noget der til tider kan give anledning til fortvivlelse.

Vi vil også viser Jer skolen og vores helt klare livssyn, det indebærer at I møder hvad vi mener og tror på, hvad vores holdning og ide grundlag er og hvilke værdier vi sætter højt, ikke med en forventning om at I skal komme til at mene det samme, men med en åbenhed for diskussion og drøftelse. En drøftelse som vi glæder os til at have sammen med Jer.

Jeg har flere gange nævnt ordet glæde i min tale her. Glæden er vigtig – jeg håber I vil have glæde ved at være på Eriksminde Efterskole det kommende år, og ikke bare tilfredse. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup skriver meget poetisk om glæden i 1938:

”Det ejendommelige ved glæden er, at den kan vi ikke beholde for os selv. Så kvæles den. Glæden kan kun leve af at ytre sig. Lige som kilden kun kan blive ved med at være kilde ved stadig at strømme ud. Glæden er altid større, end vi selv er. En glæde, som kun rummes i os selv, det er ingen glæde, men tilfredshed, og det er noget ganske andet. Vi må skelne mellem tilfredsheden, der er glædens kvalte kadaver – og så den levende glæde selv…

Hvis vi ville øve os i at skelne mellem den døde tilfredshed og den levende glæde, så ville vi opdage, at det, vi glæder os over, altid er det skabte. Glæden kommer, uden vi ved af det, gennem vort syn og vor hørelse, som glæde over lys og landskab og toner. Eller som glæde over den modtagne medmenneskelighed. Glæden er den rene modtagelse. Glæden er uden beregning, det glædelige er ikke det brugbare, men det er det, vi ikke kan gøre noget som helst andet med end – at modtage. Glæden er glæde over det skabte.”

Det er denne glæde jeg vil håbe I vil møde, samtidig med, naturligvis, den glæde I vil møde i venskabet og kammeratskabet mellem jævnaldrende. Forfatteren Jørgen Leth siger, at de bedste venner, han har haft, er nogen han har leget godt sammen med. Jeg giver ham ret for legen er uden forstilelse, I legen kan vi være os selv, i legen kan vi vise styrker og svagheder, og netop derigennem skabes betydningsfulde venskaber – venskaber som jeg er fuldstændig sikker på I vil få – måske venskaber, som I vil have hele Jeres liv.

Venskaber bliver til i legen, men venskaber og samvær bliver også til i frihed, tillid og ansvar – tre begreber, som I vil høre os lærere sige mange gange. Et samvær eller et venskab som har de tre ord som udgangspunkt, bliver et betydningsfuldt, nært og ægte samvær, og det insisterer vi på at ville have sammen med Jer.

Til gengæld tør jeg godt stå inde for at I vil blive respekteret som dem I er, og I vil blive holdt af. Et ungt menneske der bliver respekteret uden betingelser, som bliver elsket og vist tillid, lærer hvad respekt, kærlighed og tillid er. Et ungt menneske man ydmyger og har mistillid til, lærer selv at ydmyge og have mistillid – så fortvivlende enkelt er det.

Til sidst vil jeg sige til Jer forældre, som i dag overlader en stor del af Jeres børns tid til os, at det at få børn er samtidig at få bekymringer. Det ved alle forældre. Vi bekymrer os om vores børn, når de er små og ikke kan klare sig selv, men også når de blever større og verden bliver vanskeligere for dem. I en hvis forstand vokser vores børn aldrig helt fra os. Så længe forældre lever, vil de bekymre sig, både når der er grund til det, og måske også når der ikke er grund til det. For at elske er også at bekymre sig om den man elsker. Og ved I hvad der er fantastisk, sådan er det over hele verden – uanset om du er Europæer, afrikaner, asiat, japaner, amerikaner, kineser eller om du er Roma for den sags skyld – så er det sådan.

Den kærlighed I har til Jeres børn, afstedkommer uvilkårligt at I vil spørge, hvordan vil det gå Jeres søn eller Jeres datter under deres ophold på Eriksminde. Vil han eller hun klare sig godt, vil han eller hun være glad og vil han eller hun kunne klare de opgaver som der forventes og som der bliver stillet. Vil min søn eller datter få et godt ophold, hvor glæderne vejer tungere end sorgerne, og udfordringerne ikke overstiger hans eller hendes muligheder og kræfter.

Stort set alle os der arbejder her på Eriksminde har selv børn, så vi kender til disse bekymringer på egen krop. Vi ved at den kærlighed som forældre har til deres børn er betingelseløs. Og når nu Jeres søn eller datter starter på Eriksminde, så er det første gang, at denne betingelsesløse kærlighed mellem Jer og Jeres børn skal leve hver for sig. Det betyder naturligvis ikke at den bliver mindre, men at I i dag overlader noget af den til os. Det jo er indlysende, at den kærlighed vi kan give, ikke kan erstatte forældres kærlighed, men den kan supplere og understøtte den, og deri ligger vores opgave – en opgave som vi vil tage på os med stor alvor og ydmyghed.

Til sidst vil jeg sige til Jer elever, at vi glæder os rigtigt meget til at lære Jer at kende, til at undervise Jer og til at skabe en fælles dagligdag sammen med Jer. Vi forventer af Jer at I giver den en skalle i undervisningen, vi forventer af Jer at I vil arbejde kreativt og udnytte skolens kreative muligheder og ikke mindst at I vil udfordre Jeres ungdomsliv og sociale sammenhænge, inden for de rammer som er sat af skolen naturligvis.

Den første tid her kan måske virke lidt utryk, fordi alt er nyt. Ingen kender hinanden og ingen kender skolen endnu. Men tag det bare stille og roligt og lad tingene gro i den hastighed som er naturlig – så vil I meget hurtigt komme til at føle Jer hjemme. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde øje med Jer hver især, og hvis I ser triste ud skal I vide, at vi vil komme og spørge ind til Jer. Ellers er det meget vigtigt, at I ikke er bange for at komme til os, hvis der noget der bekymrer Jer.

Endnu engang velkommen til Jeres skoleår på Eriksminde – jeg ønsker alt det bedste for det.

Inden et par praktiske oplysninger og en præsentation af skolens medarbejdere skal vi synge ”Hvad solskin er for det sorte muld”.