Tale på forældredagen
lørdag den 4. februar 2012
v/ Per Slyngborg
Jeg vil gerne i min orientering til Jer i dag tage udgangspunkt i filmen ”De andres liv”, som nogen af Jer måske har set. Filmen er fra 2006, og foregår i det gamle Østtyskland, i 1984, hvor man stadig fem år før murens fald for fuld kraft opretholder det Stasi-infiltrerede statstyranni med overvågning af alle mulige på alle mulige fronter. I et system styret af angst må ingen føle sig sikker, hvilket de mange mange tusinde Stasiagenter sørger for.
En af dem er den stærkt partiloyale agent Gerd Wiesler, som på et tidspunkt får til opgave at overvåge den intellektuelle, frittænkende forfatter Georg Dreyman og hans kæreste, skuespillerinden Christa Maria Sieland.
På et loftsrum sidder Wiesler, i begyndelsen kold og kynisk, og noterer ufølsomt alt ned, hvad han via følsomt lytteudstyr observerer fra Dreymans mikrofonspækkede lejlighed.
Men noget sker. Overvågning af andre, opmærksomhed, kan medføre forandring hos en selv. ”Ingen forandrer sig”, har en af filmens gennemførte kyniske skikkelser tidligt i filmen med stor vægt konstateret. Men det holder ikke i virkeligheden.
På loftsrummet sidder Gerd Wiesler med sine hovedtelefoner og modtager indtryk fra Dreymans lejlighed, hører ord og toner som giver ham indsigt i en helt ny verden. En verden af kunst, musik, kærlighed og lidelse. Liv og død. For det hele hører med.
Knapt nok uden en mine i sit ansigt, forandres Gerd Wiesler indefra. Fra hjertet som varmes op, optøs, og begynder at banke for noget langt større og mere end blot et koldt system og hans eget livs elendige sikkerhed.
Den verden, der her lukkes op for Gerd Wiesler virker på ham som en åbenbaring. En åbenbaring der, vælter al mulig hæmning og smålighed hos ham til side og baner vej for helt nye ord og syner. Wieslers rapporter forandrer karakter. Ånden i de ord og toner han hører, stemningen og gløden, forvandler hans rapporter fra kølige referater til kunst. Til fiktion og digt med det ene store formål, at redde et menneskeliv. Redde Dreyman og Christa Maria fra Stasis kløer. Og med hans, Gerd Wieslers, eget liv og sikkerhed som indsats.
”Sonate vom guten Menschen” hedder filmens centrale musikstykke og tema, som lyder gennem filmen, og som i væsentlig grad virker med til at forvandle Stasiagenten Gerd Wiesler fra maskine til menneske. En mand der på falderebet handler klogt. Rigtigt klogt. I stærke glimt, et godt menneske.
Gerd Wiesler lader sig røre og bevæge af en verden af kunst, musik, kærlighed og lidelse – han bevæges af det der afgørende for det at være menneske nemlig at vi er i stand til at elske og blive elsket.
Vi lever i en tid hvor vi dagligt bliver mindet om, at vi skal røre os og bevæge os mindst en halv time om dagen – ja vi skal have pulsen op. Selvfølgelig er det vigtigt, men det er endnu vigtigere at vi er i stand til at LADE os bevæge og LADE os røre over mødet med medmennesket og det liv, som ganske vist ind i mellem kan slå knuder og være besværligt, men grundlæggende er fantastisk og på alle måde er værd at lade sig bevæge og røre af.
Mødet med et andet menneske skal for mig at se altid være grundet i at det er et menneske man lever med, og dermed bliver det til et medmenneske – dette store ord som indeholder så meget. Hvis vi vil konkurrere med det andet menneske om at ville være bedst, om at føle sig bedre, om at føle sig ophøjet over andre, så ser vi ikke mennesket som et medmenneske, men som et modmenneske. Et samvær hvor man ser det andet menneske som et modmenneske, er et samvær der ikke er værd at leve i. Derfor er det altså vigtigt at vi lader os bevæge og lader os røre over mødet med det andet menneske, og her er kunsten, musikken og kærligheden afgørende. Det indebærer af og til at vi giver til hinanden, og også engang imellem giver noget som ikke er fortjent.
Sognepræst Poul Joakim Stender siger de kloge ord ” At opdrage sine børn med retfærdighed er at give dem det de fortjerner – at opdrage sine børn med kærlighed er at give dem det de ikke fortjener”.
Disse tanker er afgørende for det menneskesyn som er skolen her lever sin hverdag på. Vi vil leve med forskellighed i fællesskab. Det at kunne være sig selv i fællesskab med andre ved vi er vanskeligt, men også utroligt givende, og vi ved det er noget af det der bliver husket. Et sådant fællesskab indebærer, at man føler sig holdt af, at man føler sig set og anerkendt for lige nøjagtigt det menneske som man er. Vi arbejder til stadighed på, at eleverne midt i deres forskellighed tør være sig selv uden forstillelse – uden at være noget andet end det de er, for dermed at kunne møde en forvirret og krævende verden med oprejst pande. Filosoffen Søren Kierkegård siger at vi må lære at ”Stå ene ved en andens hjælp”, og i vores sammenhæng her på Eriksminde er den anden både os voksne og kammerater og venner.
På skolen her ser vi medmennesket som et konkret individ, noget enestående og uerstatteligt. Det er vigtigt at dette individ ikke er navnløst, men netop er identificerbart og bærer et navn, og et særligt ansigt, særlige øjne og særlige egenskaber. Derigennem kan vi lære hinanden at kende på godt og på ondt, og derigennem kan vi holde af og holde ud.
Martin Andersen Nexøs roman Ditte menneskebarn begynder med at panorere rundt i universet i en kosmisk betagelse af verdensrummet. Her findes milliarder af stjerne. Nogle brænder ud og dør, og nye fødes. Vi er oppe i sublime højder. Det hele føles som noget mirakuløst og gådefuldt, men også som noget uendeligt betydningsfuldt.
Den kosmiske fortælling ender med at Ditte fødes. Ditte er nok født på samfundets skyggeside som uægte barn af en tjenestepige, der ikke vil vide af hende. Men ikke desto mindre er hun noget enestående. Hun er nemlig at ligne med en stjerne på menneskehedens store himmel. Ganske ligesom alle andre også er værdifulde stjerner. Vi er alle sammen stjerner. Ikke bare stjerner for en aften, men lysende stjerner livet igennem.
Desværre er dette menneskesyn ikke enerådene i vores samfund, ja måske ikke engang det dominerende. Alt for ofte ses mennesket som en anonym talstørrelse, hvilket jeg i virkeligheden synes er en kold og kynisk betragtning af mennesket.
I Andersen Nexøs roman ser vi opad – mod stjernehimlen – ser vi medmennesket som en talstørrelse ser vi nedad. Stjerner er noget vi ser op til. Anonyme talstørrelser kan vi ikke andet end se ned på. Der er tale om ophøjelse eller fornedrelse. Ophøjelsen frisætter mennesket – fornedrelsen anskuer mennesket som et materiale i samfundets maskine. Mellem disse to menneskesyn vil der altid foregå en åndskamp – en kamp som man som Eriksmindeelev opdrages til at deltage i.
I elever opdrages til at tro på Jeres ideer og drømme – til at tro på nye tanker mål med såvel det lille nære liv som det store samfundsliv. De er jo naturligvis fra nye generationer nye ideer skal komme. For lige så godt det er, at der er stadigt flere unge gamle, lige så forfærdeligt ville det være, hvis der kom flere unge gamle. Altså unge der ikke kan tænke en ny tanke. Et meget synligt eksempel på at I elever kan tænke en ny tanke er Jeres årsopgaver, som i den grad er udtryk for nytænkning, iderigdom og tro på egne værdier og evner. I har al mulig grund til at være stolte af hver Jeres opgave, for opgaverne som helhed og for det udtryk for hver Jeres personlighed som den viser.
Det er også hver Jeres personlighed, som med stort personligt mod har arbejdet for at fællesskabet er kommet til at lykkes. Og I kan være helt sikre på, at det kun bliver bedre og mere intenst i den kommende tid. For I har nu hver i sær, en måske ubevidst, følelse af at det her ikke er uendeligt -det slutter om ca. 5 måneder, vi er halvvejs nu, og jeg tør godt love Jer at vi i den kommende tid kan bære frugten af vores fælles arbejde for fællesskabet. En frugt som vi glæder os til at have sammen med Jer.
En af milepælene i Jeres år her er afleveringen af årsopgaven, en anden er turen til Berlin, en tredje er perioden med prøverne og der er masser af andre milepæle i den kommende tid – glæd Jer til det og glæd Jer til hverdagen og samværet, jeg ved I vil gå ind i det hele med glæde og engagement.
Jeg vil gerne takke Jer elever for tiden sammen med Jer ind til nu, og jeg vil gerne takke Jer forældre for den tillid I viser skolen.
