11-12 – Tale ved start

Jeg vil naturligvis gerne udtrykke en særlig velkomst til Jer elever, som vi glæder os meget til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på.

Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv og den kraft som skolen skal bestå af. En skole er uendeligt lidt uden Jer, og derfor er det vigtigt at I er her i dag.

Vi vil håbe at I vil møde skolen og det den står for med åbenhed og nysgerrighed, fo derved kan vi i fællesskab skabe et positivt rum for den forskellighed, som vi alle sammen er en del af. Et fælles vilkår for os alle sammen i dag, er at vi er sat i en fælles udfordring om at møde forskelligheden, som noget positivt og frugtbart med mange muligheder, udfordringer og styrker.

Jeg håber, at I alle sammen er blevet vist til rette ude på værelserne, og er parate til at møde den glæde, men også den udfordring det er, at skulle bo tæt sammen med et andet menneske et helt år.

Inden den egentlige velkomsttale skal vi synge Grundtvigs sang ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”.

Journalisten og forfatteren Bo Heimann skrev i oktober 2010 en kronik i politikken om John Lennon. Heri har jeg fundet inspiration til min åbningstale til Jer elever og forældre i dag.
Sidste år kunne John Lennon være fyldt 70 år. Han blev som bekendt dræbt af en gal mand i december måned 1980. Jeg vil gerne i dag bl.a. gennem Lennon, hylde dem, der inspirerer med nye ideer og visioner. En hyldest til dem, der tør drømme, og til dem der tør tro på medmennesket, også det medmenneske som er allermest forskellig fra mig selv. John Lennons mod til at drømme fortjener at blive husket, og blive brugt som inspiration i en konform tid.

Lennons liv var fra begyndelsen en lang fortælling dels om visionære drømme, men også om en tro på egen dømmekraft og livsfilosofi. Han blev født i Liverpool, efter sigende midt under et af Luftwaffes bombardementer. Lennons første leveår var stærkt præget af fraværet af faderen Alfred Lennon, der var sømand – han sejlede bogstavelig talt ind og ud af Lennons liv, inden han forsvandt permanent, da Lennon var 5 år.
Kort efter faderens forsvinden, bliver Lennons mor – Julia – af familien tvunget til at overlade den 5-årige John til sin ældre søster Mimi, hos hvem John voksede op. Med denne begyndelse på livet var smerten og drømmene sået i Lennon, og smerten blev kun forværret, da han som 17-årig mistede sin mor for evigt. Netop som mor og søn for alvor havde fundet hinanden igen, blev Julia kørt ned og dræbt af en beruset bilist.

Lennons oplevelse af rodløshed og isolation var dermed forståeligt nok dybt graveret i ham. På mesterværket ”Strawberry Fields Forever” fra 1967 beskriver han oplevelsen af at være speciel og udenfor. Han oplevede sig aldrig, trods mega-berømmelsen, som værende ”indenfor”, men altid på kanten og på en anden frekvens end normalbevidstheden.
Det er blevet frygteligt svært siden Lennon at tage den position. Hele vor kulturs tænkning om effektivitet, karriere, profit og fornuft gør vores normalbegreb så snævert at vi, går glip af det geniale og det usædvanlige, som netop Lennon repræsenterer. For øjeblikket er er en Lennon deprimerende nok nærmest utænkelig – hvis man er enig med mig må vi hver især gøre hvad vi kan, for at skabe mulighed for at sætte pris på det geniale, det anderledes og det usædvanlige. På skolen her er det en afgørende værdi, som I gennem året vil komme til at mærke og opleve.

Lennons bagage gjorde at han selvsagt ikke var noget dydsmønster i skolen – han kunne slet ikke finde sig til rette. Nok er der sket meget med skolesystemet, også i Danmark, siden 1950-erne, men man kan vel ikke sige at krop, bevægelse, sanser og kunstneriske udtryk er det der fylder mest og prioriteres højest i den traditionelle skole i dag – men det gør det på Eriksminde, og det er mit håb, at I vil kunne mærke vores prioritet af dette gennem året.

Lennon gjorde oprør i skolen. Han kom og gik som han lystede, og gennemførte aldrig andet, end hvad der svarer til en folkeskoleeksamen. Derhjemme var han en læsehest, og blev meget vidende, – endnu et bevis på at reel læring har noget med eksistentiel mening og indefra kommende lyst at gøre.

Politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet. Det er derfor forbløffende, at de alligevel sørger for at fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformere de nye generationer fra barnsben af. I stedet bør man gøde, passe og pleje diversitet og mangfoldighed.

Lennon flygtede. Han tog allerede som 19- årig til Hamborg i 1960 for at spille rock. Han satsede alt på musikken og drev det vidt. Han troede på sig selv som kulturskaber, og han rejste ud – ikke som fjumreår, men som inspirationsår. For hvem kan med overbevisning sige, at vi kun lærer, udvikler os og uddannes i skolesystemet? Det kan kun de, der vil noget meget konformt med uddannelsessystemet, og kun skabe arbejdstagere og forbrugere – og det må siges at være en noget indsnævret opfattelse af dette liv, som hver dag er en gave, som kun du selv kan pakke ud.

Lad os med Lennon in mente revurdere ideen om, at vi skal konkurrere med Østen på udenadslære, og lad os i stedet skabe en skole, der sætter fokus på tillid og ansvar – frem for test og kontrol, på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ ide udveksling, der fremmer individualitet og medmenneskelighed, der fremmer forståelsen af menneskelig mangfoldighed, og ikke mindst glæden ved den.

Og lad os med Lennon in mente få startet dette skoleår med Jer på Eriksminde. Lad os få startet et skoleår båret af tillid og ansvar, af kreativitet, af medmenneskelighed og en menneskeforståelse der samler i fællesskab og ikke adskiller i grøftegravning. Det vil altid være sådan at der er mere der samler mennesker, mere vi har til fælles, end der adskiller os og som vi ikke har til fælles. Lad os få startet skoleåret med generøsitet og storsind og med gavmildhed – lad os give med mildhed.

Vores møde med Jer elever det kommende år vil tage sit udgangspunkt i, at vi hver især har en natur, som skal have lov til at vokse og blomstre frem i samværet med alle andre som er her. Derigennem kommer vi nemlig til at lære hinanden at kende på en ægte måde, som vi vokser af, og hvor vi får hjælp og støtte af vores medmenneske. Det giver ingen mening at se vores medmenneske som en konkurrent i bestræbelsen på at ville være bedst. Det er sådan set inderligt ligegyldigt hvem af Jer der er bedst til dette eller hint, men det er ikke ligegyldigt at I er gode til noget, og at I arbejder utrætteligt på at blive bedre og gode til noget – ja det forventer vi faktisk af Jer. Det at ville være bedst til dette eller hint, har den åbenlyse, og til tider katastrofale konsekvens at vores medmennesker bliver konkurrenter – ja vores medmennesker bliver ikke medmennesker, men modmennesker, og et sådant samvær er ikke til gavn for mennesket.

Vi har et håb og et ønske om at I under Jeres ophold her, helt ind under huden vil forstå at ”jeg” plus ”jeg” kun giver ”jeg”, imens ”jeg” plus ”du” giver vi, og et vi åbner verden. Jeg vil endog håbe for Jer at I vil blive levende optaget af, hvad det vil sige at være menneske , og hvad livet handler om, og her har vi i virkeligheden et fælles projekt. Hvis vi når der til, vil vi opdage at verden er en hel del større og mere mangfoldig end nogen har en tendens til at gøre den til. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at I elever vil komme til, mere end I måske har gjort i forvejen, at se denne fantastiske verdens store mangfoldighed både når det gælder mennesket, forskellige kulturer, forskellige samfund og forskellig natur som omgiver os.

Til Jer forældre, som i dag overlader en stor del af Jeres børns tid til os, vil jeg gerne sige, at det at få børn er samtidig at få bekymringer. Det ved alle forældre. Vi bekymrer os om vores børn, når de er små og ikke kan klare sig selv, men også når de bliver større og måske får problemer. I en hvis forstand vokser vores børn aldrig helt fra os. Så længe forældre lever vil de bekymre sig om deres børn, både når der er grund til det, men måske også når der ikke er grund til det. At elske er også at bekymre sig om den man elsker.

Uvilkårligt vil I spørge, hvordan vil det gå Jeres søn eller datter under deres ophold på Eriksminde. Vil han eller hun klare sig godt, vil han eller hun kunne leve op til de forventninger som bliver stillet. Vil min søn eller datter få et ophold, hvor glæderne vejer tungere end vanskelighederne, vil min søn eller datter kunne klare udfordringerne, og overstiger de hans eller hendes muligheder og kræfter.

Stort set alle os der arbejder her har selv børn, så vi kender til disse bekymringer på egen krop. Vi ved at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs. Og når nu Jeres søn eller datter starter på Eriksminde i dag, så er det formentligt første gang, at denne betingelsesløse kærlighed mellem Jer og Jeres børn skal leve hver for sig. Det betyder naturligvis ikke at den bliver mindre – måske tværtimod – men I overlader i dag noget af den til os. Selvom det jo er indlysende, at den kærlighed vi kan give, ikke kan erstatte forældres kærlighed, men den kan supplere og understøtte den, og deri ligger vores fornemste opgave – en opgave som vi vil påtage os med stor alvor og ydmyghed.

Til Jer kommende elever vil jeg sige, at vi glæder os rigtigt meget til at lære Jer at kende, til at undervise Jer og til at skabe en fælles dagligdag sammen med Jer. Vi forventer af Jer at I giver den en skalle i undervisningen, vi forventer af Jer at I vil arbejde kreativt og udnytte skolens kreative muligheder, og ikke mindst at I vil udfordre Jeres ungdomsliv og sociale sammenhænge inden for de rammer som er sat af skolen.

De første dage her kan måske virke lidt utrykt, fordi alt er nyt. Ingen kender hinanden og I kender ikke skolen endnu, men tag det bare stille og roligt og lad tingene gro i den hastighed som er naturlig. Og så skal I hele tiden sige til Jer selv, at det altså er et fælles vilkår for alle. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde øje med Jer hver i sær, og hvis i ser triste ud vil vi komme og spørge ind til Jer. Ellers er det meget vigtigt, at I ikke er bange for at komme til os, hvis der er noget der bekymrer Jer – det er derfor vi er her.

Til sidst vil jeg sige at da vi tog afsked med det forgangne elevhold i juni måned, omtalte jeg et skilt i rundetårn, som jeg også gerne vil fortælle Jer om i dag.
Ved indgangen til biblioteket i Rundetårn er et skilt, hvorpå der med sirlige bogstaver står følgende: ”Tårnet – dets vægge, loft, døre og vinduer og så videre – stilles til det hæderlige publikums beskyttelse”. Det er en formaning, men det er af den mest galante og taktfulde slags. Skiltet er en formaning ja – tag vare på rundetårn, men det er helt renset for enhver løftet pegefinger. Her er ikke noget med regler, forbud eller andre udpenslinger af det man ikke må.

Næsten alle steder, hvor mennesker færdes, bliver vi mødt af skilte der fortæller os, hvad vi skal holde os fra. En fy fy propaganda, som ofte har den modsatte effekt.

Teksten på det gamle skilt i rundetårn siger ikke fy fy, men gør det modsatte. Her er borgeren ikke en formastelig ugerningsmand, men en hædersmand. Skiltet appellerer til en personlig ansvars- og pligtfølelse.
Det viser borgeren respekt og anerkendelse og er med til at bygge ham eller hende op. Man er ophøjet til stedets beskytter. Skiltet i rundetårn taler til kongen i os og ikke til stodderen.

Kære kommende Eriksmindeelever ” Eriksminde Efterskole – dens elever, medarbejdere, ide grundlag, vægge, lofter, døre og kunstværker – stilles til vores fælles hæderlige beskyttelse.

Endnu engang velkommen til Jeres skoleår på Eriksminde!!!!

Inden en række praktiske oplysninger skal vi synge Nordahl Grigs ” Krings af da fiender”