fbpx


#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved forældredagen
Eriksminde Efterskole
lørdag den 23. februar 2013
v/ Per Slyngborg

For 3 – 4 år siden tog jeg i min afslutningstale til det daværende elevhold på Eriksminde, udgangspunkt i Karen Blixens novelle ”Det drømmende barn”. Jeg tillader mig at gøre det samme i dag, på denne forældredag – novellen betyder vældigt meget for mig, og jeg mener dens budskab er væsentligt for enhver ung og voksen og gammel for den sags skyld.

”Det drømmende barn” handler om drengen Jens. Jens er en forældreløs lille fyr, som vokser op i et af Københavns fattigkvarterer. Det eneste sted, hvor han møder lidt menneskelighed, er hos en gammel sypige, som forsyner drengens fantasi med vidunderlige beretninger fra det overdådige liv i de rige borgeres huse, hvor sypigen som ung har haft sin gang. Drengen, som er en ener og derfor ensom i sit miljø, føler sig overbevist om, at han i virkeligheden hører hjemme i den mirakuløse verden, som den gamle sypige fortæller ham om. Jens er en lille kunstner, som lever vældigt i sine drømme.

Nu vil skæbnen, at netop denne dreng bliver udvalgt til adoptivbarn hos et fornemt, barn løst ungt ægtepar. Jens tager de nye omgivelser i besiddelse som en triumfator, der altid har vidst, at der hørte han hjemme. Alle i det fornemme hus føler sig uimodståeligt draget af dette mærkelige barn. Karen Blixen beskriver det således: ”Jens tog huset i Bredgade i sin besiddelse, ikke ved magt, ikke ved styrke, men i sin egenskab af den udødelige, og uimodståelige person, måske den mest besnærende og uimodståelige i hele verden – den drømmer hvis drømme går i opfyldelse. Det ærværdige fornemme hus i Bredgade bliver lidt forelsket i ham. Han førte vinger ind i det daglige liv, han var i pagt med livets sødmefulde og ubarmhjertige magter, og hans forhold til hver enkelt af husets beboere udviklede sig i løbet af kort tid til en art underfundigt kærlighedsforhold på liv og død.”

Og videre i Blixens novelle står der ”En særlig side af barnets trolddom var den, at han fik sine omgivelser til at se med drømmenes øjne, og smilende tvang dem til at leve op til et ideal. Og at de da, hvad denne deres højere eksistens angig, i et og alt blev afhængige af ham. I den tid Jens boede i huset, forvandledes det og blev ulig de andre huse i Bredgade. Det blev Olympen selv.”

Ja, sådan virker disse mennesker, der er i pagt med livets sødmefulde og ubarmhjertige magter: de højner og oplyser det almindelige menneskeliv.

Så sker der imidlertid det tragiske, at Jens bliver alvorligs syg, så syg at han dør af sin sygdom. Herefter svinder huset i Bredgade atter ind og bliver et ganske almindeligt hus. Alle sørger, ja, ”husets beboere”, siger Karen Blixen, ”svimlede og ravede, som efter et stort fald.”

Den eneste i huset som bevarer fatningen, og på en måde holder huset oppe, er den unge frue Emilie, Jens adoptiv mor. Emilie havde haft et mærkeligt forhold til barnet, som hun – som den eneste ikke rigtigt havde holdt af. Hun følte sig foruroliget af drengens væsen, hvilket hang sammen med, at noget dybt i hendes eget væsen blev slået an: noget hun helst ville glemme, noget smerteligt. Emilie var i virkeligheden inderligere forbundet med denne dreng end nogen af de andre. De var af samme væsen. Dog med den forskel, at Emilie engang i sin ungdom tog en skæbnesvanger beslutning, som fjernede hende fra sig selv. Hun havde i et af disse øjeblikke, som skæbnen sommetider byder på, valgt forkert. Dvs. hun havde ikke fulgt sit hjertes lyst, men i stedet valgt fordommenes og vanernes tyranni. Hun var forblevet et såkaldt pænt menneske, ganske vist, i pagt med borgerskabets normer, men sig selv havde hun mistet. Alt dette mindede barnets rene, klokkeklare – uborgerlige, førmoralske væsen hende om, det barn, som levede i pagt med med den guddommelig orden og sit hjertes følelse. Emilie forstod nu, at ingen var viis og forstandig som han – og hun var anfægtet i sit borgerlige livs trygge grundvold. Hun så tydeligt sit eget fatale svigt.

På Eriksminde tager vi Jer elevers drømme alvorligt – ikke alle drømme går i opfyldelse, men de gør det nogen gange, og når de gør det ændres vores liv og vi bliver fyldt med glæde. Derfor er det vigtigt at have drømme og visioner for fremtiden, både til gavn for vores samfund, og til gavn for eleven selv. Håb og drømme er stærkt forbundet, og håbet er afgørende for menneskelivet, og enhver voksen der har med et ungt menneske at gøre, er stærkt forpligtet på, at vise den unge at selvom livet indeholder svære dage vil der altid, og jeg siger altid komme gode dage igen, og at der vil være flest af dem. Enhver voksen der har med unge mennesker at gøre, er forpligtet på til stadighed at overbevise den unge om at LIVET VIL DIG DET GODT. Jo, det gør ondt at leve, men det gør først og fremmest godt. Det sidste skal man huske, for det gode kommer først.

På skolen her tager vi hjertets lyst alvorligt, og det må for alt i verden ikke misforstås, så man hører det, som man bare skal gøre hvad man nu lige har lyst til. At følge sit hjertes lyst, er i den grad forbundet med pligt og ansvar. Pligt og ansvar overfor andre, og pligt og ansvar over for sig selv. Emilie tog ikke ansvar for sit hjertes lyst, og valgte fordommenes og vanernes tyranni, og dermed mistede hun i virkeligheden sig selv. På Eriksminde arbejder vi til stadighed på at eleverne, skal være forpligtet på og tage ansvar for deres hjertes lyst, til gavn for medmennesket og til gavn for sig selv – et samfund hvor befolkningen har mistet sig selv er ikke et godt samfund at være i.

I elever er på Eriksminde en del af en skole, som i den grad er båret af et helt personligt menneskeligt nærvær. I er en del af en skole, hvor den hjertelige vekselvirkning er central. Den hjertelige vekselvirkning er et af Grundtvigs mest centrale redskaber i den folke- og livsoplysende skole. Hvis et menneske taler fra hjertet, ja så bliver det der fortælles i reglen også mødt i hjertet – det er det jeg håber der sker lige nu, hvor jeg står inde for at tale fra hjertet, og jeg håber at det jeg siger vil blive mødt i hjertet.

Jeg bliver af og til spurgt om, hvordan jeg kan holde til i så mange år, at engagere mig i så mange nye mennesker hvert år. Svaret er den hjertelige vekselvirkning, samtalen og det undringsfællesskab, som altid opstår på skolen. Vi møder hinanden først og fremmest, som de mennesker vi er, og sekundært som rollen som lærer og elev.

På Eriksminde lever vi i et lille samfund, hvor vi insisterer på at vil have alle med, også dem som måske har dummet sig og overtrådt en af skolens grundregler. Det har naturligvis en konsekvens – ikke en udstødelse fra fællesskabet, men en konsekvens der gennem ordet og samtalen, mange ord og mange samtaler bringer eleven tilbage til en pligtfølelse og ansvarlighed overfor fællesskabet, som betyder at fællesskabet i tillid kan leve videre, med alle som deltagere.

Danmark har en gammel værdi om at have ambitionen om at vil have alle med – en værdi, som vi skal værne om, og som vi ikke må miste. Vi kan spørge os selv om, hvorfor vort samfund i stigende grad søger konfrontationen, frem for forsonligheden. Det danske samfunds succes gennem de sidste 200 år er faktisk ikke blevet til gennem konfrontation, men gennem forsonligheden og tilliden til medborger og samfund.

Danmark har altid været et land, som har været berømt for den vægt, vi ligger på det fælles gods. På kittet, der binder samfundsskelettet sammen. Det hedder med et samlende begreb ”Folkeoplysning”. Og I elever møder i dagligdagen her, en skole, hvor dette begreb er uhyre centralt. Et folkeligt fællesskab vil have alle med, i et folkeligt fællesskab kan man være uenig og strides så det sprøjter, men altid med en grundlæggende tillid til at det altid ender ud med en løsning, som alle parter kan være tilfredse med – ja med forsonlighed. I et folkeligt fællesskab, som fællesskabet på Eriksminde er, kan man godt opdrage på hinanden, have forventninger til hinanden, som måske er modstridende uden at blive uvenner. Dette vil vi gerne lære Jer lige fra det helt små, nemlig det at få det til at fungere med Jeres værelseskammerat, det at få det til at fungere på fagholdene og til at få det til at fungere i det større skolesamfund.

I ved at vi er store tilhængere af debat og samtale, og vi er tilhængere af at en evt. uenighed bliver udtalt. Det er vi fordi det forhindrer at samfundet bliver delt, på en måde hvor vi lader hinanden være, fordi vi er forskellige. Det er åndelig dovenskab, hvis man ikke vil debattere og tør lytte efter hvad andre siger, og forholde sig til deres meninger og erklære sig enig eller uenig.

Vi vil gerne bl.a. herigennem hjælpe med til at gøre Jer til myndige borgere, der gennem folkeoplysningen bygger bro fra hver enkelt af Jer til fællesskabet – til samfundet. Og det gør vi på en skole, der vægter det almene, det fælles, ja vægter kittet der binder skelettet sammen, mere end det specialiserede.

Og skelettet kan ikke holdes sammen uden det kit der også hedder pligt og ansvar.

Biskop i Ribe stift Elisabeth Dons Christensen siger om ”Fællesskab med orden og forpligtigelse”. Hun siger at der er en orden man skal indordne sig under, noget, som man er forpligtet på. Man kan ikke bare være sig selv, men indgår i et fællesskab. Netop det at dyrke sit eget, føle velvære, være søde og rare og designe sit eget liv frem for at indgå i sammenhænge, udgør en trussel mod den traditionelle opfattelse af velfærdsstaten, påpeger hun:

Kan man forestille sig en velfærdsstat hvor der betales skat, hvis man ikke var forpligtet af en hensyntagen til andre, at man vil hjælpe andre i nød.?” Nej, det kan man ikke og jeg er helt enig med Elisabeth Dons Christensen.

Første vers i Grundtvigs sang som vi sang lige før lyder:

Menneskelivet er underligt
Langt mer end vi kan beskrive
Dog lysner det op fra slægt til slægt
hvor mennesket holdes i live

Grundtvig siger menneskelivet er under ligt – altså at det er ligt et under, så stort et under at vi ikke kan beskrive det, men så siger han dog lysner mennesket op der hvor det fra slægt til slægt holdes i live – og det er altså ikke bare fysisk i live.

Det betyder at enhver voksenslægt til stadighed har en pligt til at vise enhver ny generation dette livs fantastiske storhed og muligheder, så vi ikke bare fysisk, men også åndeligt holdes i live. Så vi ikke bare rører os og bevæger os for at få motion, men også lærer at kunne lade os røre og lærer at kunne lade os bevæge over verden og livet – det har I forældre pligt til at vise de unge og det har vi lærere pligt til at vise de unge.

Samme Grundtvig siger også at det er kroppens og især håndens mulighed for at gribe, der sammen med menneskets mulighed for at tale og danne og dele sprog giver mennesket mulighed for selvbevidsthed. ”Man skal kunne gribe, før man kan begribe”. I følge Grundtvig er følesansen den fornemste sans for erkendelse. Derfor skal den gode skole indrettes, så ikke kun høresansen og synssansen påvirkes og udvikles, men også følesansen, det kropslige, det poetiske, det kreative og dermed erfaringen. Og bl.a. derfor har I elever lavet årsopgave – en opgave som enhver kan se giver mulighed for brug af ikke bare høre og synssans, men i høj grad også af følesans. Og derfor er i også gennem dette arbejde nået til større selverkendelse.

Når alt det er sagt, vil jeg endnu engang rose Jer for Jeres opgaver, som i år har en hel særlig kvalitet og det siger ikke så lidt.

Kære forældre og elever det jeg siger nu har jeg sagt mange gange – det ved jeg, men det er vigtigt for mig – vi søger her på Eriksminde at lave en skole, som er præget af tryghed, tillid, frihed og ansvar. Vi vil have at I elever føler at I bliver respekteret og at i har følelsen af at I bliver holdt af. Et ungt menneske, der bliver respekteret uden betingelser, som bliver holdt af og vist tillid, lærer hvad respekt, kærlighed og tillid er. Et barn man ydmyger og har mistillid til, lærer selv at ydmyge og have mistillid – så fortvivlende enkelt er det.

Vi vil hjælpe Jer med at blive Jer selv, så I kan leve Jeres liv så I ikke vil bytte det med nogens, vi vil hjælpe Jer med til at blive så stærke i Jer selv, at I ikke blot accepterer at medmennesket er anderledes end Jer selv, men at I bliver i stand til at glædes over at han/hun er det. Dette er nemlig et væsentligt grundlag for skolens fællesskab. Et fællesskab der er grundet i fælles værdier, som giver Jer de bedste muligheder for at relatere til ting, som ligger uden for Jer selv. Dette fordi mennesket jo ikke er så meget i sig selv. Vi kan ikke leve for os selv, eller af os selv. Vi lever af andre mennesker, af deres kærlighed og medleven. Vi lever af at høre sammen med nogen. Vi lever af, at vores liv er spundet ind i andre menneskers liv, og at nogen behøver os.

Derfor ser vi det som vores opgave at lære Jer at åbne blikket udad, mod fællesskabet, mod andre.

Alt sammen meget ambitiøst det ved, og også alt sammen noget som vi voksne ikke nødvendigvis altid kan leve op til.

Tak for hverdagen sammen med Jer, tak for samtaler og diskussioner. Tak for tillid til skolen og til os som arbejder her. Og ikke mindst tak fordi I tog så godt i mod mig efter min orlov.

Vi glæder os til den kommende tid sammen med Jer – til foråret og til turen til Amsterdam.