Tale
ved forældredagen på Eriksminde Efterskole
lørdag den 22. februar 2014
v/ Per Slyngborg
Kære elever og forældre. I dag er næsten 2/3 af jeres efterskoleår ved at være gået. I elever er midt i efterskolevirkeligheden og I forældre følger det på sidelinjen.
Undervejs tror jeg at I elever har stillet jer selv det store spørgsmål ”Hvem er jeg egentlig?”. Det er jeg sikker på I har spurgt jer selv om ind imellem – måske særligt i denne periode, hvor der jo har været store forandringer i jeres liv, og hvor vigtige valg har presset sig på. Et efterskoleliv indebærer i den grad store forandringer og vigtige valg der skal tages. Og vi søger og sukker efter gode svar på disse spørgsmål, når vi skal navigere rundt i livet. Spørgsmålet ”Hvem er jeg”, eller hvad er min identitet er et pejlemærke for ethvert menneske, hver eneste dag, både indadtil og i vores omgang med andre mennesker.. Det er det for mig, det er det for jeres forældre, og det er det i særdeleshed for jer elever, som står midt i mellem ungdom og voksendom.
Når vi møder andre mennesker, sker det helt automatisk, at vi danner os et indtryk af, hvem de er – det kender i alt for godt. Måske særligt i starten, hvor vi ikke kendte hinanden. Vi spurgte måske os selv: Er han en charmør eller en nørd.? Er hun en , man kan betro sig til, eller skal man være lidt på vagt.? Nu kender vi hinanden så godt, at vi overraskes af, at den ven eller veninde, som vi troede vi kendte rigtigt godt, alligevel viser sider, som vi ikke havde forventet. Sådan er det, og det er måske der gør mødet med andre mennesker så fantastisk, men jo også ind imellem besværligt og problemfyldt.
De fleste mennesker føler at de er helt unikke. Og det er også rigtigt fordi ”Ingen andre har oplevet, tænkt og følt lige nøjagtigt det samme som du har.” Hvis det er rigtigt, hvordan er det så overhovedet muligt, at sige noget generelt om hvad identitet eller menneskelivet er for noget. Jeg tror at vores beretninger om vores livsforløb har en afgørende betydning, for at vi kan blive os selv, eller skabe vores identitet. Du fortæller mig om afgørende begivenheder i dit liv, og jeg fortæller dig om afgørende begivenheder i mit liv. Det gør at vi bliver mindre ensomme og at det tyndbenede ord jeg, kan blive ophøjet til det store og fantastiske vi.
Måske syntes I at det lyder mærkeligt, at for tællingen om livets begivenheder skulle have en særlig stor betydning for os. Men hvis I tænker nærmere efter, kan vi jo godt se, at en meget stor del af vores fælles hverdag her består af livshistorier. Fra vi vågner om morgenen, til vi går i seng om aftenen, er vi omgivet af dem. I bliver måske vækket af et musikstykke med en historie. Dagen begynder måske med tanker om en drøm du har haft, og måske sidder du ved morgen maden og lytter til en kammerats fortælling, mens du nyder dagens ration af havregrød eller øllebrød. Sangteksterne under under morgensangen fortæller selvsagt historier, fortælletimerne det samme. Løbe eller gå turen jorden rundt er helt sikkert også ofte ledsaget af en historie. Og sådan fortsætter den ganske dag med fortællinger og historier, indtil du ligger ved siden af din værelseskammerat i sengen om aftenen, hvor I også lige skal fortælle om dagens oplevelser og begivenheder. – og det er rigtigt godt, for det er med til at skabe et afgørende fællesskab, hvor det ensomme jeg bliver til et vi med en fælles ambition om at arbejde for ”det fælles bedste”.
Den måde du fortæller dine oplevelser på, siger noget om din identitet. Det er jo derfor vi så gerne vil høre andres historier for at lære dem at kende. Nogle historier bliver fortalt med en positiv og optimistisk tone, på trods af at begivenhederne i historien lige så godt kunne have medført det modsatte. Basketballspilleren Michael Jordan f.eks. om sit første år på college: ”Det var flovt ikke at komme på holdet. Listen med de udvalgte spillere hang der i lang tid, lang tid uden mit navn på. Jeg kan huske, at jeg også var virkelig vred, fordi der var en fyr på holdet, som i hvert fald ikke var bedre end mig. Når jeg i tiden efter trænede og blev træt og tænkte, at nu ville jeg stoppe, så lukkede jeg øjnene og så listen uden mit navn på for mig. Og det fik mig som regel i gang igen”. Michael Jordan fik modgang, men bevarede håbet, og der viste sig en løsning. Nogle gange fører den negative begivenhed en livslærdom eller ændringer i adfærd med sig. I elever er ikke i tvivl om, at en af de ting jeg gerne vil bibringe jer, er værdien af at bevare håbet, fordi der i håbet altid viser sig en løsning og en positiv udvej.
Andre fortæller historier, der er præget af negative følelser og pessimisme. Hvor det, der kunne have været godt, på en eller anden måde blev ødelagt eller fik negative konsekvenser. Jeg har læst om en ung kvinde, der fortæller om den dag, hun sammen med sine medstuderende skulle modtage sit eksamensbevis. Hun var så stolt, da hun gik hen over scenen med sit eksamensbevis i hånden. I salen nede foran sad hendes egne og kammeraternes forældre og venner. Da hun satte sig på sin plads igen, lænede hendes far sig hen mod hende og bemærkede, at hun godt nok så tyk ud, da hun gik hen over scenen. En oplevelse, der kunne have været et højdepunkt for hende, fik på den måde en negativ betydning for hende. Nu sidder vi nok alle sammen og tænker, at det er dog en tåbelig og ufølsom far der her fortælles om, og det er det da også, men hvis vi tænker efter har vi måske alle sammen oplevet at modtage eller afgivet en eller anden dumsmart bemærkning, som får en afgørende betydning for et andet menneskes liv.
Kære elever I er elever på Eriksminde Efterskole, som er en fri Grundtvigsk efterskole, og som I ved ser vi folkeoplysning og almen dannelse, som det afgørende og det væsentligste. Med den baggrund underviser vi jer elever, og lever sammen med jer i hverdagen.
Folkeoplysning er en fælles viden, der kommer fra folket, er en større sandhed og af større betydning i dag end på Grundtvigs tid. Ingen kan have oversigt og indsigt, som tidligere, fordi videns mængden er så stor. Derfor har vi aldrig et enkelt svar, før vi har spurgt mange. Og netop det gør hver enkelt mere værdifuldt for fællesskabet end nogensinde før. Det er sådan I bliver mødt her på Eriksminde, og derfor skal skolen være fri.
Poul Erik Søe som døde for nogle år siden, og som var højskoleforstander på bl.a. Lønne Højskole fortæller i en bog at det er så smukt at ordet fri betyder at elske. Frihed er at elske – det er stort, og det kan man holde skole på, og det gør vi her på Eriksminde.
Som jeg indledte med bliver vi til bl.a. gennem at vi fortæller livshistorier til hinanden, og vi synes at det er af afgørende betydning at der bliver fortalt historier far en genration til en anden.
Jeg har gennem mine mange år som forstander på skolen her haft et utal af samtaler med elever, som på et tidspunkt i løbet af deres efterskoleår har været kede af det og syntes, at det var svært at være ung og svært at være menneske. Sådanne samtaler har jeg også haft med mange af jer. Mine mange års erfaring siger mig, at det der letter mest på jer, er det enkle at I ikke er alene. Et problem kan jo vokse sig så stort i et menneskes hoved, hvad enten man er ung eller voksen, at man ikke kan forestille sig, at andre har været ude for noget lignende. Det er derfor, at vi skal tale og fortælle det glade, det svære og det vi næsten syntes er ubærligt, og dermed blive lettet. Jeg vil gerne sige til jer, at den tillid I viser mig i disse samtaler er af meget stor betydning for mig, og jeg vil gerne her takke jer for Jeres modige åbenhed. Tak fordi I tør vise at nogle gange er vi store og andre gange er vi små.
Et efterskoleår kan få en skelsættende og afgørende betydning for et menneskes liv, ligesom et højskoleophold kan få det.
For næsten 40 år siden, ja i hørte rigtigt 40 år – det er godt nok længe siden vil nogen af jer sikkert tænke, men det er fakrtisk ting i et menneskes historie, som er uden for tid. For 40 år siden var jeg en lille smule ældre end I elever er nu. Jeg skulle ikke på efterskole, men på højskole.
Jeg var lige blevet færdig med folkeskolen, mit selvværd var i bund, og havde ikke mod på at gå i gang med noget. Jeg troede ikke på mig selv, var fuldstændigt overbevist om, at netop jeg var sat på jorden, som et menneske, der var anderledes, og som ikke kunne noget, og som andre mennesker ikke kunne bruges til noget. Jeg blev mere og mere indadvendt og var vel i virkeligheden et meget ensomt ungt menneske. Mine forældre blev mere og mere bekymrede for mig – hvad skulle der dog blive af mig . De sagde det ikke, men jeg vidste de tænkte det.
Efter en fire fem måneder, hvor jeg bare gik derhjemme, sagde min mor en dag til mig, at hun havde hørt om en højskole, som hun syntes jeg skulle tage på. Jeg sagde med det samme nej, det ville jeg overhovedet ikke, og tænkte at det ville jeg egentligt godt, men turde ikke møde så mange nye mennesker, som jeg ikke kendte. Min mor insisterede og sagde, at jeg skulle med en bestemthed og i et toneleje som jeg aldrig havde hørt hende bruge før, og jeg blev da også efter en tid mere og mere parat til at prøve det af. Den dag i dag er jeg stadigt min mor dybt taknemmelig for at hun holdt fast.
Højskoleopholdet fik nemlig en skelsættende betydning for mit liv. Jeg fik alt det, som jeg savnede hos mig selv under opholdet, ja, jeg blev næsten en anden, fordi jeg fik den selvtillid og det selvværd som jeg savnede så voldsomt. Jeg mødte på højskolen, en skole som var markant anderledes end den skole jeg kendte fra min barndom, og det var ikke nogen dårlig skole. Min barndoms skole var på mange måder en meget moderne og fremsynet skole både i sin undervisning, og i sit møde med eleverne. Men højskolen kunne noget, som fascinerede mig dybt. Jeg er ikke sikker på jeg tænkte så meget over det mens jeg var på højskolen, men jeg har i den grad gjort det siden. Højskolen kunne lave en god og spændende undervisning, men det anderledes var, at der jo også var skole, når vi ikke var i undervisningslokalet. Der var også skole uden for timerne, vi lærte selvsagt af lærerne, men vi lærte også af hinanden. Vi lærte hvad et fællesskab betyder, og vi lærte at hver og en er en vigtig del af det. Vi lærte hvad det vil sige at være menneske, og vi lærte ikke mindst hvad det vil sige at være menneske blandt andre mennesker.
Jeg husker min højskole som et sted, hvor der var en ofte usagt tro på at alle kunne. Der var en usagt forventning om og tro på, at den enkelte var vigtig, og at alle kunne noget, som havde betydning for helheden, ja, for fællesskabet. Det at også jeg havde en vigtig betydning, var præcis, hvad jeg havde brug for, midt i mit usikre og selvudslettende livsafsnit.
Mit højskoleophold fik en skelsættende betydning for mit liv, og det er mit håb at I elever om 40 år eller måske før vil komme til at tænke på jeres efterskoleår på Eriksminde, som en tid der fik en skelsættende betydning for jeres liv.
De menneskelige værdier jeg mødte dengang har alle Eriksmindeelever mødt, og det er værdier som er alment menneskelige og uden for tid – de vil altid have betydning, og jeg er sikker på at det er værdier som også de kommende Eriksminde elever vil komme til at opleve.
Med det vil jeg gerne sige til jer, at jeg glæder mig til den sidste tredjedel af jeres skoleår. Det bliver forår, fuglene begynder at synge, græsset bliver grønt og erantis, vintergæk og påskelilje titter frem og I sættet jer ud på græsset og fortæller hinanden historier fra jeres liv, og når man gør det kommer man tættere på hvem man egentligt er.
Tak for tiden som er gået, tak for jeres loyalitet og glæde for skolen. Og ikke mindst tak for jeres rørende interesse og medleven i at I er mit sidste hold på Eriksminde, og at I og jeg er fælles om at tiden på Eriksminde skal slutte til sommer,
