fbpx


#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved starten af skoleåret 2013/2014
på Eriksminde Efterskole
søndag den 18. august 2013.

v/ Per Slyngborg

Kære elevhold 2013/2014 i dette øjeblik begynder en ny og fantastisk tid i Jeres liv. Jeres efterskoleår starter nu, noget afgørende for Jeres liv starter nu. For første gang skal i have en hverdag, uden jeres forældre, og med det ansvar som det indebærer. I vil i det kommende år udvikle jer på et utal af måder. Jeres verden bliver ny og større, og jeres oplevelse af jer selv vil forandres i retning af større bevidsthed om, hvem I er og vil være i jeres kommende ungdoms- og voksenliv. Og netop i den proces, er det uhyre vigtigt at vi er os selv, og ikke forsøger på at være noget andet, end det vi netop er. I denne udvikling har efterskoleformen en helt særlig evne og mulighed, som vi glæder os rigtigt meget til at udvikle sammen med jer.

Jeg vil gerne byde Jer alle sammen velkommen til skolen, og til den efterskoletid som vi sammen har foran os.

Jeg vil naturligvis udtrykke en særlig velkomst til jer elever, som vi glæder os rigtigt meget til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på. Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv, som denne skole skal bestå af. Skolen er selvsagt uendeligt lidt uden Jer, det er Jer elever der er det væsentligste, det er Jer der giver skolen liv, og derfor bl.a. er det et afgørende og betydningsfuldt møde vi har i dag.

Vi håber, at I vil møde skolen og det den står for og også hinanden med åbenhed og nysgerrighed. Dermed kan vi nemlig sammen skabe et positivt og værdifuldt rum i forskellighed med de udfordringer, glæder, muligheder og styrker som det indebærer.

Jeg håber, at I alle sammen er blevet vist ti rette ude på værelserne, og er parate til at møde den glæde, men også den udfordring, det er at skulle bo tæt sammen med et andet menneske et helt år. Vi glæder os til at møde jer, og lære jer at kende – og I skal vide at vi medarbejdere føler det som et meget stort privilegium, at møde en gruppe unger mennesker som Jer, som positivt har valgt Eriksminde og det grundsyn, som er denne skoles. Jeg ved I glæder Jer – og vi glæder os, og det er den aller bedste forudsætning for et godt og positivt skoleår.

Som I kan se er der lige nu, et stort område mellem de to skolebygninger, som kun er jord. Det er fordi vi har den store glæde at have fået en stor kunstgave af Ny Carlsberg Fondet, som indebærer et stor udvendigt bronze skulptur og to videoværker af kunstneren Eva Koch. Med i gaven er også en omlægning af haven, som vi er midt i. Der bliver et stort græstæppe med armerede veje og stier. Græsset bliver sået om kort tid, og det vil gro, på samme måde som i elever vil gro i løbet af efteråret. Næste gang I forældre kommer til forældredag vil hele området forhåbentligt stå med frodigt grønt græs, og der vil være en stor bronze skulptur midt i området.

Inde den egentlige velkomsttale skal vi synge Grundtvigs ”Et jævnt og munters, virksomt liv på jord”.

Filosoffen og virksomhedslederes Morten Albæk i år skrevet en bog, som han kalder ”Det gennemsnitlige menneske”. En lidt provokerende titel, for hvem af os har lyst til at være gennemsnitlige. Det lyder sådan lidt som noget middelmådigt, men Morten Albæks ærinde er at sige at det er det ikke. Vi lever i en tid, hvor meget handler om at skulle skille sig ud, skulle være noget helt særligt. Jeg synes det er en uskik, for det at skille sig ud og være noget særligt, giver ikke nød vændig vis et bedre og rigere liv. I nogle tilfælde måske snarere tvært imod.

Mennesket har en natur, hvert menneske har en naturlig, som kun kan følges af naturligheden og udvikles af naturligheden. Alle de mange milliarder mennesker på jorden, er skabt som forskellige kunstværker, af den største kunstner af alle. Hver gang der kommer et nyt menneske til jorden, er der skabt en ny stjerne, en stjerne, som skal leve blandt alle de andre stjerner. Og vi skal huske, at stjerner bliver til fordi de lyser på hinanden, og ikke fordi de lyser på sig selv.

Tilbage til Morten Albæk, som fortæller, at han kort tid efter at han var blevet forfremmet til Senior Vice President i Danske bank, skulle hente sin far i Kastrup lufthavn. Det var første gang, han talte med sin far efter hans forfremmelse, som nu var mere end en uge gammel. Han havde, som de fleste vel gør, ringet hjem til sine forældre for at overbringe den glade nyhed. Efter at hans mor, gennem røret havde hvinet af stolthed, bad han om at måtte tale med sin far. Morten Albæk kunne høre, at han var i huset, for fjernsynet kørte i baggrunden med en udsendelse, med en udsendelse, som moderen næppe ville tænde for. Hun kaldte på faderen, og sagde med hvinende stemme, Morten har spændende nyt han gerne vil fortælle dig. Efter en kort pause replicerede faderen: ”Det betvivler jeg ikke er sandt, men fortæl ham, at jeg er optaget af noget, der med sikkerhed er lige så interessant, og at jeg ikke kan tale nu.” Morten Albæk kunne høre, at det, der var mindst lige så interessant som at tale med sønnen, var et se en fodboldtransmission med hans hjerteklub Aab.

I bilen fra Kastrup mod Amager, hvor Morten Albæk boede den gang, sagde han så som det første:

”Det er en underlig virksomhed du er ansat i.”

”Hvorfor det siger Morten Albæk?”

”Jo du er jo en dygtig og flittig dreng, men regne er du ikke det bedste til – og bankdirektør bliver du aldrig. Og du har jo fortalt mig, siger faderen, at der er mere end 20.000 mennesker ansat i den virksomhed, så da må da være en, der er mere kvalificeret til den fornemme titel, end du er.”

Morten Albæk svarer ham: ”Far, jeg er 32 år gammel, har fået et barn, er blevet gift og er voksen. Der er ikke længere nogen grund til, at du skal gå rundt og dunke mig i hovedet og holde mig nede.”

Faderen kastede sin voluminøse og korpulente krop tilbage i sædet, så bilen praktisk taget stoppede. Morten Albæk blev så chokeret, at han måtte holde ind til siden.

Faderen så på Morten med insisterende øjne. ”Holdt dig nede?. Jeg har aldrig holdt dig nede. Jeg har været strengen i dit livs bue, hvori du er pilen, og jo længere jeg trækker strengen tilbage, desto længere kan du flyve, når jeg slipper!”

Det var først da Morten Albæk, var midt i 20-erne, at han kunne begynde at ane en mening med faderens noget særegne opdragelsesmetoder. Og det er først med denne samtale i bilen fra Kastrup til Amager, at pråsen gik fuldt og helt op for Morten Albæk. Inden da havde han ofte råbt og smækket med dørene, slået hånden igennem alverdens ting i frustration over det, som han oplevede som hans intellektuelle disrespekt.

Morten Albæks oplevelser med sin far illustrere, at man i Danmark kan blive udfordret på sin selverkendelse på anden vis end ved konstant at blive mindet om, at vi ikke er noget, eller ved at blive stillet i udsigt, at vores muligheder og potentiale er ubegrænsede. Sandheden er, at alle mennesker er noget. Det handler bare om at erkende præcis, både hvad man er og ikke er.

Det var målet med Morten Albæks fars pædagogiske projekt. Og det er et af målene med den udvikling, I kommende Eriksmindeelever, skal gennemgå i det kommende år. Bare rolig, ikke med samme pædagogik, som Morten Albæks far bedrev, men med det samme mål for øje. Vi vil være strengen i en del af Jeres livs bue, og I er pilene. Hver og en af Jer er noget, og I er noget afgørende og betydningsfuldt. Og vi vil hjælpe Jer med til at finde frem til hvad I er, men også til hvad I ikke er.

At udvikle sig til at blive et menneske, som ved hvad man er, og også hvad man ikke er dannelsens egentlige mål. Og dannelse er uhyre centralt for skolen her.

På Eriksminde Efterskole vil vi selvfølgeligt gerne uddanne Jer, men vi vil også danne Jer. I modsætning til uddannelse, som i sig har noget som er færdiggjort, så er dannelsen noget som varer hele livet. Jeres forældre har dannet Jer, gennem jeres barndom, og vi vil danne Jer i Jeres efterskoleår her. Men hvad er det egentligt for noget denne dannelse. Jeg har tidligere herfra brugt en af de smukkeste definitioner jeg kender, og vil gerne gøre det igen. Det er Claudius Wilkens, som var Nationaløkonom og som i 1916 definerer det således: ”Det er ikke massen af, hvad et menneske har lært, der bestemmer hans dannelse, men den indre bearbejdelse og tilegnelse til en ejendommelig livsfylde og selvstændig dom”(forstået som selvstændig overbevisning).

Vendingen ”ejendommelig livsfylde” og ”selvstændig dom” er naturligvis svær at definere ind i et økonomisk system, men det er grundlaget for den åndsfrihed, som også er ganske afgørende for det danske demokrati og det danske samfund. Det er åndsfriheden, der giver det enkelte menneskes dannelse etisk og eksistentiel perspektiv, og muligheden for at ”ejendommelig livsfylde” og ”selvstændig dom” vil være til stede. Og dermed kan den enkelte søge svar på livets eksistentielle spørgsmål, og forhåbentligt finde vejen til det gode liv og en bedre verden.

Dannelse har altid været vigtigt, men det er i særdeleshed vigtigt i en tid, som i den grad kalder på inderlighed, naturlighed og autencitet. I en tid, der kalder på ro og rum til selvstændig refleksion, og til alvor og dybde. Dannelse er i særdeleshed vigtig i et samfund, der kræver bestemte kompetencer, som passer til det globale arbejdsmarked, som kræver fleksibilitet og mobilitet.

På Eriksminde vil i modtage teoretisk undervisning, i vil blive en del af en eksistentiel dannelse, men I vil også arbejde med det kreative og det håndværksmæssige, Netop det håndværksmæssige, er gennem denne sommer kommer på den politiske dagsorden – og det er på høje tid, Der er i den grad brug for både håndens og åndens arbejde, og ikke mindst deres indbyrdes sammenhæng.

Mattias Tesfaye som er murer og debattør, har skrevet en bog, som hedder ”Kloge hænder”. Her i skriver han at ”Samfundet har tilrettelagt uddannelserne på en måde, der i stigende grad adskiller den teoretiske viden om et emne fra den praktiske udførelse af håndværket, fra faget. Det afspejler sig på jobbet, hvor arbejdet ofte tilrettelægges af folk, der udelukkende har en boglig tilgang til arbejde, og det mærker så forskellige fag som pressefotografer, sygeplejersker og tømrersvende i deres daglige arbejde. Problemet for både samfundet og mennesket er, at hverken hænderne eller hovedet kan udvikle sig, hvis ikke de arbejder tæt sammen i gensidig respekt. I bogen diskuterer Mattias Tesfaye med stort overblik med velunderbygget og med stort overblik og skarp sans for både humor og logik påstanden om, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger.”

Grundtvig sagde fuldstændigt det samme, for over 200 år siden. Grundtvig sagde at håndens og åndens arbejde er stærkt forbundet, og at man skulle kunne gribe for at kunne begribe. Og han mente det helt bogstaveligt. Hånden var for Grundtvig noget helt særligt, som man opfatter langt mere igennem end man tror. Den store danske møbelarkitekt Hans Jørgen Wegner, siger at møbelsnedkeren ser gennem hånden. Dvs. at når en møbelsnedker møder et møbel, så lægger han hånden på det og mærker, ja næsten i det øjeblik han ser det.

Tak til Mattias Tesfaye, fordi han har sat det afgørende forhold mellem teori og praksis på dagsordenen igen.

Vores møde med Jer elever det kommende år, vil som jeg tidligere har nævnt, tage sit udgangspunkt i, at vi hver især har en natur, som skal have lov til at vokse om blomstre i fællesskabet. Derigennem kommer vi nemlig til at lære hinanden at kende på en æget måde, som vi vokser af, og hvor vi får hjælp og støtte af vores medmenneske. Det giver ingen mening at se vores medmennekse som en konkurrent i bestræbelsen på at ville være bedst. Det er sådan set ligegyldigt hvem af Jer der er bedst til dette eller hint, men det er ikke ligegyldigt at I er gode til noget, og at I arbejder utrætteligt på at blive bedre og gode til noget – ja det forventer vi faktisk af Jer. Det at ville være bedst til dette eller hint, har den åbenlyse, og til tider katastrofale konsekvens at vores medmennesker bliver konkurrenter – ja vores medmennesker bliver ikke vores medmennesker, men modmennesker, og et sådant samvær er ikke til gavn for mennesket.

Vi har et håb og et ønske om, at I under Jeres ophold her, helt ind under huden vil forstå at ”jeg” plus”jeg” kun giver ”jeg”, imens ”jeg” plus ”du” giver et VI, og et Vi åbner verden. Jeg vil endog håbe for Jer at I vil blive levende optaget af, havd det vil sige at være menneske, og hvad livet handler om, og her har vi et fælles projekt. Hvis vi når der til, vil vi opdage at verden er en hel del større og mere mangfoldigt, end nogen har en tendens til at gøre den til. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at I elever vil komme til, mere end I måske har gjort i forvejen, at se denne fantastiske verdens store mangfoldighed både når det gælder mennesket, forskellige kulturer, forskellige samfund og forskellig natur, som omgiver os.

Til Jer forældre, som i dag overlader en stor del af Jeres børns tid til os, vil jeg gerne sige, at det at få børn er samtidig at få bekymringer. Det ved alle forældre. Vi bekymrer os om vores børn, når de er små og ikke kan klare sig selv, men også når de bliver større og måske får problemer. I en hvis forstand vokser vores børn aldrig helt fra os. Så længe forældre lever vil de bekymre sig om deres børn, både når der er grund til det, men måske også en gang i mellem når der ikke er grund til det. At elske er også at bekymre sig om den man elsker – det er et livsvilkår, som jo i virkeligheden er meget smukt.

Uvilkårligt vil I spørge, hvordan vil det gå Jeres søn eller datter under deres ophold på Eriksminde. Vil han eller hun klare sig godt, vil han eller hun kunne leve op til de forventninger, som bliver stillet. Vil min søn eller datter få et ophold, hvor glæderne vejer tungere end vanskelighederne, vil min søn eller datter kunne klare udfordringerne, og overstiger de hans eller hendes muligheder og kræfter.

Alle os der arbejder her har selv børn, der er dog et par stykker som kun er på vej til at få det. Så vi kender til disse bekymringer på egen krop. Vi ved, at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs. Og når nu Jeres søn eller datter starter på Eriksminde i dag, så er det formentligt første gang, at denne betingelsesløse kærlighed mellem Jer og Jeres børn, skal leve hver for sig. Det betyder naturligvis ikke at den bliver mindre – måske tværtimod – men I overlader i dag noget af den til os. Selvom det jo er indlysende, at den kærlighed vi kan give, ikke kan erstatte Jeres, men den kan supplere og understøtte den, og deri ligger vores fornemste opgave – en opgave som vi vil påtage os med stor alvor og ydmyghed.

I elever vil i årets løb både i undervisning, fortælletimer og i den daglige samtale høre fortællinger fra vi voksnes eget liv – høre om hvilke tanker og overvejelser vi gør om vores nutidige og fremtidige liv. Vi indrager Jer så at sige i vores liv, og dermed bliver I opdraget – vi vil gerne opdrage gennem inddragelse. Dermed vil vi vise Jer, at vi pønser på vores liv, og vi vil gerne fortælle Jer, at vi faktisk synes det er en rigtig god ide, at I også pønser på Jeres liv. Men I får ikke nogen facitliste eller opskrift, men I får en deling af livserfaringer, som vi til stadighed synes er vigtig at bringe videre fra generation til generation. Ordet ”Pønse” har vi fra Grundtvigs sang, som vi lige har sunget, og som var en væsentlig sang til hans sønner Svend og Johan,

I sangen står der ”Et sådant liv jeg ønsked al min æt, og ”pønsed” på med flid at forberede. I elever og forældre har fået udsendt nogle elevgrupper, som er tilknyttet en lærer. Disse grupper har navnet ”Pønsegrupper” – fordi vi bl.a. der sammen med Jer vil pønse på de eksistentielle vilkår, som vores fælles liv indebærer.

Grupperne har vi for at gøre det nemmere for både lever og forældre, måske mest her i starten, at kontakte en voksen. Men det er meget vigtigt at I til enhver tid ved, at I altid er vel komne til at komme til mig eller en anden voksen, hvis der noget der går Jer på.

Både elever og forældre vil herefter have et kort møde i ”Pønsegrupperne”, hvor i vil møde hinanden og læreren, og hvor I vil få nogle praktiske oplysninger.

Til Jer elever vil jeg sige, at vi glæder os rigtigt meget til at lære Jer at kende, til at undervise Jer og til at skabe en fælles dagligdag sammen med Jer. Vi forventer af Jer, at I giver den en skalle i undervisningen, vi forventer af Jer at I vil arbejde med Jeres hænder, at I vil arbejde kreativt, og ikke mindst at I vil udfordre Jeres ungdomsliv og sociale sammenhænge, naturligvis inden for de rammer som er sat af skolen.

Velkommen til alle.