Tale ved starten 2015/16
v/ Søren Møllgaard Kristensen
Kære alle sammen! Velkommen til Eriksminde. Værsgo at fylde jeres kopper og tallerkner med lidt kaffe og kage, der står på bordene foran jer. Når I har forsynet jer, skal vi, inden jeg går i gang med velkomsttalen, synge fra sanghæftet: Hvad solskin er for den sorte muld.
Jeg vil gerne starte med at byde jer alle sammen hjerteligt velkommen til Eriksminde og til skoleåret 2015/16. Jeg vil naturligvis udtrykke en særlig velkomst til jer elever, som vi glæder os meget til at lære at kende, som de mennesker I er, og som vi i årets løb kommer tæt på. Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og til at I kommer til at føle jer hjemme her. Vi glæder os til, at I bliver dem, der skaber det liv og den kraft som skolen skal bestå af. En skole er uendeligt lidt uden jer, det mærker vi tydeligt i denne uge, hvor vi går og gør klar til, at I skal komme, og derfor er det vigtigt at I er her, og et betydningsfuldt medmenneskeligt møde vi har her i dag.
Jeg håber, I er blevet vist til rette på jeres værelser og er klar til at møde den glæde og den udfordring, det er at skulle bo sammen med et eller flere mennesker i det kommende år.
Vi håber at I vil møde skolen, os og hinanden med tillid, åbenhed og nysgerrighed, så vi sammen kan skabe et positivt og værdifuldt fællesskab med plads til forskellighed, og med de glæder, udfordringer, muligheder og styrker det indebærer.
Et fælles vilkår for os alle i dag er det nok, at vi er spændte eller lidt nervøse, over alt det nye og uvisse der skal ske, men I skal vide, at vi gør alt, hvad vi kan for at skabe rammer og rum for en fælles tilværelse, hvor I kan være trygge og føle jer hjemme.
Næsten hvert år tilbringer jeg sommeren sammen med min familie og masser af venner i Klitmøller, som ligger i den nordvestlige ende af Danmark. I år var der i Thisted Kino verdenspremiere på dokumentarfilmen “Standing on Water”, instrueret af Peter Alsted, og som I alle sikkert ved var der i år her i Danmark både vejr og dermed også tid til også at gå i biografen.
Filmen handler om den nu 21-årige Casper Steinfath, der er opvokset og bor i Klitmøller og som dobbelt verdensmester og tredobbelt europamester er en af allerbedste Stand up paddle surfere i verden. Den handler om et menneske, der som barn ikke turde at få sit hoved under vand, men som overvandt sin frygt sammen med venner, familie og mennesker omkring sig og gjorde det farlige vand til sin legeplads. Om at nogen skubber en på den gode måde, om at rejse sig og at stå op, og om at give slip og at turde. Den handler om at være en del af noget der er større end en selv. Men først og fremmest handler den om at finde ind til det de i filmen kalder “deep play” – den dybe leg. Ikke som en forlystelse, men som noget eksistentielt, der gør dig til et legende menneske. For som det hedder i filmen: Når du leger, så mærker du livskraften og følelsen af at danse gennem verdenen, som du er. Og når man har forbindelse til livskraften, da giver det glæde, energi og mening. Den dybe leg er også tilstanden, hvor man bruger fejlene som fremdrift. Der er altid en grund til at rejse sig, når man ryger af bølgen, og til at overkomme livet. Til at lære nyt og forfine. Det er stedet hvor man finder og følger sin passion, og hvor man trodser konventionerne og eksisterende forestillinger og skaber nyt.
Casper Steinfath stiller spørgsmålet om man som surfer, kunstner eller legende menneske er en der vinder hver gang, eller en der nyder hvert eneste sekund af legen. Jeg tror, det er det sidste, siger han.
For mig og for os på Eriksminde er den dybe leg også der, hvor man nysgerrigt og forundringsparat, eksperimenterer, afprøver og undersøger og fodrer den skabertrang, der bor i os alle. Det er stedet for optagetheden, selvforglemmelsen og livsglæden, hvor der skabes både for hånden, hovedet, hjertet og hinanden.
Jørgen Leth, forfatteren og filminstruktøren lavede for en del år siden et filmisk essay, “Det legende menneske”, hvor han undersøger legen, legens væsen og det legende menneske på tværs af hele kloden. Det giver mange aspekter som: at være en anden, at være i en anden verden, at skabe eller konstruere, at udfordre eller at gentage, at være en del af en tradition, en kultur og et fællesskab, samt at øve sig i at leve. Han formulerer senere et sted i en samtale om legen, at de bedste venner han har og har haft i hele sit liv, er de venner han har kunnet lege med.
Jeg håber meget at I vil træde ind i vores fælles hverdag med alt hvad den indebærer. Hvor vi sammen, nysgerrige, åbne og forundringsparate skal finde skabertrangen og livskraften frem – og lege – og leve.
Sommerens luner gjorde det også muligt for mig at læse en del bøger. En af dem var af netop Jørgen Leth og hedder: Mine helte – med undertitlen – det uperfekte menneske 4. I bogen kredser han om helte, mennesker der har betydet noget for ham. Ikke absolut som heroiske skikkelser. Eller som rollemodeller, man skal efterligne og stræbe efter at blive som. Men som han skriver: “En helt, det er en, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret.” Når jeg selv tænker på helte i den betydning kan listen blive lang og tælle alle mulige forskellige mennesker: Familie, venner, kolleger, undervisere, forfattere, kunstnere, politikere, atleter, samfundsdebatørere, empatiske og opmærksomme mennesker osv. Mennesker, der har inspireret mig og fået mig til at forstå verden og mig selv bedre. Mennesker der har gjort mig til et større menneske, eller i hvert fald gjort min verden større.
Jeg håber, at I også i jeres tid her på Eriksminde vil møde mennesker, der kan blive jeres helte. Ikke bare her på skolen blandt unge og voksne, men også mennesker i støder på i alle de forskelligartede fag, I vil møde her på skolen, som I læser tekster af eller ser og hører værker af, til de forskellige typer arrangementer både her og ude af huset. Mennesker, der vil inspirere jer, anspore jer, give jer forståelse og få jer til at vokse og til at danne jer et billede af, hvad det menneskeliv, vi holder mellem hænderne, er for en størrelse, og hvad vi stiller op med det. Overfor det spørgsmål er vi alle grundlæggende stillet ens.
Når man kigger ud over jer alle sammen en dag som i dag, kan alle os der er på Eriksminde ikke undgå at føle det som et stort privilegium at møde en hel sal af mennesker, der af egen fri vilje har valgt skolen. Og bliver vi i de frie viljer startede det med at en gruppe mennesker for 150 år siden dannede en skolekreds, som af egen fri vilje ville holde skole på et særligt værdigrundlag og et særligt menneskesyn. Lige siden har mennesker af egen fri vilje været i skolekreds, siddet i bestyrelse, ønsket at arbejde og at være forældre her, og ikke mindst ønsket at være elev her på stedet, som jer, af egen fri vilje i et ikke ubetydeligt år af jeres liv. Når man samler og akkumulerer alle disse frie viljer, giver det en kraft og en styrke til at gøre noget ganske særligt, og alle muligheder er åbne i det liv, der udspiller sig og kommer til at udspille sig på vores allesammens efterskole.
Sofie der var elev på skolen for en del år siden skrev i et essay: “Aldrig har jeg leget med så megen vilje”. Den sætning er kraftfuld.
Vi glæder os til legen, til viljen, til inspirationen. Men først og fremmest glæder vi os til at lære jer at kende, og at I lærer hinanden at kende. At vi hører hinandens tanker og livsfortællinger. Vi glæder os til hverdagen med undervisning, samtaler, samvær og nærvær. Det er vigtigt for mig også at sige, at hvis der er noget der er svært, noget der bekymrer jer eller I bare har lyst til at snakke, både her i den første tid og senere hen, så er det vigtigt at I kommer til os. Vi har altid tid og lyst til at snakke med jer. Vi vil også holde et vågent øje med jer hver især, for at se om I trives og har det godt.
Til jer forældre vil jeg sige, at næsten alle os, der er her på Eriksminde, selv har børn, og at vi ved, at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs og livslang. Når I om en times tid forlader skolen, skal den kærlighed leve på afstand. Det kan naturligvis afføde en vis ængstelse, bekymring og spørgsmål om det hele nu kommer til at gå godt for jeres datter eller søn. Vi kan ikke erstatte denne kærlighed, men jeg vil love jer, at vi vil gøre vores allerypperste for at supplere og understøtte den. Det er heri vores opgave består, og vi vil tage den på os med stor ydmyghed og alvor.
Også i år fik vi i vores familie igen lejlighed til at gense tegnefilmsklassikeren om Peter Pan, hvor vi alle har en yndlingspassage. I den siger Peter til Wendy, at så længe, der er tro, tillid og tryllestøv, så har Kaptajn Klo ikke en chance. Nu om dage kan Kaptajn Klo antage alle mulige skikkelser, men bare troen, tilliden og tryllestøvet er der, så skal det hele nok gå. Troen på noget, der er større end én selv, fælleskabet og det liv vi lever med hinanden. Tilliden til at det andet menneske vil én det godt og tror på én. Og tryllestøvet som det magiske, poetiske og skabende i tilværelsen, som drysses ud, der hvor mennesker er og har det godt.
Velkommen til troen, tilliden og tryllestøvet!
