Tale ved åbningsmødet for årgang 18-19
v/ forstander Lynge Korsgaard
Kære forældre, søskende, medarbejdere, venner, bestyrelse, bedsteforældre og ikke mindst jer elever, der skal til at starte her på Eriksminde.
Her i sommers var jeg til et bryllup. Jeg endte ved bord med en mand fra musikbranchen på min egen alder. Vi faldt i snak og kom til at tale om efterskole. Han havde selv gået på efterskole og havde været utrolig glad for det ryk, det havde givet ham. Han havde oplevet, at han på efterskolen blev fri for mobberi, og at han kunne skabe et nyt jeg. Han spurgte ind til “ungdommen nu til dags”, og vi kom ind på et generelt større pres – og forventning til karaktere, kropsidealer og lykke. En FOMO kultur, der gør, at man altid er på, og vi kom ind på, at unge i dag har en større ængstelighed og skrøbelighed.
Efter et stykke tid spurgte han mig, om jeg havde håb for ungdommen.
Det slog mig som et pudsigt spørgsmål til en, der har viet sit liv til at arbejde med unge. Og jeg undrede mig. For hvad havde fået ham til at tvivle på ungdommen? Det virkede som om, han i hvert fald ikke havde meget kontakt med ungdommen.
Derfor lavede jeg i forbindelse med talen her en hurtig googlesøgning i forhold til ungdommen. Den gav mig disse tre overskrifter fra store dagblade og medier:
“Hver fjerde unge føler sig stresset”
“Tre gange så mange børn og unge får diagnosen angst eller depression end for ti år siden”
“To ud af tre unge synes de bruger mobilen for meget”
Det er helt sikkert vigtige historier og vigtige problemer. Men det er et snæversynet billede, der på ingen måde giver et retfærdigt og fuldstændigt billede af ungdommen – af jer. Det er overskrifter, der er et produkt af sensationsjournalistik. Overskrifter, der brøler negativitet og pessimisme ud over os alle sammen. Igen- jeg negligerer ikke problemerne og udfordringerne, som mange unge står overfor. De er vigtige og væsentlige.
Jeg tænker, at ham, jeg talte med til brylluppet, må have fået sin tvivl et sted fra. Og når mediebilledet er fyldt med historier om, hvor slemt det står til med ungdommen, er det let at tænke negativt og pessimistisk om den.
Kristian Leth, der er forfatter, digter og forsanger i “The William Blakes”, havde det på samme måde – det var bare i forhold til hele livet og verden, at han var kommet til at tænke negativt og pessimistisk. I maj måned i år udkom han med bogen “Håb – et forsvar for fremtiden”. Han har skrevet bogen for at genvinde troen og håbet på livet og fremtiden.
Han var blevet ramt af en reel depression på grund af overskrifter, der kun talte om det negative. Om en farlig verden med terrorisme, der kan ramme os alle – hele tiden. Ustabil økonomi. Robotternes indtog. Infrastrukturenes forestående kollaps. Naturen som noget, der allerede er endegyldig ødelagt, og klimaforandringer, der vil gør verden ubeboelig
Kristian Leth beskriver, hvordan han prøver at trøste sin datter, der var bange for, at verden skulle ende. Han oplever, at han havde svært ved at være oprigtig. Han faker en optimisme. For som han siger: “Der er svært at tro på noget som helst, når man tror, alt er ved at ende.”
Han var ikke alene om et deprimerende verdens- og livssyn. I en undersøgelse lavet af Yougov fra 2015, er det 8% af de adspurgte danskere, som mener, at verden bliver bedre. 8% – det lader jeg lige stå lidt.
Kristian Leth bruger bogen til at gå igennem:
Vores naturlige menneskelige frygt for fremtiden.
Vores evindelige tro på fortiden som bedre end nutiden, se blot på “Make America great again”- en tro på, at USA var bedre engang.
Vores perverterede beundring af narrativet “dommedag”.
Vores umådelige lille betydning i et større perspektiv.
Vores naturlige tro på pessimister frem for optimisster.
– og mange andre ting.
Leth har interviewet en klimaekspert, en statistiker, en videnskabsmand og en historiker, der alle fortæller, hvorfor der er mere grund til håb end til sortsyn.
Hans budskab er enkelt, at verden er et meget bedre sted, end den nogensinde har været før, og det er på mange punkter. Nu kommer der lige lidt tørre tal, men de er vigtige, så slå ørene ud.
Hvis vi nu ser på andelen af folk, der lever i ekstrem fattigdom. I 1840 levede 90% af verdens befolkning i ekstrem fattigdom, det vil sige alle herinde undtagen de sidste to borde. Over 100 år sener i 1950 var tallet faldet til 75%, det vil sige alle undtagen 5 borde. I dag 70 år senere er tallet helt nede på 10%, det vil sige, det kun er de to borde her oppe.
Det er helt vanvittige tal.
Hvis vi ser på børnedødeligheden er den faldet fra, at over 40% af alle børn døde, inden de blev 5 i år 1800, til at det i dag er under 5%.
Så er der jo så nogen, der siger, at det betyder, at befolkningen vil eksplodere, og vi ikke kan være her. Men det betyder faktisk, at folk får færre børn. I dag er det KUN i Afrika syd for Sahara, at kvinder får 4 børn eller flere. På verdensplan får kvinder i dag 2,5 barn.
Hvis vi så samtidig kigger på statistikkerne over krige, terror, naturkatastrofer, olieudslip, malaria, vold og mord, så lægger det yderligere til argumenterne om, at vi står et rigtig godt sted.
Det er klart, at vi kan gøre tingene bedre også i forhold til klimaet. Der står vi overfor nogle udfordringer, hvilket vi historisk set har gjort før – og er kommet igennem. Men netop nu har vi en kæmpe mulighed for at gøre noget ved det og forme fremtiden.
Det, at alle verdens lande accepterede klimaproblemet og skrev under på Parisaftalen i 2015 – er et paradigmeskift (altså et skift i vores tænkemåde). Der var ikke meget politisk gods i Parisaftalen, men der var en fælles forståelse af os her på jorden, af de problemer, vi laver, og at ALLE sagde ja til at løse dem. Det er et paradigmeskift på samme måde som Kopernikus’ teori om, at solen er centrum i vores solsystem. Det tog lang tid for ham, før verden accepterede hans teori. Men da den gjorde det, var det en ny verden. Ligesom det nu er en ny verden efter Parisaftalen.
Gentagne gange i bogen pointerer Kristian Leth, at hans mål ikke er at fjerne os og lukke øjnene for problemerne og udfordringerne men at gøre det klart, at det eneste, der er værre end at stå overfor en stor udfordring er at føle, at udfordringen er så stor, at vi mister håbet, opgiver, føler apati og lægger os i hængekøjen – for vi kan alligevel ikke gøre noget.
Håbet for fremtiden er det vigtigste. Som Leth skriver i slutningen af bogen “Det vil være ulogisk, destruktivt og kontraintuitivt IKKE at håbe på, at fremtiden bliver bedre.”
Kristian Leth skriver også et andet sted i sin bog “Livet er uendelig mange gange bedre at leve, når man tror på det”, og jeg er fuldstændig enig med ham. I har hver især jeres egen lille nøgle, der kan låse op for den tro, som giver energi og virkelyst til at omfavne livet.
I år er det 75 år siden at bogen “Den lille prins” udkom. Jeg kom til at tænke på den, da jeg her i ugen faldt over den som “Ugens film” på Ramasjang. Mine børn ville gerne se den, og vi så en dejlig poetisk filmatisering af den gamle bog, der er solgt i 140 mio eksemplar, hvilket gør den til en af verdens mest solgte bøger.
Den mindede mig om håb. Den mindede mig om, at håb er forskel på liv og død.
Jeg kan lige så godt her fra starten kalde spoiler alert.
Bogen er en finurlig fortælling om mødet mellem en dreng, den lille prins, og en mand, piloten, der er styrtet ned i ørkenen. Prinsen fortælle om sin rejse fra asteroide B612, om hans elskede rose, som han blev træt af og forlod, om forretningsmanden, der tæller stjerner og tror, han ejer dem og om ræven, der lærer ham, at kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.
Prinsen og piloten deler et skæbnefællesskab. De er fanget og vil gerne hjem. Piloten ud af ørkenen og prinsen hjem til sin elskede rose. Prinsen laver en aftale med slangen, der har sagt, at den kan hjælpe ham hjem med dens dødelig gift. Da prinsen tager afsked med piloten, der har fået repareret sit fly, siger han
“Det var forkert af dig (at tage med ud til slangen). Det vil gøre dig ondt. Jeg kommer til at se ud, som om jeg er død, og det er jeg slet ikke. – Du forstår nok. Det er alt for langt. Jeg kan ikke føre min krop med mig. Den er for tung. – Men den vil bare være som en gammel afskudt ham, og der er ikke noget sørgeligt ved en afskudt ham.”
Prinsen begynder at græde, og han er bange for det, der skal ske. Han viser, at det at have et håb om noget ikke nødvendigvis er det samme som at have en vished om noget. Prinsen har et håb, men han er i tvivl.
Han tøver men vil hjem til sin rose og går derfor ud til slangen. Den bider ham og prinsen segner til jorden.
Det giver en klump i halsen at læse om den lille dreng, der falder om i ørkenen. Vi vil så gerne tro på, at den lille prins har ret. At han er fløjet fra jorden og hjem til sin elskede. For hvis ikke vi tror, hvis ikke vi håber, så er det ubærlige sket, og den lille prins er død.
Vi har en forpligtigelse til at håbe. En forpligtigelse til at tro på fremtiden. En forpligtigelse overfor den lille prins, som symboliserer ungdommen – jer.
Mit svar til bryllupsgæstens spørgsmål, om hvorvidt jeg havde håb for ungdommen, blev et retorisk modspørgsmål. Jeg sagde til ham: “Hvis ikke vi har håb for ungdommen, hvad har vi så tilbage?”
Jeg har håb for jer.
Vi har håb for jer.
Vi har håb for det her år.
Vi har håb for en fabelagtig rejse, som I lige nu står overfor.
Og det er klart, I er nervøse.
Og det er klart, at I kan kommer til at give frygten for det ukendte plads.
Og I kan blive bange.
Og I kan græde.
Det kan vi allesammen.
Det vigtigste er, at I har et håb, og at I har en tro. På os, på hinanden og ikke mindst på jer selv.
Velkommen til Eriksminde Efterskole