fbpx


#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING
Tale ved afslutningen af skoleåret 2002/2003,
lørdag den 14. juni 2003.
af Per Slyngborg

Jeg vil i min afslutningstale til jer elever og forældre tage mit udgangspunkt i en fortælling, som jeg ved jeg har fortalt jer elever i en fortælletime i vinter, men det er min vurdering at i godt kan bruge historien også i dag. Det er en historie fyldt med menneskelig grusomhed, men også med menneskelig glæde og storhed.

Den 8. juni 1972 dukkede der to sydvietnamesiske Skyraider-kampfly ud af himlen over landsbyen Trang Bang og tømte deres last, der bestod af napalmbomber. Efter tre døgns intense kampe om landsbyen, der lå på den strategisk vigtige “Route 1”, vejen der forbandt Saigon med Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, havde de krigsførende amerikanere mistet tålmodigheden. Og derfor beordrede de deres Sydvietnamesiske allierede til definitivt at stoppe den nordvietnamesiske modstand.

På sekunder opslugte jagerflyenes ildkugler alt brændbart i landsbyen. En del af indbyggerne havde søgt tilflugt i byens buddhistiske pagode, herunder en familie der hedder Phan Thi, der udover de to voksne talte fire børn. En af Skyraider-jagernes napalmbomber ramte imidlertid ramte imidlertid lige ned i pagoden og spændte den ind i et flammehav. To af familiens børn blev dræbt på stedet af bomben, mens de to andre i panik flygtede ud på vejen og løb bort fra det brændende helvede. Men ilden fulgte med. Det er nemlig så viseligt indrettet at Napalm-gele ikke holder op med at brænde, men klæber sig til kroppen. I dette tilfælde sad napalmen fast på det ene barns tøj. En ni-årig pige. Ude på vejen krængede hun tøjet af sig for at blive den vildeste smerte kvit. Og fortsatte skrigende flugten ind mellem soldaterne, der var trængt ind i byen efter at jagerflyene havde fuldendt deres del af opgaven.

Præcis sådan, grædende og nøgen, blev hun fanget i søgeren af en amerikansk fotograf på krigsreportage. Billedet af hende på vejen ved Trang Bang, som de fleste af jer forældre helt sikkert har set, er siden blevet et fotografisk ikon over Vietnamkrigens inferno af menneskelig fornedrelse og vold mod en civilbefolkning. Det var billeder som dette, der var medvirkende til at vende verdensopinionen mod Vietnamkrigen og USA s rolle i den.

Siden denne hændelse fandt sted i 1972 er fotografiet af pigen Kim Phuc med jævne mellemrum dukket op i alverdens nyhedsmedier som et memento. For der knytter sig fortsat en historie til det. Nemlig livets historie.

For Kim Phuc lever. Hun er i dag 40 år og bor i Canada med sin vietnamesiske mand og deres barn.

Man kan ikke sige, at hun har haft en speciel lykkelig tilværelse siden den morgen på “Route 1”, hvor de to jagerfly dukkede ud af himlen og spredte død og ødelæggelse. Napalmen har vansiret hendes ansigt og krop. Hun lider af sukkersyge og migræne. Hun er i bogstaveligste forstand mærket af en krig, der ikke var hendes, men som ramte hende alligevel.

Efter krigen har det kommunistiske Vietnam ikke været sen til at udnytte fotografiets effekt med Kim Phuc som en slags “folkets martyr”. Af samme grund skulle Kim Phuc skoles politisk. I 1984 sendte kommunistiske embedsmænd fra Ho Chi Minh city bud efter hende for at bruge hende i en propagandafilm, og i 1986 blev hun sendt til Cuba for at uddanne sig. Her mødte hun sin mand, en anden vietnameser på uddannelsesophold. Efter deres bryllup blev de tilbudt en bryllupsrejse til Rusland.

Men i 1992 valgte Kim Phuc og hendes mand at flygte fra det liv, de blev sat til at leve, og søge politisk asyl i Canada. På daværende tidspunkt havde hun kun set sine forældre, der overlevede angrebet på Tang Bang, i samlet 24 timer. Det var alt, hvad det vietnamesiske regime kunne tilbyde hende af samvær med dem, hun så dramatisk blev skilt fra. Siden har hun levet som politisk flygtning, i eksil, fordi hun ikke længere føler at hun høre hjemme noget sted. Den følelse har krigen og årene som politisk kastebold berøvet hende. Kim Phuc vil altid være på flugt. En flugt, der tog sin begyndelse, da hun løb med fortrukkent ansigt ud af vejen fra det brændende Trang Bang.

Alligevel virker hun ikke bitter. Selv angiver hun sit ægteskab som grund, og det forhold, at hun på trods af sine forbrændinger og fysiske men har været i stand til at sætte et barn i verden. Selv siger hun, at selv om hun led både fysisk og psykisk, er hun lykkelig – af en bestemt grund, nemlig at hun lever uden had.

I 1996 havde Kim Phuc styrke til at nedlægge en krans ved Vietnam-veteranernes mindeplads i Washinton. Hun sagde ved denne lejlighed ” Hvis jeg kunne tale ansigt til ansigt med den pilot, der smed bomben, ville jeg fortælle ham, at vi ikke kan ændre historien, men vi kan lære af den og forsøge at gøre noget for nutiden og fremtiden”. Efter ceremonien trådte den amerikanske officer frem, der i sin tid gav ordren til angrebet på hendes landsby ved “Route 1”, han omfavnede hende og bad hende om tilgivelse: Det er i orden, “svarede hun” jeg tilgiver dig. Selvfølgeligt, fordi hun lever uden had.

1972 ramte katastrofen landsbyen Trang Bang og ændrede en piges tilværelse. Kim Phuc troede hun skulle dø, men hun overlevede. Og katastrofen viste hende, hvad der muligt at miste. Den blev et sandhedens øjeblik for hende, hvor hun erfarede, hvilke usynlige bånd der binder mennesker sammen, når vanviddet er forbi. For det drejer sig om ikke at fortsætte ødelæggelserne ude på gengældelsens veje. På et tidspunkt vil det ikke længere give mening og være udsigtsløs. Den erkendelse kom til hende og blev artikuleret i 1996, da mindet skulle holdes i hævd og endnu en konfrontation var mulig. Men hun afværgede den, uanset hvad tiden har ophobet i hende af belastende erfaringer.

Katastofens efterliv synes – helt på tværs af al sentimentalitet – at have lært Kim Phuc om menneskers nødvendige fællesskab på tværs af krig, ideologi og en afgrund af kulturforskelle. Andet kan ikke svare sig ud fra nogen given fornuft eller følelse. Hun blev ramt af øjeblikkets destruktive kraft i 1972. Og hendes krop blev brændemærket. Men ikke med had. Tværtimod blev smerten en påmindelse om livets mulighed, når et menneske står ansigt til ansigt med et andet menneske og ikke med krigens abstrakte uforsonlighed.

Historien er en påmindelse til os alle sammen om at vi må forsvare det enkelte menneske overfor overmagten. Filosoffen Michel Foucault siger, at hvis vi ikke gør modstand, forvandles vi til “sandansigter i strandkanten – ansigter som kan kontrolleres, tilpasses, formes og fjernes af de bølger, der ruller hen over dem.”

Kim Phuc kunne finde lykken, Kim Phuc kunne finde en tilværelse uden had. Når det er muligt kan enhver af os finde lykken og leve uden had – det indlysende.

Det samvær vi har haft det forgangne år har i den grad været præget af livets mulighed, når et menneske står ansigt til ansigt med et andet menneske. I har mødt hinanden på tværs af forskellighed, og i har taget muligheden til jer. I har gjort det nysgærrigt, åbent og med stor kærlighed og inderlighed overfor kammerater og over for os voksne.

For nogen tid siden sagde jeg til jer i en fortælletime, at jeg personligt oplevede det som et stort privilegium, at jeg kunne se jer alle sammen i øjnene. Det kan måske umiddelbart lyde som betydningsløst, men det er det absolut ikke.

Et gammelt ord siger at øjet er sjælens spejl. Er der glans i øjet kommer lyset indefra, og det gør sig gældende i hele menneskets holdning og bevægelse, i talens klang og ordenes mening. Og på samme måde mærkes det på et menneske når øjet er mat og glansløst, fordi det indre lys mangler. Det ses på hændernes bevægelser, på gangen – det høres på stemmen og på den modløshed der kommer til orde.

Et menneskes ansigt kan lyse. “Den hvis ansigt ikke lyser, vil aldrig blive til en stjerne” siger William Blake. Der findes ansigter som aldrig lyser, mennesker der er bange for sig selv, og bange for andre, ikke tør vise hvem de selv er. Frygten slukker lyset og kedsomheden gør det.

Det var ikke uden grund at man i middelalderen betragtede Acedia – lede ved livet, lede ved alting, lede ved sig selv og andre – som en dødssynd. Acedia slukker lyset. Da Isak i bibelen for første gang så Rebecca, begyndte hans ansigt at lyse. Han forstod, at de var bestemt for hinanden. Hans hjerte fyldtes af forventning til livet, af tillid til dagen og natten, af fryd over det at være til. Ansigtet lyser, når hjertet er fyldt med tro på, at det går an at leve, går an at være sig selv bekendt uden at spørge om det er tilladt, og uden at skæve til andre.

Mennesket er et væsen, hvis ansigt kan lyse. Det er en krænkelse at behandle det sådan at lyset slukkes – det er at behandle det som en genstand, som en træl.

Jeg vil gerne sige jer elever tak, fordi i lod jeres ansigter lyse overfor hinanden og overfor os voksne i det år vi har haft sammen her. Og det er mit håb at jeres ophold her har givet jer en øget tro på at det går an at leve, går an at være sig selv bekendt, uden at spørge om det er tilladt, og uden at skæve til andre.

I Jesus lignelse om den fortabte søn hører vi om uvorden knægt, som ikke gider gå og arbejde for sin fader på gården længere. Han vil ud og væk, være sig selv, være sin egen lykkes smed, være fri. Så han beder faderen give ham sin arv og forlader så ellers dem alle sammen derhjemme og giver pokker i slægt og ansvar og forpligtelser.

Det er jo ikke fordi, man ikke godt kan forstå drengen. Og han kunne jo også være gået hen og blevet helt lykkelig. Men det bliver han ikke. Han lever livet, så længe pengene rækker. Men de er hurtigt brugt op, og alt det, den unge verdensmand fik købt sig til: venner, luksus og anseelse – det forsvinder som dug for solen. Det ender frygteligt kummerligt for ham – han finder sig selv siddende i en svinestald og misunde dyrene deres mad og kommer så i tanke om sin gamle fader og den tryghed han levede i den gang.

Han beslutter sig for at vende hjem og kaste sig angrende for sin faders fødder. Og det kunne der godt blive en god og opbyggelig historie ud af. Vi kunne forestille, at nu venner sønnen så hjem og bliver selvfølgeligt modtaget med glæde, som et barn altid vil blive mødt med lettelse og glæde af sine forældre. Især når han udviser en forventet fortrydelse og ydmygt undskylder sin overilede adfærd. Men normale forældre vil også se det som deres pligt at udtænke en passende bod for deres barn – for opdragelsens og retfærdighedens skyld. Der var jo også en ældre søn at tænke på. Man kunne forestille sig, at den hjemkomne søn i en vis periode skulle arbejde med gårdens hårdeste opgaver. Eller aflevere en aftalt sum penge til sin fader hver måned, indtil den formøblede sum var tilbagebetalt. Ja, der var så mange ting, man kunne synes var det rigtige at gøre i den situation.

Men intet af den slags sker i lignelsen om den fortabte søn.

Allerede på lang afstand ser faderen sin savnede søn komme gående. Og han smider alt hvad han har i hænderne, og stormer ham i møde og omfavner ham og beordrer fedekalven slagtet og festen sat i gang – inden den bodfærdige søn når at aflever sin nøje forberedte angertale.

Man kunne jo umiddelbart sige at denne fader ikke er nogen ordentlig fader. Han er for dum og lader sig løbe om hjørner med. Ja, han lader i hvert fald hjertet løbe af med sig. Men han kan ikke tænke i skyld og straf og bod og bedring. Han er så lykkelig over at have sit barn hos sig igen. Derfor er der ikke formaninger og udskæld, kun fest og glæde og urimelig ophøjelse for den egoistiske søn.

Lignelsen handler ikke bare om en fader. Men om en fader, der er drevet af kærlighed mere end af sin rolle som opdrager og autoritet. Han har hjerte for svagheden, for det fortabte og ulykkelige.

I lignelsen om den fortabte søn er det ikke sønnens såkaldte bod og omvendelse vi lægger mest mærke til. Det, vi ser, er et menneske, der ikke længere kan holde ud at være alene med sig selv og sit fejlslagne liv. Men derude i fiaskoens og nederlagets helvede møder han sin redningsmand.

Jeg har fortalt om livet, jeg fortalt om lyset og jeg har fortalt om kærligheden. Troen på livet, lyset og kærligheden omkranser skolen her, det håber jeg i har mærket. Ikke som doserende påfyldning af voksenerfaret viden, men som noget der berører og mærkes når et betydningsfuldt samvær opstår omkring noget væsentligt.

Den franske forfatter Antonie de Saint Exupery siger:

Hvis du vil bygge et skib
Skal du ikke kalde folk sammen
For at tilvejebringe tømmer
Eller tilvirke redskaber.
Du skal ikke uddelegere opgaver til dem
Eller fordele arbejdet,
Men du skal vække deres længsel efter det store åbne hav.
Det er sådan vi har bestræbt os på at møde jer.

Forfatteren Johannes Møllehave spurgte et par venner om de ville fortælle om en lærer der har haft afgørende betydning for deres senere voksenliv. Den ene af vennerne sagde om den lærer som havde den største betydning: “Han gav mig mod til at være mig selv.” Den anden sagde om sin bedste lærer: Hun førte mig ind i rum, jeg aldrig før havde været i, men længtes efter uden at vide det”.

Det er to smukke og betydningsfulde formuleringer, og det er mit håb at jeres ophold her har givet jer øget mod til at være jer selv, og at i er blevet ført ind i rum, i ikke før har været i, men længtes efter ude at vide det.

Det har på alle måder været et rart samvær med jer på skolen det forgangne år. I har med krop og sjæl mødt denne skole, og udnyttet dens muligheder. I har med stor ihærdighed sat ting i gang – jeg har ofte været dybt imponeret over jeres evne til at organisere.

I har tillidsfuld mødt os voksne, mødt os som dem i er uden forstillelse. I har udtrykt stor glæde ved mødet med os og hinanden, og i har på rørende vis evnet at sige tak, sige undskyld, sige når noget er godt eller skidt og udtrykke taknemmelighed ved det i har mødt.

Det vil jeg gerne sige jer tak for. Et sådant møde med 90 unge mennesker, er et privilegium, og derfor er også vi påvirket af at i skal rejse fra skolen i dag.

Men når nu afskeden i dag virker så trist vil bede jer om at huske med teologen Bent Falks ord:

Det, der er godt, kan ikke ende uden det er sørgeligt, at det er forbi. Jo mere vi elsker, jo mere vil vi en dag komme til at savne. Prisen for at elske er, at vi ikke længere kan være ligeglade med at dø eller med at vore elskede dør… Tro derfor ikke, at du ved at leve lidt mindre og elske lidt mindre kan slippe for din sorg. Det er bedre, at du skaffer dig noget at savne. Det du har haft, kan være sorgen værd, men sorgen over intet, kan let gå hen og blive blandet med vrede, så den bliver bitter.

Jeres efterskoleår er ved at være gået – jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak for jeres engagement, jeres ansvarlighed og jeres glædelige måde at gå ind i skolen på. Og ikke mindst tak for jeres loyalitet overfor skolen og det den står for.

Jeg vil gerne til sidst ønske jer alle en rigtig god sommerferie, og held og lykke med det i hver især skal i gang med efter ferien – jeg har en dejlig fornemmelse af at det vil gå jer godt.

Jeg vil også gerne takke jer for ældre for den tillid i har vist skolen.

Tak for samværet – tak for skoleåret 2002-2003.