03-04 – Tale ved afslutning

Forfatteren William Golding har skrevet en roman, som nogen af jer måske vil kende. Romanen hedder ”Fluernes herre”, og den er senere filmatiseret. Bogen og filmen illustrerer lovens udvikling i jødedommen.

Filmen handler om en flok drenge, som styrter i havet, da deres flyvemaskine forulykker. Det lykkes dem at redde sig i land på et rent paradis af en tropisk ø, som de i løbet af filmen forvandler til et helvede.

Til at begynde med lever de i håbet om at blive fundet og komme hjem. Det er den selvfølgelige forudsætning for deres fællesskab. De indretter sig i et demokratisk samfund båret af deres fælles håb, og de regler, de laver sig, skal udelukkende tjene til, at de klarer sig igennem, indtil de bliver fundet.

Efter nogen tid bryder en gruppe imidlertid ud. Gruppen tror ikke på, at man nogensinde bliver fundet. I stedet vil man indrette sig på at skulle leve livet ud fra den målsætning, at man må se at få det sjov ud af det, man nu kan, og så leve af at jagte de sorte vilde svin i junglen. Men det, at man nu har mistet det fællesskab, som var skabt af det fælles håb, betyder, at man organiserer sig på helt andre præmisser, nu med frygten som fortegn.

Under en af deres opdager udbrydergruppen nemlig en hule, hvori der synes at være et væsen. Man flygter i rædsel, men vender tilbage og bringer et offer til det, som man opfatter som et uhyre, et svinehoved på en stage, som snart omsværmes af fluer. Deraf navnet fluernes herre, som i bibelen er navnet på den onde eller satan. Den dæmoniske frygt, som udgår fra hulen, bliver herefter det, som holder sammen på flokken, og som dens anfører bevidst holder liv i. Den kræver sine ofre og betyder, at de love han giver, får en helt anden afgørende opgave end bare at skulle hjælpe samfundet igennem. De er langt strengere alene, fordi de, der bryder dem, identificeres med den onde, med dæmonen. Dyrkelsen af det onde antager efterhånden liturgiske former i takt med, at frygtens genstand har fået mytisk karakter.

Man maler sig i krigsmaling med blod fra svinene og kul fra den ild, de steges over. Og man går med tiden helt grassat. Der er efterhånden kun to tilbage af dem, som stadig lever i håbet, og som forsøger at tale de andre til fornuft. Den ene slår man ihjel, den anden jages for også at kunne bringe hans hoved som offer. Man ender med at tænde ild i hele øen for at ryge ham ud, men i sidste øjeblik havner den flygtende med sine forfølgere i hælene på stranden for fødderne af en amerikansk enhed, som har opdaget ilden. ”Hvad er det dog, i fyre har for” spørger den forbløffede officer ved synet af den besynderlige flok drenge i deres bemalinger og med deres spyd. Selv er han iført sin egen krigsmaling – kamuflageuniformen. Ja, hvad var det dog der gik galt. ”Vi gjorde jo kun, som de voksne ville have gjort!” klager en af drengene på et tidspunkt.

Filmen er en parafrase over historiens begivenheder under anden verdenskrig, men belyser samtidig ikke bare den kolde krig, som fulgte, men den politiske situation i dag. Den fortæller hvad der sker, når man mister det fælles håb, som grundlag for et fællesskab. I den vestlige verden er det for øjeblikket, en fælles frygt, som styrer samfundet, en fælles frygt, som næsten har fået dæmonisk karakter.

Jeg tager mit udgangspunkt i denne film i dag, hvor vi skal tage afsked med hinanden, fordi det er mit håb – det er mit inderlige ønske for jer elever, at I vil basere jeres fremtidige liv på et fælles håb, en fælles drøm og en fælles glæde, og ikke i en fælles frygt. Der er som end nok at frygte, men der er endnu mere at glæde sig over, hvis man åbner øjnene for det her livs fantastiske gave. Det ved jeg I kan – I kan se dette livs gave som noget fantastisk, som er værd at undersøge og udforske, og det skal i blive ved med, også når I bliver rigtigt voksne. Det kan ikke undre Jer at jeg også i dag siger til jer at kærlighed, guds nærvær og venskab ikke kan bestilles. Vi kan ikke sige, at nu vil jeg altså gå ud og finde kærligheden, som er det ubetinget vigtigste i vores tilværelse, men vi kan være så heldige at få noget af den givet hver dag. Kærligheden kan vi ikke tage, men vi kan få den. Hvis I har øje for det, kan I bringe jeres lille bidrag til et samfund, som i højere grad er båret af et fælles håb, frem for en fælles frygt.

Der findes mennesker, der livet igennem venter det værste. Det er mennesker, der aldrig oplever glæden ved at vente – glæden ved at håbe – glæden ved at tro på og forberede sig på, at noget godt vil komme. Der er også mennesker, som slet ikke giver sig af med at vente. De vil have deres behov eller dårligt opståede forventninger realiseret med det samme.

At gå og vente er ikke dem. De oplever aldrig glæden ved at vente, og at gå og berede sig på at noget vil komme. De oplever heller aldrig glæden ved håbet. Håbet om at noget vender sig til det bedre, håbet om, at det man gør, får tingene til at vende sig til det bedre.

Til jer elever vil jeg sige, bliv aldrig sådan et menneske. Jeg vil ønske for jer, at I vil give Jer selv lov til at vente, at tro på at chancen kommer mere end en gang – for det gør den. Jeg vil ønske for Jer at I vil give jer selv lov til at håbet. For i håbet udspringer frimodigheden, forstået som evnen til at møde livet, og elske det både når det behandler os godt og når det er hårdt ved os.

Vi har gerne ville vise Jer, at det er en god ide at møde mennesker nysgerrigt og fordomsfrit. Vi har gerne villet vise jer, at det betaler sig at undersøge og møde sine medmennesker som helt unikke individer, med hvert deres helt unikke liv. Det liv som ikke kan leves af andre, men det kan deles med andre. Og det kan deles med andre hjerteligt, og det er der ikke noget sentimentalt i. For hjertelighed er noget positivt. I hjerteligheden ikke bare finder jeg mig i, at den anden er anderledes end jeg selv, men jeg glæder mig over, at han er det.

Et menneske kan have så ondt i kroppen, at det ikke kan holde smerterne ud, og det er godt at det kan få smertestillende medicin. Et menneske kan også have så ondt i sindet, i psyken, at det må have hjælp, og også her kan medicin hjælpe. Men hvis et menneske ikke kan holde ud, at være den det er – så er der ingen medicin, der kan sørge for, at det slipper for at forholde sig til sin tilværelse. Hverken den bedste læge, den elskede eller den bedste ven kan sige ”Nu skal jeg nok leve dit liv for dig. Ingen, ingen kan overtage mit liv, og leve det på mine vegne.

Jeg har tidligere været inde på Grundtvigs sang ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord” for Jer, men jeg vil gerne gøre det igen her i dag.

Grundtvig skriver: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Som det jeg ville ej med kongers bytte.

Mit liv er mit helt alene, og det må jeg udvikle jævnt, muntert og virksomt.

Videre skriver Grundtvig: et sådant liv jeg ønsked al min æt
Og pønsed på med liv at forberede.

Grundtvig giver ikke nogen facitliste eller opskrift.

Jeg har i fortælletimerne om morgenen fortalt Jer mange historier fra mit tidligere liv, og hvilke tanker jeg gør mig over mit nuværende og fremtidige liv. Dermed har jeg villet vise Jer, at jeg pønser på mit liv, og jeg har villet sige til Jer, at jeg faktisk synes at det er en rigtig god ide, hvis I også pønser på Jeres liv. Men I har ikke fået nogen facitliste eller opskrift.

Der er en forfatter der hedder Louis Borges, der blev blind, netop da han var blevet udnævnt til chefbibliotekar for det største bibliotek i Argentina. Han fortæller om sin situation i bogen ”Syv aftener”. Han fortæller, at blindheden netop var en familie arv – hans far var blind, og hans farfar var blind. Og han skriver: ”Man arver blindhed, men man arver ikke tapperhed.” Blindheden er vilkåret – men tapperheden er individets personlige måde at forholde sig til lidelsen på. Og det kan vi fordi vi er åndelige væsener, som kan forholde sig os selv, til både vores egen krop og vores egen psyke. Det ulykkelige er altså ikke forholdet, men at forholdet så let bliver til et misforhold.

Louis Borges ville altså ikke sige: ”Jeg vil ikke finde mig i min skæbne. Jeg vil ikke leve som blind”. Han siger, at man arver blindhed (i hans tilfælde), men man arver ikke tapperhed. Tapperheden, måden at forholde sig til blindheden på, beror ikke på slægten, men på det enkelte menneske, på individet. Hverken faderen eller farfaderen havde forkastet deres skæbne, da blindheden ramte dem. Og hvad Borges fortæller, gælder jo andre end ham selv. Hvordan han fik tapperheden, modet til at leve og endda med glæde og overskud, kan vi ikke overtage fra ham. Vi må selv finde ud af det. Men vi er tvunget til at lede, for vi kan godt leve et liv uden mod, håb, lyst, kærlighed og frihed, men det er et liv der ikke er værd at leve.

Jeg har ved en tidligere lejlighed fortalt et lille afsnit fra Klaus Rifbjergs erindringsborg ”Sådan”.

Jeg vil gerne gøre det i dag også, fordi det er så betydningsfuldt for mig, og jeg vil gerne dele det med Jer.

Klaus Rifbjerg fortæller om sit tredje barn, hvis tilsynekomst faldt sammen med hans emigration til Spanien. Han skriver ”Hverdag, hjulede jeg min yngste søn ned til stranden i klapvognen. Jeg følte en intim forbundethed med drengen, vi var far og søn i solen, intet ondt kunne for alvor ramme os – selvom jeg godt vidste, at selv når solen skinner klarest, ligger skyerne over horisonten og venter på at gå i drift for vinden. Jeg så på den lyshårede dreng, mens klapvognen bumpede og knirkede af sted på den grusede vej og tænkte: LYKKE. Glem det aldrig”.

I elever har nu været på Eriksminde et år. Det er et år, som jeg håber har haft en betydning for jer, som rækker ind i jeres fremtidige liv. Den tidligere højskoleforstander Kaj Smedemark siger om tiden ”at den er en personlig formue. Som tiden går, kan vi opfatte det som om vi bliver fattigere på denne formue. Den er et timeglas som indeholder sand, der langsomt løber fra den øverste del til den nederste af glasset: det fyldte timeglas er undfangelsen, det tomme glas er døden, i indsnævringen mellem de to dele ligger livet. Til sidst er alle sandskorn, som små hjerteslag løbet igennem indsnævringen og ligger brugte i tragten nedenunder. Livet er det der lå i øverste tragt. Livet er set på denne måde en tragt, der gradvist indsnævres for til slut helt at lukke. Endelig status er et stort nul.

Men tro ikke på det. For Kaj Smedemark siger også, at det kan og bør opleves helt anderledes. Som tiden går ophobes flere og flere oplevelser, livserfaringer, erindringsbilleder, associationsmuligheder, modenhed, viden og kunnen. Jo rigere erindring, jo større mulighed for ny erkendelse. Set på denne måde bliver livet rigere og rigere som tiden går. Det er som et bevidsthedsrum, der udvider sig, og bliver mere og mere indholdsrigt. Livet er den fortælling, der ligger i nederste rum. Livsfortællingen udvider sig. Status er ikke nul, men kan være fortællingen om et meningsfyldt og indholdsrigt liv.

Det er mit inderlige håb til Jer, at I vil betragte Jeres liv, og jeres livs erfaringer på denne sidste måde.I har som hold været meget forskellige, men jeg synes at I er kommet til at hænge rigtigt godt sammen til et fællesskab, som I ved vi synes er så vigtigt. I har været gode til at løse problemer, vanskeligheder og uenigheder på fællesmøderne. I har villet løse de problemer som kan opstå i et sådant fællesskab. I har givet plads om rum til forskelligheden. Vores møde med medarbejdere fra ARLA, vil også stå for mig som noget vigtigt. Arla havde ønsket at komme herud for at gå i dialog med Jer om hvorfor I ikke længere ønskede at købe deres produkter. Det var en eksemplarisk debat vi havde med dem, der selvom, der var stor uenighed, hele tiden blev holdt i en tone af respekt for hinandens meninger.

I har været rigtigt glade for at synge, det viste sig sidst i går hvor vi havde forlænget morgensang, og det har jo også vist sig i dag. Det er en stor styrke for er fællesskab, at de mennesker der er i det kan synge sammen.

I har været gode til at bruge musiklokalet, og skolens øvrige værksteder, hvor enhver kan se her i hallen, at I har produceret ganske mange ting, og ting i en god kvalitet.

Det er mit håb at I elever i dette år har fået betydningsfulde venskaber. Et ægte venskab kan efter lang tids fravær fra hinanden genoptage et jævnbyrdigt samvær med det samme, som om de to venner sidst havde set hinanden i går. Det ægte venskab er en spontan etisk livskraft. Man omgås med ærefrygt. Man drømmer ikke om, at krænke den andens selvværd. Man er jævnbyrdige, ligeværdige. Man tvivler ikke på den andens motiver. Man stoler på den anden. Man analyserer ikke et venskab – det er der. Det er opmærksomhed, årvågenhed, selvudlevering og tillid. I et venskab er der ikke plads til selvoptagethed, til selviskhed, til rivalisering, til dominans, til sladder og misundelse. Overtrædes nogle af disse grundregler er venskabet forbi. Der er ingen fortrydelse, det forsvinder ganske enkelt.

Måske er den slags venskaber ikke særligt udbredte, men des større grund er der til at værne om dem, til at give dem tid. Det er en stor lykke at få lov til at opleve det, en lykke som jeg godt kunne unde Jer.

Jeg har oplevet det. Jeg har en kammerat, som jeg mødte da jeg var på højskole for over 25 år siden. Det venskab vi har med hinanden, er ikke blevet overhalet af noget andet, selvom vi har hver vores helt forskellige liv, og der kan gå endog meget lang tid imellem vi ses.

Helle, Jakob og jeg var her i foråret til konfirmation hos min vens søn. Hans morbroder havde lavet en konfirmationssang som i sin dybde og sin kvalitet lå langt ud over hvad man normalt ser i festsange.

Jeg vil gerne læse to af versene her til sidst for hver enkelt af jer elever.

Jeg vil gerne sige til hver enkelt af Jer: Hvis alting går dig på og mørket sænker sig over dig – så husk på disse ord:

Forgæves rasler alle frygtens lænker
mod den, som fast på kærligheden tror.
Bevar din tro og husk: at dit liv er vigtigt
Kun du har dine evner, dit talent.
At gøre godt vil altid være rigtigt,

At kæmpe mod alt det, der er betændt!
Gid du må være stærk!
Og svag! Og stor! Og lille!
Gid du må tage det grove med det milde
Husk, at du er den du er – et mesterværk.

Med de ord vil jeg gerne sige jer tak for et års betydningsfuldt samvær. Tak for jeres måde at indgå i skolens hverdag på, og tak for den tillid I har vist skolen og os lærere.
Også en tak til Jer forældre for den tillid I har vist skolen.

Jeg vil til sidst ønske jer en rigtig god sommerferie, og al mulig held og lykke med det, I hver især skal i gang med efter sommerferien.

Tak for samværet, tak for dette skoleår.