Tale ved starten af skoleåret 21-22
15. aug. 2021
v/ forstander Lynge Korsgaard
Kære elever, forældre, søskende og andre, der er med her i dag.
Da jeg var 7 år, besluttede jeg mig for at udfordre min skæbne. Jeg var gået ind på min brors og mit værelse for at lægge et spil på plads. Da jeg vendte mig rundt og skulle til at gå ud af døren igen, blev jeg ramt af en tanke.
“Hvad ville der ske, hvis jeg ikke gik ud af døren?” Jeg kunne nærmest se mit livsforløb de næste 75 sekunder udspille sig foran mig. Hvis ikke jeg var blevet ramt af tanken, ville jeg gå ud af døren, ud i køkkenet og vaske hænder og så hen til aftensmadsbordet til de andre. Men nu var jeg ramt af tanken – hvad nu hvis jeg ikke gik ud af døren? Hvad ville der så ske med mit liv? Ville det ændre sig? De første 75 sekunder ville i hvert fald, men ville det måske også påvirke resten af mit liv? Kunne jeg med næste skridt ændre formen på mit livsforløb? Og ville det i så fald blive bedre, end hvis jeg gik ud af døren?
Det blev pludselig et meget tungt skridt, der skulle tages for den 7-årige knægt, der stod på sit værelse i Gerlev på Vestsjælland. Sikke et ansvar jeg lagde på mine egne skuldre. Kunne jeg ændre min egen skæbne – og til hvad?
Ifølge den gamle nordiske mytologi findes der tre skæbnegudinder også kaldt nornerne Urd, Verdande og Skuld, hvis navne normalt oversættes til fortid, nutid og fremtid. Nornerne spandt en skæbnetråd, en livstråd for hvert nyfødt menneske. Tråden var menneskets liv og nornerne afgjorde, hvor lang tråden var, om den var kraftig eller spinkel og hvor mange knuder, der var på den.
Nornerne boede i jordens centrum, lige ved foden af verdenstræet Ask Yggdrasil og var helt centralt i forståelsen af verden. Nornerne var også hævet over guderne. Guderne havde intet at sige i forhold til skæbnen, de lå selv under for skæbnens magt.
Tanken om skæbnen, at vores liv er forudbestemt og lagt ud foran os, kan være skræmmende. Vi kan godt lide at betragte os selv som frie individer, der kan handle og agere helt frit. Du kan hvad du vil. Alt er muligt. Lykken er dit valg.
I marts udkom Svend Brinkmann med bogen “Vi er det liv vi lever – en skæbnefortælling” Bogen handler om Lili. Lili er stationsforstanderens datter og er født i 1928 i en mindre jysk provinsby. Det vil sige, hun i dag er 93 år gammel. Vi hører Lilis livshistorie og om, hvordan hendes liv og livstråde flettes ind i mange andre tråde – store og små. Vi hører om hendes mand bokseren Mikkel. Om deres svære ægteskab, der var plaget af affære men også hengivenhed. Om Mikkels demens, han havde pådraget sig efter mange års boksning. Vi hører om ungdom og skole og om de verdensbegivenheder, som helt almindelige mennesker har meget lille indflydelse på, men som stadig kan have en stor indvirkning på det enkelte menneskes liv. Og i Lilis tilfælde fik den det.
I en alder af 14 flettede Lili sin livstråd sammen med en ung tysk soldats. De havde, som hun selv siger det, et flammende, fascinerende, spændende og pladderromantisk kærlighedsforhold i 14 dage i sommeren 1942. Deres kærlighedsaffære kom til at følge og være rammesættende for resten af Lilis livshistorie. Det var i sandhed et skæbnesvangert kærlighedsforhold.
Lili er faktisk ikke hendes rigtige navn. Hun er stadig her 79 år efter bange for de konsekvenser, det kunne medføre, hvis hun stod frem med sit rigtige navn.
Hele sit liv har hun kæmpet med angst, sorg og ikke mindst en stræben efter værdighed og dannelse. Og med at affinde sig som tyskertøsen.
Svend Brinkmann bruger Lilis livshistorie til at komme med et bud på en psykologi, der tager skæbnen alvorligt, og hvilken betydning vores livstråde har. Med livstråde mener Svend Brinkmann ikke tråde som nornernes skæbnetråde. Men at vores liv er tråde – forbindelser til andre.
“At leve er at være forbundet til andre. Det betyder ikke, at mennesket er dømt til at være ufrit, men det betyder tværtimod, at frihed forudsætter forbindelser. Vi kan kun leve frit, hvis vi forstår betydningen af at være knyttet sammen med andre.”
Brinkmanns skæbneforståelse er altså ikke, at alt er forudbestemt, og at vi er ufrie individer. Det, Brinkmann siger, er, at vi bliver nødt til at forstå, at vi er født ind i en tid, som allerede er skabt. Alt er ikke op til os at bestemme. Lili bestemte ikke, at der skulle være tyske soldater i Danmark i 1942. Vi lever i nogle rammer og nogle forhold, som fra starten er os givet. Meget er lagt foran os, og det er de valg, vi træffer inden for de givne rammer, der afslører, hvem vi er, og hvad vi står for. Vi er det liv, vi lever.
“Vi er som mennesker forbundet og forpligtet i kraft af vores livstråde. Med andre ord har vi en skæbne. Det er vores vilkår og er som sådan både en forbandelse og en foræring. En forbandelse fordi der nok er mere der ligger fast, end vi moderne mennesker bryder os om, men også en foræring, fordi vi så ikke er små guder, der konstant skal skabe os selv fra bunden. Det ville være en stor byrde”
Min mor kaldte på mig, der tilbage i værelset, at maden var klar. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde stået inde på værelset – men jeg havde stået helt stille – sæt nu, jeg lavede en forkert bevægelse.
Og så skete det. Jeg tog mod til mig og udfordrede min skæbne. Jeg kravlede op i vindueskarmen, åbnede vinduet, hoppede ud på græsplænen, gik rundt om huset, ind i bryggerset, vaskede mine fingre og gik hen til bordet.
Min far og mor og mine tre ældre søskende registrerede ikke engang, at jeg var kommet ind en anden vej, og at der var sket noget anderledes. Men for mig var lige præcis den aftensmad helt anderledes. Det var første aftensmad i resten af mit nye liv.
Tanken om, at dét spring ud af vinduet forandrede mit liv og gjorde, at jeg i dag står her, er nok mest en romantisk drøm om, at vi kan skabe vores egne drømme.
Sommeren 2021 har været en sportssommer med blandt andet EM i fodbold, Tour de France og OL i Tokyo.
Og sportsfolk er i sandhed mennesker, der arbejder med at sætter sig mål og skaber og (måske) realiserer deres egne drømme. Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen var med til OL, da det blev afholdt i Rio de Janeiro i 2016. Han vandt en flot bronze medalje men lovede efterfølgende sig selv og hele landet, at han ville vinde guld ved næste OL – og det gjorde han i helt fantastisk stil. Det er jo helt vild, at han gjorde det.
Sportssommeren 2021 gjorde os også allesammen bevidste om, at ligegyldigt hvor god du er og ligegyldigt hvor meget du forbereder dig og øver dig, så er vi alle lige i livet. Vi er alle mennesker, hvis skæbnetråd kan være skrøbelig.
I starten af sommeren gav det et gip i hele Danmark, da Christian Eriksen faldt til jorden i parken. Med et blev vi alle mindet om, hvad der har virkelig værdi i livet. Væk med pengene, væk med fodboldkampen, væk med hele EM. Her lå en familiefar med hjertestop.
I slutningen af sommeren så vi den amerikanske gymnast Simone Biles, som er blevet udråbt som “den bedste nogensinde”, trække sig fra flere konkurrencer, fordi hun skulle tage sig af sin mentale tilstand. Hun havde indædt i 5 år trænet til netop OL men valgte så at trække sig, fordi hun helt menneskeligt ikke havde det godt. Vi er ikke herre over vores egen skæbne, lige meget hvor gode vi er og hvor meget, vi prøver at planlægge den.
I har alle stået overfor et valg i forhold til at komme her i dag. I har alle haft helt forskellige forudsætninger for at komme. I har selv gjort jeres egne overvejelser og selv truffet jeres eget valg.
Det, at I er her sammen nu i år, kommer til at påvirke jer allesammen, alle os ansatte og nok også alle jeres forældre og søskende. For livet er tråde. Livet er forbindelser. Og I er trådt ind i et fintmasket net af forbindelser. Vi bliver forbundne i et skæbnefællesskab.
Skæbnen og året er ikke forudbestemt og lagt foran os. Vi har nogle rammer, vi har nogle planer, og det har vi brug for. Vi ville ikke være frie i et fuldkommen frit rum. I et sådan rum ville tilfældighederne herske, og dermed ville tilfældighederne styre os – hvilket ville være ufrit. Rammer er frihedens forudsætning. Men hvad der kommer til at ske inden for de rammer, og hvordan året kommer til at udforme sig er op til jer og os.
Det betyder ikke, at hvert eneste valg, vi træffer, kommer til at ændre vores liv og vores efterskoleår. Det valg, jeg tog som 7 årig, hvor jeg hoppede ud af vinduet, afgjorde (højst sandsynligt) ikke mit liv. Men det lærte mig noget om mig selv. I kommer til at stå over for mange valg både i år og fremefter i livet. Og man kan finde en ro i at tænke, at det nok ikke synderligt kommer til at ændre ens liv. Men de valg, vi tager, definerer ens liv og ens selv. Vi er det liv, vi lever.
Lige meget hvor gode vi er, og hvor meget vi øver os, så kan vi ikke fuldstændig planlægge og kontrollere vores efterskoleår. Der er omstændigheder, som vi ikke er herre over og vi er heldigvis allesammen hele, smukke, fejlbarlige mennesker med alt, hvad det indebærer.
Så I kan lige så godt lade være med at prøve at kontrollere det. Vi må gerne have en drøm om, hvad der kommer til at ske, og vi må gerne have et håb for, at vi ender et smukt og fantastisk sted. Men lad være med at bilde jer ind, at I kan skabe det selv. Vi kan skabe det igennem vores livstråde til hinanden. Vi kan skabe det sammen. Et godt efterskoleår er noget, vi kan give til hinanden.
Slip jer selv fri ved at være noget for de andre.
Velkommen til skæbnefællesskabet
Velkommen til Eriksminde Efterskole.
