#ERIKSMINDEEFTERSKOLE #LIGEVÆRD
#KREATIVITET #MUSIK #BEVÆGELSE
#TEATER #MENNESKELIV #KULTUR
#KUNST #HÅNDVÆRK #FORUNDRING

Tale ved starten af skoleåret 2012/2013
på Eriksminde Efterskole
søndag den 19. august 2012

v/ Per Slyngborg

Kære elevhold 2012/2013

I dette øjeblik begynder en ny og fantastisk tid i Jeres liv. Jeres efterskoleår starter nu, noget afgørende for Jeres liv starter nu. I vil i det kommende år udvikle Jer på et utal af måder, Jeres verden vil blive ny og større og Jeres oplevelse af Jer selv vil forandres i retning af større bevidsthed om, hvordan I er og vil være i Jeres ungdomsliv og kommende voksenliv. Hertil har efterskoleformen en særlig evne og mulighed, som vi glæder os rigtigt meget til at udvikle sammen med Jer.

Jeg vil gerne byde Jer alle sammen hjerteligt velkommen til skolen og til den efterskoletid som I har foran Jer.

Jeg vil naturligvis udtrykke en særlig velkomst til Jer elever, som vi glæder os til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på. Vi glæder os til at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv, som denne skole skal bestå af. Skolen er uendeligt lidt uden Jer. Det er Jer der giver skolen liv og derfor er det et afgørende og betydningsfuldt møde vi har i dag.

Vi håber at I vil møde skolen og hinanden med åbenhed og nysgerrighed, så vi dermed sammen kan skabe et positivt og værdifuldt rum i forskellighed, med de udfordringer, glæder, muligheder og styrker som det indebærer.

Jeg håber at I alle sammen er blevet vist til rette ude på værelserne, og er parate til at møde den glæde, men også den udfordring det er, at skulle bo sammen med et andet menneske et helt år. Vi glæder os til at møde Jer – og I skal vide at vi føler det som et meget stort privilegium for os medarbejdere, at møde en gruppe unge mennesker, som positivt har valgt Eriksminde og det grundsyn, som er denne skoles. Jeg ved I glæder Jer – og vi glæder os, og det er den allerbedste forudsætning for et godt og betydningsfuldt skoleår.

Inden den egentlig velkomsttale skal vi synge Grundtvigs sang ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”.

 

Sognepræst i Vær i nærheden af Horsens, Gudmund Rask Petersen har skrevet bogen ”Jeg har ladet mig fortælle”, som består af en lang række litterære og kristne grundfortællinger, som er vigtige for den menneskelige fortælling. For mennesket er en fortælling, og for Jer elever i dag vil det kommende år i den grad komme til at bestå af fortællinger – både den store og den lille fortælling.

I bogen fortæller Gudmund Rask Petersen om den verdensberømte forfatter Franz Kafka, der langt om længe er kommet væk fra Prag og faderens jerngreb. Han har forelsket sig i den unge pige Dora Dumant.

Fra efteråret 1923 er de to sammen i Berlin, indtil Kafka dør det følgende forår, men disse sidste måneder er formentligt de lykkeligste måneder i han liv. – Trods hans dårlige vilkår. Trods de dårlige sociale vilkår i Berlin… trods den sikre viden om at han ikke har langt igen.

Hver eftermiddag går Kafka en tur i en af Berlins parker. Som regel går Dora med ham. En dag støder de på en lille pige, der græder og hulker hjerteskærende. Kafka spørger hende, hvad der er i vejen, og hun fortæller ham, at hun har tabt sin dukke. Han begynder med det samme at finde på en historie, der kan forklare hvad der er sket. ”Din dukke er taget på en rejse,” siger han. ”Hvordan ved du det?” spørger pigen. ”Fordi hun har skrevet et brev til mig,” siger Kafka. Pigen virker mistænksom. ”Har du det på dig” spørger hun. ”Nej, det er jeg ked af,” siger han, ”jeg lod det ligge hjemme ved en fejltagelse, men jeg tager det med i morgen”. Han er så overbevisende, at pigen ikke længere ved, hvad hun skal tro. Kan det være muligt, at denne mystiske mand fortæller sandheden?

Herfra udvikler det sig til, at Kafka dagligt i tre uger mødes med pigen i parken og hver gang med et brev fra dukken i hånden. Han har ikke tænkt sig at snyde den lille pige. Dora ser ham sidde og skrive brevene fra dukken med den samme alvor og spænding, som han udviser, når han arbejder på sine egne værker.

Den lille pige har ikke lært at læse endnu. Kafka læser brevet fra dukken højt. Dukken fortæller, at hun har brug for at komme ud og se verden, derfor må de skilles en tid, men hun lover at skrive hver dag. Og det gør dukken, eller rettere: Det gør Kafka. For at trøste en lille fremmed pige.

Tre uger. En af de mest strålende forfattere, der nogen sinde har levet, ofrer sin tid – sin stadigt mere kostbare og svindende tid – på at skrive imaginære breve fra en forsvunden dukke”

Pertentlig prosa fra Kafkas hånd.

I brevene forsikrer dukken pigen om sin kærlighed, men der sker også mere og mere i dukkens liv, som bærer i retning af løsrivelse og selvstændighed. Ja, til sidst gifter dukken sig i det fremmede med en dejlig ung mand. Og så i den sidste linje, byder dukken sin gamle og elskede ven farvel.

På det tidspunkt savner pigen naturligvis ikke længere dukken. Kafka har givet hende noget andet i stedet, og da disse tre uger er gået, har brevene helbredt hende for hendes ulykke. Hun har historien, og hun blev fundet – og når man har en historie og når man bliver fundet så forsvinder denne verdens smerte.

Man kan nemlig være væk og være helt fortabt. Måske fordi en dyrebar anden blev væk for en selv. Og så kan man blive fundet og favnet og rummet af et andet menneske, af levende ord, af en god historie, og på ny finde mening og sammenhæng trods savn og tab.

Det er nemlig godt og fint at finde og kunne finde ud af både det ene og det andet, men det bedste af alt er at blive fundet. Vi ved det jo godt. Vi har vidst det, fra vi var små og legede gemmeleg, og vi skulle gemme os, og en anden, måske en voksen, som vi har tillid til og god grund til at have tillid til, skulle finde os. Og vi kom til at gemme os for godt. Og blev helt væk. Og måtte give lyd for at blive fundet. ”Fundet”, og måske oven i købet krammet og klemt. Og hvor var det godt. For nu er det jo helt tydeligt, at den dybeste mening med en gemmeleg ikke er at gemme sig, men at blive fundet.

Kære kommende Eriksminde elever – det er meget vigtigt for mig at I altid ved og at I har tillid til – at hvis ”dukken forsvinder” så vil I altid på skolen her blive fundet, favnet og rummet – og ikke mindst få en fortælling der bringer videre.

I elever vil i årets løb både i undervisning, fortælletimer og i den daglige samtale høre fortællinger fra vores liv, og hvilke tanker og overvejelser vi gør om vores nuværende og fremtidige liv. Vi inddrager Jer så at sige i vores liv, og dermed bliver i opdraget – vi vil gerne opdrage gennem inddragelse. Dermed vil vi vise Jer, at vi pønser på vores liv, og vi vil fortælle Jer, at vi faktisk også synes at det er en rigtig god ide, at I også pønser på Jeres liv. Men I får ikke nogen opskrift eller facitliste, men I får en deling af livserfaringer, som vi til stadighed synes er vigtig at bringe videre fra generation til generation. Ordet ”pønse” har vi bl.a. fra Grundtvigs sang som vi lige har sunget, og som var en væsentlig sang til hans sønner Svend og Johan.

”Et sådan liv jeg ønsket al min æt, og ”pønsed” på med flid at forberede”. I elever og forældre har fået udsendt nogle elevgrupper, som er tilknyttet en lærer. Disse grupper har fået navnet ”Pønsegrupper” – fordi vi bl.a. der sammen med Jer vil pønse på de eksistentielle vilkår, som vores fælles liv indebærer. Det er bl.a. i pønsegrupperne vi tager fat når ”Dukken bliver væk”.

Vi har lavet disse grupper for at gøre det nemmere for Jer, måske mest her i starten at komme til en voksen. Men det er meget vigtigt at I til enhver tid ved, at I altid er vel komne til at komme til mig eller en anden voksen, hvis der er noget der går Jer på.

Grundtvig skrev sangen for næsten 200 år siden, selvfølgeligt i en hel anden tid end i vores, men jeg mener at sangens budskab er vigtig også for os i dag.

Grundtvig skrev sangen fordi det gjorde ham så ondt at se, Johan og Svend gå hjemmefra med deres små tornystre og tænke, at det var synd, at de skulle gå hen i skolen og få at vide, hvor dumme de var både til dansk, historie og regning. Han følte at skolen krænkede dem i stedet for at stimulere dem. Han begræd at, hver dag ”de vokser bliver de mindre” skrev han.

Grundtvig var en stor pædagog, og han udtænkte på baggrund af Svend og Johans oplevelse skolen, en meget moderne pædagogik.

Han var sikker på, at de voksne skulle nå børnene der, hvor de befandt sig. Man skulle tage udgangspunkt i barnet.

På latin betyder lego både at læse og at lege. Grundtvig fremhævede bl.a. tre punkter:

Hvorfor spørger læreren eleverne, når han er den eneste, der kender svarene? – Det burde være eleverne, der spurgte læreren.

Grundtvigs pædagogiske princip er, at man skal elske det, man skal forstå.

Man skal have lyst til det man skal lære.

Bl.a disse Grundtvigske principper er en af grundstammerne i Eriksminde Efterskoles grundsyn. Det er ganske afgørende for skolen her, men vi er samtidig meget opmærksomme på at Grundtvig har sejret, både i folkeskolen og i de frie skoler, på en måde så principperne selvfølgeligt til enhver tid og til stadighed skal fortolkes ind i tiden. Bl.a. er det vigtigt at vi lærer eleverne, at der er noget her i tilværelsen som ikke er lystbetonet, og her vil jeg nævne pligtfølelsen overfor det fælles bedste, som det vigtigste.

I skal vide at på skolen her vil I møde en menneskelig pædagogik, hvor al opmærksomhed samler sig om Jer elever, lige netop som I er her og nu. I vil møde et menneskesyn her der lægger vægt på, at I er noget i Jer selv, og ikke alene på hvad I kan bruges til i fremtiden. Selvfølgeligt skal i præstere, men I skal først og fremmest være til stede, og være til glæde og gavn for fællesskabet.

På skolen her vil i møde en modstand mod det iscenesatte menneske, og en opbakning til det ægte og naturlige menneske. Og det midt i en tid hvor det iscenesatte har alt for stor plads – det iscenesatte holder ikke – det ægte og naturlige holder.

Til gengæld vil i blive mødt som helt unikke stjerner, hver især. Men I skal vide at I er stjerner blandt mange andre stjerner, og det er en fælles udfordring vi har. At betragte sig selv som en stjerne, og samtidig glæde sig over at medmennesket/kammeraten er en ligeså stor stjerne er den helt store udfordring. Men når det lykkes, så opstår der et ægte folkeligt fællesskab af meget stor værdi, og som jeg håber og tror på I vil opleve glæden ved om et år.

Til sidst vil jeg bede Jer elever huske følgende lille sætning ”Du er ikke alene”. Du er ikke alene om at længes en smule hjem her i starten. Du er ikke alene om at føle dig alene, du er ikke alene om at have brug for en snak med en voksen osv. Husk i enhver henseende ”Er du ikke alene”, på Eriksminde Efterskole.

Endnu engang en stor velkomst til Jer alle sammen – vi glæder os til at lære Jer at kende.

Som I ved holder jeg to måneders orlov fra den 1. september til den 1. november. Jeg vil lærer Jer lidt at kende, og I vil lærer mig lidt at kende her i begyndelsen af skoleåret. Og når jeg kommer tilbage vil vi lære hinanden at kende rigtigt godt. Så jeg bliver også en del af Jeres efterskoleår, det er jeg sikker på, og glad for.

Inden nogle praktiske meddelelser skal vi synge: