Opgaven er en åben opgave. Du bestemmer, hvor du vender blikket hen og hvad du kaster dig over. Måske er du optaget af filosofiske spørgsmål, måske har du lyst til at udfolde din indre forfatter eller skabe flotte krukker i keramik. Det kan også være, at du er stødt på et emne, en metode eller et materiale i undervisningen og har fået lyst til at udforske det. Det kan være svært at vælge, derfor har du en personlig vejleder, som hjælper med at rette udfordringen til og holde sporet undervejs.
Opgaven giver mulighed for virkelig at komme i dybden med et emne. Det er ofte gennem gentagelsen at man når længere ind eller ud. Det er ved at gøre noget igen og igen, at man når et højere niveau af beherskelse og indsigt. Der kan være noget på en gang fascinerende og enerverende over denne måde at arbejde på, men det gør ikke noget, så længe vi er drevet af lyst og interesse. Vi prøver også på ikke at lade os slå ud af modgang eller stilstand. Det kan være tegn på at processen er ved at tage en anden retning; noget nyt og uforudset er måske ved at bryde frem.
Opgaven er en individuel og selvstændig opgave. Den gode opgave er sammenhængende og helhedspræget og rummer elementer af både noget teoretisk, praktisk og kunstnerisk. Når opgaven er færdig har du fortalt en personlig historie med hænder, hoved og hjerte, som du glæder dig til at udstille i en skøn kakofoni af lignende opgaver.