Man føler sig mødt og hele tiden stillet over for nye udfordringer, men ikke udfordringer som ‘Husk at rede din seng’ men derimod at stille sig selv spørgsmålet ‘Hvem er jeg?

Det er i den grad en skole, man føler som sit hjem. Et hjem hvor jeg føler man kan leve i tillid til andre og har frihed. Oveni det lære vi også en del om ansvar, hvilket jeg synes er vildt fedt.

Skolen har lagt vægt på, at man skal snakke sammen i stedet for at de som råber højest får deres vilje.

Det er vildt når man når til de tidspunkter og øjeblikke, hvor intet andet sted synes bedre end lige der, hvor man befinder sig

Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.

Vi får lov at være en del af noget større, som åbner vores horisonter op, og lærer os om det store perspektiv i livet

Det ligger helt grundlæggende i stemningen på skolen, at alle kan udtrykke sig, som de har lyst, og sige og mene, hvad man vil. Man kunne fristes til at tro, at det bare skyldes stemningen på denne enkelte årgang, men man har en fornemmelse af, at skolen altid har været sådan, og at vi bare er med til at holde den ånd i live.

Jeg har aldrig før nu, oplevet så meget frihed til at være den jeg er. Og med den plads til at leve som man vil, har jeg udviklet mig meget positivt, og jeg tør stå op for mig selv på en helt anden måde end jeg gjorde før

Vi er trygge i hinandens selskab og vi har tillid til hinanden og tillid til at vi tager ansvar i de frie rammer der bliver sat og altsammen på en meget naturlig måde.

Alle har en stemme og et ansvar.