Eriksminde er trygheden (men heldigvis ikke rutinen), naturligheden, der skal til, for at fællesskabet har en chance. Eriksminde er tilliden, friheden og ansvaret.
Det er et sted hvor jeg har fået lov til at være mig selv og være stolt af det. Her bliver anderledeshed og sære personligheder omfavnet. Det er jeg utrolig taknemmelig for.
Jeg har altid kunne mærke at lærerne går enormt meget op i det de laver, og derfor får det også betydning for os.
Vi har altid fået lov til at mene hvad vi har lyst til, og hvis andre har været uenige har vi taget en debat op, men det har været det bedste, at man ikke har skullet være bange for at have en mening selv.
Jeg synes det er en stemning der ligger lidt i luften at man husker at det ikke handler om at få en karakter men at skabe en karakter der holder i længere tid.
Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.
Morgensangen, synes jeg, er fantastisk for fællesskabet og mange af sangene indeholder bidder man tænker over bagefter og husker
Under tillid og respekt ligger trygheden og under ansvaret ligger den naturlige frihed
Skolen har meget mere end uddannelse for øje. Den personlige udvikling. Prøver at få en til ikke at ønske at være nogen anden end en selv.
Det ligger helt grundlæggende i stemningen på skolen, at alle kan udtrykke sig, som de har lyst, og sige og mene, hvad man vil. Man kunne fristes til at tro, at det bare skyldes stemningen på denne enkelte årgang, men man har en fornemmelse af, at skolen altid har været sådan, og at vi bare er med til at holde den ånd i live.