Det er næsten umuligt ikke at vokse som menneske, når man går et år på Eriksminde
Jeg føler at det er mit andet hjem, og har ofte taget mig selv i at sige jeg skulle hjem når jeg skulle op på skolen igen.
Det er i den grad en skole, man føler som sit hjem. Et hjem hvor jeg føler man kan leve i tillid til andre og har frihed. Oveni det lære vi også en del om ansvar, hvilket jeg synes er vildt fedt.
Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.
Vi bliver set i øjnene, og alle er mennesker, meget mere end lærere og elever.
Der er næsten aldrig nogen, der siger at man ikke må eller at man ikke kan.
Skolen har meget mere end uddannelse for øje. Den personlige udvikling. Prøver at få en til ikke at ønske at være nogen anden end en selv.
Morgensangen, synes jeg, er fantastisk for fællesskabet og mange af sangene indeholder bidder man tænker over bagefter og husker
Eriksminde er trygheden (men heldigvis ikke rutinen), naturligheden, der skal til, for at fællesskabet har en chance. Eriksminde er tilliden, friheden og ansvaret.
Man føler sig mødt og hele tiden stillet over for nye udfordringer, men ikke udfordringer som ‘Husk at rede din seng’ men derimod at stille sig selv spørgsmålet ‘Hvem er jeg?