Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.

Det er næsten umuligt ikke at vokse som menneske, når man går et år på Eriksminde

Vi har altid fået lov til at mene hvad vi har lyst til, og hvis andre har været uenige har vi taget en debat op, men det har været det bedste, at man ikke har skullet være bange for at have en mening selv.

Alle har en stemme og et ansvar.

Alt det du ellers ville snakke med din familie om, snakker du med dine roomies og venner om. Man bliver en del af hinandens verden

Jeg synes det er en stemning der ligger lidt i luften at man husker at det ikke handler om at få en karakter men at skabe en karakter der holder i længere tid.

Det er vildt når man når til de tidspunkter og øjeblikke, hvor intet andet sted synes bedre end lige der, hvor man befinder sig

Mentaliteten er åben over for at man kan være kreativ på mange forskellige måder, hvor man kan male eller spille musik på en helt anderledes måde

Jeg har aldrig før nu, oplevet så meget frihed til at være den jeg er. Og med den plads til at leve som man vil, har jeg udviklet mig meget positivt, og jeg tør stå op for mig selv på en helt anden måde end jeg gjorde før

Eriksminde er som en lille by, hvor beboerne lærer af hinandens meninger