Jeg føler mig meget tryg her på Eriksminde, og det er virkelig blevet mit andet hjem.

Vi har altid fået lov til at mene hvad vi har lyst til, og hvis andre har været uenige har vi taget en debat op, men det har været det bedste, at man ikke har skullet være bange for at have en mening selv.

Eriksminde er trygheden (men heldigvis ikke rutinen), naturligheden, der skal til, for at fællesskabet har en chance. Eriksminde er tilliden, friheden og ansvaret.

Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.

Det er et sted hvor jeg har fået lov til at være mig selv og være stolt af det. Her bliver anderledeshed og sære personligheder omfavnet. Det er jeg utrolig taknemmelig for.

Jeg er blevet mødt med en åbenhed, jeg aldrig havde troet kunne eksistere, og en seriøsitet, jeg aldrig kunne have håbet på

Der er næsten aldrig nogen, der siger at man ikke må eller at man ikke kan.

Vi får lov at være en del af noget større, som åbner vores horisonter op, og lærer os om det store perspektiv i livet

Jeg synes det er en stemning der ligger lidt i luften at man husker at det ikke handler om at få en karakter men at skabe en karakter der holder i længere tid.

Det er vildt når man når til de tidspunkter og øjeblikke, hvor intet andet sted synes bedre end lige der, hvor man befinder sig